Vi må bestandig holde os Jehova for øje
„Jeg har bestandig holdt mig Jehova for øje.“ — SL. 16:8.
1. Hvilken virkning kan Bibelens beretninger have på os?
JEHOVA har i sit skrevne ord givet os en storslået beretning om hvordan han har taget sig af menneskene. Bibelen fortæller om mange som har været med i gennemførelsen af Guds hensigt. Deres ord og gerninger er naturligvis ikke blot omtalt i Bibelen for at vi skulle glæde os over dem. Sådanne beretninger kan også drage os nærmere til Gud. — Jak. 4:8.
2, 3. Hvordan skal ordene i Salme 16:8 forstås?
2 Vi kan alle lære meget af de kendte personer i Bibelen, som for eksempel Abraham, Sara, Moses, Rut, David, Ester og apostelen Paulus. Men vi kan også have gavn af det den fortæller om mindre fremtrædende personer. Når vi grunder over Bibelens beretninger, kan det hjælpe os til at handle i harmoni med salmistens ord: „Jeg har bestandig holdt mig Jehova for øje. Fordi han er ved min højre, bliver jeg ikke bragt til at vakle.“ (Sl. 16:8) Hvordan skal disse ord forstås?
3 En soldat holdt normalt sit sværd i den højre hånd, og denne side var således ikke beskyttet af skjoldet, som var i hans venstre hånd. Men hvis en ven kæmpede ved hans højre side, var han beskyttet. Hvis vi bestandig har Jehova i tanke og gør hans vilje, vil han beskytte os. Lad os derfor se på hvordan det at grunde over Bibelens beretninger kan styrke vores tro så vi ’bestandig holder os Jehova for øje’.
Jehova hører vore bønner
4. Hvilket eksempel fra Bibelen viser at Gud hører bønner?
4 Hvis vi bestandig holder os Jehova for øje, vil han høre vore bønner. (Sl. 65:2; 66:19) Det fremgår af det der skete med Abrahams ældste tjener, sandsynligvis Eliezer. Abraham sendte ham til Mesopotamien for at finde en gudfrygtig hustru til Isak. Eliezer bad om at Gud måtte lede ham, og han anså det for at være Guds ledelse da Rebekka vandede hans kameler. På grund af Eliezers inderlige bøn fandt han den kvinde som blev Isaks elskede hustru. (1 Mos. 24:12-14, 67) Abrahams tjener var ganske vist sendt ud på en særlig mission. Men skulle vi ikke have lige så stor tillid til at Jehova hører vore bønner?
5. Hvorfor kan vi sige at selv en kort, stille bøn til Jehova kan have stor virkning?
5 Det kan undertiden være nødvendigt hurtigt at bede til Gud om hjælp. Ved en lejlighed lagde den persiske kong Artaxerxes mærke til at hans mundskænk Nehemias så trist ud. „Hvad er det du søger at opnå?“ spurgte kongen. Nehemias „bad så til himmelens Gud“. Det kan ikke have været nogen lang bøn han i tavshed opsendte til Gud. Men Gud hørte den alligevel, for Nehemias fik kongens støtte til at genopbygge Jerusalems mure. (Læs Nehemias 2:1-8). Ja, selv en kort, stille bøn til Jehova kan have stor virkning.
6, 7. (a) Hvordan var Epafras et eksempel med hensyn til at bede? (b) Hvorfor bør vi bede for andre?
6 Vi opfordres til at ’bede for hinanden’, også selvom vi ikke altid med det samme får bekræftet at vore bønner er blevet hørt. (Jak. 5:16) Epafras, som var „en trofast tjener for Messias“, bad inderligt for sine trosfæller. Paulus skrev fra Rom: „Epafras, som er fra jer [kolossenserne], en Kristi Jesu træl, sender jer sine hilsener, idet han altid kæmper for jer i sine bønner, for at I til sidst må stå fuldendte og med en fast overbevisning angående hele Guds vilje. Ja, jeg giver ham det vidnesbyrd at han gør sig stor anstrengelse for jer og for dem i Laodikea og for dem i Hierapolis.“ — Kol. 1:7; 4:12, 13.
