„Den syriske ørkens mørkhårede herskerinde“

HENDES teint var olivenfarvet, hendes tænder hvide som perler, hendes øjne sorte og funklende. Hun var veluddannet og dygtig til sprog. Denne krigerdronning var efter sigende klogere end Kleopatra og måske lige så smuk. Ved modigt at udfordre sin tids verdensmagt spillede hun en profetisk rolle i et bibelsk drama. Længe efter sin bortgang blev hun lovprist af forfattere og idealiseret af kunstmalere. En digter fra det 19. århundrede beskrev hende som „den syriske ørkens mørkhårede herskerinde“. Denne højt priste kvinde var Zenobia, dronning af den syriske by Palmyra.

Hvordan kom Zenobia til at indtage denne fremtrædende stilling? Hvilket politisk klima beredte hendes vej til magten? Hvordan var hendes personlighed? Og hvilken bibelsk profeti opfyldte hun? Lad os først betragte de geografiske forhold hvori begivenhederne udspillede sig.

En by ved udkanten af en ørken

Zenobias by, Palmyra, lå omkring 210 kilometer nordøst for Damaskus, dér hvor Den Syriske Ørken i nord afgrænses af Anti-Libanonbjergenes udløbere. Denne oaseby lå cirka midt imellem Middelhavet mod vest og Eufratfloden mod øst. Kong Salomon kan have kendt byen under navnet Tadmor, et sted der havde stor betydning for hans rige af to årsager, nemlig som garnisonsby til forsvar af rigets nordgrænse og som en vigtig karavanestation. Det er grunden til at Salomon „genopbyggede . . . Tadmor i ørkenen“. — 2 Krønikebog 8:4.

Tadmor omtales ikke i historien i tusind år efter Salomons regeringstid. Hvis Tadmor er identisk med Palmyra, begyndte byen at blive mere fremtrædende efter at Syrien i år 64 f.v.t. blev en romersk grænseprovins. „Palmyra var vigtig for Rom på to områder: økonomisk og militært,“ skriver Richard Stoneman i sin bog Palmyra and Its Empire — Zenobia’s Revolt Against Rome (Palmyra og dens imperium — Zenobias opstand mod Rom). Da denne palmeby lå på en vigtig handelsrute der forbandt Rom med Mesopotamien og Orienten, var den transitby for mange af oldtidens luksusvarer — krydderier fra Ostindien, silke fra Kina og andre varer fra Persien, Nedre Mesopotamien og Middelhavslandene. Rom var afhængigt af importen af disse varer.

Militært set tjente provinsen Syrien som en stødpudezone mellem de to rivaliserende stormagter, Rom og Persien. I de første 250 år af vor tidsregning dannede Eufratfloden grænse mellem Rom og nabolandet i øst. Palmyra lå vest for byen Dura Europos ved Eufrat, adskilt af ørkenen. I erkendelse af Palmyras strategiske beliggenhed aflagde romerske kejsere som Hadrian og Valerian besøg i byen. Hadrian forskønnede byen arkitektonisk og skænkede den mange store gaver. I år 258 belønnede Valerian Zenobias mand, en palmyrensk adelsmand ved navn Odenathos, ved at give ham rang af romersk konsul. Dette gjorde han fordi Odenathos havde ført nogle vellykkede felttog mod perserne og udvidet Romerrigets territorium mod øst ved at trænge ind i Mesopotamien. Zenobia havde stor andel i sin mands avancement. Historikeren Edward Gibbon har skrevet: „Odenathos’ medgang tilskreves ikke mindst hendes [Zenobias] uforlignelige klogskab og tapperhed.“

I mellemtiden besluttede den persiske kong Sapor sig til at anfægte Romerrigets overhøjhed og hævde sin suverænitet over alle de provinser der tidligere havde tilhørt Persien. Med en vældig hær marcherede han mod vest, indtog de romerske garnisonsbyer Nisibis og Carrhae (Karan) og gav sig derefter til at hærge Nordsyrien og Kilikien. Kejser Valerian kom dertil for selv at lede sine styrker i kampen mod angriberne, men han led nederlag og blev taget til fange af perserne.

Odenathos fandt det tilrådeligt at sende nogle kostbare gaver og et fredsbudskab til den persiske monark. Kong Sapor befalede hovent at gaverne skulle kastes i Eufratfloden, og han forlangte at Odenathos skulle træde frem for ham og ydmygt bede om nåde. Som svar samlede palmyrenerne en hær af ørkennomader samt resten af de romerske styrker og begyndte at forfølge perserne, der nu var på tilbagetog. Sapors styrker, der var krigstrætte og belæssede med bytte, kunne ikke stå sig mod ørkenkrigernes overraskelsesangreb og blev slået på flugt.

