LEJR

Det hebraiske ord for „lejr“ (machanæhʹ) kommer af verbalroden chanahʹ, der betyder „slå lejr, lejre sig, ligge lejret“. (1Mo 26:17; 4Mo 1:52; 2Mo 14:9) Disse udtryk bruges i forbindelse med et nomadefolks midlertidige opholdssted (1Mo 32:21; 33:18), om israelitternes midlertidige bopladser med telte under ørkenvandringen (4Mo 2:17) og om en hærs beskyttende forskansning (2Kg 25:1). Det græske ord for „lejr“ er parembolēʹ. — Se HÆR, HÆRVÆSEN.

Israels lejr. Israels udgang af Ægypten foregik ikke i vild forvirring, men i en velorganiseret „kampformation“ som det sømmede sig for „Jehovas hære“. (2Mo 13:18; 12:41; 6:26) En sådan kampformation bestod måske ligesom en femdelt hær af en fortrop, en hovedstyrke, en bagtrop og to flanker. På dette tidspunkt befandt israelitterne sig stadig under den patriarkalske ordning, og dette afspejlede sig i tildelingen af pladser til stammer og slægter i marchordenen. Ifølge skik og brug betragtede man tjenere og andre der var tilknyttet familien, som en del af husstanden, og medlemmerne af ’den talrige blandede flok’ der drog ud af Ægypten sammen med israelitterne, var derfor sandsynligvis fordelt mellem de forskellige stammer, slægter og familier. — 2Mo 12:38; 4Mo 11:4; 5Mo 29:11.

Da teltboligen blev rejst i begyndelsen af det andet år, blev lejren organiseret i overensstemmelse med Guds anvisninger. Lejrens midtpunkt, både med hensyn til betydning og beliggenhed, var teltboligen med den omliggende forgård. Dens indgang vendte mod øst, hvor Moses, Aron og præsterne lå lejrede. (4Mo 3:38) Resten af levitterne (der talte 22.000 mænd fra en alder af en måned og opefter) lå lejrede på de tre øvrige sider: kehatitterne mod syd, gersjonitterne mod vest og meraritterne mod nord. (4Mo 3:23, 29, 35, 39) De to sidstnævnte grupper havde en del oppakning, transportvogne og dyr der blev anvendt ved flytningen af teltboligen og dens udstyr. De der havde til opgave at tjene ved Jehovas helligdom, boede således nær ved teltboligen og rundt om den, og derved forhindredes ikkelevitter i at skaffe sig adgang til teltboligen for at ’Jehovas harme ikke skulle komme over Israels sønners forsamling’. — 4Mo 1:53; 7:3-9.

Rundt om levitternes telte lå de 12 stammer lejrede i en firkant hvis sider vendte mod de fire verdenshjørner. Det ser ud til at folket i almindelighed boede temmelig langt fra teltboligen; nogle kommentatorer mener at det drejer sig om ca. 900 m eftersom der skulle være en afstand på „omkring to tusind alen“ mellem folket og pagtens ark da israelitterne begyndte at gå over Jordan. (Jos 3:4) De 12 stammer var opdelt i fire store afdelinger der blev benævnt efter hovedstammen i afdelingen. De tre stammer der lå lejrede øst for teltboligen, blev således kaldt Judas lejrafdeling, med Issakars stamme på den ene side af Juda og Zebulons stamme på den anden side. (4Mo 2:3-8) Da denne ordning blev indført i 1512 f.v.t., talte de tre stammer i Judas lejr 186.400 våbenføre mænd fra 20 år og opefter. (4Mo 1:1-3; 2:9) Mod syd lå de tre stammer i Rubens lejrafdeling, med Simeon og Gad på hver side af Rubens stamme. Denne afdeling talte 151.450 våbenføre mænd. (4Mo 2:10-16) Disse to afdelinger mod øst og syd var sammen med levitterne efterkommere af Jakob gennem Lea og hendes tjenestepige, Zilpa. (1Mo 35:23, 26) At både Rubens stamme og kehatitterne lå lejrede syd for helligdommen, forklarer desuden forbindelsen mellem oprørerne Datan og Abiram, der var af Rubens stamme, og kehatitten Kora. (4Mo 16:1) Mod vest lå Efraims lejrafdeling, flankeret af Manasse og Benjamin, der alle var efterkommere af Rakel. Denne afdeling talte 108.100 våbenføre mænd. (4Mo 2:18-24) Mod nord lå endelig Dans lejrafdeling, med Aser og Naftali, der i alt udgjorde 157.600 kampdygtige mænd. (4Mo 2:25-31) Dan og Naftali var efterkommere af Rakels tjenestepige, Bilha, mens Aser var efterkommer af Leas tjenestepige, Zilpa. — 1Mo 35:25, 26.