7 Byerne Kolossæ, Laodikea og Hierapolis lå i det samme område i Lilleasien. I Hierapolis boede de kristne blandt indbyggere der tilbad gudinden Kybele, i Laodikea var materialisme en trussel for de kristne, og i Kolossæ var det menneskers filosofi der udgjorde en fare. (Kol. 2:8) Det er ikke så mærkeligt at Epafras, som kom fra Kolossæ, i sine bønner kæmpede for de troende i den by! Bibelen fortæller ikke hvordan Epafras’ bønner blev hørt, men han holdt ikke op med at bede for sine trosfæller. Det bør vi heller ikke. Vi ønsker ikke at have „travlt med andres sager“, men måske har vi kendskab til at en i vores familie eller en af vores venner er ude for en alvorlig trosprøve. (1 Pet. 4:15) Da vil det være på sin plads at bede for vedkommende i vore personlige bønner! Paulus blev hjulpet af andres bønner, og vore bønner kan også udrette meget godt. — 2 Kor. 1:10, 11.
8. (a) Hvordan ved vi at de ældste fra Efesus tillagde bønnen stor betydning? (b) Hvilken indstilling bør vi have til bøn?
8 Anser andre os for at være nogen der værdsætter den forret det er at kunne bede til Gud? Da Paulus mødtes med de ældste fra Efesus, „knælede han ned sammen med dem alle og bad“. Så blev der „en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham ømt, idet de især var smerteligt berørt af det ord han havde sagt om at de ikke mere skulle se hans ansigt“. (Apg. 20:36-38) Vi kender ganske vist ikke navnene på alle disse ældste, men det er tydeligt at de tillagde bønnen stor betydning. Vi bør også sætte pris på den forret det er at bede til Gud, og bør ’opløfte loyale hænder’ i tillid til at vor himmelske Fader vil høre os. — 1 Tim. 2:8.
Vi må adlyde Gud helt og fuldt
9, 10. (a) Hvordan var Zelofhads døtre et godt eksempel? (b) Hvordan kan den lydighed som Zelofhads døtre viste, påvirke en ugift kristens syn på ægteskab?
9 Hvis vi bestandig har Jehova i tanke, vil det hjælpe os til at adlyde ham, og vi vil blive velsignet. (5 Mos. 28:13; 1 Sam. 15:22) Vi må altså være villige til at adlyde. Tænk på Zelofhads døtre, fem kødelige søstre, som levede på Moses’ tid. Blandt israelitterne var det skik at fædrenes arvelod blev givet til sønnerne. Zelofhad døde uden sønner, og Jehova sørgede for at disse fem kvinder fik hele arvelodden — på én betingelse. De skulle gifte sig inden for deres egen stamme, så arvelodden forblev i Manasses stammes eje. — 4 Mos. 27:1-8; 36:6-8.
10 Zelofhads døtre havde tro på at alt ville gå godt hvis de adlød Gud. „Som Jehova havde påbudt Moses, sådan gjorde Zelofhads døtre,“ siger Bibelen. „Og Mala, Tirza og Hogla og Milka og Noa, Zelofhads døtre, giftede sig så med sønner af deres faders brødre. De giftede sig med nogle i Josefs søn Manasses sønners slægter, så deres arvelod fortsat blev i deres faders slægts stamme.“ (4 Mos. 36:10-12) Disse kvinder adlød Jehova og gjorde som han befalede. (Jos. 17:3, 4) Ugifte kristne der er åndeligt modne, har også tillid til at det vil gå dem godt når de adlyder Gud ved kun at gifte sig „i Herren“. — 1 Kor. 7:39.
11, 12. Hvordan viste Kaleb at han stolede på Gud?
11 Vi må adlyde Jehova i ét og alt, sådan som Kaleb gjorde. (5 Mos. 1:36) Efter at israelitterne var blevet udfriet fra Ægypten i det 16. århundrede før vor tidsregning, sendte Moses 12 mænd ud for at udspejde Kana’ans land, men kun de to af dem — Kaleb og Josua — opfordrede folket til at stole helt og fuldt på Jehova og tage landet i besiddelse. (4 Mos. 14:6-9) Omkring 40 år senere var Josua og Kaleb stadig i live og tjente Jehova helhjertet, og Gud brugte Josua til at lede israelitterne ind i det forjættede land. De ti troløse spejdere var åbenbart døde under israelitternes 40 år lange ørkenvandring. — 4 Mos. 14:31-34.
