SAMUEL

(Saʹmuel) [Guds navn].

En fremtrædende profet (Apg 3:24; 13:20) der ifølge overleveringen har skrevet Dommerbogen, Ruts Bog og en del af Første Samuelsbog i Bibelen. (Jf. 1Sa 10:25; 1Kr 29:29.) Hans fader, Elkana, var levit af den ikkepræstelige kehatitiske slægt. (1Kr 6:27, 28, 33-38) Samuel fik tre helbrødre og to helsøstre. — 1Sa 2:21.

Før hans undfangelse havde hans moder, Hanna, lovet ham bort til tjeneste for Jehova som nasiræer. (1Sa 1:11) Efter at han var blevet vænnet fra (sandsynligvis tidligst i treårsalderen; jf. 2Kr 31:16), blev han derfor bragt til tabernaklet i Silo og dér overgivet til ypperstepræsten Eli. (1Sa 1:24-28) Derefter tjente han som dreng Jehova og var iført en linned efod. Hvert år kom hans moder med en ny ærmeløs overklædning til ham. (1Sa 2:18, 19) Efterhånden som han voksede op, ’blev han stadig mere vellidt både af Jehova og af mennesker’. — 1Sa 2:26.

Bliver profet i en tidlig alder. Om natten sov Samuel „i Jehovas tempel, der hvor Guds ark befandt sig“, og hans første opgave om morgenen var åbenbart at åbne „dørene til Jehovas hus“. (1Sa 3:3, 15) Ordene „der hvor Guds ark befandt sig“ gælder øjensynlig tabernakelområdet som helhed og skal ikke forstås sådan at Samuel sov i selve Det Allerhelligste. Som ikkepræstelig kehatitisk levit havde han ikke ret til at se arken eller andre af de hellige ting i helligdommen. (4Mo 4:17-20) Den eneste del af Jehovas hus Samuel havde adgang til, var tabernaklets forgård. Det må derfor have været dørene ind til forgården han åbnede, og det må have været her han sov. I den periode hvor tabernaklet lå permanent i Silo, blev der sandsynligvis opført forskellige bygninger, og en af dem kan have tjent som Samuels soverum.

En nat efter at Samuel var gået til ro, hørte han en stemme kalde idet den nævnte hans navn. Da han regnede med at det var ypperstepræsten Elis stemme han hørte, løb han hen til ham. Da det var sket tredje gang, forstod Eli at det var Jehova der kaldte på Samuel, og Eli forklarede ham hvad han skulle gøre. Jehova oplyste da Samuel om sin dom over Elis hus. Samuel, der var bange, fortalte ikke hvad Jehova havde sagt, før Eli bad ham om det. Således begyndte Samuels profetgerning, og hele Israel fik med tiden at vide at han var Jehovas profet. — 1Sa 3:2-21.

Fører an i den sande tilbedelse i Israel. Over 20 år senere opgav israelitterne på Samuels opfordring afgudsdyrkelsen og begyndte at tjene Jehova alene. Derpå sammenkaldte Samuel israelitterne i Mizpa. Filistrene benyttede sig af situationen til at drage op mod Israel. Israelitterne blev bange og bad Samuel råbe til Jehova om hjælp. Det gjorde han, og han bragte desuden et diende lam som offer. (1Sa 7:2-9) Som ikkepræstelig levit af den kehatitiske slægt var Samuel selvfølgelig ikke bemyndiget til at gøre tjeneste ved helligdommens alter (4Mo 18:2, 3, 6, 7), og der nævnes intet om at han nogen sinde gjorde det. Men som Jehovas repræsentant og profet kunne han bringe ofre andre steder i overensstemmelse med Guds vejledning, ligesom Gideon (Dom 6:25-28) og Elias gjorde. (1Kg 18:36-38) Jehova besvarede Samuels bøn, skabte forvirring iblandt filistrene og gav derved israelitterne mulighed for at vinde en afgørende sejr. Til minde om dette satte Samuel en sten mellem Mizpa og Jesjana og gav den navnet Eben-Ezer (der betyder „hjælpens sten“). (1Sa 7:10-12) Uden tvivl helligede Samuel noget af byttet fra denne og andre krige til vedligeholdelse af tabernaklet. — 1Kr 26:27, 28.

I Samuels dage led filistrene flere nederlag (1Sa 7:13, 14), og det var en tid med enestående påskehøjtider. (2Kr 35:18) Det ser også ud til at Samuel udarbejdede en ordning for de levitiske portvagter, og hans ordning kan have dannet grundlag for den organiserede tjeneste David indførte. (1Kr 9:22) Fra sit hjem i Rama i Efraims bjergland rejste Samuel hvert år rundt til Betel, Gilgal og Mizpa for at dømme Israel alle disse steder. (1Sa 7:15-17) Han misbrugte aldrig sin stilling. Han var udadlelig. (1Sa 12:2-5) Men hans sønner, Joel og Abija, bøjede retten. — 1Sa 8:2, 3.

