FILISTERLANDET, FILISTRE

Filisterlandet strakte sig langs Middelhavet fra et sted i nærheden af Joppe mod nord til Gaza i syd. Området var ca. 80 km langt og ca. 24 km bredt. Udtrykket „filistrenes hav“ (2Mo 23:31) sigter øjensynlig til den del af Middelhavet der lå ud for Filisterlandets kyst. Klitterne langs kysten går temmelig langt ind i landet, nogle steder op til 6 km, men bortset fra dette er området frugtbart med kornmarker, olivenlunde og frugtplantager.

I en væsentlig del af den periode der omspændes af De Hebraiske Skrifter, var den kana’anæiske kystslette beboet af filistrene, som hørte til Israels erklærede fjender. (Es 9:12; 11:14) De var et uomskåret, polyteistisk folk (2Sa 1:20; Dom 16:23; 2Kg 1:2; se BA’AL-ZEBUB; DAGON) som overtroisk rådspurgte deres præster og spåmænd før de traf afgørelser. (1Sa 6:2; jf. Es 2:6.) Når de drog i krig, førte de deres gudebilleder med sig. (2Sa 5:21) I deres område, kaldet Filisterlandet (2Mo 15:14; Sl 60:8; 87:4; 108:9; Es 14:29, 31), lå byerne Gaza, Askalon, Asdod, Ekron og Gat. Hver af disse byer blev i århundreder styret af en forbundsfyrste. — Jos 13:3; 1Sa 29:7; se FORBUNDSFYRSTER.

Historie. Da filistrene indvandrede til den kana’anæiske kystslette, kom de fra øen Kaftor (der sædvanligvis regnes for identisk med Kreta), som dog ikke behøver at have været deres oprindelige hjem. (Jer 47:4; Am 9:7; se KAFTOR, KAFTORIM; KRETA, KRETERE.) Nøjagtig hvornår denne indvandring begyndte, står hen i det uvisse. Men allerede på Abrahams og hans søn Isaks tid boede der filistre i Gerar i det sydlige Kana’an. De havde en konge, Abimelek, og en hær under anførsel af en mand ved navn Pikol. — 1Mo 20:1, 2; 21:32-34; 26:1-18; se ABIMELEK, 1 og 2.

Nogle hævder at Første Mosebogs oplysninger om dette er forkerte, og at filistrene ikke bosatte sig i Kana’an før i det 12. århundrede f.v.t. Deres indvendinger er dog ikke velbegrundede. I The New Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas (1985, s. 933), siges der: „Eftersom filistrene ikke omtales i ikkebibelske indskrifter før det 12. århundrede f.Kr. og de arkæologiske fund som forbindes med dem, heller ikke viser sig før denne tid, forkaster mange bibelkommentatorer omtalen af dem i den patriarkalske tid som anakronistisk.“ Men i sin redegørelse for hvorfor denne holdning er ufornuftig, nævner værket at der er vidnesbyrd om en stor udvidelse af den ægæiske handel helt tilbage til omkring det 20. århundrede f.v.t. Det påpeges at dét at en bestemt gruppe ikke er fremtrædende nok til at blive omtalt i andre nationers indskrifter, ikke beviser at gruppen ikke har eksisteret. The New Bible Dictionary når frem til følgende konklusion: „Der er ingen grund til at mene at små grupper af filistre ikke kan have været blandt de tidlige ægæiske handelsfolk der blot ikke var fremtrædende nok til at blive bemærket af de større nationer.“

Da israelitterne drog ud af Ægypten i 1513 f.v.t., førte Jehova dem ikke ad vejen til filistrenes land (den mest direkte rute fra Ægypten til det forjættede land) for at de ikke skulle miste modet ved straks at komme i krig og derfor beslutte at vende tilbage til Ægypten. (2Mo 13:17) Filistrene ville næppe have betragtet denne folkevandring af flere millioner israelitter som en ren og skær international trafik svarende til den der normalt gik gennem deres land. De var på den tid et fast bosiddende folk, hvorimod Sinajområdet, som Jehova førte israelitterne til, hovedsagelig var beboet af nomadestammer og desuden havde mange ubeboede områder som israelitterne kunne opholde sig i uden umiddelbart at provokere til konflikt.

Da den aldrende Josua uddelte landet vest for Jordan, var filistrenes områder stadig uberørte af erobringen. (Jos 13:2, 3) Senere indtog Judas mænd tre af deres vigtigste byer, Gaza, Askalon og Ekron, men sejren over dem var ikke fuldstændig, for Juda „kunne ikke fordrive dem der boede på lavsletten, for de havde stridsvogne med jernleer“. — Dom 1:18, 19.

