4. del — Medo-Persien — bibelhistoriens fjerde verdensrige

Mederne og perserne var inddraget i mange af de begivenheder der berettes om i Bibelen. De omtales også i en række af Bibelens profetier. Kunne du tænke dig at vide mere om disse folkeslag?

DEN mediske og persiske hær var på march med Kyros den Store i spidsen. Kyros, der allerede herskede over et stort rige, havde nu rettet sin opmærksomhed mod det mægtige Babylon, datidens verdensrige.

Inde i hovedstaden Babylon afholdt kong Belsazzar en stor banket for et tusind af sine stormænd. „Påvirket af vinen,“ som Bibelen siger, begyndte de i deres opstemthed at hylde deres afguder, mens de drak af de hellige kar som var blevet fjernet fra Jehovas tempel i Jerusalem. (Daniel 5:1-4) De følte sig sikre bag Babylons mægtige mure.

Uden for byen havde Kyros’ hær imidlertid ledet Eufratflodens vande bort fra flodlejet der gik tværs gennem Babylon. Da denne naturlige afspærring var fjernet, vadede hans soldater op gennem flodlejet — ind bag Babylons mure — og indtog byen gennem de åbne porte der vendte ud mod floden. Inden solopgang var Belsazzar død, Babylon var faldet og Medo-Persien herskede som det fjerde verdensrige i bibelhistorien! Men hvem var disse medere og persere?

Mederne kom fra den bjergrige højslette øst for Assyrien. På nogle relieffer man har fundet i Assyrien er de afbildet iført noget der ligner fåreskindskapper over tunikaer samt højskaftede snørestøvler — en påklædning der passede godt til deres tilværelse som hyrder på højsletterne. Mederne har så godt som ingen skrevne optegnelser efterladt sig. Hovedparten af det vi ved om dem bygger på oplysninger fra Bibelen, fra assyriske håndskrifter og fra oldtidens græske historikere. Perserne førte oprindelig en nomadetilværelse i området nord for Den Persiske Golf. Efterhånden som deres rige voksede, udviklede de en særegen sans for luksus.

I begyndelsen var mederne dominerende, men i 550 f.v.t. vandt Kyros den Store af Persien en lynsejr over den mediske konge Astyages. Kyros kombinerede de to folks skikke og love, forenede deres riger og forøgede deres erobringer. Skønt mederne var underlagt perserne, bestod riget som sådan af to dele. Mederne beklædte høje embeder og førte de persiske hære. Fremmede omtalte dem som mederne og perserne, eller blot som mederne.

Før mederne og perserne angreb Babylon, havde profeten Daniel fået et syn af en tohornet vædder der skildrede denne todelte nation. Daniel skrev: „Og de to horn ragede højt op, og det ene var højere end det andet, og det højeste voksede ud sidst.“ Der herskede ingen tvivl om hvad denne vædder symboliserede, for en engel talte til Daniel og sagde: „Vædderen med de to horn som du så, er Mediens og Persiens konger.“ — Daniel 8:3, 20.

Daniel befandt sig i byen Babylon da den faldt og var således øjenvidne til medernes og persernes indtog. Mederen Darius, den første hersker over den netop besejrede by, satte 120 satraper over riget, og over dem tre højere embedsmænd, af hvem Daniel var den ene. (Daniel 5:30–6:3) I betragtning af den høje stilling Daniel beklædte både før og efter Babylons fald, kan man næppe forestille sig at Kyros ikke var blevet gjort opmærksom på den hebraiske profeti der, to hundrede år forinden, havde forudsagt at Babylon ville blive besejret af en mand ved navn Kyros. — Esajas 45:1-3.

Jerusalem genopbygges

Med Babylons fald var tiden inde til genrejsningen af en anden by — nemlig Jerusalem. Den havde ligget i ruiner i næsten 70 år, siden den var blevet ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t. Ifølge Bibelens profetier skulle Jerusalem og dens tempel blive genopbygget på foranledning af Kyros. — Esajas 44:28.

