Jehova er min andel

„Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.“ — 4 MOS. 18:20.

 1, 2. (a) Hvordan gik det levitterne da Josua inddelte landet i arvelodder? (b) Hvilket løfte gav Jehova levitterne?

EFTER at israelitterne havde erobret en stor del af det lovede land, begyndte Josua at inddele landet i arvelodder. Dette arbejde udførte han sammen med ypperstepræsten Eleazar og stammeoverhovederne. (4 Mos. 34:13-29) I modsætning til de andre stammer ville levitterne ikke få en arvelod i landet. (Jos. 14:1-5) Men hvad var grunden til at levitterne ikke fik et stammeområde, eller en andel, i det lovede land? Var de blevet overset?

² Svaret fremgår af noget Jehova sagde til levitterne. Han forsikrede dem om at de ikke ville blive glemt, og sagde: „Jeg selv er din andel og din arvelod blandt Israels sønner.“ (4 Mos. 18:20) Det var et storslået løfte: „Jeg selv er din andel.“ Hvordan ville du have det hvis Jehova sagde det til dig? Din første reaktion ville måske være: ’Er jeg værdig til at få et sådant løfte fra den Almægtige?’ Du tænker måske også: ’Kan vi som ufuldkomne mennesker virkelig få Jehova som vores andel?’ Disse spørgsmål berører både dig selv og dine nærmeste. Lad os derfor undersøge hvad der ligger i dette løfte fra Jehova. Det vil hjælpe os til at forstå hvordan Jehova kan være alle kristnes andel i dag. Du vil også finde ud af hvordan han kan være din personlige andel, uanset om du har håb om at opnå himmelsk liv eller ser frem til at leve i et paradis på jorden.

Jehova sørgede for levitterne

 3. Hvordan gik det til at Gud udvalgte levitterne til hellig tjeneste?

³ Før Jehova gav Loven til israelitterne, var det familieoverhovederne der tjente som præster. Men i forbindelse med at Gud gav Israel Loven, udnævnte han et præsteskab og sørgede for hjælpere fra Levis stamme. Hvordan gik det til? Dengang Gud slog Egyptens førstefødte ihjel, helligede han Israels førstefødte og satte dem til side som nogle der tilhørte ham. Men derefter valgte Gud at ’udtage levitterne af Israels sønner i stedet for alle de førstefødte’. Eftersom en optælling viste at der var flere førstefødte sønner i Israel end der var mandlige levitter, blev der betalt en løsesum for at udligne forskellen. (4 Mos. 3:11-13, 41, 46, 47) Levitterne kunne nu påbegynde deres særlige tjeneste for Israels Gud.

 4, 5. (a) Hvad betød det for levitterne at have Gud som deres andel? (b) Hvordan sørgede Gud for levitterne?

⁴ Hvad betød dette for levitterne? Jehova sagde at han i stedet for at give dem en arvelod i landet ville betro dem en dyrebar tjenesteforret. „Præstedømmet for Jehova“ var deres arvelod, eller andel. (Jos. 18:7) Den sammenhæng Fjerde Mosebog 18:20 forekommer i, viser at de ikke ville komme til at mangle noget materielt. (Læs Fjerde Mosebog 18:19, 21, 24). Levitterne fik „al tiende i Israel som arvelod, til gengæld for [deres] tjeneste“. De ville få ti procent af landets afgrøde og af de dyr israelitternes hjorde blev forøget med. Til gengæld skulle levitterne selv give en tiendedel af det de modtog, „det bedste af det“, til præsteskabet.a (4 Mos. 18:25-29) Præsterne modtog også „alle de hellige bidrag“ som Israels sønner bragte Gud ved hans tilbedelsessted. Medlemmerne af præsteskabet havde derfor al mulig grund til at tro at Jehova ville sørge for dem.

⁵ Det ser ud til at Moseloven også foreskrev en sekundær tiende, som familierne brugte til mad og andet der bidrog til glæden under de årlige hellige stævner. (5 Mos. 14:22-27) Men ved slutningen af det tredje og det sjette år i den syvårige sabbatscyklus blev denne tiende lagt inden for portene til gavn for både de fattige og levitterne. Hvorfor var levitterne blandt dem der skulle modtage denne tiende? Fordi de „ingen andel og arvelod“ havde i Israel. — 5 Mos. 14:28, 29.

 6. Hvor boede levitterne når de nu ikke ejede noget stammeområde i Israel?

⁶ Nu kunne man tænke: ’Hvis levitterne ikke havde fået tildelt noget land, hvor skulle de så bo?’ Gud sørgede for dem. Han gav dem 48 byer med tilhørende græsgange. Deriblandt var de seks tilflugtsbyer. (4 Mos. 35:6-8) Levitterne havde altså et sted at bo når de ikke tjente ved Guds helligdom. Jehova sørgede rigeligt for dem der var optaget af tjenesten for ham. Ved at stole på at Jehova både kunne og ville sørge for dem, viste levitterne at Jehova var deres andel.