12 Kaleb havde overlevet ørkenvandringen og kunne derfor sige til Josua: „Jeg fulgte Jehova min Gud helt og fuldt.“ (Læs Josua 14:6-9). Kaleb, der nu var 85, bad om at måtte få det bjergland som Gud havde lovet ham, skønt det var beboet af fjender i store, befæstede byer. — Jos. 14:10-15.
13. Hvad skal vi gøre for at blive velsignet, uanset hvilke prøvelser vi kommer ud for?
13 Ligesom Kaleb, der var trofast og adlød Gud, vil vi også få Jehovas støtte hvis vi ’følger ham helt og fuldt’. Hvis vi står over for store problemer, vil vi blive velsignet når vi ’følger Jehova helt og fuldt’. At gøre det igennem hele livet, som Kaleb gjorde, kan imidlertid være svært. I begyndelsen af sin regeringstid fulgte kong Salomon Jehova, men hans hustruer bøjede hans hjerte så han på sine gamle dage tjente falske guder, og han „fulgte ikke Jehova helt og fuldt som sin fader David“. (1 Kong. 11:4-6) Uanset hvilke prøvelser vi kommer ud for, måtte vi da altid adlyde Gud helt og fuldt og bestandig holde os ham for øje!
Lad os altid stole på Jehova
14, 15. Hvad har beretningen om No’omi lært dig om hvor vigtigt det er at stole på Gud?
14 Vi må især stole på Gud når vi er modløse fordi vi synes at fremtiden ser mørk og dyster ud. Tænk på No’omi, der var oppe i årene, og som havde mistet sin mand og sine to sønner i døden. Da hun vendte tilbage til Juda fra Moab, sagde hun: „Kald mig ikke No’omi [„min liflighed“, fdn.]. Kald mig Mara [„bitter“, fdn.], for den Almægtige har gjort det meget bittert for mig. Jeg havde fuldt op da jeg tog af sted, men Jehova bringer mig tomhændet tilbage. Hvorfor skulle I kalde mig No’omi, når Jehova har ydmyget mig og den Almægtige har voldt mig ulykke?“ — Rut 1:20, 21.
15 Ja, No’omi var ulykkelig, men en omhyggelig gennemlæsning af Ruts Bog viser at hun blev ved med at stole på Jehova. Og hendes situation ændrede sig drastisk! No’omis svigerdatter Rut, der også var enke, blev gift med Boaz og fødte en søn. No’omi blev barnets plejemoder, og beretningen siger: „Derpå gav nabokonerne det et navn, idet de sagde: ’Der er født No’omi en søn.’ Og de gav ham navnet Obed. Han er fader til Davids fader Isaj.“ (Rut 4:14-17) Når No’omi bliver oprejst til liv på jorden, vil hun få at vide at Rut, som også vil være der, blev stammoder til Jesus, Messias. (Matt. 1:5, 6, 16) Ligesom No’omi kan vi heller ikke være sikre på hvordan udfaldet vil blive når vi står i en vanskelig situation. Lad os derfor altid stole på Gud, sådan som vi opfordres til i Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“
Ledet af den hellige ånd
16. Hvordan fik nogle ældste i fortidens Israel hjælp af Guds hellige ånd?
16 Hvis vi bestandig holder os Jehova for øje, vil han lede os ved hjælp af sin hellige ånd. (Gal. 5:16-18) De 70 ældste som blev udvalgt til at hjælpe Moses „med at bære folkets byrde“, havde Guds ånd. Eldad og Medad er de eneste der nævnes ved navn, men ånden satte dem alle i stand til at udføre deres pligter. (4 Mos. 11:13-29) De var utvivlsomt dygtige, gudfrygtige, pålidelige og hæderlige mænd, ligesom dem der tidligere var blevet udvalgt. (2 Mos. 18:21) I dag lægger kristne ældste også sådanne egenskaber for dagen.
