„Jehova, en barmhjertig og nådig Gud“

„Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed.“ — 2 Mosebog 34:6.

 1. (a) Hvilken trøst giver Bibelen dem der har set familiemedlemmer forlade den sande tilbedelse? (b) Hvordan ser Jehova på dem der forlader ham?

„MIN datter sagde til mig at hun ikke længere ville være et Jehovas vidne,“ fortæller en kristen far. „I flere dage, ja uger og måneder, følte jeg en nagende smerte indvendig. Det var værre end at dø.“ Det er afgjort smerteligt hvis nogen i ens familie forlader den rene tilbedelses vej. Hvis du har oplevet dette, kan det måske trøste dig at Jehova føler med dig. (2 Mosebog 3:7; Esajas 63:9) Men hvordan ser han på dem der forlader ham? Bibelen viser at Jehova barmhjertigt indbyder dem til at genvinde hans gunst. Han bønfaldt de oprørske jøder på Malakias’ tid: „Vend tilbage til mig, så vil jeg vende tilbage til jer.“ — Malakias 3:7.

 2. Hvilke skriftsteder viser at barmhjertighed er en uadskillelig del af Jehovas personlighed?

² På Sinaj Bjerg fremhævede Jehova sin barmhjertighed ved at åbenbare sig for Moses som „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Denne erklæring understreger at barmhjertighed er en uadskillelig del af Jehovas personlighed. Han ’ønsker at alle skal nå til en sindsændring,’ skrev apostelen Peter. (2 Peter 3:9) Guds barmhjertighed er selvfølgelig ikke grænseløs. Han sagde til Moses at han „på ingen måde fritager for straf“. (2 Mosebog 34:7; 2 Peter 2:9) Men „Gud er kærlighed“, og barmhjertighed er en fremtrædende side af denne egenskab. (1 Johannes 4:8; Jakob 3:17) Jehova „holder ikke fast ved sin vrede for evigt, for han har behag i loyal hengivenhed“. — Mika 7:18, 19.

 3. Hvordan adskilte Jesu syn på barmhjertighed sig fra de skriftlærdes og farisæernes?

³ Jesus genspejlede til fuldkommenhed sin himmelske Fader. (Johannes 5:19) Hans barmhjertige behandling af syndere var ikke et udtryk for at han billigede deres syndige adfærd, men et udtryk for at han følte samme medlidenhed med dem som med de syge. (Jævnfør Markus 1:40, 41.) Jesus betonede barmhjertighed som noget af ’det der var vigtigere’ i Guds lov. (Mattæus 23:23) De skriftlærde og farisæerne gik derimod så højt op i formelle lovkrav at de nærmest ikke levnede plads for barmhjertighed. Da nogle af dem engang så Jesus i selskab med syndere, sagde de kritisk: „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem.“ (Lukas 15:1, 2) Jesus svarede sine anklagere med tre billedtalera der hver især understregede Guds barmhjertighed.

 4. Hvilke to billedtaler fremholdt Jesus, og hvad ville han gerne have at tilhørerne forstod?

⁴ Først fortalte Jesus om en mand der forlod 99 får i den hensigt at lede efter et får der var faret vild. Hvilken lære skulle man uddrage af det? At „der [vil] være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind“. Videre fortalte Jesus om en kvinde som ledte efter en bortkommet drakme og glædede sig da hun fandt den. Hvad ville Jesus have sine tilhørere til at forstå? At ’der bliver glæde blandt Guds engle over én synder der ændrer sind’. Jesu tredje billedtale regnes af mange for den bedste fortælling der nogen sinde er fortalt. Ved at gennemgå den vil vi bedre kunne forstå Guds barmhjertighed og efterligne den. — Lukas 15:3-10.

En oprørsk søn rejser hjemmefra

 5, 6. Hvordan viste den yngste søn i Jesu tredje billedtale en chokerende mangel på taknemmelighed?

