Kapitel 17
De husker loyalt Jehovas organisation
1. Hvem bør vi tænke på at være loyale over for, og hvad sagde kong David om dette?
DER tales så meget i dag om loyalitet mod fædrelandet. Men hvor meget taler lederne og deres undersåtter om loyalitet mod Gud, som har skabt den jord fædrelandet ligger på? Fortidens kong David af Israel var en loyal tilbeder af Skaberen, Jehova Gud. Henvendt til denne Gud sagde David: „Mod den loyale handler du loyalt.“ (2 Samuel 22:26; Salme 18:25) Har du den samme indstilling til Gud?
2. Hvordan ved vi at Jehova er forblevet loyal mod menneskeslægten?
2 Folk i almindelighed går ikke meget op i at være loyale mod Gud. Men dette til trods er Jehova loyal mod menneskeslægten. Han har ikke forkastet den. Hans loyale søn sagde: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Gud overgav ikke menneskehedens verden til dens største modstander, Satan, som fik vore første forældre til at blive illoyale mod Gud. Gud viste også loyalitet mod menneskeslægten i år 2370 f.v.t. ved at bevare Noa og hans familie gennem den verdensomspændende vandflod der udslettede hele den øvrige del af menneskeheden. (2 Peter 2:5) Derved gav han menneskeslægten en ny start.
3. (a) Hvordan er forholdene i dag, og hvad har Gud i sinde at gøre? (b) Hvad er lønnen for loyalitet mod Jehova?
3 Volden i vore dages verden overgår volden på Noas tid for over 4000 år siden. (1 Mosebog 6:11) Den samme Gud kan derfor med lige så fuld ret udslette den nuværende verdslige tingenes ordning. Det har han også i sinde at gøre; men når han gør det, vil han ikke samtidig udslette sine loyale på jorden. Han vil leve op til det der siges i Salme 37:28: „Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale.“ Ligesom han gjorde på Noas tid vil han sørge for en retfærdig start på den nye tingenes ordning bestående af „nye himle og en ny jord“. (2 Peter 3:13) Loyalitet lønner sig rigt. Den er livgivende.
4. Hvordan ved vi at Israels folk var Jehovas synlige organisation dengang?
4 Under kong Davids regering var Israels folk loyalt mod Jehova. David blev det eksempel hele folket fulgte. Dette folk var Jehovas synlige organisation. Det var et organiseret folk der var helt hans eget. Gud hentydede til dette da han gav følgende påmindelse i Amos 3:1, 2: „Hør dette ord som Jehova har udtalt om jer, Israels sønner, om hele den slægt som jeg førte op fra Ægyptens land, idet jeg sagde: ’Jer alene kendes jeg ved af alle jordens slægter.’“ — Jævnfør Første Kongebog 8:41-43.
5. (a) Hvad forsøgte man at indføre i den kristne menighed i aposteltiden? (b) Hvad ville der ske efter apostlenes død?
5 Parallelt med dette har den samme Gud, Jehova, et organiseret folk, en synlig organisation, på jorden i dag. Det er en organisation der er helt hans egen. Der blev imidlertid gjort forsøg på at indføre vranglære i Guds organisation allerede i dens barndom, dengang Jesu Kristi apostle levede og standhaftigt forsvarede den kristne menigheds uangribelighed. (1 Korinther 15:12; 2 Timoteus 2:16-18) Efter apostelen Johannes’ død, som øjensynlig fandt sted kort efter år 98, begyndte det forudsagte frafald for alvor. — Apostelgerninger 20:30; 2 Peter 2:1, 3; 1 Timoteus 4:1.
6. (a) Hvor længe havde frafaldet overhånd, og med hvilket resultat? (b) Hvilket fangenskab er kristenhedens religiøse organisationer kommet i, og hvilke spørgsmål stiller vi nu?
6 Dette frafald havde overhånd i over 1700 år, indtil sidste halvdel af det 19. århundrede. Da var kristenheden blevet splittet i hundreder af religiøse retninger. Det var vanskeligt at skelne hvem der var Guds sande folk. Kristenheden var et babel af religiøse organisationer, store og små, som talte et sammensurium af religiøse sprog der ikke var solidt baseret på det religiøse sprog der findes i de inspirerede skrifter. Disse religiøse organisationer var tydeligvis i fangenskab under et imperium som var langt større end det babyloniske imperium der ødelagde Jerusalem. Men hvordan var fortidens Babylon, og hvilken indstilling må trofaste jøder have haft i fangenskabet?