Som anerkendelse af Odenathos’ sejr over Sapor gav Valerians søn og efterfølger, Gallienus, ham titlen corrector totius Orientis (statholder over hele Orienten). Med tiden gav Odenathos sig selv titlen „kongernes konge“.

Zenobia ønsker at skabe et imperium

I år 267 da Odenathos havde nået sin karrieres højdepunkt, blev han og hans arvtager myrdet, formentlig af en hævngerrig nevø. Zenobia overtog sin mands stilling og herskede som formynder for sin mindreårige søn. Eftersom hun var smuk, ambitiøs, erfaren med hensyn til statsadministration, vant til at drage ud på felttog og i stand til at tale flere sprog flydende, lykkedes det hende at vinde sine undersåtters respekt og støtte — en ikke ringe bedrift blandt beduiner. Hun var meget videbegærlig og omgav sig med intellektuelle. En af hendes rådgivere var filosoffen og retorikeren Cassius Longinus, der er blevet omtalt som „et omvandrende bibliotek og museum“. Forfatteren Richard Stoneman siger: „Zenobia nåede i løbet af fem år efter Odenathos’ død at blive kendt blandt sit folk som Østens herskerinde.“

På den ene side af Zenobias magtområde lå Persien, som hun og hendes mand havde svækket, og på den anden side lå Rom, som var i tilbagegang. Om Romerrigets tilstand på det tidspunkt siger historikeren J. M. Roberts: „Det tredje århundrede var . . . en frygtelig tid for Romerriget, både ved dets østlige og vestlige grænser, og i Rom var en ny tid med borgerkrig og tronfølgestridigheder begyndt. Toogtyve kejsere (tronprætendenter fraregnet) afløste hinanden.“ Den syriske herskerinde opretholdt derimod et stabilt styre som enevældig monark. „Hendes kontrol over balancen mellem to imperier [det persiske og det romerske] gav hende forhåbning om at skabe et tredje imperium der ville overgå dem begge,“ skriver Stoneman.

Muligheden for at få større magt kom i år 269 da en tronprætendent bestred den romerske kejsers autoritet i Ægypten. Zenobias hær marcherede hurtigt ind i Ægypten, knuste oprøret og erobrede landet. Hun udråbte sig selv til Ægyptens dronning og lod præge mønter i sit navn. Hendes rige strakte sig nu fra Nilen til Eufrat. På dette tidspunkt indtog hun stillingen som „Sydens konge“ der omtales i Daniels profeti, eftersom hendes rige omfattede området syd for Daniels hjemland. (Daniel 11:25, 26) Hun erobrede også hovedparten af Lilleasien.

Zenobia befæstede og forskønnede sin hovedstad, Palmyra, i en sådan grad at den kunne måle sig med de større byer i den romerske verden. Man har anslået dens befolkning til over 150.000. Pragtfulde offentlige bygninger, templer, haver, søjler og monumenter fyldte byen, der efter sigende havde mure som var 21 kilometer i omkreds. Søjlegange bestående af i alt cirka 1500 godt 15 meter høje korinthiske søjler kantede hovedgaden. Statuer og buster af helte og rige velgørere fandtes i overflod. I 271 lod Zenobia opstille en statue af sig selv og en af sin afdøde mand. Palmyra, byen ved udkanten af ørkenen, funklede som en juvel.

Soltemplet var et af de prægtigste bygningsværker i Palmyra og har uden tvivl domineret byens religiøse liv. Zenobia tilbad sandsynligvis en guddom der forbandtes med solguden. Det tredje århundredes Syrien var imidlertid et land med mange guder. I Zenobias område var der jøder, såkaldte kristne, astrologer og nogle der tilbad solen og månen. Hvilken indstilling havde hun til sine undersåtters forskellige former for gudsdyrkelse? Richard Stoneman siger: „En klog hersker vil ikke negligere skikke som undersåtterne finder passende. . . . Man håbede at guderne stod på Palmyras side.“ Zenobia førte tilsyneladende en tolerant religionspolitik. Men stod guderne virkelig på Palmyras side? Hvad ventede der byen og dens ’kloge hersker’?

En kejser ’ægger sit hjerte’ mod Zenobia

I år 270 blev Aurelian romersk kejser. Hans legioner slog barbarerne fra nord tilbage og straffede dem. I 271 æggede Aurelian, der nu havde indtaget stillingen som den „Nordens konge“ der profetisk omtales i Daniels Bog, „sin kraft og sit hjerte mod Sydens konge“ i skikkelse af Zenobia. (Daniel 11:25a) Han sendte straks nogle af sine styrker af sted til Ægypten og førte sin hovedstyrke mod øst gennem Lilleasien.

