Hovedpunkter fra bibellæsningen — Salme 107 til 150

En lykkelig Gud, et lykkeligt folk!

De fleste opnår aldrig at blive lykkelige. For en lille gruppe mennesker hører lykken ikke desto mindre sammen med selve deres livsform. Nøglen til deres lykke er deres gudsdyrkelse, den sande! I Salmerne forsikres vi om at Jehova er en lykkelig Gud og at vi derfor kan være lykkelige når vi tjener ham. Lad os få dette bekræftet ved at gennemgå den femte bog i Salmerne, der omfatter Salme 107 til 150.

Jehova er Genløseren

Læs Salme 107 til 119. Jødernes bøn om udfrielse fra babylonisk fangenskab bliver besvaret, og „Jehovas genløste“ fejrer deres udfrielse med sang. (Salme 107) David var tidligere blevet udfriet, hvilket fik ham til at ’synge og spille’ for Gud, for at prise hans godhed og kærlighed. (Salme 108, 109) Med styrke fra Jehova ville Davids Herre, Jesus Kristus, være i stand til at underlægge sig Guds fjender. (Salme 110) Foruden at Jehova genløser eller udfrier sit folk, velsigner han de retskafne der frygter ham. (Salme 111, 112) Efter at jøderne var vendt hjem fra Babylon sang de de såkaldte Hallel-salmer, eller lovsange, ved de store årlige højtider. (Salme 113-118) Salme 119 er den længste og består af 176 vers, der alle, på nær to, omtaler Guds ord eller Guds lov.

◆ 107:27 — Hvordan blev ’deres visdom forvirret’?

Under fangenskabet i Babylon var jøderne som søfolk der er blevet fanget i et rasende uvejr. Deres visdom havde vist sig frugtesløs; alle menneskelige forsøg på at tilvejebringe udfrielse var slået fejl. Men udfrielsen kom da de vendte sig til Jehova mens de befandt sig i denne omtumlede tilstand. Han fik den symbolske storm til at lægge sig og reddede dem til en sikker „havn“ — nemlig Judas land. — Salme 107:30.

◆ 110:3 — Hvordan kan det „unge mandskab“ sammenlignes med „dug“?

Dug forbindes med velsignelse, frugtbarhed og overflod. (1 Mosebog 27:28) Dugdråber er også milde, forfriskende, livsopretholdende og talrige. Den dag den messianske konge ’mønstrer sin kampstyrke’, stiller hans undersåtter sig hurtigt og med glæde til rådighed i så stort antal at de kan sammenlignes med dugdråber. I nutiden findes der i Jehovas organisation unge mænd og kvinder der virker som forfriskende dugdråber ved den tjeneste de yder Gud og deres medtroende.

◆ 116:3 — Hvad er „dødens reb“?

Det var som om døden havde bundet salmisten så stramt med ubrydelige reb at han ikke kunne undslippe. Reb der er bundet stramt om lemmerne forårsager stærke smerter eller veer, og den græske Septuaginta-oversættelse gengiver det hebraiske ord for „reb“ med „veer“. Da Jesus Kristus døde blev han udsat for dødens lammende greb eller veer, og Gud oprejste ham „ved at løse dødens veer“. — Apostelgerninger 2:24.

◆ 119:83 — I hvilken forstand var salmisten „som en læderflaske“?

Mens salmisten ventede på at Jehova skulle trøste ham var han blevet som en læderflaske der hænges til side når den ikke længere er i brug. På grund af røgen i et telt eller et hus der ikke havde nogen skorsten, blev denne type flaske gradvis mørkere mens den tørrede og skrumpede ind. Salmisten befandt sig faktisk i en lignende tilstand mens han blev efterstræbt af sine forfølgere. (Vers 84) Hans kvalfulde situation har sikkert medført at han har haft et opgivende udtryk i sit furede ansigt; og hele hans krop kan have været påvirket i en sådan grad at den havde mistet en del væske. (Jævnfør Salme 32:4.) Salmisten har sikkert følt sig lige så værdiløs som en indtørret skindflaske man kaster bort fordi den ikke længere er tæt. Trods denne situation havde han dog ikke ’glemt Guds forordninger’.