⁵ „Der var en mand som havde to sønner. Og den yngste af dem sagde til faderen: ’Fader, giv mig den del af formuen som tilkommer mig.’ Så delte han sine midler mellem dem. Senere, ikke mange dage derefter, samlede den yngste søn alle sine ting og rejste ud til et fjernt land, og dér satte han sin formue til ved at føre et udsvævende liv.“ — Lukas 15:11-13.b

⁶ Den yngste søn viste en chokerende mangel på taknemmelighed. Først forlangte han sin arv udbetalt, og så ødslede han den bort ved at „føre et udsvævende liv“. Vendingen „et udsvævende liv“ er oversat fra et græsk ord der betyder „tøjlesløs livsførelse“. Ifølge en bibelkyndig betegner ordet „den fuldstændige karakterløshed“. I engelsk sprogbrug kaldes den unge mand i billedtalen for „prodigal“ (the Prodigal Son). Dette er et tillægsord der betyder ødsel og ekstravagant.

 7. Hvem ligner i dag den fortabte søn, og hvad er grunden til at mange af dem søger uafhængighed i „et fjernt land“?

⁷ Er der nogen der i vor tid ligner den fortabte søn? Ja. Nogle, om end kun få, har desværre forladt vor himmelske Faders, Jehovas, trygge ’hjem’. (1 Timoteus 3:15) De begrunder det ofte med at de fandt rammerne i Guds husstand for snævre og betragtede den omstændighed at Jehova vågent holder øje med os, som en hindring og ikke som en beskyttelse. (Jævnfør Salme 32:8.) En ung kvinde var blevet opdraget efter Bibelens principper, men forfaldt til misbrug af alkohol og narkotika. Når hun i dag ser tilbage på denne mørke periode i sit liv, siger hun: „Jeg ville bevise at jeg kunne skabe mig en bedre tilværelse på egen hånd. Jeg ville kun følge mit eget hoved og ikke høre på andres mening.“ Ligesom den fortabte søn ønskede denne unge kvinde uafhængighed. Sørgeligt nok måtte hun udelukkes fra den kristne menighed fordi hun med sin adfærd overtrådte Bibelens normer. — 1 Korinther 5:11-13.

 8. (a) Hvem søger at hjælpe dem der lever i modstrid med Guds normer? (b) Hvorfor bør man alvorligt overveje spørgsmålet om religion?

⁸ Det gør ondt at se en trosfælle forkaste Guds normer. (Filipperne 3:18) Når det sker, prøver de ældste og andre der har åndelige kvalifikationer, at hjælpe vedkommende på fode igen. (Galaterne 6:1) Men ingen tvinges til at tage Kristi åg på sig og blive hans discipel. (Mattæus 11:28-30; 16:24) Alle børn af Jehovas vidner bliver nødt til at træffe et personligt valg i spørgsmålet om religion når de kommer til skelsår og alder. I sidste instans er hvert eneste menneske moralsk frit stillet og skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud. (Romerne 14:12) Naturligvis kommer vi alle til at ’høste hvad vi sår’. Det erfarede den fortabte søn i Jesu billedtale snart. — Galaterne 6:7, 8.

En fortvivlet situation i et fjernt land

 9, 10. (a) Hvordan forandrede den fortabte søns forhold sig, og hvad fik det ham til? (b) Nævn nogle lighedspunkter mellem den fortabte søn og dem der i dag forlader den sande tilbedelse.

⁹ „Da han havde givet alt ud, blev der en streng hungersnød i hele det land, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og sluttede sig til en af borgerne i landet dér, og han sendte ham ud på sine marker for at vogte svin. Og han havde hele tiden et brændende ønske om at mætte sig med de bælgfrugter som svinene åd, og ingen gav ham noget.“ — Lukas 15:14-16.

