STUDIEARTIKEL 17
Jehova elsker dig!
“Jehova elsker sit folk.” – 2. KRØN. 2:11.
SANG NR. 108 Guds loyale kærlighed
FORMÅLa
1. Hvordan ser Gud på sine tjenere?
JEHOVA GUD “elsker sit folk”. (2. Krøn. 2:11) Hvor er det fantastisk at få det at vide! Jehova lægger mærke til alt det gode i os – han ser vores potentiale og drager os til sig. Hvis vi bliver ved med at være trofaste mod ham, vil han holde sig nær til os for evigt! – Joh. 6:44.
2. Hvorfor har nogle svært ved at tro at Jehova elsker dem?
2 Nogle vil måske sige: ‘Jeg ved godt at Jehova elsker sit folk som gruppe betragtet, men hvordan kan jeg være sikker på at han også elsker mig personligt?’ Hvad kunne få nogle til at sige sådan? En søster der hedder Oksana,b har haft en traumatisk barndom, og hun fortæller: “Jeg var glad og lykkelig da jeg blev døbt og begyndte som pioner. Men 15 år senere vendte nogle frygtelige minder tilbage til mig. Jeg begyndte at tænke at jeg havde mistet Jehovas godkendelse, og at jeg ikke fortjente at han elskede mig.” Yua, en pionersøster der også oplevede mange svære ting da hun var barn, siger: “Jeg indviede mig til Jehova fordi jeg gerne ville gøre ham glad. Men jeg var helt sikker på at han aldrig ville kunne elske mig.”
3. Hvad vil vi se på i den her artikel?
3 Måske har du det ligesom de to trofaste søstre – du elsker Jehova højt, men tvivler på at han elsker dig. Hvorfor er det vigtigt at du er overbevist om at han virkelig holder af dig? Og hvad kan hjælpe dig når du bliver overvældet af negative tanker? Det vil vi se på nu.
DET ER FARLIGT AT TVIVLE PÅ JEHOVAS KÆRLIGHED
4. Hvorfor er det farligt at tvivle på at Jehova elsker os?
4 Når vi er sikre på at Jehova elsker os og støtter os, vil vi føle os motiveret til at tjene ham af hele vores hjerte uanset hvilke udfordringer livet giver os. Hvis vi derimod tvivler på at Gud holder af os, vil vores “kræfter være få”. (Ordsp. 24:10) Og hvis vi bliver modløse og begynder at tvivle på Guds kærlighed, er vi sårbare over for Satans angreb. – Ef. 6:16.
5. Hvordan har det påvirket nogle at de har tvivlet på Guds kærlighed?
5 Nogle af vores brødre og søstre er begyndt at tvivle på Jehovas kærlighed, og det har svækket deres tro. En ældste der hedder James og tjener på Betel, siger: “Jeg var glad for at være på Betel og samtidig tjene i en menighed der talte et andet sprog, men alligevel spekulerede jeg på om Jehova virkelig godkendte min tjeneste. På et tidspunkt tvivlede jeg endda på at Jehova lyttede når jeg bad til ham.” Eva, der også er i heltidstjenesten, siger: “Jeg fandt ud af at det er farligt at tvivle på Jehovas kærlighed fordi man kommer ind i en ond cirkel. Det påvirker ens åndelige appetit og ens glæde i tjenesten for Jehova.” Michael, der er pioner og ældste, har denne betragtning: “Hvis du ikke er overbevist om at Gud holder af dig, vil du glide væk fra ham.”
6. Hvad skal vi gøre når vi begynder at tvivle på Guds kærlighed?
6 De erfaringer illustrerer hvor skadeligt det er at tvivle på Guds kærlighed. Hvad skal vi gøre når negative tanker begynder at dukke op i vores sind? Vi skal afvise dem med det samme! Bed Jehova om hjælp til at erstatte dine “urolige tanker” med Guds fred, som vil beskytte dit hjerte og dit sind. (Sl. 139:23; Flp. 4:6, 7) Og husk at du ikke er alene. Mange andre trofaste brødre og søstre kæmper også med negative tanker. Og det var der også nogle af Jehovas tjenere før i tiden der gjorde. Lad os her se på hvad vi kan lære af apostlen Paulus.
HVAD DU KAN LÆRE AF PAULUS’ EKSEMPEL
7. Hvad kæmpede Paulus med?
7 Føler du nogle gange at du har så mange ansvarsopgaver at du ikke kan klare det hele? Så vil du kunne sætte dig ind i hvordan Paulus havde det. Han siger selv at han bekymrede sig om brødrene og søstrene i ikke bare én menighed men “alle menighederne”. (2. Kor. 11:23-28) Har du kroniske helbredsproblemer der ofte tager glæden fra dig? Paulus var konstant plaget af “en torn i kødet”, som kan have været en fysisk lidelse, og han ønskede virkelig at slippe af med den. (2. Kor. 12:7-10) Er du sommetider skuffet over dig selv og din egen ufuldkommenhed? Det var Paulus nogle gange. Han sagde selv at han var ulykkelig over at han hele tiden måtte kæmpe mod sin ufuldkommenhed. – Rom. 7:21-24.