◆ 119:119 — Hvordan fjerner Gud de ugudelige „som afskummede slagger“?

De urenheder eller slagger der samler sig på overfladen af flydende metal i smelteovnen er et værdiløst affaldsprodukt der må skummes af og fjernes. Derfor udskiller man de „afskummede slagger“ fra metaller som guld og sølv. Ligeledes er de ugudelige i Jehovas øjne kun egnede til slaggedyngen. Han skaffer dem bort for at adskille dem fra de mennesker han sætter pris på. — Jævnfør Ezekiel 22:17-22.

Hvad vi kan lære heraf: I vor tid afventer Jehovas Vidner at blive udfriet ligesom fortidens jøder gjorde — denne gang gennem Harmagedons storm. (Åbenbaringen 16:14, 16) Når Guds fastsatte tid er inde vil den nuværende tingenes ordning blive fjernet i denne store krig. De der ikke ser hen til Jehova efter frelse vil være fuldstændig hjælpeløse når de kastes omkring i denne store ødelæggelses bølger. De overlevende vil imidlertid „takke Jehova for hans loyale hengivenhed“. I disse sidste dage kan både Jesu salvede disciple og ’den store skare’ derfor stole helt på Jehova. — Salme 107:31; Åbenbaringen 7:9.

’Valfartssange’

Læs Salme 120 til 134. Disse 15 salmer kaldes ’valfartssange’. De lærde er uenige om den nøjagtige betydning af dette udtryk, men måske blev disse salmer sunget af israelitterne når de tog op, eller valfartede, til den højt beliggende by Jerusalem for at fejre deres tre årlige højtider. — Salme 122:1.

◆ 120:4 — Hvori bestod disse „hvæssede pile“ og det „glødende kul“?

En tunge der bagtaler er lige så ødelæggende som et våben eller en ild. (Ordsprogene 12:18; Jakob 3:6) Når gengældelsens tid er inde vil Jehova sørge for at den tunge der bagtaler bringes til tavshed som ved hjælp af en krigers pile. Det er interessant at kul fremstillet af det busklignende gyveltræ brænder meget intenst, hvilket antyder alvoren bag Guds dom over „den svigefulde tunge“. — Salme 120:2, 3.

◆ 131:2 — Hvordan kan sjælen blive „som et afvænnet barn“?

Før et barn bliver vænnet fra søger det til sin moder for at få dækket sit behov for føde. Og et afvænnet barn finder ligeledes tilfredshed, tryghed og trøst når det hviler i sin moders arme. Salmisten var tilfreds med en ydmyg tilværelse (vers 1) og følte sig „beroliget og neddæmpet“, ligesom et afvænnet barn i sin moders arme. Det medfører tryghed og rige velsignelser når man ydmygt venter på Jehova og gør hans vilje.

Hvad vi kan lære heraf: Selv om Jehova kan udfri sit folk fra trængsler, beskytter han det ikke nødvendigvis mod enhver form for modgang. Det var netop modgang der bevægede komponisterne til at frembringe disse salmer. Men Gud „vil ikke lade [os] blive fristet ud over hvad [vi] kan tåle“ — Han vil „skabe en udvej“. (1 Korinther 10:13) Jehova beskytter os mod åndelig undergang. Han kan enten gribe ind i begivenhederne for at fjerne trængslerne eller styrke os så vi kan modstå presset. I den retning virker den enhed vi nyder ved vore kristne møder særdeles beroligende og gavnlig. — Salme 133:1-3.

Den Gud der fortjener lovsang

Læs Salme 135 til 145. I modsætning til afguderne fortjener Jehova lovsang. Han er den Gud der udfrier — i modsætning til de menneskeskabte afguder, hvis tilbedere er blevet ligesom dem. (Salme 135, 136) End ikke mens hans tjenere befandt sig i Babylon glemte de „Zions sange“. (Salme 137) David siger at ’alle jordens konger vil prise Jehova’, og han jubler over hvor vidunderligt han er skabt. (Salme 138, 139) Han beder om Guds beskyttelse og priser Hans godhed, idet han ved at man kun kan opnå sand lykke hvis man har et godt forhold til Jehova. — Salme 140-145.