¹⁰ Trods sin dybe nød overvejede den fortabte søn endnu ikke at vende hjem, men blev ansat som svinehyrde. Eftersom svin ifølge Moseloven var urene dyr, kunne en jøde næppe med god samvittighed påtage sig det arbejde. (3 Mosebog 11:7, 8) Men hvis den fortabte søn havde samvittighedskvaler, måtte han betvinge dem. Han kunne ikke forvente at hans arbejdsgiver skulle tage hensyn til en subsistensløs udlændings synspunkter. Den fortabte søns usle kår har et sidestykke i det som mange i dag erfarer når de forlader den sande tilbedelses lige vej. Ikke sjældent kommer de ud i noget som de tidligere ville have betragtet som nedværdigende. For eksempel gjorde en 17-årig ung mand oprør mod sin kristne opdragelse. „Umoralitet og stofmisbrug udviskede det jeg i årenes løb havde lært fra Bibelen,“ indrømmer han. Inden længe sad han fængslet for væbnet røveri og mord. Han genvandt siden sin åndelige sundhed, men havde måttet betale en høj pris for „den midlertidige nydelse af synd“. — Jævnfør Hebræerbrevet 11:24-26.

11. Hvad forværrede den fortabte søns situation, og hvordan har nogle i dag opdaget at verdens tillokkelser kun er ’tomt bedrag’?

¹¹ Den fortabte søns situation blev forværret af at „ingen gav ham noget“. Hvor var hans nye venner nu? Da pengene slap op, havde de intet tilovers for ham. (Ordsprogene 14:20) Mange af dem der i dag forlader troen, opdager at denne verdens tillokkelser og holdninger kun er ’tomt bedrag’. (Kolossenserne 2:8) „Uden Jehovas ledelse måtte jeg lide meget ondt,“ fortæller en ung kvinde som for en tid forlod Guds organisation. „Jeg forsøgte at tilpasse mig verden, men da jeg ikke var helt som de andre, ville de ikke vide af mig. Jeg følte mig som et forvildet barn der manglede en far til at vise mig vej. Da gik det op for mig at jeg behøvede Jehova. Jeg har aldrig siden ønsket at gøre mig uafhængig af ham.“ Den fortabte søn i Jesu billedtale nåede til samme erkendelse.

Den fortabte søn kommer til fornuft

12, 13. Hvad har i vor tid fået nogle til at komme til fornuft? (Se rammen.)

¹² „Da han kom til fornuft sagde han: ’Hvor mange daglejere hos min fader har ikke overflod af brød, mens jeg er ved at omkomme af sult her! Jeg vil bryde op og rejse til min fader og sige til ham: „Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.“’ Så brød han op og gik til sin fader.“ — Lukas 15:17-20.

¹³ Den fortabte søn „kom til fornuft“. En tid havde det været som befandt han sig i en drømmeverden, opslugt som han var af fornøjelser. Men nu mærkede han tydeligt hvordan hans åndelige tilstand virkelig var. Ganske vist var han sunket dybt, men der var stadig håb for ham. Der fandtes noget godt hos ham. (Ordsprogene 24:16; jævnfør Anden Krønikebog 19:2, 3.) Vil det være rimeligt at mene at de der i dag forlader Guds hjord, er redningsløst fortabt, at hver eneste af dem ved deres oprør har vist at de har syndet mod Guds hellige ånd? (Mattæus 12:31, 32) Ikke nødvendigvis. Nogle af dem plages af samvittighedsnag over deres egensindighed, og med tiden kommer mange til fornuft. „Ikke en eneste dag var Jehova ude af mine tanker,“ fortæller en søster om den tid hun var borte fra Guds organisation. „Jeg bad hele tiden om at han en dag ville tage imod mig når jeg vendte tilbage til sandheden.“ — Salme 119:176.

