Har du tro som Elias?

TROEN undermineres i det moderne samfund. Intellektuelle afviser hånligt at Gud er til. Religiøse hyklere holder Gud for nar. Og verden handler i stigende grad som om Gud er uden betydning. Uanset om disse holdninger virker skræmmende, nedslående eller sløvende, er resultatet det samme: Troen nedbrydes. Det er ikke så mærkeligt at apostelen Paulus kaldte mangelen på tro for „den synd som let omklamrer os“! — Hebræerne 12:1.

Det er måske derfor at Paulus gjorde noget særligt for at henlede vor opmærksomhed på de mænd og kvinder som har haft en stærk tro. (Hebræerne, kapitel 11) Deres eksempel kan virke ansporende på os og kan styrke vor tro. Lad os betragte profeten Elias, idet vi blot fokuserer på første del af hans lange profettid. Han levede mens kong Akab og hans hedenske gemalinde dronning Jesabel regerede. Dengang som nu stod det sløjt til med troen på den sande Gud.

Det fordærvede tistammerige

Sikken et par! Akab var den syvende konge i tistammeriget Israel. Hans seks forgængere i embedet havde været onde, men Akab var værre. Ikke alene fremmede han landets fordærvede kalvedyrkelse, men han ægtede også den udenlandske prinsesse Jesabel og indførte derved en form for afgudsdyrkelse der var værre end nogen landet før havde kendt, nemlig tilbedelsen af den falske gud Ba’al. — 1 Kongebog 16:30-33.

Jesabel var vokset op med ba’alsdyrkelsen. Hendes far Etba’al, der var præst for Asjtoret (Ba’als kone), havde myrdet sig vej til Zidons trone, kongedømmet lige nord for Israel. Jesabel påvirkede sin moralsk svage gemal til at indføre ba’alsdyrkelsen i Israel. Inden længe var der 450 profeter for denne falske gud foruden 400 profeter for gudinden Asjera i landet, og disse spiste alle ved kongens bord. Deres tilbedelsesform må have været afskyelig i den sande Gud Jehovas øjne! Fallossymboler, frugtbarhedsriter, tempelprostitution (både mandlig og kvindelig), ja selv børneofringer, indgik i denne modbydelige religion, som med Akabs velsignelse uhindret blev udbredt i hele riget.

Mange israelitter glemte Jehova, Skaberen af jorden og vandets kredsløb. De mente at det var Ba’al der velsignede landet med regn ved slutningen af den tørre årstid. Hvert år så de håbefuldt hen til at han, ’den der rider på skyerne’, frugtbarhedens og regntidens gud, skulle hæve tørkens forbandelse. År efter år kom der regn. År efter år fik Ba’al æren.

Elias forudsiger tørke

Det var sandsynligvis ved slutningen af en lang, regnløs sommer — netop som folk var begyndt at håbe på at Ba’al skulle sende livgivende regn — at Elias viste sig på skuepladsen.a Han kommer ind i den bibelske beretning som et lyn fra en klar himmel. Vi får ikke meget at vide om hans baggrund og intet om hans slægtskabsforhold. Men i modsætning til et lyn bebudede Elias ikke regnvejr. Han forkyndte derimod for Akab: „Så sandt Jehova, Israels Gud, lever, for hvis ansigt jeg står: Der skal ikke komme dug eller regn i disse år uden på mit ord!“ — 1 Kongebog 17:1.

Forestil dig Elias stå dér i sin simple klædning af hår. Han er sikkert kommet fra Gileads forrevne højdedrag og vokset op blandt simple hyrdefolk. Her står han foran den mægtige kong Akab, måske midt i hans vældige palads med dets sagnomspundne elfenbenshus, dets prægtige og fremmedartede dekorationer og monumentale afguder. Dér, i den travle fæstningsby Samaria, hvor tilbedelsen af Jehova er gået aldeles i glemme, står Elias og fortæller Akab at hans gud, Ba’al, er magtesløs og slet ikke er til. Han erklærer at der i dette og det kommende år hverken vil falde regn eller dug!

Hvordan kunne Elias have så stærk en tro? Var han mon ikke spor bange for at stå foran den arrogante, frafaldne konge? Måske. Over et tusind år senere forsikrer Jesu halvbroder Jakob os om at Elias var „et menneske med de samme svagheder som vi“. (Jakob 5:17) Men læg mærke til Elias’ ord: „Så sandt Jehova, Israels Gud, lever, for hvis ansigt jeg står.“ Elias holdt sig for øje at Jehovas tjenere står foran en langt større trone end Akabs — tronen hvorpå universets suveræne Herre sidder! Han var repræsentant eller udsending for denne trone. Set i dette perspektiv, hvad havde han da at frygte fra Akab, en ubetydelig menneskelig regent der havde mistet Jehovas velsignelse?

Det var ikke nogen tilfældighed at Jehova var så virkelig for Elias. Profeten havde uden tvivl studeret beretningen om hvordan Gud havde handlet med sit folk. Jehova havde advaret jøderne om at han ville straffe dem med tørke og hungersnød hvis de begyndte at tilbede falske guder. (5 Mosebog 11:16, 17) I tillid til at Jehova altid holder ord ’bad Elias en bøn om at det ikke skulle regne’. — Jakob 5:17.

Tro til at følge Guds anvisninger

For en tid bragte Elias’ budskab ham i livsfare. Nu måtte et andet aspekt af hans tro komme til udtryk. For at blive i live måtte han trofast følge Jehovas anvisninger: „Gå bort herfra og tag retning mod øst og skjul dig ved regnfloden Krit øst for Jordan. Og du skal drikke af regnfloden, og jeg vil byde ravnene at sørge for føde til dig dér.“ — 1 Kongebog 17:3, 4.