Fangerne i Babylon mindedes loyalt Zion
7. (a) Hvordan var fortidens Babylon i religiøs henseende? (b) Hvordan må dette have virket på de landflygtige jøder?
7 Fortidens Babylon var et land med afguder, med gudebilleder i mængde. (Daniel 5:4) Vi kan forestille os hvordan dyrkelsen af disse mange afguder må have virket på de trofaste jøder der kun havde tilbedt den sande Gud, uden brug af billeder. I stedet for at kunne se Jehovas skønne tempel i Jerusalem, fandt de sig omgivet af templerne for disse afguder og gudebilleder overalt i landet Babylon.a Hvor må tilbederne af den eneste og ene sande Gud have følt sig frastødt af alt dette!
8. (a) Hvor længe måtte jøderne affinde sig med dette, og hvad længtes de loyale jøder efter? (b) Hvordan beskrives de loyale jøders fortvivlelse og sønderknuste tilstand i Salme 137:1-4?
8 Ifølge Jeremias’ profeti måtte de affinde sig med dette i 70 år før deres udfrielse ville finde sted. (2 Krønikebog 36:18-21; Jeremias 25:11, 12) Fortvivlelsen hos de landflygtige jøder der elskede Jehova og længtes efter at kunne tilbede ham i et tempel der var indviet til ham og lå i hans udvalgte by, beskrives for os i Salme 137:1-4: „Ved Babylons floder — dér satte vi os. Og vi græd når vi mindedes Zion. På poplerne i dets midte hængte vi vore lyrer. For dér bad de os, de som holdt os fangne, om sange; ja, de der spottede os bad os om fryd: ’Syng en af Zions sange for os.’ Hvordan kan vi synge Jehovas sang på fremmed jord?“
9. Hvordan ville babylonierne reagere hvis de hørte jøderne synge „Jehovas sang“, men hvad skulle der ske når de 70 år var gået?
9 „Jehovas sang“ burde synges af et frit folk som tilbad ham i hans hellige tempel. Hvis jøderne sang „Jehovas sang“ i fangenskabets land ville det give babylonierne, som havde taget dem til fange, en anledning til at spotte Jehovas navn som navnet på en gud der var ringere end de babyloniske guder. Hans hellige navn var allerede blevet alvorligt smædet ved at han havde ladet sit folk føre bort fra dets gudgivne hjemland til et land med en mangfoldighed af guder. Men babylonierne skulle kun have lov til at spotte ham og at ringeagte hans folk til en tid — i 70 år. Så skulle Babylons afguder nedstyrtes og den sande Gud, Jehova, ophøjes.
Forbundet med Jehovas organisation i deres hjerte
10. Hvilket spørgsmål stiller vi angående Jehovas folk som i det 20. århundrede blev ført i fangenskab under Babylon den Store?
10 I dag findes der en religiøs organisation som kaldes Babylon den Store. Dens virkeområde er ikke begrænset til det landområde hvor fortidens Babylon lå, men omspænder hele verden. Var den indstilling jøderne lagde for dagen i fortidens Babylon, en indstilling der burde præge Jehovas folk som i dette 20. århundrede blev ført i fangenskab under Babylon den Store som en tugt fra den Gud der også tugtede fortidens Israel?
11. (a) Lod de loyale jøder deres eget land gå i glemme? (b) Hvordan gav den landflygtige salmist udtryk for sine medfangers indstilling?
11 Eftersom landflygtigheden skulle komme til at vare en hel menneskealder, kunne jøderne udmærket, da de slog sig ned i fortidens Babylon og gjorde dette land til deres hjem, have glemt deres eget land. Men gjorde de det? Den landflygtige salmist giver med smukke ord udtryk for sine medfangers indstilling: „Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem, så lad min højre blive glemsom. Lad min tunge klæbe til ganen, hvis jeg ikke husker dig, hvis jeg ikke sætter Jerusalem højere end min største fryd.“ — Salme 137:5, 6.
