Det så ud som om Job var døden nær, men Elihu vurderede Jobs kritiske tilstand og gav udtryk for håb, idet han sagde: „Hans kød svinder hen og ses ikke mere . . . Og hans sjæl kommer nærmere til gravens dyb, hans liv til dem der bringer død. Hvis der er et sendebud hos ham, en talsmand, én ud af tusind, som kan fortælle mennesket om dets retskaffenhed, da viser han ham sin gunst og siger: ’Fri ham fra at stige ned i gravens dyb! Jeg har fundet en løsesum! Lad hans legeme blive friskere end det var i ungdommen.’“ — Job 33:21-25.

Det var dét der skete. Job ’angrede i støv og aske’. Hvad blev følgen? „Jehova vendte Jobs fangne tilstand . . . Og Jehova velsignede Jobs sidste tid mere end den første . . . Efter dette levede Job i et hundrede og fyrre år og fik sine sønner og sønnesønner at se i fire generationer.“ Det er rigtigt at løsesummen ikke befriede Job for synden og dens virkninger, så på et tidspunkt døde han. Men den omstændighed at hans liv blev forlænget, viser at ’hans legeme blev friskere end det var i ungdommen’ og at ’han vendte tilbage til ungdomskraftens dage’. — Job 33:25; 42:6, 10-17.