ARABIEN

Den Arabiske Halvø ligger i det yderste sydvestlige hjørne af det asiatiske kontinent. Den afgrænses mod øst af Den Persiske Bugt og Omanbugten, mod syd af Det Arabiske Hav og Adenbugten, og mod vest af Det Røde Hav, mens nordgrænsen udgøres af Den Frugtbare Halvmåne, det vil sige Mesopotamien, Syrien og Israel. Omgivet af vand på de tre sider minder Arabien om en kæmpemæssig ø og kaldes derfor af sine indbyggere Djasirat-al-Arab, det vil sige „arabernes ø“.

Med et areal på over 3.000.000 km² — svarende til en tredjedel af det europæiske fastland — er Arabien den største halvø i verden. Dens vestkyst måler over 2900 km, og på sit bredeste sted er halvøen omkring 1900 km bred.

Halvøen består af et klippeplateau der skråner fra kystbjergene i vest til Den Persiske Bugt i øst. En bjergtop i det sydvestlige hjørne når en højde af over 3600 m. I halvøens sydlige ende ligger Rub‛ al-Khali, jordens største sandørken. Nord for det centrale plateau, kaldet Najd, ligger den mindre An Nafud-ørken, der fortsætter i Den Syriske Ørken.

De små vandløb der findes i halvøens randområder og på det centrale plateau (Najd), er ikke særlig talrige, og de er kun vandførende på visse tider af året. Job, der åbenbart boede i det område der i dag svarer til Den Syriske Ørken, beskriver hvordan sådanne „regnfloder“ udtørrer. — Job 6:15-20.

Skønt store dele af dette vældige plateau har et udpræget tørt klima, er regnmængden i den vestlige bjergkæde, på det centrale plateau og langs sydkysten dog tilstrækkelig til at ernære en betragtelig befolkning. I disse områder og i de større oaser kan fellaherne (bønderne) dyrke hirse, hvede, byg og majs, og her vokser også daddelpalmer (2Mo 15:27) og figentræer. Akacietræer, der udsondrer en klæbrig substans kaldet gummi arabicum, og andre aromatiske planter dannede i oldtiden hovedgrundlaget for den arabiske økonomi. I dag er deres betydning blevet overgået af „det sorte guld“, råolien. — 1Mo 2:12.

På grund af den almindelige knaphed på vand er dyrelivet naturligvis begrænset, men ligesom på Bibelens tid findes der både får, geder, kameler, vildæsler, sjakaler, falke og ørne i området (Ez 27:21; 2Kr 17:11; Dom 6:5; Job 39:5-8, 26, 27; Es 60:7; 34:13), hvorimod dyr som løven, vildoksen og strudsen ikke mere lever her. (Job 38:39, 40; 39:9-18) Araberheste er den dag i dag kendt for deres skønhed og styrke. — Jf. Job 39:19-25.

Arabiske stammer. Arabien blev efterhånden hjemsted for mange af de postdiluvianske slægter der er opført i Første Mosebog, kapitel 10. I den semitiske gren blev Joktan fader til overhovederne for 13 forskellige arabiske stammer; og tre af Arams efterkommere, Uz, Geter og Masj, synes at have bosat sig i det nordlige Arabien og Den Syriske Ørken. (1Mo 10:23, 26-29) De teltboende ismaelitter boede i et område der strakte sig fra Sinajhalvøen, tværs over det nordlige Arabien og helt til Assyrien. (1Mo 25:13-18) Midjanitterne boede hovedsagelig i den nordvestlige del af Arabien lige øst for Aqababugten. (1Mo 25:4) Esaus efterkommere slog sig ned i Edoms bjergland sydøst for Det Døde Hav. (1Mo 36:8, 9, 40-43) Fra den hamitiske gren synes flere af Kusj’ efterkommere, deriblandt Havila, Sabta, Ra’ema og dennes sønner Saba og Dedan, samt Sabteka, hovedsagelig at have været bosiddende i den sydlige del af Den Arabiske Halvø. — 1Mo 10:7.