◆ 138:2 — Hvordan har Gud ’ladet opfyldelsen af sit ord overgå alt hvad hans navn står for’?

Når Jehova forbinder sit navn med en bekendtgørelse er vi meget forventningsfulde med hensyn til dens opfyldelse. Men Jehova lader altid opfyldelsen af sine udsagn overgå vore største forventninger. Gud lader altså ’sit ord overgå alt hvad hans navn står for’ ved at forårsage en opfyldelse der er endnu mere storslået end vi kunne forvente.

◆ 139:9 — Hvad betyder udtrykket „daggryets vinger“?

Dette udtryk skildrer hvordan daggryets lys spredes over himmelen fra øst til vest, som om det havde vinger. Selv hvis David ’løftede sig på daggryets vinger’ og lod sig føre til de fjerneste egne i vest, ville han stadig være under Jehovas omsorg og ledelse. — Salme 139:10; jævnfør Amos 9:2, 3.

◆ 141:3 — Hvorfor ønskede David at Jehova skulle ’sætte vagt for hans mund’?

David var klar over hvilken skade tungen kan forårsage og hvordan ufuldkomne mennesker kan fristes til at tale uoverlagt, navnlig når de provokeres. Moses var den mest sagtmodige mand på jorden, og dog syndede han med sin tunge i forbindelse med Meribas vand. (4 Mosebog 12:3; 20:9-13) Man må derfor vogte sine læber for at undgå skadelig tale og for at bevare et godt hjerte. — Jakob 3:5-12.

◆ 142:7 — Hvorfor mente David at hans sjæl var i „fangekælderen“?

Han følte sig alene med sine problemer, som befandt han sig i en mørk, farlig fangekælder — misforstået og adskilt fra alle andre mennesker. Når vi oplever noget lignende og føler at vor „højre“ er åben for angreb, kan vi tillidsfuldt råbe til Jehova om hjælp. — Salme 142:3-7.

Hvad vi kan lære heraf: I Salme 139 udtrykker David glæde over at Jehova har „undersøgt“ ham og er „fortrolig“ med alle hans veje. I stedet for at flygte fra problemerne ønskede David i endnu højere grad at underlægge sig Jehovas ledelse og myndighed. Han vidste at Gud altid lagde mærke til ham. Bevidstheden om dette afholder ikke blot en fra at gøre noget forkert men er i allerhøjeste grad også en kilde til trøst. At Jehova lægger mærke til vore gerninger, forstår vore problemer og altid er rede til at hjælpe, indgyder os en dyb følelse af tryghed og fred som er grundlæggende for vor lykke.

Pris Jah!

Læs Salme 146 til 150. Disse salmer understreger temaet i hele Salmernes bog — „I skal lovsynge Jah!“ Hver af disse salmer begynder og slutter med disse ord og munder ud i et storslået crescendo i Salme 150, hvor hele skaberværket opfordres til at „lovsynge Jah“.

◆ 146:3 — Hvorfor skal man ikke sætte sin lid til jordiske ledere?

Jordiske ledere er dødelige. De kan hverken redde sig selv eller dem der stoler på dem. Tilliden til menneskers herredømme undergraves derfor af døden. Men „lykkelig er den . . . hvis håb står til Jehova hans Gud.“ (Salme 146:5, 6) Salmisten indså behovet for en højere ledelse end den mennesker alene kan give.

◆ 148:4 — Hvad menes der med „vandet som er over himlene“?

Salmisten hentydede øjensynlig til de vandbærende skyer over jorden, der fra tid til anden tømmer sig selv i form af regn, som efterhånden løber tilbage til havene. Dette kredsløb er af grundlæggende betydning for livet, og det er i sig selv til pris for Skaberen. Da luftrummet mellem jorden og skyerne kan omtales som himlene, hentydede salmisten således til skyerne som ’vandet over himlene’.

Salmerne får denne sandhed til at fremstå indlysende: For at opnå sand lykke må vi have et godt forhold til Jehova. Målet for Guds folk og hensigten med vort liv kan derfor sammenfattes i salmistens afsluttende opfordring: „Lad alt hvad der ånder lovsynge Jah. I skal lovsynge Jah!“ — Salme 150:6.