 7. Hvad krævede det af levitterne at have Jehova som deres andel?

⁷ Loven foreskrev ikke nogen straf for at undlade at give tiende. Men når folket forsømte dette, gik det ud over præsterne og levitterne. Det skete på Nehemias’ tid. Følgen var at levitterne blev nødt til at opdyrke deres marker og derved forsømte deres tjeneste. (Læs Nehemias 13:10). Levitternes levebrød afhang tydeligvis af nationens åndelige tilstand. Dertil kom at præsterne og levitterne måtte have tillid til Jehova og hans måde at sørge for dem på.

Enkeltpersoner der havde Jehova som deres andel

 8. Beskriv hvad der gik levitten Asaf på.

⁸ Levitterne skulle som stamme betragtet have Jehova som deres andel. Men det er interessant at levitterne også som enkeltpersoner brugte udtrykket „Jehova er min andel“ for at beskrive deres hengivenhed for Gud og deres tillid til ham. (Klages. 3:24) En af disse levitter var sanger og komponist. Vi vil her omtale ham som Asaf, men han kan også blot have været et medlem af Asafs hus. Asaf var den levit der stod i spidsen for sangerne på kong Davids tid. (1 Krøn. 6:31-43) I Salme 73 læser vi at Asaf blev bragt ud af ligevægt. Han begyndte at misunde de ugudelige der levede et liv i velstand, og kom så langt ud at han sagde: „Det er til ingen nytte at jeg rensede mit hjerte og vaskede mine hænder i uskyld.“ Asaf havde tilsyneladende glemt hvor stor en tjenesteforret han var blevet betroet; han værdsatte ikke Jehova som sin andel. Han var i vildrede „indtil [han] gik ind i Guds storslåede helligdom“. — Sl. 73:2, 3, 12, 13, 17.

 9, 10. Hvorfor kunne Asaf omtale Gud som sin „andel for stedse“?

⁹ Da Asaf var i helligdommen, begyndte han at se tingene som Gud ser dem. Det kan være at du på et tidspunkt har prøvet noget lignende. Måske begyndte du at miste fornemmelsen af hvor særlig en tjeneste du havde fået betroet, og kom i stedet til at fokusere på hvad du gik glip af rent materielt. Men ved at studere Guds ord og komme til de kristne møder fik du igen Jehovas syn på tingene. Hvad Asaf angik, indså han hvordan det til sidst ville gå de ugudelige. Han tænkte over hvad han var blevet betroet, og indså at Jehova havde grebet hans højre hånd og fortsat ville føre ham. Derfor kunne Asaf sige til Jehova: „Bortset fra dig har jeg ikke behag i noget på jorden.“ (Sl. 73:23, 25) Dernæst omtalte han Gud som sin andel. (Læs Salme 73:26). Om så salmistens ’krop og hjerte skulle svigte’, ville Gud være hans „andel for stedse“. Salmisten var overbevist om at Jehova ville huske ham som sin ven. Hans trofaste tjeneste ville ikke gå i glemmebogen. (Præd. 7:1) Hvor må det have været trøstende for Asaf! Han sang: „For mig er det bedste at søge nær til Gud. Jeg har gjort den suveræne Herre Jehova til min tilflugt.“ — Sl. 73:28.

¹⁰ At have Gud som sin andel betød mere for Asaf end den materielle støtte han fik som levit. Asafs andel havde først og fremmest at gøre med hans tjenesteforret og hans venskab med Jehova, den højeste Gud. (Jak. 2:21-23) For at bevare dette forhold måtte salmisten værne om sin tro på Jehova og blive ved med at stole på ham. Asaf måtte have tillid til at hvis han levede efter Guds normer, ville det i sidste ende gå ham godt. Du kan have den samme tillid til den Almægtige.

11. Hvilket spørgsmål tumlede Jeremias med, og hvordan blev det besvaret?

¹¹ Profeten Jeremias var endnu en levit der betragtede Jehova som sin andel. Lad os se på hvad han mente med dette udtryk. Jeremias boede i Anatot, en levitby i nærheden af Jerusalem. (Jer. 1:1) På et tidspunkt var der noget Jeremias ikke forstod: Hvorfor gik det de ugudelige godt, mens de retfærdige led ondt? (Jer. 12:1) Efter at have iagttaget forholdene i Jerusalem og Juda ’fremførte han sin sag’ for Jehova, som han vidste var retfærdig. Jehova besvarede Jeremias’ spørgsmål ved at give ham påbud om at forkynde et domsbudskab, og derefter lod han profetien gå i opfyldelse. De der adlød Jehova, fik deres „sjæl som bytte“, men de ugudelige som det ellers gik så godt for, ignorerede advarselen og blev udryddet. — Jer. 21:9.

12, 13. (a) Hvad fik Jeremias til at sige: „Jehova er min andel,“ og hvilken indstilling havde han? (b) Hvorfor måtte alle stammerne i Israel ’blive ved med at vente’?