Assyriske og babyloniske inskriptioner nævner også forskellige stammer fra Arabien. Salmanassar III nævner „araberen Gindibu“. I Tiglat-Pileser III’s inskriptioner omtales to arabiske dronninger ved navn Zabibe og Samsi. Sargon II nævner „Samsi, dronning af Arabien, (og) sabæeren It’amar“. I andre kileskrifttekster omtales sabaitterne, nabaititterne, qidritterne, idibailitterne, masaitterne og temaitterne. — Jf. 1Mo 25:3, 13-15.

Omtale i Bibelen. Hadramaut, et af de fire betydelige kongedømmer i oldtidens Sydarabien, identificeres som regel med Hazarmavet, der nævnes i 1 Mosebog 10:26. Dets midtpunkt var Wadi Hadramaut, en lang dal der ligger parallelt med Arabiens sydkyst, og dets hovedstad var byen Shabwa. Andre steder i Arabien der nævnes i Bibelen, er Dedan, Tema, Duma og Buz. — Es 21:11-14; Jer 25:23, 24.

Da Abraham drog fra Ur i Kaldæa til Kana’ans land, tog han uden om Arabien. Da han senere blev nødt til at rejse til Ægypten, og ligeledes da han rejste tilbage igen, er han muligvis kommet igennem en del af Arabien — forudsat at han krydsede den nordlige del af Sinajhalvøen frem for at følge ruten langs Middelhavskysten. (1Mo 12:10; 13:1) Dramaet i Jobs Bog udspillede sig i landet Uz i det nordlige Arabien. (Job 1:1) Job omtales som „større end alle Østens sønner“, det vil blandt andet sige Arabiens indbyggere, og de sabæere der røvede Jobs kvæg, tilhørte en arabisk stamme som måske udgik fra Joktan. (Job 1:3, 15; 1Mo 10:26-28) Jobs tre „trøstere“ samt Elihu synes også at være kommet fra arabiske egne. (Job 2:11; 32:2) Moses tilbragte 40 år i Arabien da han boede hos midjanitten Jetro. (2Mo 2:15–3:1; Apg 7:29, 30) Den næste begivenhed af større betydning som fandt sted i området, var indgåelsen af Lovpagten ved Sinaj Bjerg i den sydlige del af Sinajhalvøen, hvor den udfriede Israels nation havde samlet sig. (2Mo 19:1, 2) Omkring 1500 år senere skrev apostelen Paulus at denne begivenhed havde fundet sted ved „Sinaj, et bjerg i Arabien“. — Ga 4:25.

I betragtning af de nuværende klimaforhold i Arabien kan det være vanskeligt at forestille sig at et folk på måske 3.000.000 medlemmer har kunnet eksistere i ørkenen i 40 år. (2Mo 12:37, 38) Den vigtigste faktor var naturligvis at Jehova på mirakuløs vis skaffede dem føde og vand. (5Mo 8:2-4; 4Mo 20:7, 8) Men selv om forholdene var vanskelige, og der tydeligvis var mangel på vand, sådan som det fremgår af den bibelske beretning (4Mo 20:4, 5), er der grund til at tro at vandforsyningen i Arabien dengang, for omkring 3500 år siden, var noget større end den er i dag. Forekomsten af mange dybe, udtørrede wadier eller dale som engang var flodsenge, vidner om at der på et tidspunkt i fortiden faldt tilstrækkeligt med regn til at der kunne opstå vandløb. At visse dyrearter er forsvundet, kan i nogen grad skyldes dette fald i vandmængden. Men i det store og hele var Arabien allerede dengang hvad det også er i dag: tørt land eller steppe.

