Et forsvundet storrige der gjorde bibelkritikken til skamme

„Det assyriske storriges historie hørte tidligere til de dunkleste kapitler i verdens annaler.“ „Alt hvad man vidste om oldtidens Nineve bestod i Bibelens spredte hentydninger til byen og profetier om den, samt de tilfældighedsprægede, løsrevne bemærkninger om Assyriens historie hos Diodorus Siculus . . . med flere.“ — Cyclopædia of Biblical Literature, bind 1 og 3, 1862.

DEN græske historiker Diodorus Siculus levede for 2000 år siden. Han hævdede at Nineve havde en firkantet grundplan, og at dens samlede omkreds var 480 stadier — knap 100 kilometer! Bibelen giver en tilsvarende skildring og siger at Nineve var „en stor by — det tog tre dage at gå igennem den“. — Jonas 3:3.

Det 19. århundredes bibelkritikere nægtede at tro at en ukendt oldtidsby kunne have været så stor. De sagde også at hvis Nineve overhovedet havde været til, måtte den have hørt til en civilisation der fandtes før den babyloniske.

Dette synspunkt stred imod Første Mosebogs 10. kapitel, som oplyser at Noas oldesøn Nimrod grundlagde den første politiske stat i egnen omkring Babel, eller Babylon. Beretningen fortsætter: „Fra det land drog han til Assyrien og gav sig til at bygge Nineve og Rehobot-Ir og Kala og Resen mellem Nineve og Kala: det er den store by.“ (1 Mosebog 10:8-12) Bemærk at citatet beskriver de fire nyanlagte assyriske byer som ’én stor by’.

I 1843 opdagede den franske arkæolog Paul-Émile Botta ruinerne af et palads der viste sig at ligge i en assyrisk by. Da nyheden om denne opdagelse nåede omverdenen, vakte den stor opsigt. I sin bog Skatte fra Bibelens tid fortæller Alan Millard: „Folks interesse steg endnu mere, da det viste sig, at paladset havde tilhørt Sargon, den assyrerkonge, der nævnes i Esajas 20:1, og hvis eksistens man havde betvivlet, fordi han ellers ikke var omtalt nogen steder.“

I mellemtiden var en anden arkæolog, Austen Henry Layard, begyndt at grave i ruinerne af en lokalitet der kaldtes Nimrud, 42 kilometer sydvest for Khorsabad. Ruinbyen viste sig at være det gamle Kala — en af de fire assyriske byer der er omtalt i Første Mosebog 10:11. Så i 1849 afdækkede Layard ruinerne af et gigantisk palads på et sted der blev kaldt Kujundjik, mellem Kala og Khorsabad. Paladset viste sig at være en bygning i Nineve. Mellem Khorsabad og Kala ligger ruinerne af andre bebyggelser, deriblandt en ruinhøj ved navn Karamles. „Hvis vi afsætter de fire store ruinhøje Nimrud [Kala], Kujundjik [Nineve], Khorsabad og Karamles som hjørnerne i en firkant, vil man se at de fire sider temmelig nøjagtigt svarer til de 480 stadier eller geografens 90 kilometer, som udgør profetens [Jonas’] tre dagsrejser,“ bemærkede Layard.

Tilsyneladende regnede Jonas alle disse byområder for ’én stor by’ og opkaldte dem efter den første af de byer der er nævnt i Første Mosebog 10:11, nemlig Nineve. Samme princip følger man som bekendt også i dag. For eksempel er der forskel på det egentlige København og forstæderne som tilsammen udgør det man kalder Storkøbenhavn.

En hovmodig assyrerkonge

Paladset i Nineve omfattede over 70 rum og havde cirka 3 kilometer vægge. På væggene fandt man de svedne rester af relieffer til minde om sejrrige krigstogter og andre bedrifter. De fleste var slemt medtagne. Men da Layards ophold nærmede sig sin afslutning, opdagede han et forbavsende velbevaret kammer. På væggene var afbildet indtagelsen af en velbefæstet by; fanger gennes hen foran den invaderende konge, som sidder på en trone uden for byen. Over kongen findes en indskrift som eksperter i assyrisk kileskrift oversætter sådan: „Sankerib, verdens konge, Assyriens konge, sad på en nimedu-trone og mønstrede byttet fra Lakisj (La-ki-su).“

I dag kan dette relief med dets indskrift ses på British Museum. Dets udsagn stemmer med den historiske beretning der er nedskrevet i Bibelen i Anden Kongebog 18:13, 14: „I kong Ezekias’ fjortende år drog Assyriens konge Sankerib op mod alle Judas befæstede byer og erobrede dem. Da sendte kong Ezekias af Juda bud til Assyriens konge ved Lakisj og sagde: ’Jeg har syndet. Træk dig tilbage fra mig. Det du forlanger af mig vil jeg bære.’ Så pålagde Assyriens konge kong Ezekias af Juda at betale tre hundrede talenter sølv og tredive talenter guld.“

