MODERLIV
Livmoderen; et organ i kvindens krop hvori fosteret næres og vokser før fødselen. Jehova er moderlivets Skaber (1Mo 2:22) og den der kan gøre det frugtbart (1Mo 29:31; 30:22; 49:25) eller ufrugtbart. (1Mo 20:18) Saras moderliv var „dødt“, ikke længere i stand til at undfange og nære et foster, da Jehova gengav hende evnen til at føde børn. (Ro 4:19; 1Mo 18:11, 12; 21:1-3) Bibelen viser at Jehova er ansvarlig for fosterets dannelse i moderlivet, og at dets udvikling følger det mønster han har fastlagt, og ikke skyldes en tilfældig evolution. (Job 31:15; jf. Job 10:8; Sl 139:13-16; Es 45:9.) Da moderlivet er skabt med henblik på forplantningen, nævnes „det golde moderliv“ som en af de fire der ikke siger: „Nok!“ — Ord 30:15, 16.
Eftersom livmoderen ligger i underlivet, finder man også det hebraiske ord for „mave“ eller „bug“ (bæʹtæn) brugt specielt om dette organ. — 1Mo 25:23; 5Mo 7:13; Sl 127:3. — Se BUG; MAVE.
Eftersom Gud er den der har skabt moderlivet, kan han også se nøjagtig hvad der dannes i det. Han kan læse det ufødte barns arveanlæg og afgøre hvordan han vil bruge dette menneske hvis han ønsker det. — Jer 1:5; Lu 1:15; jf. Ro 9:10-13.
Jehova gav Israel denne befaling: „Du skal hellige mig hver førstefødt af hankøn, det som åbner hvert moderliv, blandt Israels sønner, blandt mennesker og husdyr. Det tilhører mig.“ (2Mo 13:2) Blandt mennesker sigtede dette til faderens førstefødte drengebarn. — Se FØRSTEFØDT.
Jesus gjorde opmærksom på at hans moder, Maria, ikke skulle æres mere end andre der tjener Gud. En dag mens Jesus underviste, udbrød en kvinde: „Lykkeligt er det moderliv som bar dig, og det bryst som du diede!“ men Jesus svarede: „Næh, lykkelige er de som hører Guds ord og holder det!“ (Lu 11:27, 28) Da Jesus senere blev ført ud for at blive pælfæstet, udtalte han en profeti om Jerusalems kommende ødelæggelse hvori han sagde til de kvinder der græd over ham, at der skulle komme dage hvor folk ville sige: „Lykkelige er de ufrugtbare kvinder, og de moderliv som ikke fødte.“ (Lu 23:27-29) Dette gik i opfyldelse i år 70 da over en million jøder, deriblandt små børn, døde og tusinder blev ført i fangenskab og solgt som trælle.
Da den jødiske leder og farisæer Nikodemus hørte Jesus sige: „Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige,“ spurgte han: „Hvordan . . .? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes, vel?“ Jesus forklarede da at den nye fødsel ikke var fra et menneskeligt moderliv, men fandt sted „som følge af vand og ånd“. — Joh 3:1-8.
Brugt billedligt. Undertiden bruges ordet billedligt til at betegne kilden til noget. Da Jehova skildrede det skaberværk han havde udført på jorden, talte han om at havet „brød frem, kom ud af moders skød“. (Job 38:8) Jehova sagde til Davids herre at den dag han mønstrede sin kampstyrke, ville hans folk møde villigt frem som dug „fra daggryets moderskød“ (det sted morgenduggen kommer fra). — Sl 110:1-3.