Se situationen for dig. Job, en mand med en bemærkelsesværdig tro, kommer ud for svære prøvelser — han mister sine materielle ejendele, alle hans elskede børn dør, og han får en smertefuld sygdom. I al sin kval påkalder han Gud med ordene: „Gid du ville gemme mig i Sheol [menneskehedens fælles grav]!“ (Vers 13) Job betragter Sheol som en kærkommen udfrielse. Dér ville han, som en skat skjult af Gud, blive befriet for prøvelser og smerte.a

Skulle Job være i Sheol for altid? Det mente Job ikke at han skulle. Han siger videre i sin bøn: „Gid du ville . . . sætte mig en frist og huske mig!“ Job har tillid til at han kun skulle være i Sheol midlertidigt, og at Jehova ikke ville glemme ham. Job sammenligner den tid han skulle være i Sheol, med en ’tvungen tjeneste’ — en periode hvor han ville være henvist til at vente. Hvor længe? „Indtil min afløsning kommer,“ siger han. (Vers 14) Denne „afløsning“ vil betyde udfrielse fra Sheol — med andre ord en opstandelse fra de døde!