Skete det? Ja, det gjorde det! Skribenten Ezra, der var præst og skriftlærd, beretter at Kyros udsendte et dekret om at Jehovas tilbedere kunne ’drage op til Jerusalem, som er i Juda, og genopbygge Jehovas, Israels Guds, hus — han er den sande Gud — som er i Jerusalem’. (Ezra 1:3) Omkring 50.000 personer foretog den fire måneder lange rejse tilbage til Jerusalem, medbringende tempelskattene. I 537 f.v.t. begyndte landet igen at blive beboet — nøjagtig 70 år efter at Jerusalem var blevet ødelagt. — Jeremias 25:11, 12; 29:10.

Arkæologien har bekræftet at dette dekret var helt i harmoni med Kyros’ politik. På en lercylinder fundet i Babylons ruiner har Kyros skrevet: „Til disse hellige byer . . . hvis helligdomme længe havde ligget i ruiner, [sendte jeg] de guder tilbage som (før) boede der og byggede dem varige helligdomme. Jeg samlede (også) alle deres (tidligere) indbyggere og gav (dem) deres boliger tilbage.“

Samaritanske fjender af jøderne forårsagede senere at genopbygningen af templet blev standset med et kongeligt forbud. Jehovas profeter Haggaj og Zakarias opildnede folket, og byggearbejdet blev genoptaget. Kong Darius beordrede en eftersøgning iværksat efter Kyros’ oprindelige dekret hvorved genopbygningen af templet var blevet tilladt. Bibelen beretter at man fandt en rulle i Ekbatana, Kyros’ sommerresidens, med et memorandum der bekræftede at tempelbyggeriet var lovligt. Byggearbejdet blev fuldført i perserkongen Darius I’s sjette regeringsår. — Ezra 4:4-7, 21; 6:1-15.

Vidnesbyrd om rigets storhed

I føromtalte profetiske syn havde Daniel set Medo-Persien, den tohornede vædder, „stange mod vest og mod nord og mod syd, og ingen dyr [det vil sige ingen andre nationer] kunne stå sig imod den, og der var ingen som kunne udfri af dens vold; og den gjorde som den ville, og den optrådte overlegent.“ (Daniel 8:4) Dette syn fik sin opfyldelse på Darius’ tid, måske før. Højt oppe på en klippeside ved Bisitun, langs den gamle vej mellem Babylon og Ekbatana, kan man stadig se et kæmpemæssigt relief af Darius den Store som han lod udhugge til minde om sine sejre. Den medo-persiske „vædder“ havde foruden sin sejr over Babylon erobret områder i retning mod de tre verdenshjørner: mod nord i Assyrien, mod vest gennem Lilleasien og mod syd i Ægypten.

De persiske herskere opførte et gigantisk palads ved Persepolis, omkring 640 kilometer sydøst for deres sommerresidens i Ekbatana. Et relief i dette palads viser Darius siddende på sin trone, og på en inskription siger han pralende: „Jeg er Darius, den store konge, kongers konge, rigers konge . . . der opførte dette palads.“ Der er stadig nogle få imponerende søjler tilbage af denne prægtige hovedstad. En anden hovedstad lå ved Susa (Susan), centralt beliggende mellem Babylon, Ekbatana og Persepolis. Også der byggede Darius den Store et prægtigt palads.

Darius blev efterfulgt på tronen af sin søn Xerxes, der menes at være den „Ahasverus“ der omtales i Esters bog i Bibelen. Her oplyses det at Ahasverus „regerede over et hundrede og syvogtyve provinser fra Indien til Ætiopien,“ mens han „sad på sin kongetrone som var i borgen Susan“. Det var dér Ahasverus gjorde den smukke unge Ester til dronning. (Ester 1:1, 2; 2:17) På Louvre i Paris kan man se et rigt udsmykket søjlehoved fra dette palads, samt vægdekorationer med prægtige persiske bueskytter og dyr som motiver. I Susan har man fundet alabastflakoner, smykker og andre genstande der harmonerer udmærket med Bibelens beskrivelse af den omfattende skønhedskur Ester gennemgik og af den megen luksus der fandtes i Susan. — Ester 1:7; 2:9, 12, 13.

Det forlød blandt kong Xerxes’ græske fjender at han havde ægteskabelige problemer og at han antagelig blev domineret af visse af sine hoffolk. Selv om kendsgerningerne kan være blevet forvrænget, afspejler disse historier dog nogle af de forhold der skildres i Esters bog. Her berettes det at kongen forstødte den oprørske dronning Vasjti og erstattede hende med Ester, og at Esters fætter Mordokaj opnåede en indflydelsesrig stilling. — Ester 1:12, 19; 2:17; 10:3.

