Jehova kender os til bunds!
JEHOVA kender os nøje — især hvis vi hører til hans loyale tjenere. Hverken nære venner eller slægtninge, ja, end ikke forældre, kender os så godt som han. Gud kender os bedre end vi kender os selv!
I Salme 139 finder vi en god skildring af hvor indgående Jehova kender sine tjenere. Hvad skrev David i denne salme? Og hvordan bør det at Jehova kender os så godt, indvirke på det vi siger og gør?
Hvor ved Jehova meget!
Eftersom det er Gud der har skabt os, er det logisk at han kender os til bunds. (Apostelgerninger 17:24-28) David kunne derfor skrive: „Jehova, du har undersøgt mig og kender mig.“ (Salme 139:1) Gud havde et så indgående kendskab til David at det var som om han havde foretaget en grundig undersøgelse af ham. Salmisten var glad for at blive undersøgt af Jehova, og underlagde sig helt hans tilsyn og vejledning. Tilsvarende gør Jehovas vidner klogt i under bøn at ’vælte deres vej over på Jehova og stole på ham’, i fuld tillid til at han altid gør det rigtige. (Salme 37:5) Vi har åndelig fred i hjertet fordi vi søger at lade os lede af Guds visdom og villigt følger hans anvisninger. (Ordsprogene 3:19-26) Ligesom David kan vi hente trøst i forvisningen om at Gud betragter os, forstår vore problemer og altid er rede til at hjælpe os.
„Du ved om jeg sætter mig eller om jeg rejser mig,“ erkendte salmisten. (Salme 139:2a) Gud vidste alt om hvad David foretog sig, for eksempel om han satte sig ned ved slutningen af en arbejdsdag eller rejste sig efter en nats søvn. Som Jehovas vidner kan vi være sikre på at Gud kender os lige så godt.
David indrømmede: „Du er klar over min tanke på lang afstand.“ (Salme 139:2b) Skønt Gud bor i himmelen langt borte fra jorden, vidste han hvad David tænkte på. (1 Kongebog 8:43) Det skulle ikke overraske os, for Jehova „ser på hjertet“. (1 Samuel 16:7; Ordsprogene 21:2) Bevidstheden om at Gud kender vore tanker bør tilskynde os til at tænke på noget der er rent, dydigt og rosværdigt. Det er også på sin plads at vi regelmæssigt udtrykker vore tanker i inderlig bøn, så vi kan få „Guds fred“ og vejledning fra ham. — Filipperne 4:6-9.
Salmisten tilføjede: „Er jeg på rejse eller lægger jeg mig, har du udmålt det, og alle mine veje er du fortrolig med.“ (Salme 139:3) At Jehova udmålte når David rejste fra sted til sted eller lagde sig for at hvile, betød åbenbart at han ransagede alt hvad salmisten foretog sig. Den Allerhøjeste udmålte alle Davids gerninger for at afgøre præcis hvordan hans væsen var. Gud kendte til fulde Davids veje, de stier han fulgte i livet. Når vor himmelske Fader på samme måde ransager os, måtte han da finde at vi tjener ham trofast og forbliver på „retfærdighedens sti“ der fører til evigt liv. — Ordsprogene 12:28.
David vidste at intet han kunne sige ville være skjult for Gud: „For skønt der ikke er et ord på min tunge, se, ved du, Jehova, det hele.“ (Salme 139:4) Hvis vi er så fortvivlede at vi ikke ved hvad vi skal sige i bøn, går Jehovas ånd „i forbøn for os med uudtalte suk“. (Romerne 8:26) Da Gud kender vore inderste følelser, opfatter han de ord vi har på tungen i vore samtaler skønt vi ikke udtaler dem. Og hvis vi har kærlighed der udspringer af „tro uden hykleri“, vil vi aldrig forsøge at føre andre bag lyset med „glat tale“. — 1 Timoteus 1:5; Romerne 16:17, 18.
David tilføjede: „Bagved og foran har du belejret mig; og du lægger din hånd på mig.“ (Salme 139:5) Jehova satte så at sige hegn om David så han blev som en by der var belejret under et slag. Salmisten vidste tilsyneladende at der var grænser for hvad han kunne gøre i sit liv. Han vidste også at han umuligt kunne undslippe Guds vågne øje og hånd eller ledelse. David forsøgte naturligvis ikke at gemme sig for Gud, og det gør vi heller ikke. Men lad os altid optræde på en måde der viser at vi husker at Jehovas hånd er på os som hans vidner.
Guds viden fyldte David med ærefrygt. Han sagde derfor: „Denne kundskab er for underfuld for mig. Den er så højt hævet at jeg ikke kan nå den.“ (Salme 139:6) Guds viden om os som enkeltpersoner er så omfattende at vi ikke kan begribe det, uanset hvor stor erfaring vi har eller hvor meget vi har lært. Det overgår menneskers forstand, men vi kan være sikre på at Jehova ved hvad der er bedst for os. Lad os derfor underlægge os hans vilje hvis hans svar er nej når vi beder om noget. Som apostelen Johannes skrev: „Uanset hvad vi beder om i overensstemmelse med hans vilje, så hører han os.“ — 1 Johannes 5:14.