14. Hvad besluttede den fortabte søn, og hvordan viste han ydmyghed?

¹⁴ Men hvad kan man gøre hvis man har forvildet sig bort fra Jehovas folk? I Jesu billedtale besluttede den fortabte søn at rejse hjem og bede sin far om tilgivelse. Han ville sige: „Gør mig til en af dine daglejere.“ Som navnet siger, var en daglejer kun ansat for én dag ad gangen og rangerede således lavere end en træl, der i en vis forstand hørte til familien. Han tænkte derfor ikke på at bede om at blive regnet for en søn af huset igen, men ville gerne tage til takke med den ringeste stilling sådan at han dag for dag kunne vise at han igen var loyal over for sin far. Men der ventede den fortabte søn en overraskelse.

En hjertelig modtagelse

15-17. (a) Hvordan reagerede faderen da han så sin søn? (b) Hvad betød det at faderen gav sin søn en smuk klædning, en ring og sandaler på fødderne? (c) Hvad viste faderen ved at han holdt en fest?

¹⁵ „Mens han endnu var langt borte fik hans fader øje på ham og fik inderligt ondt af ham, og han løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. Så sagde sønnen til ham: ’Fader, jeg har syndet imod himmelen og imod dig. Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn. Gør mig til en af dine daglejere.’ Men faderen sagde til sine trælle: ’Hurtigt! hent en lang klædning frem, den bedste, og giv ham den på, og sæt en ring på hans hånd og giv ham sandaler på fødderne. Og kom med fedekalven, slagt den og lad os spise og være glade, for min søn her var død og er kommet til live igen; han var blevet væk og er fundet.’ Og de begyndte at være glade.“ — Lukas 15:20-24.

¹⁶ Alle kærlige forældre til børn der har forladt Guds folk, ønsker at se dem genvinde deres åndelige sundhed. Det er derfor let at forestille sig hvordan den fortabte søns far hver dag har set længselsfuldt ned ad stien foran huset, i håb om at hans søn ville vende tilbage. Og en dag ser han ham komme gående op mod huset! Den mellemliggende tid er afgjort ikke gået sporløst hen over den unge mand. Men faderen genkender ham ’mens han endnu er langt borte’. Han ser ikke kun den pjaltede, bedrøvelige skikkelse. Han ser sin søn og løber ham i møde!

¹⁷ Da faderen nåede hen til sønnen, faldt han ham om halsen og kyssede ham ømt. Derpå befalede han sine trælle at give sønnen en lang klædning, en ring og sandaler på fødderne. Han blev ikke iført hverdagstøj, men „den bedste“ klædning, måske en smukt broderet dragt af den slags som æresgæster fik på. Slaver gik normalt ikke med ring eller sandaler, så faderen har villet markere at han bød sin søn velkommen tilbage som fuldgyldigt medlem af familien. Men faderen gjorde endnu mere. Han holdt en fest for at fejre sønnens hjemkomst. Han tilgav ikke vrangvilligt eller fordi han ikke kunne være andet bekendt. Nej, han ønskede at tilgive og gjorde det med glæde.

18, 19. (a) Hvad lærer billedtalen om den fortabte søn os om Jehova? (b) Hvordan viser Jehovas indstilling over for Juda og Jerusalem at han ’nærer forventning’ om at syndere vender tilbage til ham?

¹⁸ Hvad har billedtalen om den fortabte søn indtil nu lært os om den Gud vi har fået lov at tilbede? Først og fremmest at Jehova er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6) Ja, barmhjertighed er en fremtrædende egenskab hos Gud. Det er naturligt for ham at være barmhjertig mod dem der er i nød. Dernæst lærer Jesu billedtale os at Jehova er „rede til at tilgive“. (Salme 86:5) Han spejder efter ethvert tegn på at mennesker angrer deres synder og derved giver ham grundlag for at vise barmhjertighed. — 2 Krønikebog 12:12; 16:9.

¹⁹ Tænk for eksempel på Guds indstilling over for Juda og Jerusalem på profeten Esajas’ tid. Jehova inspirerede Esajas til at beskrive Juda og Jerusalem som ’syge fra fodsål til hoved’. Men han sagde også: „Derfor nærer Jehova forventning om at vise jer sin gunst, og derfor vil han rejse sig for at vise jer barmhjertighed.“ (Esajas 1:5, 6; 30:18; 55:7; Ezekiel 33:11) Ligesom faderen i Jesu billedtale holder Jehova øje med den ’sti’ der fører tilbage til ham. Han længes efter at blive opsøgt af enhver der har forladt hans ’hus’. Er det ikke en sådan indstilling vi forbinder med en kærlig far? — Salme 103:13.