Velvillighed over for tilbedelsen af Jehova

Præsten Ezra, der var blevet tilbage i Babylon efter at Kyros havde frigivet jøderne, fik i 468 f.v.t. bemyndigelse af Xerxes’ efterfølger Artaxerxes (Longimanus, den Langhåndede) til at vende tilbage til Jerusalem for at fremme den sande tilbedelse af Jehova. Omkring 1500 mænd og deres familier — måske i alt omkring 6000 personer — fulgte Ezra og medbragte et stort bidrag til Jehovas tempel. — Ezra 7:1, 6, 11-26.

Det var også denne Artaxerxes der i sit 20. regeringsår (455 f.v.t.) i paladset i Susan imødekom Nehemias’ anmodning om at blive sendt tilbage til Jerusalem for at genopbygge byen og dens mure. Dette markerede begyndelsen på de „halvfjerds [år]uger“ i Daniels profeti der viste hvornår Jesus skulle fremstå som „Messias, Føreren“, hvilket skete nøjagtig til tiden i år 29 e.v.t.a — Daniel 9:24, 25; Nehemias 1:1; 2:1-9.

På den ægyptiske ø Elefantine, der ligger i Nilen, har man fundet nogle papyrusdokumenter skrevet på aramaisk. Disse dokumenter viser hvor nøjagtigt bibelskribenterne Ezra og Nehemias skildrer både forholdene og den officielle kommunikation under det persiske herredømme. I bogen Biblical Archaeology skriver professor G. Ernest Wright: „Nu . . . kan vi se at det aramaisk Ezra benyttede svarer nøjagtigt til det der blev brugt på den tid, og at sproget i regeringsdokumenterne er af den form vi er blevet vant til at forbinde med det persiske regime.“ Et af disse dokumenter indeholder en kongelig persisk forordning angående fejringen af påsken i den jødiske koloni i Ægypten.

Medo-Persien falder for Grækenlands hånd

I det syn Daniel fik så han Medo-Persien skildret som en tohornet vædder. Dernæst så han, to hundrede år før det ville indtræffe, ’en gedebuk der kom fra solnedgangen [vest]’ og som bevægede sig så hurtigt at ’den ikke rørte jorden’. Denne gedebuk „stødte til vædderen og brød dens to horn af, og der var ingen kraft i vædderen til at stå sig imod den“. (Daniel 8:5-7) Kan historien bekræfte at det gik Medo-Persien sådan?

Ja, for i 334 f.v.t. kom Alexander den Store fra Grækenland, ude mod vest. Lynsnar som en gedebuk gik han gennem Asien og vandt sejr efter sejr over perserne. Endelig, i 331 f.v.t., slog han den persiske hær på en million mand ved Gaugamela. Hærføreren Darius III flygtede og blev senere myrdet af en af sine tidligere venner. Det fjerde verdensrige var blevet slået til jorden, dets horn var brudt af, og Alexanders imperium havde indtaget pladsen som det femte verdensrige i bibelhistorien. Dette riges historie vil blive behandlet i udgaven af Vagttårnet for 15. april 1988.

Det medo-persiske verdensrige var ved magten i lidt over 200 år — fra den nat det besejrede Babylon i 539 f.v.t. til det faldt for Alexander. Det svarer omtrent til den tid der er gået siden den franske revolution eller siden oprettelsen af Amerikas Forenede Stater. I denne forholdsvis korte periode spillede mederne og perserne ufrivilligt en stor rolle i forbindelse med gennemførelsen af Jehova Guds hensigter og opfyldelsen af hans ufejlbarlige profetier.

[Fodnote]

[Kort/​illustration på side 26]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det medo-persiske rige

INDIEN

Ekbatana

Susa (Susan)

Persepolis

Babylon

Jerusalem

ÆGYPTEN

[Illustration]

Ruinerne af Persepolis, Persiens ceremonielle centrum

[Kildeangivelse]

Manley Studios

[Illustration på side 29]

Kyros’ grav i Iran