Hvem kan være Guds ven?
DET kan du, ligesom patriarken Abraham, der levede for cirka 4000 år siden. Han „troede på Jehova, og det blev tilregnet ham som retfærdighed“. Derfor blev han kaldt „Jehovas ven“. (Jakob 2:23) Hvis du tror på Jehova, kan du derfor også være Guds ven.
Det er naturligt at invitere venner på et måltid. Faktisk skildrer Salme 23 Gud som en gavmild vært, for der siges om ham: „Du dækker bord for mig foran dem der modstår mig. . . . Mit bæger er fyldt op.“ — Salme 23:5.
Samme salmist, kong David af Israel, spurgte ved en anden lejlighed: „Jehova, hvem kan gæste dit telt? Hvem kan bo på dit hellige bjerg?“ (Salme 15:1) I overført betydning tales der om at få foretræde for Jehova i antagelig bøn og tilbedelse. Hvilken ærefrygtindgydende forret! Hvordan kan ufuldkomne mennesker overhovedet komme i betragtning som Guds venner og gæster?
Salme 15 besvarer spørgsmålet. Den opregner ti specifikke krav som de der ønsker at være Guds venner og gæster må opfylde. Lad os gennemgå disse krav et for et, begyndende med vers 2.
„Den som vandrer uangribeligt og øver retfærdighed“
Abrahams afkom blev talrigt fordi han vandrede moralsk uangribeligt for Jehovas ansigt. (1 Mosebog 17:1, 2) Når Bibelen bruger udtrykket ’vandre’ sigtes der undertiden til ens livsførelse. (Salme 1:1; 3 Johannes 3, 4) For Guds venner og gæster er det ikke tilstrækkeligt at tilhøre et trossamfund, betages af dets prægtige bygningsværker og deltage i formelle ceremonier. Ikke enhver der siger „Herre, Herre“ eller påstår at de kender Gud, vil komme til at nyde hans riges velsignelser. (Mattæus 7:21-23; Titus 1:16) Jehovas venner „vandrer uangribeligt“ for hans ansigt og „øver retfærdighed“ i overensstemmelse med hans normer. — Mika 6:8.
Dermed er uærlighed, umoralitet og fordærv under en hvilken som helst form udelukket. Guds begrundelse for dette lyder: „I skal være hellige, for jeg er hellig.“ (1 Peter 1:16) Følger din trosretning Guds høje normer og udstøder dem der nægter at indrette deres liv efter hans krav? Lægger du og din familie vægt på en ret adfærd? I så fald opfylder du det næste krav til Guds venner og gæster.
„Og taler sandhed i sit hjerte“
Hvis vi ønsker Guds venskab, kan vi ikke lyve eller gribe til at tale „med to hjerter“. (Salme 12:2) Vi må ’tale sandhed i vort hjerte’, ikke blot med læberne. Ærligheden må udspringe af en indre overbevisning og vidne om at vi har „tro uden hykleri“. (1 Timoteus 1:5) Nogle lyver eller fremsætter halve sandheder for ikke at tabe ansigt. Andre snyder til eksamen eller med selvangivelsen. Den der bærer sig sådan ad, røber mangel på kærlighed til det der er sandt. Men for Guds venner er sandfærdighed og retskafne gerninger en hjertesag. (Mattæus 15:18-20) De går ikke krogveje og vildleder ikke andre. — Ordsprogene 3:32; 6:16-19.
Apostelen Paulus skrev: „Lyv ikke for hinanden. Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed.“ (Kolossenserne 3:9, 10) Ja, de der virkelig taler sandhed i deres hjerte ifører sig „den nye personlighed“. Er du fuldstændig ærlig over for dig selv og andre, idet du taler sandhed i dit hjerte? Hvis du er, vil det også påvirke den måde hvorpå du taler om andre.
„Han har ikke bagtalt med sin tunge“
Dette krav til Guds gæster kan vi kun opfylde ved aldrig at tale ondt om andre. (Salme 15:3) Det hebraiske udsagnsord der er gengivet ’har bagtalt’, kommer af ordet for „fod“ og betyder egentlig „at bevæge fødderne“, det vil sige „at gå omkring“. Et bud til israelitterne lød: „Du må ikke gå omkring som en bagvasker blandt dit folk. Du må ikke stå op imod din næstes blod. Jeg er Jehova.“ (3 Mosebog 19:16; 1 Timoteus 5:13) Hvis vi bagtaler andre og tilsværter deres gode navn, kan vi ikke være Guds venner.
David erklærede: „Den der bagtaler sin næste i det skjulte, ham bringer jeg til tavshed.“ (Salme 101:5) Vi kan også bringe bagtalere til tavshed ved at nægte at høre på dem. Det er desuden en god regel ikke at sige noget om en anden bag hans ryg som vi ikke ville sige til vedkommende personligt. Det er rosværdigt hvis vi har så godt herredømme over vor tunge. Men det er også vigtigt at vi har herredømme over vore handlinger!