Israels lejr var meget stor. Som det fremgår af førnævnte tal, var der i alt 603.550 våbenføre mænd i lejren, hvortil kom kvinder og børn, gamle og handicappede, 22.000 levitter og „en talrig blandet flok“ af udlændinge — måske over tre millioner mennesker i alt. (2Mo 12:38, 44; 4Mo 3:21-34, 39) Det vides ikke hvor stort et område en lejr af denne størrelse har dækket, og de fremsatte formodninger varierer meget. Da israelitterne lå lejrede over for Jeriko på Moabs sletter, strakte lejren sig, ifølge beretningen, „fra Bet-Jesjimot til Abel-Sjittim“. — 4Mo 33:49.

Lejrens plan, eller grundrids, beskrives almindeligvis som rektangulær eller kvadratisk, den form der menes at være den sikreste og mest hensigtsmæssige. At der er tale om at gå ud af eller ind i lejren, viser at den havde faste grænser. (3Mo 13:46; 16:26, 28; 17:3) Der var også ’porte’, eller indgange, til lejren. (2Mo 32:26, 27) Josefus nævner i sin beskrivelse at der var veje i lejren. (Jewish Antiquities, III 289, [xii, 5]) Alt dette krævede ingeniørarbejde og god organisering for at israelitterne kunne slå lejr et nyt sted så hurtigt og let som muligt.

Der var ’tegn for fædrenehusene’ som hjalp den enkelte til at finde sin plads i lejren. (4Mo 2:2) Eftersom det hebraiske ord dæʹghæl, der oversættes med „afdeling“ (en stammeafdeling bestående af tre stammer), også betyder „banner“ (som i Høj 2:4), er det muligt at der både var stammetegn og slægtssymboler. I Bibelen nævnes der intet om antallet af disse tegn, og de beskrives heller ikke.

Ledelsen af Jehovas lejr var yderst velorganiseret. Under den teokratiske ordning blev der indsat øverster over 10, 50, 100 og 1000. Disse øverster var ’dygtige mænd, som frygtede Gud, pålidelige mænd, som hadede uærlig vinding’. (2Mo 18:21; 5Mo 1:15) Under deres ledelse blev der sørget for tilsyn, omsorg og en retfærdig retsordning, og gennem dem kunne meddelelser hurtigt bringes ud til hele folket. Ved hjælp af bestemte trompetsignaler sammenkaldte man hele forsamlingen, eller, til tider, overhovederne for Israels tusinder som repræsenterede stammerne, ved mødeteltet. — 4Mo 1:16; 10:2-4, 7, 8.

En omfattende kodeks indeholdt love for alle sider af livet i lejren. Ved hjælp af forskellige sanitære forskrifter sikrede man at sundheden og renheden i lejren blev bevaret. Spedalske, personer med smitsomme sygdomme eller udflåd og personer der havde rørt ved lig, blev sendt uden for lejren indtil de var blevet erklæret rene. (4Mo 5:2, 3) De døde blev begravet uden for lejren. (3Mo 10:4, 5) Asken fra brændofre og resterne af visse offerdyr blev bragt uden for lejren og tilintetgjort. (3Mo 4:11, 12; 6:11; 8:17) Forbrydere blev henrettet uden for lejren (3Mo 24:14; 4Mo 15:35, 36), og krigsfanger samt tilbagevendte krigere skulle forblive udenfor i en renselsesperiode. — 4Mo 31:19.