Andre inskriptioner fra ruinerne af Nineve giver yderligere enkeltheder om Sankeribs invasion af Juda og den tribut Ezekias betalte. „Et af de mest bemærkelsesværdige sammentræf i de kendte historiske vidnesbyrd er måske at den mængde skatteguld Ezekias blev afkrævet, nemlig tredive talenter, er angivet ens i de to fuldstændig uafhængige beretninger,“ skriver Layard. Sir Henry Rawlinson, der var med til at tyde den assyriske skrift, udtalte at disse indskrifter „hævede [Sankeribs] historiske identitet over enhver diskussion“. Desuden bemærker Layard i sin bog Nineveh and Babylon: „Hvem ville, før disse opdagelser blev gjort, have troet det sandsynligt eller muligt at man under den dynge jord og affald der markerede Nineves beliggenhed, ville finde historien om krigene mellem Ezekias og Sankerib, skrevet af Sankerib selv på netop den tid da de fandt sted, og at de ville bekræfte Bibelens beretning til mindste detalje?“

Naturligvis stemmer ikke alle detaljer i Sankeribs optegnelse overens med Bibelen. For eksempel siger arkæologen Alan Millard: „Det mest forbløffende kommer til sidst [i Sankeribs beretning]. Ezekias sendte senere ryttere og hele tributten til Sankerib i Ninive. Den assyriske hær førte den ikke hjem i triumf som vanligt.“ Bibelen siger at tributten blev betalt før Assyriens konge vendte hjem til Nineve. (2 Kongebog 18:15-17) Hvad skyldes afvigelsen? Og hvorfor kunne Sankerib ikke prale af at have indtaget Judas hovedstad, Jerusalem, sådan som han pralede af at have erobret den judæiske fæstning Lakisj? Tre bibelskribenter giver os svaret. En af dem var selv øjenvidne, og han skrev: „Derpå gik Jehovas engel ud og slog et hundrede og femogfirs tusind ihjel i assyrernes lejr. Da man stod op tidligt næste morgen, se, da var de alle døde kroppe. Så brød Sankerib, Assyriens konge, op og rejste bort, ja vendte tilbage og blev i Nineve.“ — Esajas 37:36, 37; 2 Kongebog 19:35; 2 Krønikebog 32:21.

I Skatte fra Bibelens tid konkluderer Millard: „Der er ingen grund til at betvivle [gengivelsen] . . . Sankerib ville naturligvis ikke videregive beretningen om sådan en ulykke til sine efterfølgere og på den måde bringe sig selv i vanry.“ I stedet forsøgte Sankerib at give indtryk af at hans invasion i Juda havde været sejrrig og at Ezekias fortsat underkastede sig ham, idet han sendte tributten til Nineve.

Assyriens udspring slås fast

I Nineve fandt man også biblioteker der rummede titusinder af lertavler. Disse dokumenter viser at det assyriske storrige havde sit udspring i det sydlige Babylon, præcis som Første Mosebog 10:11 angiver. Arkæologer fulgte dette spor og samlede deres indsats længere mod syd. Opslagsværket Encyclopædia Biblica beretter: „Alt hvad assyrerne efterlod røber deres babyloniske oprindelse. De overtog sprog og skriftsprog, litteratur, religion og videnskab fra deres naboer mod syd med ganske få tillempelser.“

Opdagelser som dem vi har omtalt her, har tvunget bibelkritikerne til at moderere deres synspunkter. En oprigtig granskning af Bibelen åbenbarer at den blev nedfældet af samvittighedsfulde, ærlige skribenter. En forhenværende højesteretspræsident fra USA, Salmon P. Chase, sagde efter at have læst Bibelen igennem: „Jeg brugte megen tid på undersøgelsen og gik alvorligt og grundigt til værks. Vedrørende bevisførelsen brugte jeg de samme principper i denne religiøse sag som jeg altid har brugt i verdslige sager, og min kendelse er at Bibelen er en overnaturlig bog, at den er kommet fra Gud.“ — The Book of Books: An Introduction.

Ja, Bibelen er andet og mere end en nøjagtig historisk beretning. Den er Guds inspirerede ord, en gave der er til gavn for mennesket. (2 Timoteus 3:16) Også Bibelens geografi er et vidnesbyrd herom. Derfor vil vi i næste nummer af Vagttårnet se nærmere på dette emne.

[Kildeangivelse på side 4]

Med tilladelse af British Museum

[Illustrationer på side 6, 7]

Herover: Tre udsnit af et vægrelief

Herunder: Tegning af et assyrisk vægrelief der forestiller belejringen af Lakisj

[Kildeangivelse]

(Med tilladelse af British Museum)

(Fra The Bible in the British Museum, udgivet af British Museum Press)