ELISA
(Eliʹsa) [Gud er frelse].
Sjafats søn, profet for Jehova i det 10. og 9. århundrede f.v.t., profeten Elias’ efterfølger. Elias fik af Jehova besked på at salve Elisa fra Abel-Mehola. Da han traf Elisa i færd med at pløje, kastede han sin embedsklædning over ham som tegn på hans kaldelse eller udnævnelse. (1Kg 19:16) Elisa pløjede med 12 spand hornkvæg foran sig, og „selv var han ved det tolvte“. William Thomson fortæller i bogen The Land and the Book (1887, s. 144) at det blandt araberne var almindeligt at flere landmænd med små plove arbejdede sammen, og at en enkelt sædemand med lethed kunne tilså al den jord de kunne pløje på en dag. Da Elisa var den sidste i gruppen, kunne han standse uden at afbryde de andre i deres arbejde. At han ofrede et spand hornkvæg og brugte træktøjet til brændsel, vidner om hans beredvillighed, beslutsomhed og værdsættelse af kaldelsen fra Jehova. Efter at have tilberedt et måltid fulgte Elisa straks Elias. — 1Kg 19:19-21.
Elisa tjente som Elias’ medhjælper i omkring seks år. Elias var den førende profet, og Elisa var hans nære medarbejder der blev kendt som den der „hældte vand på Elias’ hænder“ når denne vaskede hænder. — 2Kg 2:3-5; 3:11.
Fra det tidspunkt da Elisa sluttede sig til Elias, udførte han en profetgerning i Israel og kom til at virke under kongerne Akab, Ahazja, Joram og Jehu og et stykke ind i Joasj’ regeringstid. Juda blev i denne periode regeret af Josafat, Joram, Ahazja, Atalja, Joasj og, sandsynligvis, Amazja. Elisa fortsatte med at tjene i ca. 60 år efter at Elias var blevet taget bort. — KORT, bd. 1, s. 949.
Beretningen om Elisas profetgerning i Anden Kongebog synes ikke at være strengt kronologisk. I kapitel 5 bliver Gehazi for eksempel slået med spedalskhed, hvilket ville udelukke ham fra det normale samfund. Alligevel fører han i kapitel 8 en venskabelig samtale med Joram af Israel. I kapitel 13 omtales kong Joasj af Israels død, men herefter følger en beretning om hans sidste samtale med Elisa. (2Kg 13:12-21) I visse dele af beretningen synes Elisas gerninger og mirakler at være grupperet efter deres natur eller art, som for eksempel: (1) de der var til gavn for profeterne og privatpersoner (2Kg 4:1–6:7), og derefter (2) de der havde at gøre med nationen og kongen. — 2Kg 6:8–7:20.
Efterfølger Elias. Elisas gerning som Elias’ efterfølger begynder da Elias bliver ført op til himmelen i et stormvejr, hvilket sker omkring 917 f.v.t. eller kort derefter. (2Kg 1:17; 2:1, 11, 12) Før Elias tages bort, beder Elisa ham om ’en dobbelt del af hans ånd’, det vil sige den andel der tilkom den førstefødte søn. Han indtager denne stilling fordi han officielt blev udnævnt til Elias’ efterfølger dengang Elias kastede sin embedsklædning over ham. (2Kg 2:9) Elias, som erkender at det ikke står til ham at opfylde denne bøn, svarer at hvis han ser Elias blive taget bort, vil hans ønske blive opfyldt. Jehova bekræfter dette ved at lade Elisa se Elias blive taget op til himmelen i et stormvejr. Idet Elias forlader Elisa, falder hans grove kappe, hans embedsklædning, af ham. Elisa samler den op og tilkendegiver dermed at han er Elias’ efterfølger. Ved bredden af Jordanfloden viser Jehova at han er med Elisa idet han mirakuløst deler vandet da Elisa slår på det med klædningen. — 2Kg 2:9-15.
Efter at Elisa er gået over Jordan, vender han tilbage til profetsønnerne i Jeriko. Hans stilling som profetsamfundets overhoved bekræftes yderligere da han gør et mirakel i forbindelse med byens vandforsyning. Vandet er dårligt og har forårsaget aborter. Elisa går ud til kilden som vandet kommer fra, kaster salt i den fra en lille ny skål, og vandet bliver fra da af sundt. — 2Kg 2:19-22.