„Han har ikke gjort sin næste noget ondt“
Her er det værd at bemærke Jesu ord: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Guds gunst er betinget af at vi afholder os fra at gøre andre ondt. Salmisten sagde: „I som elsker Jehova, had det onde. Han vogter sine loyales sjæle; af de ugudeliges hånd vil han udfri dem.“ (Salme 97:10) Ønsker vi Guds venskab og hjælp, må vi derfor efterleve hans normer.
Afsky for det onde indebærer at vi ikke gør andre uret i forretningsanliggender eller på anden måde. I ord og gerning må vi intet gøre som skader vor næste, kun noget der gavner ham. Dette princip kan finde anvendelse på alle livets områder. For eksempel kan vi i trafikken høfligt holde tilbage for fodgængere; vi kan hjælpe ældre, opmuntre de nedtrykte og trøste de sørgende. Jehova sætter det største eksempel i denne henseende. Som Jesus sagde, lader han „sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige“. (Mattæus 5:43-48) Noget der er nært beslægtet med at gøre godt mod andre, er at følge det salmisten derefter omtaler.
„Og ingen forsmædelse har han bragt over den der står ham nær“
Vi begår alle fejl, og vi er taknemmelige når venner vælger at overse disse småfejl! Det ville bekymre os hvis en nær ven gik og udbasunerede vore mindre men pinlige svagheder for andre. Nogle gør det for at bortlede opmærksomheden fra deres egne fejl eller for at hævde sig på andres bekostning; men noget sådant sømmer sig ikke for den der ønsker at være Guds ven.
„Den der dækker over overtrædelse søger kærlighed, men den der bliver ved med at tale om en sag skiller nære venner,“ siger Ordsprogene 17:9. Vi bør naturligvis ikke skjule alvorlige overtrædelser. (3 Mosebog 5:1; Ordsprogene 28:13) Men hvis vi gerne vil være ven med Gud vil vi ikke bringe forsmædelse over retskafne venner ved at tro på det de bagtales for. (1 Timoteus 5:19) Jehovas venner taler godt om deres medtjenere frem for at sprede sladder om dem og derved føje mere til de ondsindede forsmædelser de må døje fra ugudelige. Guds venner og gæster må også tage sig i agt for hvem de omgås, for David tilføjer i vers 4:
„Foragtelig er i hans øjne den forkastede“
Nogle plejer for selvisk fordels skyld omgang med rige eller fremtrædende personer, selv hvis de er korrupte. (Jævnfør Judas 16.) Men vi kan ikke være Jehovas venner dersom vi omgås de onde. Vi bør hade det onde så stærkt at vi ikke ønsker at omgås dem der øver ondt. (Romerne 12:9) Kong Joram af Israel var så slet at profeten Elisa sagde til ham: „Så sandt hærstyrkers Jehova lever, for hvis ansigt jeg står: havde det ikke været fordi jeg nærer agtelse for kong Josafat af Juda, ville jeg hverken se på dig eller lægge mærke til dig.“ (2 Kongebog 3:14) Vil vi være Guds venner må vi rette os efter Paulus’ advarsel: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.
Hvis vi påskønner venskabet med Jehova, vil vi derfor begrænse vort samkvem med skrupelløse mennesker til det absolut nødvendige. Vi vil udsøge vore venner på grundlag af deres gode forhold til Gud, ikke deres verdslige position. Vi vil vælge vore venner med omhu hvis vi nærer ærefrygt for Gud. Læg i den forbindelse mærke til det syvende krav Jehovas gæster skal opfylde.
„Men dem som frygter Jehova, ærer han“
For at være Guds venner og gæster må vi frygte ham. Ordsprogene 1:7 siger: „Frygt for Jehova er begyndelsen til kundskab.“ Hvori består ’frygten for Jehova’? Den består i ærefrygt for Gud og en sund frygt for at mishage ham. Dette fører til sand kundskab, livreddende tugt og himmelsk visdom der udgør en sikker vejleder.
De der frygter Jehova overholder hans retfærdige normer selv når det medfører latterliggørelse. Mange gudfrygtige bliver for eksempel hånet for deres flid og ærlighed på arbejdspladsen, eller fordi de søger at hjælpe andre åndeligt. Men hvordan betragter man sådanne retskafne hvis man efterligner Gud? ’Han ærer dem som frygter Jehova’, agter dem højt, selv hvis det medfører at man får del i deres forsmædelse. Nærer du en sådan respekt for dem der frygter Gud? Salmisten anfører derpå endnu en forudsætning for at opnå Guds gunst:
„Har han svoret til egen skade, ændrer han dog intet“
Princippet i dette er at vi ligesom Gud skal holde vore løfter. (1 Kongebog 8:56; 2 Korinther 1:20) Selv hvis vi siden finder det yderst besværligt at holde hvad vi har lovet, bør vi ikke skifte mening og svigte vort løfte. I stedet for ordene „svoret til egen skade“ har den græske Septuaginta, den syriske Pesjitta og den latinske Vulgata „svoret over for sin næste.“ Hvis vi lover eller giver vort ord på at vi vil gøre noget bestemt, bør vi også gøre det. (Prædikeren 5:4) Hvis vi opdager at noget vi har lovet er i modstrid med Bibelen, bør vi naturligvis ikke gøre det.
