1.del — Oldtidsriget Ægypten — bibelhistoriens første verdensrige

ÆGYPTEN — faraonernes og Nilens land — blev sæde for en af verdenshistoriens betydeligste civilisationer. Kunstskatte fra dette land pryder adskillige store museer. Dets historie fortælles i mange skolebøger. Og dets kæmpemæssige monumenter aftvinger besøgende dyb respekt. Desuden har dette land været skueplads for eller haft tilknytning til mange af de begivenheder der omtales i Bibelen, hvor Ægypten og dets folk omtales mere end 700 gange.

Men hvor meget ved du egentlig om oldtidens Ægypten? En større baggrundsviden vil sætte dig i stand til bedre at forstå mange af de forhold der omtales i Bibelen.

I Ægypten har arkæologer gjort mange fund der bekræfter Bibelens beretninger. Det gælder for eksempel beretningen om Josef. Navne, titler, Josefs stilling som husholder, den stilling han fik som den næstøverste hersker i landet og som fødevareadministrator, de ægyptiske begravelsesskikke, ja endog det at bagerne bar brødet i kurve på hovedet — alt dette har vist sig at svare nøjagtigt til de ægyptiske skikke på den tid. — Første Mosebog, kapitlerne 39-47; 50:1-3.

Landet og dets befolkning

Ægypten har altid været helt afhængigt af Nilen. Den frodige Nildal, der mellem Aswan og Kairo kun er cirka 19 kilometer bred, strækker sig som et smalt, grønt bælte gennem den solsvedne afrikanske ørken. Når Nilen hvert år gik over sine bredder, berigede den de omkringliggende jorder i dalen med frugtbart slam. Derfor var Ægypten storeksportør af fødevarer, og et sted hvor man søgte hen når der var hungersnød. (1 Mosebog 12:10) Af papyrusplanterne der voksede langs Nilens bredder fremstillede man det første papir.

Det brede, vifteformede delta hvor Nilens vande spredes inden de løber ud i det blå Middelhav, kaldes Nedre Ægypten. Her lå sandsynligvis „Gosens land“, hvor israelitterne opholdt sig under deres lange fangenskab i Ægypten. — 1 Mosebog 47:27.

Den ægyptiske religion

Oldtidens ægyptere troede at deres konge, Farao, var en gud. Med dette i tanke kan man bedre forstå Faraos hånlige spørgsmål til Moses: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst?“ (2 Mosebog 5:2) Men ægypterne havde også mange andre guder. I Thotmes III’s grav har man fundet en liste med 740 navne på forskellige guder. Ægypterne tilbad treheder af guder, eller treenigheder, hvoraf en af de mest populære var treheden Osiris, Isis og Horus.

Mange af Ægyptens mest fremtrædende guder blev afbildet som menneske med dyrehoveder. Ægypterne fremstillede Horus med et falkehoved og Thot med hovedet af en ibis eller en abe. Katte, sjakaler, krokodiller, bavianer og forskellige fugle blev anset for hellige fordi man mente at de havde forbindelse med bestemte guder. Apistyren, der blev betragtet som en inkarnation af guden Osiris, holdt man i et tempel i Memfis indtil dens død, hvorefter den på omstændelig vis blev bisat og tilmed balsameret. De berømte ægyptiske skarabæer der blev båret som beskyttende amuletter, er afbilleder af den hellige pillebille, som man mente var en materialisation af skaberguden.

Skønt israelitterne havde opholdt sig længe i Ægypten og haft nær kontakt med landets befolkning, havde de dog kun en Gud, Jehova, og tilbad ham alene. De blev advaret om ikke at fremstille noget religiøst billede — hverken af Gud selv eller af en fugl, et dyr, en fisk eller af noget andet. At de kort efter deres udgang fra Ægypten gav sig til at tilbede en guldkalv kan skyldes ægyptisk påvirkning. — 2 Mosebog 32:1-28; 5 Mosebog 4:15-20.

Troen på evigt liv efter døden

Ægypterne havde en stærk tro på et evigt liv efter døden. Derfor lod de ægyptiske herskere på forhånd deres kunstfærdige grave udstyre med alskens livsnødvendigheder og luksus, for at sikre sig evig lykke i den eftermenneskelige tilværelse. Pyramiderne er et af de mest iøjnefaldende eksempler på denne begravelsespraksis.

Guldsmykker, klæder, møbler, vin, mad, lertøj, elfenbensskrin, ja selv små plader til formaling af øjenfarve, blev omhyggeligt placeret i de ægyptiske grave. Ægypterne troede at den døde kunne bruge alle disse ting i livet efter døden. Tidligere slog man også slaver ihjel og begravede dem sammen med deres herre, for at de kunne betjene ham i livet hinsides. En samling trylleformularer kendt som „Dødebogen“ er blevet fundet i flere tusind ægyptiske kister. Man håbede at disse trylleformularer kunne hjælpe den døde ud af farlige situationer i det hinsides.