8. Hvad hjalp Paulus til at blive ved med at tjene Jehova trofast?
8 Men selvom Paulus kom ud for mange prøvelser og vanskeligheder, blev han ved med at tjene Jehova. Hvad gav ham styrke til at gøre det? Til trods for at han var meget bevidst om sin ufuldkommenhed, havde han en urokkelig tro på løskøbelsen. Han kendte Jesus’ løfte om at ‘enhver som tror på ham, skal få evigt liv’. (Joh. 3:16; Rom. 6:23) Fordi Paulus havde en stærk tro på løskøbelsen, var han overbevist om at Jehova er parat til at tilgive selv dem der har begået alvorlige synder, hvis de angrer. – Sl. 86:5.
9. Hvad lærer vi af Paulus’ ord i Galaterne 2:20?
9 Paulus havde tro på at Gud elskede ham højt og havde ofret sin Søn, Jesus, for ham. Det fremgår tydeligt af det han skriver i Galaterne 2:20. (Læs). Læg mærke til de meget opmuntrende ord i slutningen af verset. Paulus skrev: “Guds Søn ... elskede mig og ofrede sit liv for mig.” Paulus satte ikke grænser for Guds kærlighed som om han ville sige: ‘Jeg kan godt forstå at Jehova elsker mine brødre og søstre, men han kan umuligt elske mig.’ Og i brevet til romerne skrev han: “Gud har bevist sin kærlighed til os ved at lade Kristus ofre livet for os mens vi stadig var syndere.” (Rom. 5:8) Intet kan sætte grænser for Guds kærlighed til os!
10. Hvad kan vi lære af Romerne 8:38, 39?
10 Læs Romerne 8:38, 39. Paulus forstod virkelig hvor stærk Guds kærlighed er. Han skrev at intet “vil kunne skille os fra Guds kærlighed”. Paulus vidste at Jehova havde vist stor tålmodighed over for Israels folk. Han vidste også at Jehova havde vist stor barmhjertighed over for ham selv. Man kan udtrykke Paulus’ ræsonnement på denne måde: ‘Har jeg nogen som helst grund til at tvivle på at Jehova elsker mig, når han har ladet sin egen Søn ofre livet for mig?’ – Rom. 8:32.
11. Hvorfor var Paulus sikker på at Gud elskede ham selvom han havde begået de synder han omtalte i 1. Timotheus 1:12-15?
11 Læs 1. Timotheus 1:12-15. Der må have været nogle tider hvor Paulus havde det virkelig dårligt med sin egen fortid. Inden han blev kristen, havde han nådesløst forfulgt de kristne i den ene by efter den anden, sat nogle af dem i fængsel og stemt for at andre skulle henrettes. (Ap.G. 26:10, 11) Man forstår hvorfor han kaldte sig selv for “den største” af alle syndere. Kan du forestille dig hvordan det ville være for Paulus at møde en ung kristen hvis forældre var blevet henrettet på grund af ham? Paulus angrede det han havde gjort forkert, men han indså også at han ikke kunne ændre sin fortid. Han vidste at Jesus havde ofret sit liv for ham, og i tillid til Jehova skrev han: “Takket være Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er.” (1. Kor. 15:3, 10) Hvad kan du lære af det? Forstå og acceptér at Jesus har givet sit liv for dig og banet vej for at du kan få et nært, personligt forhold til Jehova. (Ap.G. 3:19) Det der betyder noget i Guds øjne, er hvad vi gør nu og i fremtiden, ikke de fejl vi har begået i fortiden, hvad enten det var før eller efter vi blev Jehovas Vidner. – Esa. 1:18.
12. Hvordan kan ordene i 1. Johannes 3:19, 20 hjælpe os hvis vi føler os værdiløse?
12 Når du tænker på at Jesus ofrede sit liv for din skyld, siger du måske til dig selv at du ikke er værdig til at få den store gave. Hvad kan få dig til at føle sådan? Vores ufuldkomne hjerte kan bedrage os så vi føler at vi er værdiløse, og at andre umuligt kan elske os. (Læs 1. Johannes 3:19, 20). Når vi har det sådan, må vi huske at “Gud er større end vores hjerte”. Ja, vores Fars kærlighed og villighed til at tilgive er langt større end nogen af de negative følelser der kan dukke op i vores hjerte. Vi må arbejde på at få det syn på os selv som Jehova har. Hvad kan hjælpe os? Vi må ofte studere Bibelen, bede til Jehova og bruge tid sammen med dem der tjener ham. Lad os se nærmere på hver af de tre ting.