17. Hvordan medvirkede den hellige ånd ved opførelsen af tabernaklet?
17 Jehovas hellige ånd medvirkede i høj grad ved opførelsen af tabernaklet i ørkenen. Jehova udnævnte Bezalel til at forestå opførelsen af tabernaklet og lovede at han ville „fylde ham med [sin] ånd: med visdom, forstand og kundskab og med færdighed i al slags kunsthåndværk“. (2 Mos. 31:3-5) Bezalel og hans medhjælper Oholiab fik hjælp af mænd der havde „et víst hjerte“, til at udføre denne spændende opgave. Desuden fik Jehovas ånd enhver blandt folket som var „villig af hjertet“, til at give et rundhåndet bidrag. (2 Mos. 31:6; 35:5, 30-34) Det er den samme ånd der tilskynder Guds tjenere i dag til at gøre alt hvad de kan, for at fremme Rigets interesser. (Matt. 6:33) Vi har måske visse evner og færdigheder, men vi må bede om den hellige ånd og lade os lede af den hvis vi skal fuldføre det arbejde Jehova har givet sit folk at udføre i dag. — Luk. 11:13.
En gudfrygtig indstilling til hærstyrkers Jehova
18, 19. (a) Hvilken indstilling hjælper Guds hellige ånd os til at have? (b) Hvad har du lært af Simeons og Annas eksempel?
18 Den hellige ånd hjælper os til at have en gudfrygtig indstilling så vi bestandig holder os Jehova for øje. I fortiden blev der sagt til Guds folk: „Hærstyrkers Jehova — det er ham I skal holde hellig, og han skal være den I frygter.“ (Es. 8:13) I det første århundrede boede der i Jerusalem to gudfrygtige mennesker, Simeon og Anna. De var begge oppe i årene. (Læs Lukas 2:25-38). Simeon troede på messiasprofetierne og „ventede på Israels trøst“. Gud havde ved sin hellige ånd forvisset Simeon om at han ikke skulle dø før han havde set Messias. Og sådan gik det. En dag i år 2 f.v.t. blev Jesus bragt til templet af Maria og Josef, hans mor og adoptivfar. Under den hellige ånds indflydelse udtalte Simeon nogle profetiske ord om Messias og forudsagde den sorg Maria ville komme ud for, sådan som hun også oplevede det da Jesus blev pælfæstet. Men forestil dig den store glæde Simeon følte da han tog „Jehovas Messias“ i sine arme. Og hvor er Simeon et godt eksempel for Guds tjenere i dag med hensyn til at vise gudsfrygt!
19 Enken Anna, som var 84 år og frygtede Gud, „var [aldrig] borte fra templet“. Hun ydede Jehova hellig tjeneste nat og dag „med fasteperioder og bønner“. Også Anna var til stede da spædbarnet Jesus blev bragt til templet. Hun var meget taknemmelig for at se den fremtidige Messias. Ja, hun „begyndte at sige Gud tak og at tale om barnet til alle som ventede på Jerusalems befrielse“. Anna måtte simpelt hen fortælle denne gode nyhed til andre! Ligesom Simeon og Anna er kristne der nu er kommet op i årene, glade og taknemmelige for at man aldrig bliver for gammel til at tjene Jehova som et af hans vidner.
20. Hvad må vi gøre uanset vores alder, og hvorfor?
20 Uanset vores alder må vi bestandig holde os Jehova for øje. Så vil han velsigne vores ydmyge bestræbelser for at fortælle andre om hans kongedømme og hans undergerninger. (Sl. 71:17, 18; 145:10-13) Hvis vi skal ære Jehova, må vi imidlertid lægge de egenskaber for dagen som han synes om. Hvad kan vi lære om sådanne egenskaber når vi yderligere undersøger Bibelens beretninger?
Hvad vil du svare?
• Hvordan ved vi at Jehova hører bønner?
• Hvorfor bør vi adlyde Gud helt og fuldt?
• Hvorfor bør vi altid stole på Jehova, også selvom vi er modløse?
• Hvordan er Guds hellige ånd en hjælp for hans folk?
[Illustration på side 4]
Nehemias’ bøn til Jehova havde stor virkning
[Illustration på side 5]
Når vi husker hvordan No’omi blev velsignet, vil det hjælpe os til at stole på Jehova