Fra Jeriko går Elisa op til Betel, ca. 900 m over havet, hvor han tidligere har besøgt en gruppe profetsønner sammen med Elias. (2Kg 2:3) På vejen kommer en flok uvorne knægte ud og viser stor respektløshed for både ham og hans stilling som profet. „Gå derop, skaldepande! Gå derop, skaldepande!“ råber de hånende. De mener enten at han skal fortsætte op til Betel, eller at han skal forsvinde fra jorden ligesom hans forgænger synes at have gjort. (2Kg 2:11) For at lære drengene og deres forældre respekt for Jehovas profet vender han sig om mod dem og nedkalder ondt over dem i Jehovas navn. Pludselig kommer to hunbjørne ud fra skoven og sønderriver 42 af dem. — 2Kg 2:23, 24.
Under et felttog mod kong Mesja af Moab, der har gjort oprør mod kong Joram af Israel, kommer denne samt kong Josafat af Juda og kongen af Edom med deres hære ud i et ørkenområde uden vand. Kong Josafat spørger om der ikke er en af Guds profeter til stede. Ikke for Jorams skyld, men af respekt for Josafat, der har Jehovas gunst, beder Elisa om at der må blive hentet en der kan spille på et strengeinstrument, for at Jehovas ånd kan virke på ham under indflydelse af musikken. (Jf. 1Sa 10:5, 6.) Elisa giver da folket besked på at grave grøfter. Næste morgen er de blevet fyldt med vand. Da den tidlige morgensol skinner på vandet, ser det for moabitterne ud som blod. De tror at israelitterne og deres allierede har hugget hinanden ned i forvirring, og skynder sig ind for at plyndre. Men til deres overraskelse rejser israelitterne sig og slår dem på flugt. (2Kg 3:4-27) Denne begivenhed finder sted mellem 917 og 913 f.v.t.
Herefter skildres en række mirakler som Elisa gjorde til gavn for profeterne og enkelte privatpersoner. En enke efter en af profetsønnerne lider hård nød. Elisa forøger på mirakuløs vis hendes lille forråd af olie og redder således hendes sønner fra at blive gjort til trælle af hendes kreditor. (2Kg 4:1-7) Dette svarer til det andet af de mirakler Elias gjorde, hvor han sørgede for at melet og olien ikke slap op for enken i Zarepta. — 1Kg 17:8-16.
I Sjunem på Jizre’elsletten viser en fremtrædende kvinde Elisa en usædvanlig gæstfrihed fordi hun er klar over at han er „en hellig Guds mand“. Hun indretter endda et værelse til ham, da han ofte kommer forbi hendes hus. På grund af hendes venlighed lover Elisa hende at hun vil få en søn, selv om hendes mand er blevet gammel. Året efter føder hun ganske rigtigt en søn, der imidlertid dør som barn. Elisa udfører nu sit første opstandelsesmirakel, idet han genopvækker drengen ligesom Elias i sin tid oprejste enkens søn i Zarepta. (2Kg 4:8-37; 1Kg 17:17-24) Hun bliver således rigt belønnet for sin venlighed mod Guds profet. — Jf. Mt 10:41.
Elisa vender tilbage til Gilgal, der ligger i bjergene nord for Betel, og opsøger profetsønnerne dér. Der er hungersnød i landet. Ved tilberedningen af en stuvning kommer en uden at vide det nogle giftige græskar i retten. Så snart mændene smager på stuvningen, råber de: „Døden er i gryden, du den sande Guds mand!“ Eftersom intet må gå til spilde under hungersnøden, beder Elisa om noget mel, som han kommer i gryden, med det resultat at stuvningen kan spises og der ’ikke er noget farligt i gryden’. — 2Kg 4:38-41.
I de kritiske dage under hungersnøden viser en trofast rest af israelitter som ikke har bøjet sig for Ba’al, værdsættelse af profeternes tjeneste og forsyner dem med mad. Da en mand kommer med 20 bygbrød og noget korn, giver Elisa besked om at denne lille forsyning skal sættes frem så alle kan spise. Men der er 100 sultne profetsønner. Trods tjenerens tvivl bliver alle imidlertid mætte, og der bliver endda noget tilovers. — 2Kg 4:42-44; jf. Mr 6:35-44.