¹² Da Jeremias senere betragtede sit ødelagte hjemland, følte han at han vandrede i mørke. Det var som om Jehova havde ’ladet ham bo som dem der længe havde været døde’. (Klages. 1:1, 16; 3:6) Jeremias havde opfordret de egenrådige israelitter til at vende om til deres himmelske Fader, men folkets ondskab havde nået et punkt hvor Gud var nødt til at lade Jerusalem og Juda blive ødelagt. Det pinte Jeremias, skønt han ikke selv havde gjort noget forkert. Midt i sine kvaler mindede profeten sig selv om Guds barmhjertighed. „Vi [har ikke] mødt vort endeligt,“ sagde han. Ja, Jehovas barmhjertighed er ny hver morgen. Det var på det tidspunkt Jeremias erklærede: „Jehova er min andel.“ Han fortsatte med at have den helt særlige forret at tjene Jehova som profet. — Læs Klagesangene 3:22-24.

¹³ I 70 år ville israelitterne ikke have noget hjemland. Det ville ligge øde. (Jer. 25:11) Men udtrykket „Jehova er min andel“ viste at Jeremias havde fuld tillid til Jehovas barmhjertighed, og det gav ham grund til at være tålmodig og ’blive ved med at vente’. Alle Israels stammer havde mistet deres arvelodder, og derfor måtte de opdyrke den samme indstilling som profeten. Jehova var deres eneste håb. Efter 70 år vendte Guds folk tilbage til sit hjemland og fik den forret at tjene Jehova der. — 2 Krøn. 36:20-23.

Andre kunne også have Jehova som deres andel

14, 15. Nævn en som ikke var levit, men som lod Jehova være sin andel, og forklar hvorfor.

¹⁴ Både Asaf og Jeremias tilhørte Levis stamme, men var det kun levitterne der kunne have det privilegium at tjene Jehova? Nej, slet ikke. Den unge David, der senere blev konge i Israel, kaldte Gud sin „andel i de levendes land“. (Læs Salme 142:1, 5). På det tidspunkt hvor David skrev denne salme, var han hverken i et palads eller i et almindeligt hus. Han befandt sig derimod i en hule, hvor han skjulte sig for sine fjender. Mindst to gange søgte David tilflugt i huler — den ene gang i nærheden af Adullam og den anden gang i En-Gedis Ørken. Det var muligvis i en af disse huler han skrev Salme 142.

¹⁵ Hvis det var tilfældet, var det kong Saul der var efter David for at slå ham ihjel. Den hule David var flygtet til, var meget svært tilgængelig. (1 Sam. 22:1, 4) På dette fjerntliggende sted kan David have følt sig helt alene, uden venner ved sin side der kunne beskytte og hjælpe ham. (Sl. 142:4) Og så var det at han kaldte på Gud.

16, 17. (a) Hvilke grunde kunne David have til at føle sig rådvild? (b) Hvem kunne David vende sig til for at få hjælp?

¹⁶ På det tidspunkt hvor David skrev Salme 142, har han måske hørt om hvad der var sket med ypperstepræsten Ahimelek, der havde hjulpet ham uden at vide at han var på flugt fra Saul. Den jaloux kong Saul fik Ahimelek og hans husstand slået ihjel. (1 Sam. 22:11, 18, 19) David følte sig ansvarlig for deres død. Det var som om han havde slået den præst ihjel der havde hjulpet ham. Hvordan ville du have følt det hvis du havde været i Davids sted? Noget der gjorde situationen endnu værre for David, var at Saul blev ved med at forfølge ham.

¹⁷ Kort efter døde profeten Samuel, der havde salvet David til at være Israels fremtidige konge. (1 Sam. 25:1) Det kunne have forværret Davids følelse af at være ene og forladt. Men David vidste hvem han kunne vende sig til for at få hjælp, nemlig Jehova. David havde ikke den samme tjenesteforret som levitterne, men han var blevet salvet til at udføre en anden form for tjeneste — med tiden skulle han være konge over Guds folk. (1 Sam. 16:1, 13) David udøste derfor sit hjerte for Jehova og fortsatte med at søge hans ledelse. Også du kan og bør have Jehova som din andel og tilflugt mens du gør alt hvad du kan, i tjenesten for ham.

18. Hvordan viste de personer vi har omtalt i denne artikel, at de havde Jehova som deres andel?

¹⁸ De personer denne artikel har handlet om, havde Jehova som deres andel i den forstand at de havde fået tildelt en opgave i tjenesten for ham. De stolede på at Gud ville sørge for dem når de tjente ham. Både levitterne og de israelitter der tilhørte andre stammer, som for eksempel David, kunne have Gud som deres andel. Hvordan kan du på lignende måde lade Jehova være din andel? Det vil vi se på i den næste artikel.

[Fodnote]

Hvad vil du svare?

• På hvilken måde var Jehova levitternes andel?

• Hvordan viste Asaf, Jeremias og David at Jehova var deres andel?

• Hvilken indstilling må du have hvis Gud skal være din andel?

[Tekstcitat på side 8]

Levitterne fik ingen arvelod i landet. I stedet var Jehova deres andel, for de var blevet betroet en særlig tjeneste for ham

[Illustration på side 7]

Hvordan var Jehova præsternes og levitternes andel?

[Illustration på side 9]

Hvad hjalp Asaf til at blive ved med at have Jehova som sin andel?