Man kan ikke undslippe Guds ånd
Ikke blot besvarer Jehova sine trofaste tjeneres bønner, men hans ånd virker også på dem og hjælper dem til at gøre hans vilje. David spurgte derfor: „Hvor kan jeg gå hen fra din ånd, og hvor kan jeg flygte hen fra dit ansigt?“ (Salme 139:7) Salmisten vidste at han ikke kunne undslippe Jehovas ånd eller virksomme kraft, der kan nå selv de fjerneste egne af universet. Og ingen kan flygte fra Guds ansigt, det vil sige undgå hans opmærksomhed. Profeten Jonas forsøgte ganske vist at „flygte for Jehova til Tarsis“, men han kunne hverken slippe bort fra den store fisk som Gud befalede at sluge ham, eller undgå ansvaret for den opgave Gud havde pålagt ham. (Jonas 1:3, 17; 2:10–3:4) Lad os derfor stole på at Jehovas ånd kan sætte os i stand til at klare vore gudgivne opgaver. — Zakarias 4:6.
Eftersom David vidste at han umuligt kunne flygte fra Gud, sagde han: „Hvis jeg stiger op til himmelen, er du dér; og hvis jeg breder mit leje ud i Sheol, se! dér er du.“ (Salme 139:8) At ’stige op til himmelen’ betød på salmistens tid at gå op i de høje bjerge, hvis tinder ofte er indhyllede i skyer. Men selv hvis vi befandt os på den højeste bjergtop, ville vi ikke være uden for Jehovas ånds rækkevidde. Vi kunne ikke engang skjule os for ham hvis vi havde vort leje i Sheol, der symboliserer jordens laveste egne. — Jævnfør Femte Mosebog 30:11-14; Amos 9:2, 3.
„Løfter jeg mig på daggryets vinger og tager bolig ved det yderste hav,“ skrev David, „vil din hånd også føre mig dér, og din højre vil gribe fat i mig.“ (Salme 139:9, 10) Hvad ligger der i udtrykket „daggryets vinger“? Det beskriver poetisk hvordan daggryets lys hurtigt, som med vinger, spredes fra øst til vest. Hvis David kunne løfte sig på daggryets vinger og flyve til det fjerneste hav eller den fjerneste ø i vest, ville han dog stadig være underlagt Guds hånd, hans tilsyn og ledelse. Ved sin ånd ville Jehova være til stede for barmhjertigt at lede salmisten. — Salme 51:11.
Mørke er intet problem for Gud
Hverken afstande eller mørke kan skjule et menneske for Gud. David tilføjede derfor: „Og siger jeg: ’Nej, mørke skal brat falde over mig!’ så er nat som lys omkring mig. Heller ikke mørket vil være for mørkt for dig, men natten vil være lys som dagen; mørket vil være som lyset.“ (Salme 139:11, 12) Om man så var indhyllet i tæt mørke ville man være lige så synlig for Jehova som stod man i klart dagslys. Synder begået i mørke kan ikke skjules for Gud. — Esajas 29:15, 16.
Intet kan hindre Skaberen i at iagttage os. Herom skrev David: „For det er dig der har formet mine nyrer; du skærmede mig i min moders liv. Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde. Mine knogler var ikke skjult for dig da jeg blev frembragt i det skjulte, blev vævet i jordens dybder. Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op, og dagene da de [de enkelte legemsdele] blev dannet og der endnu ikke var en eneste af dem.“ — Salme 139:13-16.
Jehova Gud, der kender vore inderste følelser, formede Davids nyrer. Nyrerne sidder dybt inde i legemet og er blandt de mest skjulte og utilgængelige organer, men de er ikke skjult for Gud. Han kan endda se ind i moderlivet, ja, han kan se ind i et foster! Tanken om den underfulde måde hvorpå David blev formet i moders liv, bevægede ham til at prise sin Skaber. Salmisten omtalte åbenbart moderlivet som „jordens dybder“. Dér, skjult for menneskenes øjne men synligt for Gud, væves et barns knogler, sener, muskler, nerver og blodkar.
Før Davids enkelte legemsdele var dannet i moders liv, kendte Gud hans udseende. Hvordan kunne han det? Jo, fosteret udvikler sig efter et bestemt mønster, som skete det ifølge anvisninger i en bog. Dette vidner om Jehovas visdom og evne til at se ting der er skjult for mennesker! Det bør også åbne vore øjne for at det er Gud der har skabt menneskene, og ham der står bag den underfulde forplantningsproces som ligger til grund for at vi hver især er kommet til verden.
Hvor er Guds tanker dyrebare!