Israelitterne havde imidlertid et helt andet syn på døden! De vidste, som Bibelen senere har udtrykt det, at ’de døde slet ingenting ved’ og at ’et menneskes tanker går til grunde samme dag han dør’.a Deres håb om fremtidigt liv var forbundet med håbet om en opstandelse. — Prædikeren 9:5, 10; Salme 146:4; Job 14:13-15

Hvem levede hvornår?

Ægyptologer har inddelt rækken af ægyptiske konger i 31 „dynastier“. Man taler om Det Gamle Rige (3.-6. dynasti), Det Mellemste Rige (11. og 12. dynasti), og Det Nye Rige (18.-20. dynasti). Men denne liste er langtfra nøjagtig, eftersom den i nogen grad bygger på tvivlsomme og ufuldstændige dokumenter og måske medtager adskillige konger der herskede i forskellige områder samtidig, snarere end at efterfølge hinanden.b

Da Moses påbegyndte nedskrivningen af de første bøger i Bibelen, fulgte han øjensynlig den ægyptiske skik kun at omtale kongen som „Farao“, uden at bruge monarkens personlige navn. Vi kender derfor ikke navnet på de faraoner der herskede på Abrahams og Josefs tid eller på det tidspunkt da Israel gik ud af Ægypten. Senere begyndte man imidlertid at nævne titlen „farao“ sammen med kongens eget navn. Siden da er det muligt at forbinde begivenheder i Bibelen med den ægyptiske kongerække. Her skal omtales nogle af de faraoner der især har interesse for bibellæsere:

Akhnaton (fra det såkaldte 18. dynasti) var ivrig tilbeder af solskiven Aton. I Tell el-Amarna, omkring 320 kilometer syd for Kairo, fandt man i 1887 en samling bestående af omkring 377 lertavler. Disse tavler var interessante fordi de viste sig at indeholde diplomatisk korrespondance som Akhnaton og hans fader Amenhotep III havde modtaget. Deriblandt var breve fra kongerne af Jerusalem, Megiddo, Hazor, Sikem, Lakisj, Hebron, Gaza og andre bystater i Palæstina. Disse breve er sandsynligvis skrevet kort før Israel indtog Kana’ans land og beretter om stammekrige og intriger. De viser også at hver by havde sin egen konge, nøjagtig som Josuas bog i Bibelen antyder.

Tutankhamon, en svigersøn til Akhnaton, er den berømte konge hvis prægtige gravskatte af purt guld blev fundet af arkæologer og siden har været udstillet på utallige museer. Disse genstande er et enestående vidnesbyrd om faraonernes velstand. Det var en sådan velstand Moses på et tidspunkt vendte ryggen da han ’nægtede at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk fremfor at have den midlertidige nydelse af synd’. — Hebræerne 11:24, 25.

Merneptah tilhørte „det 19. dynasti“. På et sejrsmonument der blev fundet i et tempel i Theben har denne farao skrevet at „Israel er lagt øde, hans sæd er ikke mere“. Dette er den eneste direkte omtale af Israel som nation der på nuværende tidspunkt er fundet i de oldægyptiske dokumenter. Selv om dette tydeligvis var et udtryk for pral uden bund i virkeligheden, tyder det ikke desto mindre på at israelitterne allerede på det tidspunkt havde indtaget Kana’ans land. Denne sejr, der blev vundet i 1473 før vor tidsregning, må altså have fundet sted i perioden mellem den tid hvor Akhnaton modtog Tell el-Amarnabrevene og den tid hvor Merneptah regerede.

Sjisjak (Sjosjenk I fra „det 22. dynasti“) er den første farao der nævnes ved navn i Bibelen. Med en stor hær af stridsvogne og ryttere invaderede han Juda, truede Jerusalem og „tog skattene i Jehovas hus og skattene i kongens hus. Alt tog han“. (2 Krønikebog 12:9) Denne begivenhed bekræftes af et relief på den sydlige mur af Amontemplet ved Karnak (oldtidens Theben). Dette relief viser 156 lænkede fanger, der hver repræsenterer en erobret by eller landsby, blandt andre Megiddo, Sjunem og Gibeon. I sin liste over erobrede steder nævner Sjisjak tilmed „Abrams mark“ — hvilket er den ældste omtale af Abraham man har fundet i ægyptiske dokumenter.

