Vær en ven når venskabet er i fare

DET er uvurderligt at have gode venner, og det kræver en indsats at bevare et venskab. Hvis et venskab er i fare, hvad kan man så gøre for at redde det? I Bibelen findes der eksempler på nogle der var sande venner. Vi kan lære meget af hvordan de reagerede når deres venskab blev truet.

David, der var hyrde og konge, havde nogle rigtig gode venner. Jonatan er sikkert en af dem man først kommer til at tænke på. (1 Sam. 18:1) Men David havde også andre venner, som for eksempel profeten Natan. Bibelen siger ikke noget om i hvor lang tid de havde været venner, men da David havde været konge i noget tid, betroede han sig til Natan ligesom man ville betro sig til en nær ven. Han fortalte Natan at han gerne ville bygge et hus til Jehova. Som Davids nære ven og en mand der havde Jehovas ånd, var Natans mening vigtig for kongen. – 2 Sam. 7:2, 3.

Der skete dog noget som truede deres venskab. David begik ægteskabsbrud med Batseba, og bagefter sørgede han for at hendes mand, Urias, blev slået ihjel. (2 Sam. 11:2-21) I årevis havde David været loyal mod Jehova og holdt fast ved hans retfærdige normer – men så begik han denne grove synd! Hvad var der sket med den trofaste konge? Kunne han ikke se alvoren i det han havde gjort? Troede han at han kunne skjule sine gerninger for Gud?

Natan stod i en svær situation. Skulle han overlade til en anden at tale med kongen om sagen? Der var flere der vidste at David havde sørget for at få Urias dræbt, så hvorfor skulle Natan blande sig og risikere at ødelægge deres gode venskab? Det kunne måske ligefrem være til fare for hans liv at sige noget. David havde jo allerede fået den uskyldige Urias slået ihjel.

Men Natan var talsmand for Gud. Han vidste at hvis han ikke sagde noget, ville hans venskab med David aldrig blive det samme og hans egen samvittighed ville tage skade. Hans ven David havde gjort noget som var forkert i Guds øjne, og havde i den grad brug for hjælp til at genoprette sit forhold til Jehova. Ja, David havde brug for en sand ven. Og det viste Natan sig at være. Han valgte at bringe emnet på bane ved at bruge en illustration der ville vække følelser hos den tidligere hyrde. Natan overbragte Guds budskab på en måde der hjalp David til at forstå alvoren af sine fejltrin og rette op på sit liv. – 2 Sam. 12:1-14.

Hvad ville du gøre hvis en god ven gjorde noget forkert eller ligefrem begik en alvorlig synd? Ville du tænke at det ville ødelægge jeres venskab hvis du gjorde ham opmærksom på hans fejl? Hvis du fortalte det til de ældste, ville du så føle at det var forræderi mod din ven?

Gianni, der blev nævnt tidligere, fortæller: “Jeg kunne mærke at noget var forandret. Maurizio var ikke længere så åben over for mig. Så jeg besluttede at jeg ville tale med ham om det selvom det var meget svært for mig. Jeg tænkte: ‘Hvad kan jeg sige som han ikke allerede ved? Hvordan vil hans reaktion mon være?’ Men jeg huskede på de ting vi havde studeret sammen, og det gav mig styrke til at snakke med ham. Maurizio havde også talt med mig når jeg behøvede hjælp. Jeg ønskede selvfølgelig ikke at ødelægge vores venskab, men jeg var bekymret for ham, så jeg ville gerne hjælpe ham.”

Maurizio siger: “Gianni var oprigtig, og han havde ret. Jeg vidste godt at jeg hverken kunne bebrejde ham eller Jehova at mine dårlige beslutninger havde konsekvenser. Så jeg tog imod retledningen, og med tiden kom jeg åndeligt på fode igen.”

David havde også andre der støttede ham loyalt i svære tider. En af dem var Husjaj, der i Bibelen omtales som “Davids ven”. (2 Sam. 16:16; 1 Krøn. 27:33) Han kan have haft en stilling ved hoffet og var kongens nære ven, og nogle gange blev han betroet opgaver der var strengt fortrolige.

På et tidspunkt tilranede Davids søn Absalom sig tronen, og mange israelitter fulgte Absalom – men det gjorde Husjaj ikke. Da David var på flugt, opsøgte Husjaj ham. David følte sig dybt såret fordi han var blevet forrådt af sin egen søn og nogle personer han havde stolet på. Men Husjaj var loyal og villig til at sætte sit liv på spil for at stoppe sammensværgelsen. Han gjorde det ikke af ren og skær pligt men fordi han var en sand ven. – 2 Sam. 15:13-17, 32-37; 16:15 – 17:16.