I dommertiden. At filistrene og andre folkeslag blev boende i Kana’an, tjente i mange år til at prøve israelitternes lydighed mod Jehova. (Dom 3:3, 4) Igen og igen svigtede de den sande Gud ved at forfalde til afgudsdyrkelse. Hver gang det skete, prisgav Jehova dem til deres fjender, deriblandt filistrene. (Dom 10:6-8) Men når de anråbte ham om hjælp, lod han barmhjertigt dommere fremstå for at udfri dem. (Dom 2:18) En af disse dommere, Sjamgar, dræbte 600 filistre med en kvægdriverstav. (Dom 3:31) Nogle år senere begyndte Samson, sådan som det var blevet forudsagt før hans fødsel, at „frelse Israel af filistrenes hånd“. (Dom 13:1-5) Hvor stor en magt filistrene havde i begyndelsen af Samsons tid som dommer, fremgår af at Judas mænd ved en lejlighed endog udleverede Samson til dem for at undgå vanskeligheder. — Dom 15:9-14.

Profeten Samuel oplevede undertrykkelse fra filistrenes side og var med til at besejre dem. Mens han tjente ved tabernaklet i Silo i slutningen af den tid ypperstepræsten Eli tjente som dommer, dræbte filistrene omkring 4000 israelitter ved Afek og Eben-Ezer. Israelitterne tog da pagtens ark med ud på slagmarken i den tro at det ville bringe dem sejr. Filistrene forstærkede imidlertid kampen med det resultat at 30.000 israelitter blev dræbt, og arken blev erobret. (1Sa 4:1-11) Filistrene bragte arken ind i deres gud Dagons tempel i Asdod. To gange faldt gudebilledet næsegrus til jorden. Anden gang gik det endog i stykker. (1Sa 5:1-5) Arken blev da flyttet fra den ene filisterby til den anden, og alle vegne hvor den kom hen, blev indbyggerne slået med sygdom og forfærdelse. (1Sa 5:6-12) Efter syv måneder blev arken sendt tilbage til Israel. — 1Sa 6:1-21.

Omkring 20 år senere (1Sa 7:2) drog filistrene mod israelitterne, der på Samuels anvisning havde samlet sig i Mizpa for at tilbede Jehova. Denne gang skabte Jehova forvirring blandt filistrene sådan at hans folk kunne undertvinge dem. „De byer som filistrene havde taget fra Israel, vendte nu tilbage til Israel, fra Ekron til Gat.“ — 1Sa 7:5-14.

Fra Sauls regering indtil de undertvinges af David. Dette satte dog ikke en stopper for israelitternes vanskeligheder med filistrene. (1Sa 9:16; 14:47) Inden Saul begyndte at regere, havde de åbenbart oprettet garnisoner på israelitisk område. (Jf. 1Sa 10:5; 13:1-3.) Filistrene var stærke nok til at kunne forbyde israelitterne at have deres egne smede, hvorved de hindrede dem i at lave våben. Samtidig tvang de israelitterne til at komme ned til dem for at få deres landbrugsredskaber slebet. (1Sa 13:19-22) Situationen var så slem at nogle hebræere endog gik over til filistrene. (1Sa 14:21) Ikke desto mindre resulterede Sauls første større felttog mod filistrene i at israelitterne, med Jehovas hjælp, slog dem fra Mikmas til Ajjalon. — 1Sa 13:1–14:31; se MIKMAS.

Da filistrene var kommet sig efter dette nederlag, samlede de atter deres styrker for at kæmpe mod Israel. De to hære tog opstilling på hver sin side af lavningen ved Ela i Juda. Hver morgen og hver aften i 40 dage kom tvekæmperen Goliat frem fra filistrenes lejr og udfordrede israelitterne til at stille en mand der kunne kæmpe mod ham. (1Sa 17:1-10, 16) Udfordringen blev taget op af hyrdedrengen David, der strakte Goliat til jorden med en sten fra sin slynge og dræbte ham med hans eget sværd. (1Sa 17:48-51) Israelitterne satte da efter de flygtende filistre og slog dem helt til Gat og Ekron. — 1Sa 17:52, 53.

Derefter fortsatte David med at føre sejrrige krige mod filistrene. Når han vendte hjem fra kampene, fejrede kvinderne sejren idet de sang: „Saul slog sine tusinder, og David sine titusinder.“ (1Sa 18:5-7; se også 1Sa 18:25-27, 30; 19:8.) Saul blev da skinsyg på David, så David til sidst måtte flygte for sit liv. Han søgte tilflugt i filisterbyen Gat. (1Sa 18:8, 9; 20:33; 21:10) Åbenbart forsøgte kong Akisj’ tjenere at få David dræbt, men ved at spille sindssyg var David i stand til at slippe uskadt ud af byen. (1Sa 21:10-15) Nogen tid derefter frelste David, skønt stadig forfulgt af Saul, den judæiske by Ke’ila fra filistæiske strejfskarer. (1Sa 23:1-12) Et senere filistæisk indfald i landet tvang Saul til midlertidigt at indstille forfølgelsen af David. — 1Sa 23:27, 28; 24:1, 2.