Andre verdensriger fremstår

Med tiden måtte Ægypten afgive sin position som dominerende verdensmagt til Assyrien. Men landet var stadig en betydelig politisk magtfaktor. Hosjea, den sidste konge i tistammeriget Israel, indgik en sammensværgelse med kong So af Ægypten i et mislykket forsøg på at bryde Assyriens åg. (2 Kongebog 17:3, 4) Nogle år senere, mens Ezekias var konge over Juda, gik kong Tirhaka af Ætiopien (sandsynligvis den ætiopiske hersker over Ægypten, farao Tahaka) ind i Kana’an og afværgede derved for en tid den assyriske kong Sankeribs angreb. (2 Kongebog 19:8-10) Det er øjensynlig denne begivenhed der hentydes til i Sankeribs egne optegnelser, som er fundet i Assyrien, hvor der står: „Jeg fangede egenhændigt . . . vognkæmperne fra kongen af Nubien (Ætiopien) alle i levende live“. — Babyloniske og assyriske kongers historiske indskrifter, oversat af O. E. Ravn.

Jehovas profet Esajas havde forudsagt at Ægypten ville blive overgivet i „en hård herres hånd“, og at ’en stærk konge skulle herske over ægypterne’. (Esajas 19:4) Opfyldelsen af denne profeti bekræftes af et assyrisk dokument hvori Sankeribs søn Asarhaddon praler af sin sejr over Ægypten og siger: „Dets konge, Tirhaka, sårede jeg fem gange med bue og pil, og jeg herskede over hele hans land.“

Omkring 629 før vor tidsregning brød Farao Neko op og marcherede mod nord for at spærre vejen for hærene fra det kommende tredje verdensrige, Babylon. Bibelen oplyser at kong Josias af Jerusalem uklogt søgte at standse de ægyptiske styrker ved Megiddo og at han blev besejret og dræbt.c (2 Krønikebog 35:20-24) Omkring fire år senere, i 625 f.v.t., blev Farao Neko selv besejret af babylonierne ved Karkemisj. Med denne sejr, der er omtalt både i Bibelen og i babyloniske krøniker, vandt babylonierne herredømmet over hele det vestlige Asien.

I 525 før vor tidsregning blev Ægypten underlagt det fjerde verdensrige, Medo-Persien. Omtrent 200 år senere, i 332 før vor tidsregning, viste Alexander den Store sig på scenen og indlemmede Ægypten i det femte verdensrige, Grækenland. Alexander grundlagde byen Alexandria i Ægyptens Nildelta, hvor den første oversættelse af Bibelen fra hebraisk til græsk blev påbegyndt omkring 280 før vor tidsregning. Denne oversættelse, der blev kendt som Septuaginta, var den bibel Jesu disciple benyttede i den græsktalende verden.

Det var mens Romerriget herskede som det sjette verdensrige at barnet Jesus blev ført til Ægypten for at han ikke skulle falde i den skinsyge Herodes’ hænder. (Mattæus 2:13-15) På pinsedagen i år 33 var der ægyptere til stede i Jerusalem som hørte det vidunderlige kristne budskab blive forkyndt. Og en veltalende kristen ved navn Apollos, der levede i det første århundrede, kom ligeledes fra Ægypten. — Apostelgerninger 2:10; 18:24.

Det er tydeligt at Ægypten og ægypterne indtager en fremtrædende plads i bibelhistorien, og mange arkæologiske fund bekræfter hvad Bibelen siger om dette gamle land. Ja, Ægypten var så fremtrædende at det i nogle profetiske passager bruges som symbol på hele verden under Satans herredømme. (Ezekiel 31:2; Åbenbaringen 11:8) Men trods sin stærke position som verdensrige kunne det gamle Ægypten ikke på noget tidspunkt stille sig i vejen for gennemførelsen af Jehovas hensigt. Det samme gjaldt det andet verdensrige i bibelhistorien, Assyrien, som det vil fremgå af en artikel i næste nummer af dette blad.

[Fodnoter]

[Kort på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Middelhavet

Karkemisj

Eufrat

Megiddo

Jerusalem

Alexandria

GOSEN

Memfis

Nilen

NEDRE ÆGYPTEN

[Kildeangivelse]

Udarbejdet efter kort fra Pictorial Archive (Near Eastern History) Est. og Survey of Israel

[Illustration på side 24]

Ægyptisk gud med menneskekrop og falkehoved

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af British Museum, London

[Illustrationer på side 25]

Fragmenter af „Dødebogen“ fundet i en ægyptisk kiste

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Museo Egizio, Torino

Ægyptisk kiste og mumiehylster

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Museo Egizio, Torino

[Illustration på side 26]

Kong Tutankhamon ved siden af den siddende gud Amon

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af Museo Egizio, Torino