I dommertiden kom horder af kamelridende midjanitter, amalekitter og „Østens sønner“ fra Arabien for at hærge og plyndre i Israels land. (Dom 6:1-6) Sådanne overfald og plyndringstogter har altid været en udbredt måde at føre krig på blandt araberne. (2Kr 22:1) Kamelen, der formodentlig blev tæmmet i Arabien, blev brugt som last- og ridedyr så tidligt som på Abrahams tid. (1Mo 24:1-4, 10, 61, 64) Eftersom kamelen ved lange rejser gennem ørkenen har store fortrin frem for æselet, mener man at dens tæmning medførte noget af en økonomisk revolution for Arabien og bidrog til dannelsen af de såkaldte „kryddeririger“ i Sydarabien.

Kamelkaravaner fra de mere frugtbare områder i syd drog ad ørkenvejene parallelt med Det Røde Hav, fra oase til oase og fra brønd til brønd, indtil de nåede Sinajhalvøen, hvorfra de kunne bøje af til Ægypten eller fortsætte til Palæstina og videre til Damaskus. Foruden deres højt værdsatte krydderier og vellugtende harpiks, såsom virak og myrra (Es 60:6), kunne de medføre guld og almugtømmer fra Ofir (1Kg 9:28; 10:11) samt kostbare sten, sådan som dronningen af Saba gjorde da hun besøgte kong Salomon. (1Kg 10:1-10, 15; 2Kr 9:1-9, 14) I Den Persiske Bugt er der mange perlemuslinger, og eftersom Arabiens sydvestlige hjørne blot er adskilt fra Afrika ved et smalt stræde på 30 km, kunne der også være produkter fra Ætiopien (2Kr 21:16), såsom elfenben og ibenholt, blandt disse rejsende købmænds varer. — Ez 27:15.

Den babyloniske konge Nabonid, hvis søn Belsazzar regerede i Babylon da byen faldt (539 f.v.t.), tilbragte ti år i oasebyen Taima (Tema) i den nordlige del af det centrale plateau på Den Arabiske Halvø. — Se TEMA, 2.

I det 5. århundrede f.v.t. var Palæstina udsat for en betydelig arabisk påvirkning, hvilket ses af henvisningerne til „araberen Gesjem“ i Nehemias 2:19 og 6:1-7.

Omkring år 115 f.v.t. fik Himjaritterriget, med hovedstaden Zafar (som nogle mener er identisk med Sefar i 1 Mosebog 10:30), herredømmet i Sydarabien. Nabatæerne (der muligvis stammede fra Ismaels søn Nebajot [1Mo 25:13]), hvis hovedstad Petra lå i en slugt i Edoms bjerge, havde magten i den nordlige del fra og med det 4. århundrede f.v.t. Med tiden bredte deres herredømme sig til hele den sydlige del af Negeb og strakte sig ind i Moab og egnen øst for Jordan. I nogle år i det 1. århundrede f.v.t. og igen i det 1. århundrede e.v.t. herskede de over Damaskus. En af deres konger, Aretas IV (ca. 9 f.v.t.–40 e.v.t.), omtales i 2 Korinther 11:32 i forbindelse med Paulus’ flugt fra Damaskus, der beskrives i Apostelgerninger 9:23-25. Herodes Antipas giftede sig med Aretas IV’s datter, men lod sig senere skille fra hende for at kunne gifte sig med Herodias. — Mr 6:17; se ARETAS.

Paulus fortæller at han efter sin omvendelse ’drog til Arabien og vendte tilbage til Damaskus igen’. (Ga 1:17) Hans vej har måske ført ham ind i den nærliggende Syriske Ørken, skønt udtrykket også giver rum for den mulighed at hans rejse kan have gået til en del af Den Arabiske Halvø.

I det 1. århundrede f.v.t. begyndte Palmyra nordøst for Damaskus at udvikle sig til et arabisk center og kom efterhånden til at overgå Petra som handelsby. Omkring år 270 indtog Palmyras hær under dronning Zenobia Ægypten, og Palmyra blev en alvorlig rival til Rom indtil byen blev besejret i år 272.

Sprog. De arabiske folks sprog hører til den sydsemitiske gruppe og har gennemgået færre forandringer end de øvrige semitiske sprog. Studiet af det har derfor ført til større forståelse af mange ord og udtryk i det gamle hebraiske sprog i Bibelen.