Jehova — den der gør undere
„Du er stor og gør undere; du er Gud, du alene.“ — SALME 86:10
1, 2. (a) Hvordan har menneskers opfindelser forandret verden? (b) Hvor kan vi finde et håb om bedre tider?
MENNESKER kan prale af at de har opfundet forunderlige ting — elektrisk udstyr, telekommunikation, video, biler, jetfly og computerteknologi. Alt dette har gjort verden meget mindre. Men hvilken verden! I stedet for at opleve fred, fremgang og almindelig velstand bliver menneskeheden plaget af uhyggelige krige, kriminalitet, terrorisme, forurening, sygdom og fattigdom. Og de kernevåben der findes spredt rundt om i verden kan stadig udslette menneskeheden, selv om man har skåret ned på antallet af sprænghoveder. Dødens købmænd, de der fremstiller og handler med våben, fortsætter med at drive verdens største forretningsforetagende. De rige bliver rigere og de fattige fattigere. Findes der en løsning på dette uretfærdige forhold?
2 Ja! Der findes en som garanterer udfrielse, „en der står over den højtstående“, Jehova Gud. (Prædikeren 5:8) Han inspirerede nedskrivningen af Salmernes Bog, der indeholder megen trøst og god vejledning i trængselstider, deriblandt Salme 86, som har denne enkle overskrift: „En bøn af David.“ Denne bøn kan man gøre til sin egen.
Nødstedt men loyal
3. Hvordan er David et opmuntrende eksempel for os i dag?
3 David skrev denne salme mens han var i nød. Vi der lever i „de sidste dage“ for Satans ordning og oplever „kritiske tider som er vanskelige at klare“, udsættes for lignende problemer. (2 Timoteus 3:1; se også Mattæus 24:9-13.) David var ligesom vi bekymret og deprimeret over de problemer han oplevede. Men han lod aldrig sådanne prøvelser svække sin loyale tillid til Skaberen. Han bad: „Bøj, Jehova, dit øre. Svar mig, for jeg er nødstedt og fattig. Vogt min sjæl, for jeg er loyal. Frels, du min Gud, din tjener som stoler på dig.“ — Salme 86:1, 2.
4. Hvordan bør vi vise vor tillid til Jehova?
4 Vi kan have den samme tillid som David til at Jehova, „al trøsts Gud“, vil vende øret til denne jord og lytte til vore ydmyge bønner. (2 Korinther 1:3, 4) Når vi stoler ubetinget på Gud, følger vi Davids råd: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ — Salme 55:22.
Et nært forhold til Jehova
5. (a) Hvordan har nogle nøjagtige oversættelser rettet de fejl jødiske skriftlærde begik? (b) Hvordan ophøjer Salme 85 og 86 Jehovas navn? (Se fodnoten.)
5 I Salme 86 bruger David Guds navn elleve gange. Den er en inderlig bøn der viser noget om Davids nære forhold til Jehova. Senere fandt de jødiske skriftlærde, navnlig soferim, denne fortrolige anvendelse af Guds navn usmagelig. Det var dem der fostrede en overtroisk frygt for at misbruge navnet. De ignorerede at mennesket er skabt i Guds billede, og veg derfor tilbage for at tilskrive Gud nogle egenskaber som også mennesker har. Syv af de elleve steder hvor Guds navn forekommer i den hebraiske tekst i denne salme, erstattede de navnet JHWH (Jehova) med titlen ’Adhonajʹ (Herre). Vi kan være taknemmelige for at Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter, samt flere andre omhyggelige oversættelser, har genindsat Guds navn på dets rette plads i Guds ord. På den måde bliver vort forhold til Jehova understreget på rette måde.a
6. På hvilke måder kan vi vise at Jehovas navn er dyrebart for os?
6 Davids bøn fortsætter: „Vis mig din gunst, Jehova, for på dig kalder jeg dagen lang. Få din tjeners sjæl til at fryde sig, for til dig, Jehova, løfter jeg min sjæl.“ (Salme 86:3, 4) Læg mærke til at David kaldte på Jehova „dagen lang“. Faktisk bad han ofte om natten, for eksempel mens han var flygtning i ørkenen. (Salme 63:6, 7) Når nogle Jehovas vidner i dag har været udsat for voldtægtsforsøg eller andre forbrydelser, har de også råbt højt på Jehova. Nogle gange er de blevet overraskede over det positive resultat det har medført.b Jehovas navn er noget dyrebart for os, ligesom det var for „Jesus Kristus, Davids søn“ da han var på jorden. Jesus lærte sine disciple at bede om at Jehovas navn måtte helliges og forklarede dem hvad navnet står for. — Mattæus 1:1; 6:9; Johannes 17:6, 25, 26.