20, 21. (a) Hvordan drages mange i dag af Guds barmhjertighed? (b) Hvad vil vi komme ind på i den følgende artikel?

²⁰ Hvert år bringer Jehovas barmhjertighed mange til fornuft så de vender tilbage til den sande tilbedelse. Det vækker stor glæde hos deres familie. For eksempel oplevede den kristne far der blev nævnt i artiklens indledning, at hans datter genvandt sin åndelige sundhed og nu tjener som heltidsforkynder. „Jeg er så glad som nogen kan være i denne gamle tingenes ordning,“ siger han. „Sorgens tårer er for mig blevet til glædestårer.“ Og Jehova glæder sig helt sikkert også. — Ordsprogene 27:11.

²¹ Men vi kan få mere ud af billedtalen om den fortabte søn. Jesus føjede noget til sin fortælling for at belyse modsætningen mellem Jehovas barmhjertighed og de skriftlærdes og farisæernes stejle og fordømmende holdning. I den efterfølgende artikel vil vi se hvordan han bar sig ad, og hvad det betyder for os der lever i dag.

[Fodnoter]

Til repetition

◻ Hvordan adskilte Jesu indstilling til barmhjertighed sig fra farisæernes?

◻ Hvem ligner i dag den fortabte søn, og på hvilken måde?

◻ Hvad bragte den fortabte søn til fornuft?

◻ Hvordan viste faderen sin angrende søn barmhjertighed?

[Ramme på side 11]

DE KOM TIL FORNUFT

Hvad har fået nogle af dem der på et tidspunkt er blevet udelukket fra den kristne menighed, til at komme til fornuft? De følgende beretninger giver nogle eksempler.

„Inderst inde vidste jeg stadig hvor sandheden fandtes. Flere års studium af Bibelen og deltagelse i de kristne møder havde prentet sig dybt i mit sind. Hvordan skulle jeg kunne blive ved med at vende Jehova ryggen? Det var ikke ham der havde svigtet mig, men mig der havde svigtet ham. Omsider indså jeg hvor ufornuftig og stædig jeg havde været. Jeg erkendte at Jehovas ord alligevel havde ret — ’man høster hvad man sår’.“ — C.W.

„Min lille pige begyndte at tale, og det vakte nogle følelser i mig. Jeg ville gerne lære hende hvem Jehova er, og hvordan man skal bede til ham. Jeg kunne ikke sove, og en nat kørte jeg hen i en park og græd. Grådkvalt bad jeg til Jehova for første gang i lang tid. Jeg vidste bare at jeg havde brug for igen at være knyttet til Jehova, og jeg håbede at han kunne tilgive mig.“ — G.H.

„Når emnet religion kom på bane, sagde jeg gerne at hvis jeg skulle vælge det trossamfund der havde sandheden, skulle jeg være et af Jehovas vidner. Jeg tilføjede at jeg selv havde været et af dem, men ikke kunne leve op til det og derfor havde trukket mig ud. Når jeg tænkte nærmere over det, følte jeg mig skyldbetynget og blev nedtrykt. Til sidst indrømmede jeg over for mig selv at jeg havde det elendigt, og at jeg blev nødt til at gøre noget alvorligt ved det.“ — C.N.

„For femogtredive år siden blev min mand og jeg udstødt. Men i 1991 fik vi, til vores overraskelse og glæde, besøg af to ældste der talte med os om at vi kunne vende tilbage til Jehova. Et halvt år efter blev vi til vor usigelige glæde genoptaget. Min mand og jeg er henholdsvis 79 og 63 år.“ — C.A.