Sydens konge — den politiske magt anført af Zenobia — ’rustede sig’ til krigen mod Aurelian „med en overvældende stor og mægtig kampstyrke“ under to generaler, Zabdas og Zabbaj. (Daniel 11:25b) Men Aurelian erobrede Ægypten og drog derefter ud på krigstogt mod Lilleasien og Syrien. Zenobia blev slået ved Emesa (nu Homs) og trak sig tilbage til Palmyra.

Da Aurelian belejrede Palmyra, flygtede Zenobia og hendes søn mod Persien efter hjælp, men blev fanget af romerne ved Eufrat. I år 272 overgav de belejrede palmyrenere byen. Aurelian behandlede byens indbyggerne mildt, og efter at have taget meget bytte, deriblandt afguden fra soltemplet, rejste han tilbage til Rom. Han skånede Zenobias liv og førte hende med som sit fornemste bytte i sit store triumftog gennem Rom i år 274. Hun giftede sig og tilbragte resten af sit liv i nærheden af Rom.

Ørkenbyens endeligt

Nogle måneder efter at Aurelian havde indtaget Palmyra, nedslagtede palmyrenerne den romerske garnison han havde ladet blive tilbage. Da Aurelian hørte dette, befalede han straks sine soldater at gå samme vej tilbage, og denne gang tog de frygtelig hævn over indbyggerne. De der undslap myrderierne, blev ført i fangenskab, og den stolte by blev plyndret og lagt fuldstændig øde. Således gik den engang så livlige verdensby i forfald og blev igen til „Tadmor i ørkenen“.

Da Zenobia trodsede Rom, kom hun og kejser Aurelian uforvarende til at indtage stillingen som „Sydens konge“ og „Nordens konge“. Derved opfyldte de en del af en profeti som Jehovas profet cirka 800 år tidligere havde nedskrevet i detaljer. (Daniels Bog, kapitel 11) Zenobias farverige personlighed vandt manges beundring, men endnu vigtigere var det at hun repræsenterede en politisk magtfaktor som var forudsagt i Daniels profeti. Hendes regeringstid varede kun fem år. I dag er Palmyra, hovedstaden i Zenobias rige, blot en landsby. Selv det mægtige Romerrige er for længst forsvundet og blevet erstattet af andre riger. Hvordan tegner fremtiden sig for disse magter? Bibelens profetier vil også i deres tilfælde med usvigelig sikkerhed gå i opfyldelse. — Daniel 2:44.

[Ramme på side 29]

Arven efter Zenobia

Da kejser Aurelian vendte tilbage til Rom efter at have undertvunget Zenobia, Palmyras dronning, byggede han et soltempel. I dette tempel opstillede han statuer af solguden som han havde med tilbage fra hendes by. Om den videre udvikling skriver tidsskriftet History Today: „Den af Aurelians handlinger der har sat de varigste spor i historien, er måske at han i år 274 e. Kr. indførte en årlig solfest der faldt sammen med vintersolhvervsfesten den 25. december. Da riget blev kristnet, fastsatte man Kristi fødsel til denne dato for at gøre den nye religion mere acceptabel for dem der var vant til at fejre skikke der knyttede sig til den gamle religion. Det er mærkeligt at tænke på at det i virkeligheden er kejserinde Zenobia der er årsag til at . . . [folk] fejrer jul.“

[Kort/illustration på side 28, 29]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

MIDDELHAVET

SYRIEN

Antiochia

Emesa (Homs)

PALMYRA

Damaskus

MESOPOTAMIEN

Eufrat

Carrhae (Karan)

Nisibis

Dura Europos

[Kildeangivelser]

Kort: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.

Søjlegang: Michael Nicholson/Corbis

[Illustration på side 29]

Romersk mønt muligvis forestillende Aurelian

[Illustration på side 30]

Soltemplet i Palmyra

[Kildeangivelse]

The Complete Encyclopedia of Illustration/J. G. Heck

[Illustration på side 31]

Dronning Zenobia taler til sine soldater

[Kildeangivelse]

Giovanni Battista Tiepolo: Dronning Zenobia taler til sine soldater, Samuel H. Kress Collection. Foto © Board of Trustees, National Gallery of Art, Washington

[Kildeangivelse på side 28]

Detalje af Dronning Zenobia taler til sine soldater af Giovanni Battista Tiepolo, Samuel H. Kress Collection. Foto © Board of Trustees, National Gallery of Art, Washington