Det er smukt at se hvordan brødre og søstre i dag er forenet af noget der er stærkere end blot pligtfølelse på grund af deres opgave eller rolle i menigheden. Gennem deres handlinger siger de faktisk: ‘Jeg er din ven – ikke fordi jeg skal være det, men fordi du betyder noget for mig.’

Det oplevede en bror ved navn Federico. Hans nære ven Antonio hjalp ham til at komme igennem en vanskelig tid. Federico fortæller: “Antonio og jeg blev hurtigt venner da han flyttede til min menighed. Vi var begge menighedstjenere, og vi kunne godt lide at arbejde sammen. Der gik ikke lang tid før han blev ældste. Ud over at han var min ven, var han også mit åndelige forbillede.” Men på et tidspunkt overtrådte Federico Jehovas lov. Han søgte med det samme åndelig hjælp, men han kunne ikke længere være pioner og menighedstjener. Hvordan reagerede Antonio?

Federico fortæller: “Jeg kunne mærke at Antonio følte med mig, og han gjorde hvad han kunne for at støtte mig. Det var vigtigt for ham at jeg blev åndeligt stærk igen, og han svigtede mig aldrig. Han opmuntrede mig til at genvinde min åndelige styrke og ikke at give op.” Antonio forklarer: “Jeg brugte mere tid sammen med Federico. Han skulle vide at han kunne tale med mig om alt, også om det der gjorde ondt.” Med tiden genvandt Federico sin åndelige styrke og blev igen pioner og menighedstjener. Antonio afslutter med at sige: “Selvom vi er i hver vores menighed, er vores venskab stærkere end nogensinde.”

Hvordan ville du have det hvis en nær ven svigtede dig når du havde allermest brug for støtte? Du ville helt sikkert føle dig meget såret. Men ville du kunne tilgive din ven? Ville jeres venskab nogensinde blive det samme igen?

Tænk på det Jesus oplevede de sidste dage han var på jorden. Jesus og apostlene havde brugt meget tid sammen, og de havde et helt særligt forhold til hinanden. Det var ikke uden grund at Jesus kaldte dem sine venner. (Joh. 15:15) Men hvad skete der da han blev arresteret? Apostlene flygtede! Selvsikkert havde Peter sagt at han aldrig ville forlade Jesus, men ikke desto mindre nægtede han samme aften at kendes ved ham. – Matt. 26:31-33, 56, 69-75.

Jesus var fuldt ud klar over at han skulle gennemgå den sidste prøve alene. Alligevel kunne han have haft god grund til at blive skuffet og endda føle sig såret. Men der var ikke antydningen af skuffelse, bitterhed eller vrede i det han sagde til disciplene nogle få dage efter at han var blevet oprejst. Han havde ikke noget behov for at minde disciplene om deres fejl og om hvordan de havde svigtet ham den aften han blev arresteret.

Tværtimod beroligede Jesus Peter og de andre apostle. Han viste at han havde tillid til dem, ved at fortælle dem hvordan de skulle udføre det vigtigste arbejde i menneskehedens historie. Jesus betragtede stadig apostlene som sine venner. Hans kærlighed gjorde et varigt indtryk på dem, og de ville gøre alt hvad de kunne, for aldrig at svigte deres Herre igen. Ja, de udførte trofast den opgave han havde givet dem. – Apg. 1:8; Kol. 1:23.

En søster der hedder Elvira, husker tydeligt at der engang opstod et problem mellem hende og hendes veninde Giuliana. “Da hun fortalte mig at hun følte sig såret på grund af noget jeg havde gjort,” fortæller Elvira, “fik jeg det virkelig dårligt. Hun var i sin gode ret til at blive vred. Men noget der gjorde stort indtryk på mig, var at hun fokuserede på mig og hvad min opførsel kunne føre til. I stedet for at fokusere på at jeg havde skuffet hende, var hun bekymret for at det jeg havde gjort, ville være til skade for mig selv. Jeg takkede Jehova for at jeg havde en ven der gik mere op i hvordan jeg havde det, end i hvordan hun selv følte.”

Så hvordan bør en sand ven reagere når venskabet er i fare? Han eller hun må være villig til at tage et ømtåleligt emne op og gøre det på en kærlig måde. En ægte ven vil være ligesom Natan og Husjaj, der var loyale selv når det var svært, og ligesom Jesus, der var villig til at tilgive. Er du en sådan ven?