7. Hvilke eksempler har vi på at Jehova løfter sine tjeneres sjæl, og hvordan bør vi reagere på dette?
7 David løftede sin sjæl, hele sin person, til Jehova, og han opfordrer os til at gøre det samme, idet han i Salme 37:5 siger: „Vælt din vej over på Jehova, ja, stol på ham, og han vil gribe ind.“ Vor bøn om at Jehova vil lade vores sjæl fryde sig vil altså ikke forblive ubesvaret. Mange af de tjenere for Jehova der bevarer deres uangribelighed finder fortsat stor glæde i tjenesten for ham til trods for vanskeligheder, forfølgelse og sygdom. Vore brødre i krigshærgede områder i Afrika, såsom Angola, Liberia, Moçambique og Zaire, sætter fortsat tjenesten for Jehova først i deres liv.c Han har virkelig givet dem grund til glæde over en rigelig åndelig høst. Vi må ligesom de være udholdende. (Romerne 5:3-5) Og mens vi holder ud får vi denne forsikring: „Synet rækker frem til den fastsatte tid, og det iler af sted mod enden. . . . Det vil ikke være forsinket.“ (Habakkuk 2:3) Måtte vi ligeledes fortrøstningsfuldt og i fuld tillid til Jehova ’ile af sted mod enden’.
Jehovas godhed
8. Hvilket nært forhold må vi have til Jehova, og hvordan har han vist os sin godhed?
8 David fremsætter endvidere denne inderlige bøn: „Du, Jehova, er god og rede til at tilgive; og din loyale hengivenhed er stor mod alle der kalder på dig. Lyt, Jehova, til min bøn; og giv agt på min højlydte tryglen. På min trængsels dag vil jeg kalde på dig, for du vil svare mig.“ (Salme 86:5-7) Vi fornemmer det nære forhold David har til Jehova, et forhold der opdyrkes gennem bøn. Ved en anden lejlighed bad David: „Husk ikke mine ungdomssynder og mine overtrædelser. Lad det være med loyal hengivenhed du husker mig, for din godheds skyld, Jehova.“ (Salme 25:7) Jehova er selve indbegrebet af godhed, hvilket han har vist ved gennem Jesus at tilvejebringe en genløsningsforanstaltning, ved at vise angrende syndere barmhjertighed og ved at vise sine trofaste og taknemmelige vidner loyal hengivenhed. — Salme 100:3-5; Malakias 3:10.
9. Hvilken forsikring bør de der angrer deres synder tage til hjertet?
9 Skal vi gå og bekymre os over de fejl vi tidligere har begået? Hvis vi nu træder lige spor med vore fødder, vil det opmuntre os at huske på apostelen Peters forsikring om at de der angrer vil erfare „perioder [fra Jehova] som giver friske kræfter“. (Apostelgerninger 3:19) Lad os holde os nær til Jehova i bøn gennem vor genløser, Jesus, som kærligt sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ Når loyale vidner for Jehova i dag beder til ham i Jesu navn vil de afgjort få ny styrke. — Mattæus 11:28, 29; Johannes 15:16.
10. Hvordan fremhæver Salmernes Bog Jehovas loyale hengivenhed?
10 Salmernes Bog omtaler Jehovas „loyale hengivenhed“ over et hundrede gange, og hans loyale hengivenhed er virkelig stor. I de første fire vers i Salme 118 opfordres Guds tjenere til at takke Jehova idet der fire gange siges at „hans loyale hengivenhed varer evindelig“. I Salme 136 understreges denne tiltalende egenskab hos Gud ved at hans loyale hengivenhed nævnes 26 gange. Uanset hvilke fejl vi begår — og i Jakob 3:2 siges der at ’vi alle fejler mange gange’ — måtte vi da altid bede Jehova om tilgivelse i tillid til hans barmhjertighed og loyale hengivenhed. Hvis vi loyalt fortsætter med at gøre Guds vilje, vil han vise os sin loyale kærlighed ved at hjælpe os til at udholde en hvilken som helst prøve vi udsættes for. — 1 Korinther 10:13.
