BRODER

Person af mandkøn der har fader og moder (eller en af dem) fælles med en anden; på hebraisk ’ach og på græsk adelfosʹ. Blandt de helbrødre der nævnes i Bibelen, er Kain og Abel, sønner af Adam og Eva (1Mo 4:1, 2; 1Jo 3:12); Jakob og Esau, tvillingesønner af Isak og Rebekka (1Mo 25:24-26); og Jakob og Johannes, sønner af Zebedæus og hans hustru (Mt 4:21; 27:56; jf. Dom 8:19). Moses og Aron var brødre til Mirjam (4Mo 26:59), og Lazarus var broder til Marta og Maria. (Joh 11:1, 19) Ordet bruges også om halvbrødre, nogle som har samme fader, men ikke samme moder, som i tilfældet med Jakobs 12 sønner med fire forskellige kvinder (1Mo 35:22-26; 37:4; 42:3, 4, 13), og om sønner af samme moder men med forskellige fædre, som i tilfældet med Jesus og hans brødre. Det samme gjaldt muligvis Davids slægtskabsforhold til sine søstre. — Mt 13:55; 1Kr 2:13-16; 2Sa 17:25; se afsnittet „Jesu brødre“ i det følgende.

Ordet „broder“ bruges også om en lidt fjernere slægtning. Abraham og Laban omtalte således deres respektive nevøer Lot og Jakob som brødre. (1Mo 11:27; 13:8; 14:14, 16; 29:10, 12, 15; jf. 3Mo 10:4.) Medlemmer af samme israelitiske stamme følte sig også som brødre (2Sa 19:12, 13; 4Mo 8:26), og i videre forstand var alle medlemmer af den israelitiske nation brødre, efterkommere som de var af deres fælles stamfader, Jakob, og forenede i tilbedelsen af den samme Gud, Jehova. (2Mo 2:11; 5Mo 15:12; Mt 5:47; Apg 3:17, 22; 7:23; Ro 9:3) Endog edomitterne, der nedstammede fra Abraham gennem Jakobs tvillingebroder, Esau, og derved var beslægtede med israelitterne, betragtedes som Israels brødre. (4Mo 20:14) Der bestod et ’broderskab’ (hebr.: ’achawahʹ) mellem det genforenede Juda og Israel. — Zak 11:14.

Ordet anvendes desuden om personer der står sammen om en fælles sag og har de samme mål og hensigter. Kong Hiram af Tyrus kaldte for eksempel kong Salomon sin broder, ikke alene fordi han havde samme rang og stilling, men sikkert også fordi de havde gensidige interesser i leveringen af tømmer og andre ting til templet. (1Kg 9:13; 5:1-12) „Se! Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“ skrev David, og gav dermed udtryk for at blodets bånd alene ikke skaber fred og enhed mellem kødelige brødre. (Sl 133:1) Det var fælles interesser og gensidig kærlighed, ikke fælles forældre, der fik David til at kalde Jonatan sin broder. (2Sa 1:26) Fæller som har samme natur og anlæg, selv når de er dårlige, kaldes også brødre. — Ord 18:9.

I det patriarkalske samfund og under Moseloven havde kødelige brødre visse rettigheder og pligter. Ved faderens død fik den ældste broder, den førstefødte, en dobbelt andel af familiearven og samtidig ansvaret for at optræde som familiens overhoved. En kødelig broder var den første der havde tilbagekøbsret, den der skulle indgå svogerægteskab med sin broders enke, og den der skulle være blodhævner. (3Mo 25:48, 49; 5Mo 25:5) Kønslig forbindelse mellem broder og søster var blodskam og strengt forbudt i Moseloven. — 3Mo 18:9; 5Mo 27:22.

Mellem medlemmerne af den kristne menighed består et åndeligt slægtskab, et broderskab svarende til forholdet mellem kødelige brødre. Jesus kaldte sine disciple for sine „brødre“. (Mt 25:40; 28:10; Joh 20:17) Han gav dette åndelige slægtskab fortrin da han sagde: „Enhver der gør min himmelske Faders vilje, det er min broder og søster og moder.“ (Mt 12:48-50) En kristen må derfor elske sine kødelige slægtninge mindre end han elsker Kristus, og han må om nødvendigt forlade dem for hans skyld. (Mt 10:37; 19:29; Lu 14:26) Det kan endda ske at en kødelig broder overgiver sin broder til døden. (Mr 13:12) Udtrykket „broder“ bruges ikke blot om enhver af Jesu nærmeste disciple, men om enhver som hører til den samlede menighed af troende (Mt 23:8; He 2:17), „hele brodersamfundet“, alle „som har den gerning at vidne om Jesus“. (1Pe 2:17; 5:9; Åb 19:10) I dette samfund af åndelige brødre kommer broderkærligheden til udtryk i fuldt mål. — Ro 12:10; He 13:1.

Da Peter på Pinsedagen henvendte sig til alle dem der var kommet fra fjerne lande, deriblandt jødiske proselytter, tiltalte han dem alle som „brødre“. (Apg 2:8-10, 29, 37) Undertiden blev mandlige kristne medtroende betegnet som „brødre“ og de kvindelige som „søstre“ (1Kor 7:14, 15), men i almindelighed var tiltaleformen „brødre“ den anerkendte hilsen over for blandede grupper og var ikke blot begrænset til mænd. (Apg 1:15; Ro 1:13; 1Ts 1:4) Betegnelsen bruges i denne betydning i alle de inspirerede kristne breve undtagen tre (Titus, 2 Johannes, Judas) samt i skrifter af oldkirkelige skribenter. Apostlene advarede mod „falske brødre“ der listede sig ind i menighederne. — 2Kor 11:26; Ga 2:4.

