HAGL
Nedbør i frossen tilstand i form af iskugler eller isklumper. Bibelens beskrivelse af haglenes ødelæggende kraft er inden for de senere år blevet bekræftet ved flere lejligheder forskellige steder på jorden. I 1985 blev der i Brasilien dræbt over 20 mennesker og såret 300 under et haglvejr. Under kraftige uvejr med hagl kan disse blive på størrelse med æg eller endog grapefrugter. Den 3. september 1970 blev der efter et uvejr i Kansas (USA) fundet en usædvanlig stor haglklump. Den havde en diameter på 15 cm. Store hagl falder med en hastighed af ca. 160 km i timen. Hagl virker især ødelæggende på afgrøderne, og blot en enkelt haglbyge kan forårsage skader for millioner af kroner.
Brugt af Jehova. Hagl er en af de naturkræfter Jehova til tider har gjort brug af for at opfylde sit ord og for at vise sin store magt. (Sl 148:1, 8; Es 30:30) Det første tilfælde der omtales i Bibelen, er den syvende plage over fortidens Ægypten, hvor en svær haglbyge ødelagde plantevæksten, splintrede træerne og dræbte både mennesker og dyr der opholdt sig udendørs, men ikke berørte israelitterne i Gosens land. (2Mo 9:18-26; Sl 78:47, 48; 105:32, 33) Da israelitterne senere i det forjættede land under Josuas ledelse hjalp gibeonitterne, der blev angrebet af fem allierede amoritterkonger, lod Jehova store haglsten regne ned over de amoritiske fjender, og der døde flere amoritter som følge af haglstenene end i kampen med israelitterne. — Jos 10:3-7, 11.
Brugt billedligt. Jehova skånede imidlertid ikke de utro israelitter for hærgende haglvejr. (Hag 2:17) Og da han ved profeten Esajas forudsagde at tistammeriget ville blive omstyrtet af assyrerne, sammenlignede han de assyriske erobringshære med „et tordenvejrs hagl“. (Es 28:1, 2) På samme måde ville babylonierne som hagl „feje løgnens tilflugtssted bort“, nemlig Judas militære forbund med Ægypten. — Es 28:14, 17; 31:1-3.
I Åbenbaringens Bog omtales hagl i forbindelse med den første af de syv engle der blæser i trompeter, og i forbindelse med at Guds tempelhelligdom i himmelen bliver åbnet. (Åb 8:2, 7; 11:19) Og da den syvende af Guds harmes skåle udgydes, falder der symbolske hagl af en talents vægt (ca. 20,4 kg) ned over de ugudelige mennesker. — Åb 16:1, 17, 21.
’Til krigens dag’. Da Jehova talte til Job ud fra stormen, sagde han at han havde gemt hagl og sne i forrådshuse til „kampens og krigens dag“. (Job 38:1, 22, 23) Hagl nævnes derfor meget passende blandt de naturkræfter der vil blive brugt mod Gogs angrebsstyrker. — Ez 38:18, 22.