Elias adlød omgående. Hvis han ønskede at overleve den tørke og hungersnød der skulle ramme landet, måtte han stole på at Jehova sørgede for ham. Det var ikke let. Det betød at han måtte skjule sig og i månedsvis leve i total isolation. Det betød at han måtte leve af det kød og brød som blev bragt ham af ravnene — disse ådselædende fugle som ifølge Moseloven var urene — og stole på at Jehova sørgede for at kødet ikke var fra ådsler men at blodet var løbet af, sådan som Loven foreskrev. Nogle bibelkommentatorer finder dette mirakel så usandsynligt at de mener at der oprindelig har stået „arabere“ og ikke „ravne“. Men det ville være praktisk at Gud brugte ravne. Ingen ville fatte mistanke om at disse ringeagtede, urene fugle der fløj ud i ørkenen med mad, skaffede føde til Elias, som Akab og Jesabel eftersøgte overalt i riget! — 1 Kongebog 18:3, 4, 10.

Som tørken varede ved er Elias måske blevet mere og mere urolig for sin vandforsyning i Krits Regnflodsdal. De fleste af Israels regnflodsdale tørrer ud i tider med tørke, og „efter nogen tid“ gjorde denne regnflodsdal det også. Kan du forestille dig Elias’ følelser da vandet efterhånden svandt ind til en tynd strøm og vandstanden i vandhullerne blev lavere for hver dag der gik? Han har sikkert spekuleret på hvad der ville ske når vandet forsvandt. Ikke desto mindre holdt Elias trofast ud. Det var først da vandstrømmen var tørlagt at Jehova gav ham nye anvisninger. Profeten fik besked på at tage til Zarepta. Dér ville en enke sørge for ham. — 1 Kongebog 17:7-9.

Byen Zarepta hørte under byen Zidon, hvorfra Jesabel kom og hvor hendes fader havde regeret som konge. Måske har Elias spurgt sig selv om det ville være sikkert at opholde sig dér. Alligevel „brød han op og gik“. — 1 Kongebog 17:10.

Jehova giver føde og liv

Elias’ lydighed blev snart belønnet. Han opsøgte enken, og fandt at hun, i modsætning til hans landsmænd, havde en stærk tro. Denne fattige enke havde kun mel og olie nok til at tilberede ét måltid til sig selv og sin søn. Men trods hendes armod var hun villig til først at bage brød til Elias, idet hun stolede på hans løfte om at Jehova ville sørge for at melet og olien i hendes krukke ikke slap op så længe nøden varede ved. Man forstår godt at Jesus Kristus fremhævede denne enkes trofaste eksempel da han fordømte de troløse israelitter på hans tid! — 1 Kongebog 17:13-16; Lukas 4:25, 26.

Men efter dette mirakel blev både enkens og Elias’ tro sat på en svær prøve. Pludselig døde enkens søn. Enken som var ude af sig selv af sorg, kunne kun tro at dødsfaldet havde noget at gøre med Elias, „den sande Guds mand“. Hun troede måske at hun blev straffet for en gammel synd. Men Elias tog hendes livløse søn ud af hendes arme og bar ham ovenpå. Han vidste at Jehova ikke alene kunne sørge for det materielle. Jehova er selve livets kilde! Elias bad derfor gentagne gange inderligt om at barnet måtte få livet igen.

Elias var ikke den første der troede på opstandelsen, men han er den første i Bibelens beretning som opvækker nogen fra de døde. Drengen „kom til live“! Det må have været noget helt enestående at se moderens glæde da Elias bragte hendes søn til hende med disse enkle ord: „Se, din søn lever.“ Uden tvivl med tårer i øjnene sagde enken: „Nu ved jeg virkelig at du er en Guds mand og at Jehovas ord i din mund er sandhed.“ — 1 Kongebog 17:17-24.

„Min Gud er Jehova“

Hvor er det sigende at Elias’ navn betyder „min Gud er Jehova“! Under tørken og hungersnøden gav Jehova ham mad og drikke; midt i det moralske fordærv gav Jehova ham sund vejledning; ved et dødsfald brugte Jehova ham til at give én livet tilbage. Og hver gang måtte Elias udvise tro på sin Gud — ved at stole på at Han ville sørge for ham, ved at følge Hans anvisninger, ved at stole på at Han ville hellige sit navn — og som belønning fik han endnu flere grunde til at stole på Jehova. Og hans tillid blev ikke skuffet da han modtog flere vanskelige og endda skræmmende opgaver fra sin Gud, Jehova. Ja, nogle af hans mest opsigtsvækkende mirakler lå endnu forude. — Jævnfør Første Kongebog, kapitel 18.

Jehovas tjenere i dag står i samme situation som Elias. Måske bliver der ikke sørget mirakuløst for os, og vi bliver ikke brugt til at oprejse nogen. I dag sker den slags mirakler ikke. Jehova har dog ikke forandret sig siden Elias’ tid. — 1 Korinther 13:8; Jakob 1:17.

Vi kan også få frygtindgydende opgaver, for eksempel at skulle forkynde vort gudgivne budskab i hårde og afskrækkende distrikter. Måske bliver vi udsat for forfølgelse. Måske må vi endda lide sult. Men Jehova har igen og igen vist at han leder og beskytter de trofaste og sin organisation som et hele. Han giver stadig sine tjenere kraft til at udføre en hvilken som helst opgave han giver dem. Og han hjælper dem stadig til at udholde de prøver som de bliver udsat for i denne urolige verden. — Salme 55:22.

[Fodnote]

[Illustration på side 18]

Tror du ligesom Elias at Jehova vil sørge for sine tjeneres behov?