Eftersom David fortsat blev jaget af Saul, besluttede han på ny at søge tilflugt hos filistrene. Han blev godt modtaget af kong Akisj af Gat, som gav ham byen Ziklag. (1Sa 27:1-6) Et år eller to senere rustede filistrene sig til krig mod Sauls styrker, og kong Akisj, der troede at David var blevet „en stank for sit folk Israel“, indbød ham til at drage med. Men de andre filistæiske forbundsfyrster stolede ikke på David, og på deres forlangende vendte han og hans mænd tilbage til filistrenes land. I det efterfølgende slag vandt filistrene en afgørende sejr, og Saul og tre af hans sønner blev dræbt. — 1Sa 27:12; 28:1-5; 29:1-11; 31:1-13; 1Kr 10:1-10, 13; 12:19.

Da David var blevet salvet til konge over hele Israel, gjorde filistrene indfald i Refa’imlavningen (sydvest for Jerusalem), men led et ydmygende nederlag. (2Sa 5:17-21; 1Kr 14:8-12) En senere filistæisk offensiv endte også med sejr for Israel. (2Sa 5:22-25; 1Kr 14:13-16) I sin regeringstid udkæmpede David talrige andre slag med filistrene, og det lykkedes ham at undertvinge dem. Ved en lejlighed var det dog nær ved at koste ham livet. — 2Sa 8:1; 21:15-22; 1Kr 18:1; 20:4-8.

Fra Salomons tid. I en årrække derefter berettes der ikke om krige med filistrene. Under Davids søn Salomons regering (1037-998 f.v.t.) var der fred, og hans herredømme strakte sig til filisterbyen Gaza. — 1Kg 4:21-25; 2Kr 9:26.

Omkring 20 år efter at tistammeriget var blevet oprettet, var byen Gibbeton i Dans område på filistrenes hænder. Under forsøget på at indtage byen blev kong Nadab af Israel dræbt af Basja, som derefter overtog kongemagten. (Jos 19:40, 44; 1Kg 15:27, 28) Gibbeton var stadig underlagt filistrene omkring 24 år senere da den blev belejret af Israel under hærføreren Omri. — 1Kg 16:15-17.

Da Josafat regerede (936-ca. 911 f.v.t.), var filistrene åbenbart underlagt ham, for de bragte ham gaver og tribut. (2Kr 17:11) Men under hans søn Joram trængte filistrene og araberne ind i Juda og tog et anseligt bytte i Jerusalem. De tog også Jorams hustruer og sønner (undtagen den yngste, Jehoahaz) til fange. (2Kr 21:16, 17) Nogle årtier senere førte kong Uzzija af Juda sejrrige krige mod filistrene og indtog Gat, Jabne og Asdod. Han byggede endog byer på filistæisk område. (2Kr 26:6-8) Men under Uzzijas sønnesøn Akaz’ regering indtog filistrene en række judæiske byer lige fra Negeb til rigets nordgrænse og bosatte sig i dem. (2Kr 28:18) Akaz’ søn Ezekias slog filistrene helt til Gaza, hvorved han opfyldte en profeti af Esajas. — 2Kg 18:8; Es 14:28, 29.

Profetiske udsagn. Profeten Joel sagde at fordi filistrene havde „solgt Judas og Jerusalems sønner til grækernes sønner“, ville det gå dem selv på samme måde. (Joel 3:4-8) Eftersom Joels ord øjensynlig er nedskrevet i det 9. århundrede f.v.t., kan filistrenes nederlag over for Uzzija (2Kr 26:6-8) og Ezekias (2Kg 18:8) have været en del af profetiens opfyldelse.

Det ser dog ud til at profetien fik en større opfyldelse efter at israelitterne var vendt tilbage fra landflygtigheden i Babylon. Bibelkommentatoren C. F. Keil skriver: „Alexander den Store og hans efterfølgere frigav mange af de jødiske krigsfanger i deres lande (jf. kong Demetrios’ løfte til Jonatan: ’Jeg vil sætte de judæere i frihed som er gjort til fanger og underlagt trældom i vort land,’ Josefus, Ant. xiii. 2, 3), og dele af de filistæiske og fønikiske områder var en tid underlagt jødisk herredømme.“ (Commentary on the Old Testament, 1973, bd. X, Joel, s. 224) (Jf. Ob 19, 20.) Det er også værd at bemærke at Alexander den Store indtog filisterbyen Gaza. Mange af indbyggerne blev dræbt, og de overlevende blev solgt til trældom. Flere andre profetier peger ligeledes frem til fuldbyrdelsen af Jehovas hævn over filistrene. — Es 14:31; Jer 25:9, 20; 47:1-7; Ez 25:15, 16; Am 1:6-8; Zef 2:5; Zak 9:5-7; se ASDOD; ASKALON; EKRON; GAT; GAZA, 1.

I Ezekiel 16:27 siges det at „filistrenes døtre“ skammede sig over Jerusalems skamløse adfærd. (Ez 16:2) Dette skyldtes åbenbart den omstændighed at Jerusalems troløshed over for sin Gud, Jehova, var uden sidestykke, for filistrene og andre folkeslag havde holdt fast ved tilbedelsen af deres falske guder. — Jf. Jer 2:10, 11.