SKATTER OG AFGIFTER
Ydelse i penge, varer eller arbejdskraft som en myndighed pålægger befolkningen at udrede. Man har længe anvendt forskellige former for beskatning for at dække regenters, embedsmænds og præsters udgifter. I fortiden blev der således opkrævet tiende, tribut, afgift, told og kopskat foruden skat på importerede og eksporterede varer, transithandel og forbrugsvarer.
Skatter til opretholdelse af Jehovas helligdom. Tjenesten ved helligdommen blev opretholdt gennem beskatning. Hovedkilden til de aronitiske præsters og levitternes underhold var den obligatoriske tiende, og ved mindst én lejlighed fik præsterne og levitterne andel i krigsbyttet som en afgift der var fastsat af Jehova. (4Mo 18:26-29; 31:26-47; se TIENDE.) Jehova sagde desuden til Moses at når han holdt folketælling, skulle hver af de mønstrede give en halv sekel (ca. 7 kr.) som et ’bidrag til Jehova’, til tjenesten ved mødeteltet. (2Mo 30:12-16) Det ser ud til at det efterhånden blev sædvane at jøderne gav et fast årligt beløb selv om der ikke blev holdt folketælling hvert år. Joasj tilskyndede for eksempel til at man opkrævede „den hellige afgift som den sande Guds tjener Moses havde pålagt Israel i ørkenen“. (2Kr 24:6, 9) Jøderne på Nehemias’ tid forpligtede sig til hvert år at betale en tredjedel sekel (ca. 4,50 kr.) til tempeltjenesten. — Ne 10:32.
På Jesu tid betalte jøderne en todrakmeskat til templet. Da Peter blev spurgt om Jesus også betalte denne skat, svarede han bekræftende. Senere påpegede Jesus over for Peter at konger ikke kræver skat af deres sønner, da sønnerne hører til den kongelige husstand som skatten opkræves til. Men selv om Jesus var enestefødt søn af den som blev tilbedt ved templet, sørgede han for at skatten blev betalt for ikke at bringe andre til snublen og fald. — Mt 17:24-27.
Skatter pålagt af konger og herskere. Da kongedømmet blev indført i Israel, blev det pålagt befolkningen at betale skatter, herunder tiende af kvæget og af afgrøderne, til underhold for kongen, hans husstand og hans forskellige embedsmænd og tjenere. (1Sa 8:11-17; 1Kg 4:6-19) Ved slutningen af Salomons regeringstid var udskrivningen til tvangsarbejde og opretholdelsen af statsstyret blevet så byrdefuldt at folket bad hans søn og efterfølger, Rehabeam, om at ’gøre det hårde arbejde og det tunge åg lettere’. Rehabeams afslag fik de ti stammer til at gøre oprør. — 1Kg 12:3-19; se PLIGTARBEJDE; TVANGSARBEJDE.
Da israelitterne blev underlagt fremmedherredømme, måtte de acceptere flere former for beskatning. Da farao Neko gjorde Jojakim til sin vasal og pålagde Juda at betale en stor bøde eller tribut, skaffede Jojakim således de nødvendige midler ved at lade sine undersåtter betale en vis sum „i overensstemmelse med den skat der påhvilede hver enkelt“. — 2Kg 23:31-35.
Under det persiske herredømme måtte jøderne (med undtagelse af præsterne og andre der tjente ved helligdommen, som var blevet fritaget af Artaxerxes den Langhåndede) betale skat (aram.: middahʹ el. mindahʹ), afgift (belōʹ) og told (halakhʹ). (Ezr 4:13, 20; 7:24) Middahʹ menes at være en personlig skat, belōʹ en forbrugsskat, og halakhʹ en told som rejsende måtte betale ved vejstationer eller vadesteder. Middahʹ (gengivet med ’afgift’ i Ne 5:4) må have været ret høj, for mange af jøderne måtte låne penge for at betale den. Foruden at udrede de skatter perserne krævede, måtte jøderne i almindelighed også betale landshøvdingens underhold. — Ne 5:14, 15.
I det 1. århundrede var jøderne meget imod at betale skatter, ikke alene på grund af den udbredte korruption blandt skatteopkræverne, men også fordi betalingen mindede dem om deres underkastelse under Rom. (Se SKATTEOPKRÆVER.) Men både Jesus Kristus og apostelen Paulus viste at det var på sin plads at betale skat til „kejseren“, eller „de højere myndigheder“. (Mt 22:17-21; Ro 13:1, 7; se KEJSER [Gud og kejseren].) Blandt de former for skat der omtales i De Kristne Græske Skrifter, er teʹlos (en indirekte skat, told eller afgift; Mt 17:25; Ro 13:7), kēnʹsos (en kopskat; Mt 17:25; 22:17, 19; Mr 12:14; se KOPSKAT) og foʹros (et bredere udtryk der menes at betegne en skat på huse, jord og personer; Lu 20:22; 23:2).