11. Hvordan kan ældste hjælpe nogle til at overvinde deres skyldfølelse?
11 Der kan opstå situationer hvor andre bringer os til snublen og fald. Nogle har været udsat for et følelsesmæssigt eller fysisk misbrug som barn, hvilket har givet dem skyldfølelse eller en følelse af at de er uværdige. Hvis man har det sådan kan man kalde på Jehova i tillid til at han vil svare. (Salme 55:16, 17) En venlig ældste kan måske gøre en indsats for at hjælpe vedkommende til at forstå at det ikke er offerets skyld. Derefter kan ældstebroderen foretage en venlig telefonopringning i ny og næ og hjælpe vedkommende indtil han eller hun omsider selv er i stand til at ’bære byrden’. — Galaterne 6:2, 5.
12. Hvordan er problemerne taget til, og hvordan kan vi klare dem?
12 Jehovas folk må i dag leve under mange andre ulykkelige omstændigheder. Fra og med den første verdenskrig i 1914 har store ulykker hjemsøgt jorden. Som Jesus forudsagde var der tale om „en begyndelse til veer“. Ulykkerne er taget til efterhånden som vi er kommet længere og længere ind i „afslutningen på tingenes ordning“. (Mattæus 24:3, 8) Den korte tid Djævelen har tilbage er ved at løbe ud. (Åbenbaringen 12:12) Ligesom en brølende løve på jagt, benytter den store modstander sig af ethvert tænkeligt kneb for at skille os fra Guds hjord og udslette os. (1 Peter 5:8) Men det vil ikke lykkes ham! For ligesom David sætter vi vor fulde lid til vor Gud, Jehova.
13. Hvordan kan forældre og børn drage nytte af Jehovas godhed?
13 David indskærpede uden tvivl sin søn Salomon behovet for at sætte sin lid til Jehovas godhed. Salomon kunne derfor sige til sin egen søn: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier. Vær ikke viis i dine egne øjne. Frygt Jehova og hold dig fra det onde.“ (Ordsprogene 3:5-7) I dag bør forældre også lære deres børn at bede i tillid til Jehova og lære dem hvordan de klarer de angreb de udsættes for fra en hensynsløs verden — i form af gruppepres i skolen og fristelser til at begå umoralitet. Når du hver dag lever sandheden sammen med dine børn, vil du kunne hjælpe dem til at få et nært bønsforhold til Jehova og give dem kærlighed til ham. — 5 Mosebog 6:4-9; 11:18, 19.
Jehovas uforlignelige gerninger
14, 15. Nævn nogle af Jehovas uforlignelige gerninger.
14 David siger med stærk overbevisning: „Der er ingen som du blandt guderne, Jehova, og ingen gerninger er som dine.“ (Salme 86:8) Jehovas gerninger er større og mere majestætiske end noget menneske kan forestille sig. Videnskaben har i dag givet os et indblik i den storhed, harmoni og pragt der præger det skabte univers. Det har vist sig at være langt mere ærefrygtindgydende end David kunne gøre sig begreb om. Alligevel følte han sig bevæget til at sige: „Himmelen forkynder Guds herlighed, ja, den udstrakte himmel fortæller om hans hænders værk.“ — Salme 19:1.
15 Vi får også et indtryk af Jehovas gerninger når vi betragter jorden — at den er anbragt sådan i universet at der er en stadig vekslen mellem dag og nat, mellem de forskellige årstider og mellem såtid og høst. Der er endvidere utallige andre ting som vi vil kunne glæde os over i fremtiden. Alene det at vi som mennesker er dannet så underfuldt at vi kan nyde Guds skaberværk der omgiver os. — 1 Mosebog 2:7-9; 8:22; Salme 139:14.
16. Hvad er det største udtryk for Jehovas godhed, og hvad vil det medføre?
16 Efter at vore første forældre havde været ulydige mod Gud, hvilket førte til alle de problemer der har plaget jorden frem til i dag, udvirkede Jehova i sin kærlighed noget underfuldt. Han sendte sin søn til jorden for at forkynde Guds rige og dø, hvorved han genløste menneskeheden. Derefter oprejste Jehova Kristus til at være sin udvalgte medregent. (Mattæus 20:28; Apostelgerninger 2:32, 34) Gud har også udvalgt loyale mennesker til at udgøre „en ny skabning“ der skal herske i kærlighed sammen med Kristus som en „ny himmel“ over „en ny jord“. Den ’nye jord’ skal udgøres af et menneskesamfund omfattende de milliarder af mennesker som får en opstandelse. (2 Korinther 5:17; Åbenbaringen 21:1, 5-7; 1 Korinther 15:22-26) Jehovas gerninger vil således til sidst nå et storslået klimaks. Vi kan derfor udbryde: „Jehova, . . . hvor er din godhed stor, den du har gemt til dem der frygter dig.“ — Salme 31:17-19.