Helbreder Na’aman. Aramæerkongen Ben-Hadad II sender sin højt ansete hærfører Na’aman, der er spedalsk, til Israels konge for at få ham helbredt. På trods af sin spedalskhed havde denne tapre mand reddet Aram. Na’amans spedalskhed hindrer ham åbenbart ikke i at varetage dette betydningsfulde embede i Aram, hvorimod han ville være udelukket fra et sådant embede i Israel. (3Mo 13:46) Kong Ben-Hadad har sendt Na’aman af sted på grund af noget som en israelitisk pige der er blevet taget til fange og tjener i Na’amans hus, har sagt. Denne lille pige stoler på Jehova og har fortalt sin frue om Jehovas profet Elisa i Israel. Israels konge er sikker på at Ben-Hadad søger en anledning til strid med ham, for, som han siger: „Er jeg Gud, så jeg kan lade dø og lade leve?“ Elisa, der hører om kongens bekymring, siger til ham: „Lad ham dog komme til mig, så han kan vide at der findes en profet i Israel.“ — 2Kg 5:1-8.
Elisa modtager ikke selv Na’aman, men lader sin tjener sige til ham at han skal bade sig syv gange i Jordanfloden. Na’aman bliver først vred, men ydmyger sig til sidst, udfører den enkle handling og bliver ren. Han vender tilbage til Elisa og lover at han fra nu af trofast vil tjene Israels Gud, Jehova. Han tager noget af Israels jord med sig tilbage, ’så meget som et par muldyr kan bære’, for på denne jord at bringe ofre til Jehova, uden tvivl vendt mod templet i Jerusalem. Han vil fortsat tjene som hærfører for Arams konge, hvilket indbefatter at han går med kongen ind i den falske gud Rimmons hus. Eftersom kongen støtter sig til ham, må han bøje sig ned sammen med kongen, men han siger at han ikke mere vil tilbede Rimmon. Han vil ikke udføre en tilbedelseshandling, men kun gøre sin pligt som kongens tjener. Han tilbyder Elisa en gave, men profeten afslår at tage imod den. Dette harmonerer med princippet om at miraklet skyldes Jehovas kraft, ikke Elisas, og han vil ikke have løn for et hverv Jehova har givet ham. — 2Kg 5:9-19; jf. Mt 10:8.
Elisas medhjælper, Gehazi, er imidlertid begærlig. Han indhenter Na’aman og anmoder om nogle af de gaver Elisa har afslået, og prøver siden at skjule det for Elisa ved at lyve. Som en passende straf for dette siger Elisa til ham: „Na’amans spedalskhed skal hænge ved dig og dit afkom til fjerne tider.“ — 2Kg 5:20-27.
Profetsønnerne der bor sammen med Elisa, bliver nødt til at flytte fordi de ikke har plads nok. De tager ned til Jordanfloden for at tilhugge bjælker til et nyt hus. En af profeterne bruger en lånt økse, og øksehovedet falder af og forsvinder i vandet. Elisa, der åbenbart vil undgå at profeterne udsættes for kritik, kaster et stykke træ i vandet dér hvor øksehovedet er faldet af, og øksehovedet kommer op til overfladen. Jehova viser derved at han er med sine profeter. — 2Kg 6:1-7.
Israel udfries af aramæernes hånd. Mens Joram er konge over Israel, planlægger aramæerne et overraskelsesangreb på landet. Flere gange krydses Ben-Hadad II’s planer af Elisa, som underretter kong Joram om enhver af aramæernes troppebevægelser. Først tror Ben-Hadad at der er en forræder i hans egen lejr. Men da han finder ud af hvem der i virkeligheden står bag, sender han en militærstyrke til Dotan og omringer byen med heste og stridsvogne for at pågribe Elisa. (BILLEDE, bd. 1, s. 950) Elisas medhjælper bliver slået af rædsel, men Elisa beder Gud om at åbne hans øjne, og han får at se at „bjerglandet omkring Elisa [er] fyldt med heste og stridsvogne af ild“. Idet aramæerne rykker nærmere, beder Elisa om at der må ske et mirakel af modsat art: „Slå dog denne nation med blindhed.“ Elisa siger til aramæerne at de skal følge ham, men han behøver ikke at føre dem ved hånden, hvilket viser at de ikke er slået med bogstavelig blindhed, men med en mental form for blindhed. De genkender ikke Elisa, som de er kommet for at pågribe, og de ved heller ikke hvor han fører dem hen. — 2Kg 6:8-19
Med hvilken form for blindhed slog Jehova de aramæere der forsøgte at pågribe Elisa?