Jesu brødre. De fire evangelier, Apostelgerninger og to af Paulus’ breve nævner „Herrens brødre“, „Herrens broder“, „hans brødre“ og „hans søstre“ og nævner fire af disse brødre ved navn: Jakob, Josef, Simon og Judas. (Mt 12:46; 13:55, 56; Mr 3:31; Lu 8:19; Joh 2:12; Apg 1:14; 1Kor 9:5; Ga 1:19) Langt de fleste bibelforskere anerkender vidnesbyrdene om at Jesus havde mindst fire brødre og to søstre, og at de alle var Josefs og Marias børn, avlet og født på sædvanlig vis efter Jesu mirakuløse fødsel.

Den opfattelse at disse brødre af Jesus var Josefs sønner af et tidligere ægteskab, eller hans sønner med en svigerinde i et svogerægteskab, må betegnes som frit opfundet eftersom der ikke findes nogen bekræftelse herpå, endsige antydning heraf, i Bibelen. Den påstand at „broder“ (adelfosʹ) her betyder „fætter“ (anepsiosʹ), er helt teoretisk. Den tillægges i almindelighed Hieronymus og går ikke længere tilbage end til 383 e.v.t. Hieronymus anfører ikke nogen kilde til sin hypotese, og i sine senere skrifter er han desuden usikker og udtrykker endog betænkeligheder ved denne „fætterteori“. Den engelske teolog J. B. Lightfoot siger: „Hieronymus anfører ikke nogen tradition som kilde til sin teori, og vidnesbyrdene der skulle tale til gunst for den, må derfor søges i Skriften alene. Jeg har undersøgt Skriftens vidnesbyrd, og . . . de mange vanskeligheder i forening . . . vejer stærkere end disse sekundære argumenter der taler til gunst for den, og må derfor føre til dens forkastelse.“ — St. Paul’s Epistle to the Galatians, London 1874, s. 258.

I De Græske Skrifter bruges ordet adelfosʹ ikke når der er tale om en nevø eller en fætter. Slægtskabet forklares med udtryk som „Paulus’ søstersøn“ eller „Markus . . . Barnabas’ fætter [anepsiosʹ]“. (Apg 23:16; Kol 4:10) I Lukas 21:16 forekommer de græske ord syggenōnʹ („slægtninge“, som fx fætre) og adelfōnʹ („brødre“) i samme sætning, hvilket viser at ordene ikke blev brugt løst eller i flæng i De Græske Skrifter.

Når der om Jesu brødre siges at de ’ikke troede på ham’, udelukker dette at der kan være tale om brødre i åndelig forstand. (Joh 7:3-5) Jesus stillede selv disse kødelige brødre i kontrast til sine disciple, som troede på ham, og som var hans åndelige brødre. (Mt 12:46-50; Mr 3:31-35; Lu 8:19-21) Denne mangel på tro hos hans kødelige brødre gør det umuligt at identificere dem med apostlene af samme navn: Jakob, Simon, Judas; der skelnes tydeligt mellem dem og Jesu disciple. — Joh 2:12.

Det forhold der bestod mellem disse kødelige brødre af Jesus og hans moder, Maria, tyder også på at de var hendes børn og ikke blot fjernere slægtninge. De nævnes som regel sammen med hende. Sådanne udtalelser som at Jesus var Marias „førstefødte“ (Lu 2:7), og at Josef ikke havde omgang med Maria „før hun havde født en søn“, taler også for at Josef og Maria havde andre børn. (Mt 1:25) Også Jesu bysbørn i Nazaret anerkendte Jesus som „broder til Jakob og Josef og Judas og Simon“, og de tilføjede: „Og er hans søstre ikke her hos os?“ — Mr 6:3.

I betragtning af disse skriftsteder kunne man da spørge: Hvorfor betroede Jesus umiddelbart før sin død sin moder, Maria, i apostelen Johannes’ varetægt og ikke i sine kødelige brødres? (Joh 19:26, 27) Åbenbart fordi apostelen Johannes, der var Jesu fætter, var en mand der havde givet bevis på sin tro; han var den discipel som Jesus elskede, og dette åndelige slægtskab var stærkere end blodets bånd; desuden var der på dette tidspunkt endnu ikke noget som tydede på at Jesu kødelige brødre også var blevet disciple af ham.

Efter Jesu opstandelse overvandt hans kødelige brødre åbenbart deres tvivl, for de ændrede holdning og var til stede sammen med deres moder og apostlene da disse var forsamlede til bøn efter at Jesus var steget til himmelen. (Apg 1:14) Dette lader formode at de også var til stede ved udgydelsen af den hellige ånd på Pinsedagen. Jesu broder Jakob indtog en fremtrædende plads blandt de ældste i det styrende råd i Jerusalem, og han skrev det brev der bærer hans navn. (Apg 12:17; 15:13; 21:18; Ga 1:19; Jak 1:1) Og det var Jesu broder Judas der skrev det brev som bærer hans navn. (Jud 1, 17) Paulus viser at i hvert fald nogle af Jesu brødre var gift. — 1Kor 9:5.