Hvor godt organiseret denne kolossalt store lejr var, viste sig også når den flyttede fra sted til sted (Moses nævner omkring 40 forskellige lejrpladser i 4Mo 33). Så længe skyen hvilede over teltboligen, forblev israelitterne lejrede. Når skyen flyttede sig, brød lejren op. „På Jehovas befaling slog de lejr, og på Jehovas befaling brød de op.“ (4Mo 9:15-23) Ved hjælp af to sølvtrompeter i drevet arbejde blev Jehovas befalinger videregivet til hele lejren. (4Mo 10:2, 5, 6) Særlige, vekslende trompetstød var signal til at lejren skulle bryde op. Dette skete første gang „i det andet år [1512 f.v.t.], i den anden måned, på den tyvende dag i måneden“. Pagtens ark blev båret forrest, og derefter fulgte først Judas trestammeafdeling med Issakar og Zebulon. Efter dem kom gersjonitterne og meraritterne, der havde til opgave at bære en del af udstyret til teltboligen. Så fulgte Rubens trestammeafdeling med Simeon og Gad. Derefter kom kehatitterne med helligdommen, og derpå den tredje trestammeafdeling med Efraim, Manasse og Benjamin. Til sidst kom Dans afdeling med Aser og Naftali. De to talrigeste og stærkeste afdelinger udgjorde således fortroppen og bagtroppen. — 4Mo 10:11-28.

„Så drog de tre dagsrejser bort fra Jehovas bjerg . . . Og Jehovas sky var over dem.“ (4Mo 10:33, 34) Det oplyses ikke hvor lang denne marchkolonne anført af skyen var, hvor hurtigt den bevægede sig, eller hvor lang en dagsmarch var. I betragtning af at israelitterne havde børn og husdyr med, gik det sikkert kun langsomt fremad. På en sådan tredages march har de sandsynligvis ikke fulgt den formelle lejrplan når de midlertidigt rejste teltene for at overnatte; de rejste heller ikke teltboligen, men traf blot de nødvendige foranstaltninger til at spise og sove.

Militærlejre. I forbindelse med krigsførelse bruges ordet „lejr“ på forskellige måder. Det bruges for eksempel om hovedkvarteret, eller basen, hvorfra styrkerne gjorde udfald; Gilgal og Silo er eksempler på dette. (Jos 4:19; 5:10; 9:6; 10:6, 15, 43; 18:9; Dom 21:12) Ordet „lejr“ bruges også om selve hæren, snarere end om det sted hvor man slog lejr for natten. (Jos 10:5; 11:4, 5) At ’lejre sig’ mod en by ville sige at føre krig mod den eller at træffe krigsforberedelser. — Dom 9:50; 1Sa 11:1; 28:4; 2Kg 25:1.

Flere faktorer havde indflydelse på valget af lejrplads til en hær. Et højt beliggende og vanskeligt tilgængeligt sted gav naturlig beskyttelse og krævede mindre bevogtning end et åbent og sårbart sted. (1Sa 26:3) Lejren måtte have adgang til vand. (2Kg 3:9) Josua besejrede et forbund af konger der havde slået lejr ved Meroms vand. (Jos 11:5) Gideons styrker slog lejr ved Harodkilden (Dom 7:1), og en tredjedel af Davids mænd lejrede sig i Besors Regnflodsdal indtil de øvrige vendte tilbage efter sejren. — 1Sa 30:9, 10.

Lejren kan have været omgivet af en beskyttende ring af oppakning, vogne og dyr. Ordet for „lejrplads“ i 1 Samuel 17:20 og 26:5, 7 betyder egentlig „noget der er rundt“, det vil sige den runde lejrplads. Hære med stridsvogne har måske stillet vognene i en kreds om lejren. Mere permanente lejrpladser blev undertiden beskyttet ved at man gravede grøfter og lavede jordvolde omkring dem. Der blev normalt ikke udkæmpet slag på lejrpladserne undtagen i tilfælde af overraskelsesangreb. (Jos 11:7) Derfor byggede man som regel ikke omfattende forskansninger eller stærke mure om lejren.

Den verdslige historie giver et lille indblik i livet i militærlejre blandt hedenske folkeslag på Bibelens tid. I Ægypten var Ramses II’s militærlejre for eksempel omgivet af skjolde. Assyrernes befæstede lejre var i regelen runde og forstærkede med mure og tårne. Teltene i de persiske lejre vendte alle mod øst, og deres lejrpladser var beskyttede af grøfter og volde. De græske militærlejre var også runde, og den øverstbefalendes telt befandt sig midt i lejren. Når den romerske hær slog lejr et nyt sted, gravede man en grøft af betragtelig dybde hele vejen rundt om lejrpladsen.