FANGE

En person der er berøvet friheden, og som befinder sig i fangenskab eller er underlagt begrænsninger; især om en der er taget til fange i krig. (4Mo 21:1) I gammel tid omfattede krigsbyttet, foruden husdyr, ofte indbyggerne i de erobrede byer og områder. (1Kr 5:21; 2Kr 14:14, 15; Am 4:10) I Bibelen er fanger omtalt helt tilbage fra patriarktiden. Den første der omtales, er Lot, som blev taget til fange af Kedorlaomers styrker og befriet af Abraham. (1Mo 14:14; 31:26; 34:25-29) Skønt Job ikke var krigsfange, befandt han sig så at sige i en fangen tilstand indtil Jehova udfriede ham af hans elendighed. — Job 42:10.

Da israelitterne drog ind for at tage det forjættede land i besiddelse, viede de visse byer og deres indbyggere til udslettelse. Dette gjaldt for eksempel Jeriko, førstegrøden af deres erobringer. (Jos 6:17, 21) Når de indtog byer der ikke var viet til udslettelse, måtte de, i modsætning til andre nationer, ikke voldtage kvinderne. Hvis de ønskede at gifte sig med en tilfangetagen kvinde, skulle visse krav først opfyldes. — Kl 5:11; 4Mo 31:9-19, 26, 27; 5Mo 21:10-14.

Når israelitterne havde været troløse mod Jehova, tillod han undertiden at de blev ført i fangenskab af fjendtlige nationer der angreb dem. (2Kr 21:16, 17; 28:5, 17; 29:9) De mest bemærkelsesværdige eksempler på dette sås i det 8. og 7. århundrede f.v.t. da tusinder af israelitter blev taget til fange og ført i landflygtighed af det assyriske og det babyloniske verdensrige. (Se FANGENSKAB.) Ahija og Jeremias havde forudsagt denne nationale katastrofe. (1Kg 14:15; Jer 15:2) Også Moses havde advaret om at deres sønner og døtre ville „gå i fangenskab“ som en straf for deres ulydighed mod Jehova, men han tilføjede at fangerne ville vende tilbage hvis de ændrede sind. (5Mo 28:41; 30:3) Salomon forudså at israelitterne ville blive ført i fangenskab som følge af deres troløshed, og han bad Jehova befri fangerne hvis de angrede. — 1Kg 8:46-52; 2Kr 6:36-39; se også 2Kr 30:9; Ezr 9:7.

Der kunne være stor forskel på hvordan fanger blev behandlet, alt efter omstændighederne. Somme tider kunne de blive i deres eget land på betingelse af at de betalte tribut og ikke gjorde oprør mod deres nye herre. (1Mo 14:1-4; 2Sa 8:5, 6; 2Kg 17:1-4) En besejret konge fik undertiden lov at fortsætte sit herredømme som vasalkonge, eller en anden blev indsat i hans sted. (2Kg 23:34; 24:1, 17) I nogle tilfælde blev et stort antal fanger slået ihjel, som de 10.000 Amazja tog til fange, og som blev knust ved at blive kastet ned fra en klippe. (2Kr 25:12) Mange erobrere behandlede deres fanger yderst grusomt, for eksempel ved at ’hænge dem ved deres hånd’ (Kl 5:12), skære deres næse og ører af (Ez 23:25), blinde dem med rødglødende jern, stikke deres øjne ud med spyd eller dolke (Dom 16:21; 1Sa 11:2; Jer 52:11) eller ’sprætte gravide kvinder op’. (Am 1:13) De sadistiske assyrere, der var kendt for deres grusomhed, har på monumenter skildret hvordan de bandt fangerne og derefter flåede huden af dem i levende live.

Fanger blev ofte sat til at udføre tvangsarbejde (2Sa 12:29-31; 1Kr 20:3), gjort til trælle eller solgt som slaver. (1Sa 30:1, 2; 2Kg 5:2; Es 14:3, 4) I mange tilfælde bandt erobrerne fangerne sammen ved halsen eller hovedet (jf. Es 52:2) eller lagde dem i lænker (2Kg 25:7) og førte dem af sted, „nøgne og barfodede og med blottet bagdel“, til skam og ydmygelse for dem. — Es 20:4.

Jødernes befrielse og tilbagekomst fra landflygtigheden var det glædelige tema i mange profetier. (Es 49:24, 25; Jer 29:14; 46:27; Ez 39:28; Ho 6:11; Joel 3:1; Am 9:14; Zef 3:20) Salmisten så også frem til den tid da ’Jehova lod de fangne af sit folk vende tilbage’. (Sl 14:7; 53:6; 85:1; 126:1, 4) Mange af disse profetier fik en mindre opfyldelse fra 537 f.v.t. og fremefter da en rest af de fanger der var kommet under Perserrigets herredømme, begyndte at vende tilbage til Jerusalem for at genopbygge byen og dens store tempel. (Ezr 2:1; 3:8; 8:35; Ne 1:2, 3; 7:6; 8:17) Om visse fjender af Jehovas folk siges der udtrykkeligt at de selv ville blive ført i fangenskab. Dette gjaldt for eksempel nationer som Babylon (Es 46:1, 2; Jer 50:1, 2), Ægypten (Jer 43:11, 12; Ez 30:17, 18) og Moab (Jer 48:46).

Jesus citerede Esajas 61:1, 2 og anvendte ordene på sig selv som en der var sendt af Jehova til at „forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen“. (Lu 4:16-21) Apostelen Paulus talte om den skik at tage fanger og brugte den som et billede. (Ef 4:8; 2Kor 10:5) I Bibelens sidste bog fremsættes princippet: „Hvis nogen er bestemt til fangenskab, går han bort til fangenskab.“ — Åb 13:10.