Josua brød ikke sin pagt med gibeonitterne skønt han senere fandt ud af at de havde bedraget ham da de indgik den. (Josua 9:16-19) Lad os derfor være ordholdende mænd, kvinder og børn. Lad os ikke love andre noget og derpå lade dem i stikken når vi får lyst til noget andet. Jesus sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ (Mattæus 5:37) Især de der har indviet sig til Jehova bør være besluttede på at leve op til deres løfte om at tjene ham til evig tid som hans vidner. Ud over at være pålidelige bør vi være hensynsfulde i økonomiske anliggender, som David viser i Salme 15:5:
„Sine penge har han ikke lånt ud mod rente“
Penge udlånt i forretningsøjemed kan man med rette forlange renter for. Men David taler her om at ’låne ud’ til de forarmede. Moseloven sagde udtrykkeligt: „Hvis du låner penge til mit folk, til den nødstedte hos dig, må du ikke være som en ågerkarl over for ham. I må ikke pålægge ham renter.“ (2 Mosebog 22:25; 3 Mosebog 25:35, 36) Da Nehemias opdagede at der blev taget ågerrenter af de fattige, standsede han denne udbytning. — Nehemias 5:1-13.
Det hebraiske ord for „rente“ som David benytter, kommer af et ord der foruden „at tage rente“ også betyder „at bide“. Dette leder tanken hen på at den begærlige ågerkarl fortærede den fattige og den smule han havde. Det er tydeligvis langt bedre at hjælpe den fattige uden at forvente noget til gengæld. Det understregede Jesus med ordene: „Når du giver en middag eller et aftensmåltid, . . . så indbyd fattige, krøblinge, halte, blinde, og du vil være lykkelig, da de intet har at gengælde dig med. For det vil blive gengældt dig i de retfærdiges opstandelse.“ (Lukas 14:12-14) Den der ønsker at være Guds ven og gæst vil aldrig drage uretmæssig fordel af sin næstes fattigdom eller tilsidesætte hvad salmisten nu nævner.
„Og bestikkelse mod den uskyldige har han ikke taget imod“
Bestikkelse virker moralsk undergravende. Israelitterne fik påbudet: „Du må ikke . . . tage imod bestikkelse, for bestikkelsen gør vises øjne blinde og fordrejer retfærdiges ord.“ (5 Mosebog 16:19) Det er især ondt at modtage bestikkelse for at volde „den uskyldige“ skade, måske ved at ændre et vidneudsagn i retten. Tænk på hvor usselt det var af Judas Iskariot at tage imod bestikkelse for at forråde Jesus, der var uskyldig! — Mattæus 26:14-16.
Vi mener måske at vi kan sige os fri for noget sådant. Men har vi nogen sinde følt os fristet til at købe os fri af en forlegenhed? Profeten Samuel modtog aldrig en „løsesum“ i form af bestikkelse. (1 Samuel 12:3, 4) Vi må alle bære os redeligt ad hvis vi skal være Guds venner og gæster.
„Den der handler således, skal aldrig bringes til at vakle“
Med disse ord slutter Salme 15 sin beskrivelse af ti egenskaber der kendetegner den retskafne. Måske sammenholder vi uvilkårligt vor gudsdyrkelse med disse krav. Den sande tro bør lære os at (1) vandre uangribeligt og øve retfærdighed, (2) tale sandhed, også i hjertet, (3) undgå at bagtale andre, og (4) undlade at gøre noget ondt. Den gudsdyrkelse Gud godkender vil (5) afholde os fra at bringe forsmædelse over retskafne der står os nær, og vil (6) afholde os fra at omgås ’foragtelige’. Den sande tro vil bevæge os til at (7) ære dem som frygter Jehova, (8) holde vore løfter medmindre det er forkert af os, (9) give til de trængende uden at forlange renter, og til (10) aldrig at tage imod bestikkelse og gøre en uskyldig person uret.
David siger ikke at den der læser, hører, siger eller tror disse ting ’aldrig skal bringes til at vakle’. Det gælder kun „den der handler således“. En tro der ikke følges op af gerninger er død og medfører ikke Guds godkendelse. (Jakob 2:26) De der gør det gode som er omtalt i Salme 15 vil ikke blive bragt til at vakle, for Jehova vil beskytte dem og holde dem oppe. — Salme 55:22.
Den rene tilbedelse omfatter naturligvis langt mere end de ti forhold som er opregnet i Salme 15. Senere lærte Jesu disciple mere om at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:23, 24) Det samme kan du gøre, for i dag findes der et folk der efterlever dette. Ved at opsøge Jehovas vidner og studere Bibelen vil du opbygge et håb om at komme til at leve i et jordisk paradis hvor du for evigt kan være Guds gæst og ven.