William James skriver i Principles of Psychology (1981, bd. 1, s. 59) om denne form for blindhed: „En højst interessant følge af forstyrrelser i hjernebarken er sjæleblindhed. Denne består ikke i manglende evne til at se, men i manglende evne til at forstå det sete. Psykologisk kan den forklares som manglende evne til at forbinde synsfornemmelser med deres betydning; enhver forstyrrelse i banerne mellem synscentrene og hjernens øvrige centre skulle fremkalde den.“
Elisa fører aramæerne til Samaria. Derefter beder han Jehova om at lukke deres øjne op, og aramæerne opdager at de befinder sig midt inde i Samaria, direkte over for kong Joram. Elisa viser at han har tillid til Jehovas magt, og at enhver tanke om hævn ligger ham fjernt, idet han forhindrer Israels konge i at dræbe aramæerne med den begrundelse at de er som krigsfanger. Han giver kongen besked på at give dem noget at spise og drikke, og efter et festmåltid sendes de hjem. Som følge heraf ’kommer der ikke mere aramaiske røverbander ind i Israels land’. — 2Kg 6:20-23.
Det er nu forbi med de sporadiske plyndringstogter, men senere trænger Ben-Hadad II ind med hele sin hær og belejrer Samaria. Under belejringen bliver nøden så stor at Israels konge får underretning om mindst ét tilfælde af kannibalisme, idet en kvinde har spist sin egen søn. Kong Joram, som er Akabs afkom og „søn af en morder“, sværger på at ville dræbe Elisa. Han holder dog ikke denne overilede ed. Da han ankommer til profetens hus sammen med sin adjudant, siger han at han har mistet alt håb om at få hjælp fra Jehova. Elisa forsikrer kongen om at der allerede dagen efter vil være rigeligt med føde i byen. Kongens adjudant afviser hånligt denne profeti, så Elisa siger til ham: „Du skal få det at se med egne øjne, men du kommer ikke til at spise af det.“ Jehova sørger nu for at der høres en larm i aramæernes lejr, så de tror at en stor hær fra flere nationer i forening rykker frem imod dem. De flygter og efterlader lejren som den er, med alt dens forråd. Da kongen erfarer at aramæerne er flygtet, betror han adjudanten opsynet over porten, og dér, i Samarias port, trampes han til døde da de udhungrede israelitter strømmer ud for at plyndre aramæernes lejr. Han ser fødemidlerne, men kommer ikke til at spise af dem. — 2Kg 6:24–7:20.
Hazael og Jehu udpeges til konger. Vor opmærksomhed rettes nu mod Damaskus i Aram, hvor kong Ben-Hadad II ligger for døden. Kongens udsending, Hazael, opsøger Elisa og spørger ham om hans herre vil komme sig. Under indflydelse af Jehovas ånd ser Elisa et dystert syn der bedrøver ham dybt: Han ser at Hazael som Ben-Hadads efterfølger med tiden vil volde israelitterne usigelig fortræd, ganske vist som en retfærdig straf fra Jehova for deres synder. Han siger til Hazael: „Gå hen og sig til [Ben-Hadad]: ’Du vil afgjort komme dig,’ men Jehova har vist mig at han visselig vil dø.“ Hazael overbringer Ben-Hadad budskabet om at han vil komme sig, og sørger for at den anden del af profetens ord går i opfyldelse ved at han kvæler kongen under et vådt tæppe, hvorefter han overtager tronen. — 2Kg 8:7-15.
Elisa mangler endnu at udføre én opgave for Elias, nemlig at salve Jehu til at fuldbyrde Guds dom over Akabs ugudelige hus. (2Kg 9:1-10) Han udfører denne opgave mere end 18 år efter at Jehova har givet Elias befalingen. Elisa når at se opfyldelsen af profetien i 1 Kongebog 19:15-17 og 21:21-24.