Salver Saul til konge. Samuels sønners troløshed, sammen med krigstruslen fra ammonitterne, bevægede Israels ældste til at anmode Samuel om at indsætte en konge over dem. (1Sa 8:4, 5; 12:12) Samuel forelagde dette for Jehova, og Jehova forklarede i sit svar at selv om folkets anmodning var et udtryk for manglende tro på Jehovas kongedømme, skulle profeten alligevel imødekomme den og fortælle israelitterne om de rettigheder en konge ville få. Selv om Samuel oplyste dem om at et monarki ville medføre en begrænsning af den enkeltes frihed, insisterede de stadig på at få en konge. Efter at Samuel havde sendt Israels mænd bort, ledede Jehova begivenhederne sådan at Samuel salvede benjaminitten Saul til konge. (1Sa 8:6–10:1) Derefter sammenkaldte Samuel israelitterne i Mizpa, og dér blev Saul udpeget som konge ved lodkastning. (1Sa 10:17-24) Igen fortalte Samuel om kongedømmets rettigheder, og desuden skrev han det ned i en bog. — 1Sa 10:25.

Efter Sauls sejr over ammonitterne befalede Samuel israelitterne at komme til Gilgal for på ny at bekræfte kongedømmet. Ved den lejlighed opridsede Samuel sit eget livsløb såvel som Israels historie og viste at Jehovas godkendelse afhang af kongens og folkets lydighed. For at indprente dem alvoren i at de havde forkastet Jehova som konge, bad Samuel om torden og regn skønt det var uden for årstiden. Jehovas svar på denne bøn fik dem til at erkende deres alvorlige overtrædelse. — 1Sa 11:14–12:25.

Ved to senere lejligheder måtte Samuel fordømme Saul for hans ulydighed mod Guds vejledning. I det første tilfælde meddelte Samuel at Sauls kongedømme ikke ville bestå fordi han formasteligt var begyndt at ofre i stedet for at vente sådan som han havde fået besked på. (1Sa 13:10-14) Det andet fordømmende budskab som Samuel bragte Saul, var at Jehova havde forkastet ham som konge fordi han ulydigt havde skånet kong Agag og det bedste af amalekitternes småkvæg og hornkvæg. På Sauls indtrængende anmodning vendte Samuel tilbage sammen med ham og trådte frem for Israels ældste og folket. Derefter befalede Samuel at Agag skulle føres hen til ham, og han „sønderhuggede . . . Agag foran Jehova i Gilgal“. — 1Sa 15:10-33.

Salver David. Da de to mænd herefter skiltes, så de ikke hinanden mere. Samuel sørgede imidlertid over Saul. Men Jehova Gud afbrød hans sørgen ved at sende ham til Betlehem for at salve en af Isajs sønner til Israels fremtidige konge. For at undgå at vække Sauls mistanke, der kunne føre til Samuels død, befalede Jehova Samuel at tage en kvie med til ofring. Da Samuel kom til Betlehem, skælvede byens ældste da de måske frygtede at han kom for at irettesætte eller straffe dem for nogle overtrædelser. Men han forsikrede dem om at han kom med fred, og derefter indbød han Isaj og hans sønner til et offermåltid. Isajs førstefødte, Eliab, gjorde så stort et indtryk på Samuel at han var overbevist om at det måtte være denne søn Jehova havde valgt til at overtage kongeværdigheden. Men det var hverken Eliab eller nogen anden af de syv tilstedeværende sønner Jehova havde valgt. Derfor sendte man, på Samuels anmodning, bud efter den yngste søn, David, der vogtede får. På Jehovas befaling salvede Samuel David blandt hans brødre. — 1Sa 15:34–16:13.

Senere flygtede David til Samuel i Rama efter at kong Saul flere gange havde efterstræbt hans liv. Derefter søgte de to mænd sammen til Najot, hvor David blev indtil Saul selv kom for at lede efter ham. (1Sa 19:18–20:1) Mens David var på flugt for Saul, „døde Samuel, og hele Israel samlede sig og holdt klage over ham og begravede ham ved hans hus i Rama“. (1Sa 25:1) Således døde Samuel som en godkendt tjener for Jehova Gud efter et helt livs trofast tjeneste. (Sl 99:6; Jer 15:1; He 11:32) Han havde været vedholdende i gennemførelsen af sin opgave (1Sa 16:6, 11), hengiven for sand tilbedelse (1Sa 7:3-6), ærlig i sin vandel (1Sa 12:3) og modig og beslutsom når han bekendtgjorde og forsvarede Jehovas domme og afgørelser (1Sa 10:24; 13:13; 15:32, 33).

Angående Sauls anmodning til spåkvinden i En-Dor om at bringe Samuel op, se SAUL.