17. Hvordan er Salme 86:9 gået i opfyldelse med hensyn til Jehovas gerninger?
17 Jehovas gerninger i dag omfatter ordene i Salme 86:9: „Alle nationerne som du har frembragt, vil komme, og de vil bøje sig for dig, Jehova, og herliggøre dit navn.“ Efter at have udtaget resten af den nye skabning, den „lille hjord“ af rigsarvinger, har Jehova indsamlet de „andre får“ der udgør ’en stor skare af alle nationer’, ja, millioner af mennesker der også viser deres tro på Jesu udgydte blod. Disse udgør en dynamisk organisation og er i dag det eneste verdensomspændende samfund af fredselskende mennesker der findes på jorden. De himmelske hærskarer betragter dette og kaster sig ned for Jehova idet de udbryder: „Velsignelsen og herligheden og visdommen og taksigelsen og æren og magten og styrken tilkommer vor Gud i evighedernes evigheder.“ Den store skare herliggør også Jehovas navn og tjener ham „dag og nat“, idet de har håb om at overleve denne verdens afslutning og leve for evigt i et paradis på jorden. — Lukas 12:32; Johannes 10:16; Åbenbaringen 7:9-17.
Jehovas storhed
18. Hvordan har Jehova vist at han alene er Gud?
18 David gør dernæst opmærksom på Jehovas guddommelighed med ordene: „For du er stor og gør undere; du er Gud, du alene.“ (Salme 86:10) Jehova har fra fordums tid vist at han alene er Gud. Ægyptens tyranniske Farao sagde udfordrende til Moses: „Hvem er Jehova, at jeg skulle adlyde hans røst og sende Israel bort? Jeg kender overhovedet ikke Jehova.“ Men han kom snart til at lære Jehovas storhed at kende. Den almægtige Gud ydmygede Ægyptens guder og magere ved at sende katastrofale plager over landet, dræbe ægypternes førstefødte sønner, og udslette Farao og hans elitehær i Det Røde Hav. Dette viser at der ingen er som Jehova blandt guderne. — 2 Mosebog 5:2; 15:11, 12.
19, 20. (a) Hvornår vil sangen i Åbenbaringen 15:3, 4 nå sit crescendo? (b) Hvordan kan vi i dag deltage i Jehovas gerning?
19 Som den eneste Gud er Jehova fortsat med at gøre undere som en forberedelse til at udfri sine lydige tilbedere fra det modbilledlige Ægypten — Satans verden. Han har ladet sine domme forkynde til et vidnesbyrd for hele jorden gennem historiens største forkyndelseskampagne, hvorved Jesu profeti i Mattæus 24:14 er blevet opfyldt. Inden længe vil „enden“ komme hvor Jehova i et hidtil uset omfang vil vise sin storhed ved at fjerne al ondskab fra jorden. (Salme 145:20) Da vil Moses’ og Lammets sang nå et crescendo: „Store og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal?“ — Åbenbaringen 15:3, 4.
20 Måtte vi for vor del nidkært fortælle andre om Guds storslåede hensigter. (Jævnfør Apostelgerninger 2:11.) Jehova vil fortsætte med at gøre store og underfulde ting i vor tid og i fremtiden, hvilket den næste artikel vil vise.
[Fodnoter]
a En bibelkommentar fra 1874 citerer Andrew A. Bonar for at have sagt: „Der blev åbenbaret meget, virkelig meget, om Guds særegne personlighed i slutningen af den foregående salme [85]. Dette er måske årsagen til at den følges op af endnu en ’Bøn af David’, der beskriver Jehovas personlighed næsten lige så udførligt. Jehovas navn er temaet i denne salme [86].“
c Yderligere detaljer vil være at finde i Vagttårnet for 1. januar 1993, i „Rapport over Jehovas Vidners virksomhed i hele verden i 1992“.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvorfor bør vi bede ligesom David gør i Salme 86?
◻ Hvordan opnår man et nært forhold til Jehova?
◻ Hvordan viser Jehova os godhed?
◻ Nævn nogle af Jehovas uforlignelige gerninger.
◻ Hvordan er Jehova den eneste Gud hvad storhed angår?
[Illustration på side 10]
På den kommende ’nye jord’ vil Jehovas underfulde gerninger fortsat vidne om hans herlighed og godhed