Da Jehu salves, er Joram konge i Israel, og hans nevø Ahazja i Juda. Aramæerkongen Hazael trænger Israel hårdt i sin regeringstid og sårer Joram i et slag ved Ramot-Gilead. (2Kg 9:15) Jehu tøver ikke med at udføre sin opgave, at udrydde Akabs onde hus og ikke lade nogen overlevende tilbage. (2Kg 10:11) Han opsøger først kong Joram af Israel, som rekreerer sig i Jizre’el. Som en opfyldelse af Elias’ profeti møder Jehu Joram uden for byen, dræber ham og lader hans lig kaste hen på jizre’elitten Nabots jordlod. (2Kg 9:16, 21-26) Da Jehu kommer ind i Jizre’el, dræber han den onde Jesabel, der er moder til Joram af Israel og mormoder til Ahazja af Juda. Jehu vil lade hende begrave, men Jehova sørger for at hundene æder hendes kød, nøjagtig som hans profet Elias har forudsagt, og der bliver således ikke noget gravsted til minde om hende. (2Kg 9:30-37) Akabs 70 sønner halshugges. Ahazja, Akabs dattersøn, dræbes (2Kg 10:1-9; 9:27, 28), og 42 af Ahazjas brødre dræbes med Jehus sværd. — 2Kg 10:12-14; 1Kg 21:17-24.
Ba’alsdyrkelsen udryddes. På vej op til hovedstaden, Samaria, møder Jehu Jonadab, som fuldt ud støtter ham i hans udryddelse af ba’alsdyrkelsen, og de to fortsætter til Samaria, hvor det endelige slag rettes mod ba’alsdyrkelsen, så den udryddes fuldstændigt i Israel. Ved list får Jehu alle ba’alsdyrkerne til at samle sig i Ba’als hus iført en særlig klædning. Huset bliver fyldt fra ende til anden, og der er ikke en eneste tilbeder af Jehova iblandt dem. På Jehus signal slår hans mænd alle ba’alsdyrkerne ihjel, brænder deres hellige støtter og river Ba’als hus ned, hvorefter området gøres til nødtørftssteder. — 2Kg 10:15-27.
Elisa fuldfører således den gerning som Elias påbegyndte. Ba’alsdyrkelsen udryddes af Israel. Elisa bliver ikke taget op til himmelen i et stormvejr og ført til et andet sted før sin død ligesom Elias gjorde. I kong Joasj af Israels regeringstid dør Elisa en naturlig død. Mens han ligger på sit dødsleje, trænges israelitterne igen af aramæerne. Kong Joasj opsøger Elisa og anmoder øjensynlig om militær hjælp mod aramæerne, for han henvender sig til ham med ordene: „Min fader, min fader, Israels stridsvogn og rytteri!“ På Elisas anmodning slår Joasj på jorden med sine pile. Men da han ikke gør det med den rette iver og kun slår tre gange, siger Elisa til ham at han kun vil vinde tre sejre over Aram. Dette går i opfyldelse. — 2Kg 13:14-19, 25.
Gerningen fuldført. Elisa var trofast til døden og havde Guds godkendelse. Ved Guds ånd udførte han i sin levetid 15 mirakler. Men efter hans død lod Jehova et 16. mirakel ske ved ham. Der fortælles i beretningen at nogle var i færd med at begrave en mand da en moabitisk røverbande dukkede op. Skræmt af dette kastede de manden ind i Elisas grav og flygtede. Da den døde rørte ved Elisas knogler, blev han levende og rejste sig op. — 2Kg 13:20, 21.
Jesus betegner Elisa som profet i Lukas 4:27, og der hentydes uden tvivl til både ham og Elias i Hebræerne 11:35, idet de begge opvækkede døde. Elias havde indledt sin profetgerning på et tidspunkt da Israel var sunket dybt i ba’alsdyrkelse, og dette krævede nidkærhed for den sande tilbedelse. Han udførte et stort arbejde ved at vende manges hjerter til Jehova. Elisa fortsatte hvor Elias slap, og skønt hans tjeneste som helhed blev mere fredfyldt, sørgede han for at den gerning Elias havde påbegyndt, blev fuldført, og han nåede selv at opleve dens afslutning. Han tilskrives 16 mirakler, mens Elias udførte 8. Ligesom Elias viste han stor nidkærhed for Jehovas navn og den sande tilbedelse. Han var tålmodig, kærlig og venlig, og dog var han meget bestemt når det gjaldt Jehovas navn, og tøvede ikke med at udtale Guds dom over de onde og ugudelige. Han indbefattes med rette i den store „sky af vidner“ der omtales i Hebræerne 12:1.