HVORDAN BIBELLÆSNING, BØN OG TROFASTE VENNER KAN HJÆLPE DIG
13. Hvordan kan det hjælpe os at fordybe os i Guds ord? (Se også boksen “Hvordan Guds ord hjælper dem”).
13 Fordyb dig i Guds ord hver dag. Så vil Jehovas varme og kærlige personlighed komme til at stå mere og mere klart for dig. Du vil mærke hvor meget han holder af dig. Når man hver dag mediterer over et stykke i Guds ord, vil det hjælpe en til at tænke mere klart. Der vil ske en “korrektion” af ens tankegang og følelser. (2. Tim. 3:16) En ældstebror ved navn Kevin kæmpede meget med sit selvværd. Han siger: “At læse Salme 103 og meditere over den har hjulpet mig til at forstå hvad Jehova i virkeligheden tænker om mig, og det har givet mig et mere afbalanceret syn på mig selv.” Eva, som blev nævnt tidligere, fortæller: “Jeg afslutter hver dag med en stille stund hvor jeg fordyber mig i Jehovas tanker. Det giver mig fred indeni og styrker min tro.”
14. Hvordan kan bøn være en hjælp for os?
14 Bed ofte til Jehova. (1. Thess. 5:17) Et venskab bliver stærkere når parterne ofte taler sammen og åbent fortæller om deres tanker og følelser. Sådan er det også med vores venskab med Jehova. Når vi i vores bønner sætter ord på vores tanker, følelser og bekymringer, viser vi at vi har tillid til ham og er klar over at han elsker os. (Sl. 94:17-19; 1. Joh. 5:14, 15) Yua, som blev citeret tidligere, siger: “Når jeg beder til Jehova, nøjes jeg ikke bare med at fortælle ham hvordan min dag er gået. Jeg åbner op og fortæller ham om mine inderste følelser. Det har lidt efter lidt hjulpet mig til ikke bare at se Jehova som en slags øverste chef i et stort firma, men som en Far der virkelig elsker sine børn.” – Se boksen “Har du læst den?”
15. Hvordan viser Jehova os personlig interesse?
15 Brug tid sammen med gode venner. De er gaver fra Jehova. (Jak. 1:17) Vores Far viser os personlig interesse ved at give os en familie af åndelige søskende som “viser kærlighed til hver en tid”. (Ordsp. 17:17) I sit brev til kolossenserne nævner Paulus specifikt nogle trosfæller der støttede ham, og han siger at de var “til stor trøst” for ham. (Kol. 4:10, 11) Selv Jesus havde brug for hjælp fra venner, både engle og mennesker, og han værdsatte den hjælp. – Luk. 22:28, 43.
16. Hvordan kan trofaste venner være med til at styrke vores forhold til Jehova?
16 Gør du brug af den gave Jehova har givet dig – dine brødre og søstre i menigheden? At fortælle en moden ven om sine bekymringer er ikke et tegn på svaghed, men viser derimod at man ønsker at beskytte sit forhold til Jehova. James, som blev citeret før, fortæller: “Gode venskaber med modne kristne har været en livline for mig. Når jeg føler mig overvældet af negative tanker, hører mine skønne venner tålmodigt på mig, og de fortæller mig hvor meget de holder af mig. Igennem mine venner kan jeg mærke at Jehova elsker mig og har omsorg for mig.” Hvor er det vigtigt at vi opbygger og bevarer nære venskaber med vores åndelige brødre og søstre!
BLIV I JEHOVAS KÆRLIGHED
17-18. Hvem skal vi lytte til, og hvorfor?
17 Satan ved at det kan være en kamp for os at gøre det der er rigtigt, og vil gerne have os til at give op. Han vil have os til at tro at Jehova ikke elsker os og ikke synes at vi er værd at redde. Men som vi har set, kan intet være længere fra sandheden.
18 Jehova elsker dig! Du er dyrebar i hans øjne! Hvis du bliver ved med at adlyde Jehova, vil han elske dig for evigt, ligesom han elsker Jesus. (Joh. 15:10) Derfor må du ikke lytte til Satan, og du skal heller ikke lytte til dit eget hjerte når det fordømmer dig. Nej, lyt til Jehova, der ser det gode i hver eneste af os. “Jehova elsker sit folk” – derfor kan du være sikker på at han også elsker dig!
SANG NR. 141 Det underfulde liv
a Nogle af vores brødre og søstre synes det er svært at forstå at Jehova nogensinde vil kunne elske dem. Her i artiklen vil vi undersøge hvorfor vi kan være sikre på at Jehova elsker hver enkelt af os. Vi vil også få nogle praktiske forslag til hvad vi kan gøre hvis vi tvivler på hans kærlighed til os.
b Nogle af navnene er ændret.
c BILLEDBESKRIVELSE: Paulus havde tidligere været skyld i at mange kristne var blevet sat i fængsel. Efter at han havde forstået hvad Jesus havde gjort for ham, ændrede han sit liv og blev til stor opmuntring for sine kristne brødre – hvoraf nogle måske var i familie med dem han tidligere havde forfulgt.