Tanken om barnets udvikling i moderlivet fik David til at grunde over Guds visdom. Han udbrød derfor: „Ja, hvor er dine tanker mig dyrebare, Gud! Hvor må deres fulde sum være mægtig!“ (Salme 139:17) David satte stor pris på Jehova Guds tanker, og de er så talrige at „deres fulde sum“ betog ham dybt. Hvis Guds tanker er dyrebare for os, vil vi flittigt studere Skrifterne. (1 Timoteus 4:15, 16) Bibelen, Guds nedskrevne tanker, er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. — 2 Timoteus 3:16, 17.
Om Jehovas tanker skrev David: „Vil jeg tælle dem, er de talrigere end sandskornene. Jeg vågnede, men stadig er jeg hos dig.“ (Salme 139:18) Eftersom Guds tanker er talrigere end selv sandskornene, ville David ikke engang være færdig ved sengetid hvis han begyndte at tælle dem ved daggry. Når han vågnede om morgenen ville han stadig være hos Jehova; han ville stadig være i gang med at tælle Guds tanker. Eftersom vi har brug for Jehovas ledelse kan det meget vel tænkes at vort sind som det sidste om aftenen og det første om morgenen er optaget af under bøn at meditere over hans tanker og hensigter. — Salme 25:8-10.
De onde straffes
I betragtning af at Guds vejledning er vís, hvordan så David da på dem der forkastede den? Han bad: „Ville du, Gud, blot dræbe den ugudelige! Så fjernede blodskyldige mænd sig fra mig, de som taler rænkefuldt om dig; dine modstandere har brugt dit navn på uværdig måde.“ (Salme 139:19, 20) David forsøgte ikke at gøre det af med de ugudelige, men bad om at Jehova måtte straffe dem. Vi bør have samme indstilling. Vi kan for eksempel bede om frimodighed til at tale Guds ord når vi forfølges af fjender. (Apostelgerninger 4:18-31) Men vi forsøger ikke at rydde vore fjender af vejen, for vi ved at Jehova har sagt: „Hævnen er min; jeg vil gengælde.“ — Hebræerne 10:30; 5 Mosebog 32:35.
Hvis Gud dræbte de ugudelige, ville sådanne blodskyldige mænd fjerne sig fra David. De havde pådraget sig skyld ved at udgyde blod, og de talte desuden rænkefuldt om Jehova. Dertil kommer at de fortjente døden fordi de havde smædet Guds navn ved at bruge det på uværdig måde, måske i forbindelse med deres onde planer. (2 Mosebog 20:7) Måtte vi aldrig gøre os skyldige i lignende synder!
Eftersom de ugudelige havde gjort sig skyldige i blodsudgydelse og i at smæde Guds navn, erklærede David: „Hader jeg ikke dem der hader dig, Jehova, og ledes jeg ikke ved dem der rejser sig mod dig? Med fuldkomment had hader jeg dem. Mine fjender er de blevet.“ (Salme 139:21, 22) David følte lede ved disse mennesker fordi de hadede Jehova og rejste sig mod ham. De var salmistens fjender fordi han afskyede deres ondskab, ugudelighed og oprør imod den Allerhøjeste.
Lad Gud undersøge dig
David ønskede ikke at være som de ugudelige, men han vidste at han ikke burde nære fjendskab mod dem. Derfor bad han indtrængende: „Undersøg mig, Gud, og kend mit hjerte. Ransag mig, og kend mine foruroligende tanker, og se om der er en smertens vej i mig, og før mig ad den vej der varer evindelig.“ (Salme 139:23, 24) Ligesom salmisten bør vi ønske at Gud undersøger vort hjerte og bedømmer om vi har urette motiver. (1 Krønikebog 28:9) Vi bør bede Jehova ransage os, kende vore foruroligende tanker, og se om der er en smertens vej i os. Hvis vi plages af bekymring over vore fejl, hvis noget smerter os eller der er noget i vejen med vore motiver, lad os da bede ydmygt og fuldstændig underkaste os Guds ånds ledelse og hans ords vejledning. (Salme 40:11-13) Gør vi det, kan vor bedste Ven, Jehova, føre os ad den vej der varer evindelig ved at hjælpe os til at følge en retfærdig kurs der fører til evigt liv.
Salme 139 indeholder således mange opmuntrende tanker. Den viser at eftersom intet undgår vor himmelske Faders opmærksomhed, kan han hjælpe os når som helst vi er i nød. (Hebræerne 4:16) Da Jehova kender os bedre end vi kender os selv, er vi desuden trygge under hans kærlige omsorg. (5 Mosebog 33:27) Hvis vi ydmygt beder ham undersøge os og henlede vor opmærksomhed på vore personlige svagheder, kan vi med hans hjælp rette dem. Alt det Gud ved om os som enkeltpersoner bør derfor påvirke vort liv i en god retning. Det bør tilskynde os til at kæmpe trofast for den sande tilbedelse og vandre ydmygt for Jehova, der kender os til bunds.