12. Hvad vidnede den landflygtige salmists hjerteindstilling om?
12 Hvad vidnede denne hjerteindstilling hos den landflygtige salmist om? Den vidnede om loyalitet mod Jehovas synlige organisation mens det land som Gud havde givet sit udvalgte folk, lå øde i 70 år. Ja, Jehovas synlige organisation levede i disse israelitters hjerte.
13. Hvordan blev jøderne belønnet for deres loyalitet mod Jehovas synlige organisation?
13 Denne loyalitet mod Guds synlige organisation i fortiden blev behørigt belønnet. Det skete da Babylon, bibelhistoriens tredje verdensrige, blev omstyrtet, og Medo-Persien, det fjerde verdensrige, udførte Israels Guds vilje. Hvordan? Ved at lade de fangne jøder vende tilbage til Jehovas synlige organisations land med påbud om at genopbygge deres Guds tempel som midtpunktet i hovedstaden Jerusalem. (2 Krønikebog 36:22, 23) Det var ikke blot den sande Guds tempel der blev genopbygget, men også den befæstede by Jerusalem, som blev den by hvorfra Jehova herskede som konge over sit folk.
14. (a) Hvad sagde Messias over 600 år senere om Jehovas synlige organisation? (b) I hvilken forstand herskede Jehova fra Jerusalem?
14 Flere hundrede år senere sagde den lovede Messias til sine jødiske landsmænd: „I skal slet ikke aflægge eder, hverken ved himmelen, for den er Guds trone; eller ved jorden, for den er hans fodskammel; eller ved Jerusalem, for det er den store Konges by.“ (Mattæus 5:34, 35) Da Messias var på jorden lå der et genopbygget tempel for Jehova i Jerusalem, og Jehova Gud herskede i symbolsk forstand fra det Allerhelligste i dette tempel. Jehova herskede altså over sin synlige organisation fra Jerusalem som sit folks hovedstad.
Jehova forbliver loyal mod sin organisation
15. Forkastede Jesus den synlige del af Jehovas organisation da han afslørede israelitternes utro religiøse ledere? Forklar nærmere.
15 Forkastede Jesus mon Guds synlige organisation da han afslørede Israels utro religiøse ledere og fordømte dem? Ja, for han sagde: „Jerusalem, Jerusalem, der dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende — hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, på samme måde som en høne samler sine kyllinger under vingerne! Men I ville ikke. Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:37, 38) Betød dét at Jesus nu forkastede Jerusalem og dets „børn“, at hans himmelske Fader kom til at stå uden en jordisk organisation? Nej, for Jesus var selv grundvolden for en ny synlig organisation som universets Skaber ville opbygge.
16. Hvordan kom det ved Jesu død på marterpælen tydeligt til udtryk at det kødelige Israel var blevet forkastet?
16 At det kødelige Israel var blevet forkastet kom tydeligt til udtryk ved Jesu død på marterpælen, da det tykke forhæng der adskilte det Allerhelligste fra det Hellige i Jerusalems tempel blev „flænget i to dele, fra øverst til nederst, og jorden skælvede og klipperne revnede“. Dette var mirakler, fremkaldt af den Gud som havde hersket der i forbilledlig forstand, som et udtryk for at han nu havde forkastet Israels nation og dens religion. — Mattæus 27:51.
17. Hvordan viste Jesus og Jehova loyalitet mod de vordende medlemmer af Guds nye synlige organisation?
17 De vordende medlemmer af den nye synlige organisation som Jehova Gud kort efter ville oprette, blev i Jerusalem. Jesus overlod dem i Guds varetægt, den Gud som havde forladt den jordiske by til fordel for noget højere. (Johannes 17:9-15) På denne måde forblev Jehova loyal mod sin organisation og viste dermed israelitternes trofaste forfædre, Abraham, Isak og Jakob og dennes tolv sønner, et særligt hensyn. (Daniel 12:1) I det næste kapitel vil vi fortsætte behandlingen af emnet loyalitet, baseret på Salme 137.
[Fodnote]
a En kileskrifttekst fra det gamle Babylon lyder: „I alt findes der i Babylon 53 templer for de store guder, 55 kapeller for Marduk, 300 kapeller for jordguddommene, 600 for himmelguddommene, 180 altre for gudinden Isjtar, 180 for guderne Nergal og Adad og 12 andre altre for forskellige guder.“