BJERG, BJERGLAND

En del af jordoverfladen som markant hæver sig op over det omgivende land. Som regel højere end en bakke eller en høj, selv om der i nogle tilfælde ikke skelnes skarpt. I et område med lave højdedrag er det der kaldes et „bjerg“, måske ikke mere end hundrede meter højere end det omliggende land, mens betegnelsen „høje“ kan bruges om lavere toppe i et bjergområde selv om de er højere end et enligt beliggende bjerg, som for eksempel det 562 meter høje Tabors Bjerg. — Dom 4:6.

Det hebraiske ord har bruges om et enkelt bjerg, som for eksempel Sinaj Bjerg, Garizims Bjerg, Ebals Bjerg, Gilboas Bjerg og Zions Bjerg. (2Mo 19:11; 5Mo 11:29; 1Sa 31:8; Es 4:5) Det bruges også om bjergkæder, som for eksempel Ararats bjerge (1Mo 8:4), og hele bjergegne, som for eksempel Efraims bjergland (Jos 17:15), Naftalis bjergland (Jos 20:7) og Gileads bjergland (5Mo 3:12) samt de bjergegne der tidligere beboedes af amoritterne og ammonitterne (5Mo 1:7, 20; 2:37). Det aramaiske ord tur (Da 2:35) betegner et bjerg, ligesom det græske ord oʹros. — Se artiklerne om de enkelte bjerge under deres respektive navne.

Palæstinas bjerge. Palæstina er i det store og hele et temmelig bjergrigt land skønt der kun findes få bjergtinder af imponerende højde. Vest for Jordanfloden ligger Judas bjerge mod syd, deriblandt Morijas Bjerg, Zions Bjerg og Oliebjerget. (2Kr 3:1; Sl 48:2; Mr 13:3) Den centrale del af denne bjergkæde strækker sig mod nordøst til Gilboas Bjerg (1Sa 31:1) og omfatter Efraims og Samarias bjergland, med de historiske tinder Garizim og Ebal. (Jos 19:50; 5Mo 11:29) Mod nordnordvest skyder Karmelbjergkædens forbjerg sig ud i Middelhavet. — Jer 46:18.

Jizre’el- eller Esdrelonsletten deler hovedbjergkæden fra en anden, der ligger længere mod nord, og som indbefatter Tabors Bjerg (Dom 4:6) og Libanonbjergkæden, der løber langs kysten. — Dom 3:3; 1Kg 5:6.

Øst for gravsænkningen ligger Edoms og Moabs bjergland (2Kr 20:10) og de høje klipper langs den østlige side af Det Døde Hav, deriblandt Nebo Bjerg, hvorfra Moses så ud over det forjættede land, samt slettelandet øst for Jordandalen, der ligger i en gennemsnitshøjde af 600 m over havet. (5Mo 3:10; 34:1-3; Jos 13:8, 9; 20:8) Dette bjergområde strækker sig mod nord og støder til Anti-Libanonbjergkæden med det majestætiske Hermons Bjerg, der er det højeste i hele Palæstina. — Høj 4:8.

Bjerges betydning. Bjerge har indflydelse på klima og nedbør. De opsamler vandet, og herfra flyder det i bække ned til floderne, eller det samles i underjordiske reservoirer, som forsyner kilderne i dalene nedenfor. (5Mo 8:7) På skråningerne vokser der træer (2Kr 2:16, 18); der er anlagt vingårde, og der dyrkes forskellige afgrøder. (Sl 72:16; Ord 27:25; Es 7:23-25; Jer 31:5) På højereliggende plateauer var der tærskepladser. (Es 17:13) De ydede en naturlig beskyttelse mod indtrængende hære (Sl 125:2); her var tilflugtssteder og skjulesteder for forråd i farefulde tider (1Mo 19:17, 30; Dom 6:2; Mt 24:16; jf. Åb 6:15), og her søgte dyrene ly. (Sl 50:10, 11; 104:18; Es 18:6) Her var velegnede steder til anlæggelse af byer (Mt 5:14); ved minedrift blev der brudt nyttig malm (5Mo 8:9), og fra stenbrud hentedes værdifulde bygningssten. — 1Kg 5:15-17.

Jehovas ejendom. Alle bjerge tilhører Jehova Gud, for det er ham der har dannet dem. (Sl 95:4; Am 4:13) Udtrykkene „Jehovas bjerg“ eller „Guds bjerg“ anvendes dog ofte i den specielle betydning at her åbenbarede Jehova sin nærværelse. Disse betegnelser anvendes om Sinaj Bjerg eller Horeb (2Mo 3:1; 4Mo 10:33) og om bjerget hvor Jehovas tempel lå. — Sl 24:3.

Brugt billedligt og profetisk. Ordet „bjerg“ bruges undertiden om jorden og bevoksningen på bjergene. (Jf. Sl 83:14.) Om Jehova siger salmisten: „Han rører ved bjergene, og de ryger.“ (Sl 104:32; 144:5, 6) Dette hentyder muligvis til at lyn kan slå ned i træerne på bjergene og sætte skovene i brand så det ser ud som om bjergene ryger. Det er uden tvivl virkningen af et stærkt uvejr der er beskrevet når Bibelen taler om at bjergene ’smelter’ eller ’flyder bort’. (Sl 97:5; Dom 5:5) Ved stærke regnskyl samler vandet sig i bække der bliver til rivende strømme eller regnfloder som skyller jorden bort og får det til at se ud som om den smelter. Tilsvarende hedder det at Jehovas vrede over nationerne vil bevirke et sådant blodbad at de dræbtes blod vil få bjergene til at smelte eller opløses, det vil sige skylle jorden bort. (Es 34:1-3) Når det siges at bjergene skal „dryppe af sød vin“, betyder det at vinhaverne på skråningerne ville give et rigeligt udbytte. — Joel 3:18; Am 9:13.

Ved Sinaj Bjerg åbenbarede Jehova sin nærværelse gennem sådanne fysiske manifestationer som lyn, røg og ild. Desuden skælvede bjerget. (2Mo 19:16-18; 20:18; 5Mo 9:15) Åbenbart danner skildringen af disse og andre fysiske fænomener grundlag for visse billedlige udtryk andre steder i Bibelen. (Jf. Es 64:1-3.) Når det billedligt siges at „bjergene sprang omkring som væddere“, hentydes der uden tvivl til at Sinaj Bjerg skælvede. (Sl 114:4, 6) Når der siges at ’bjergenes grundvolde sættes i flammer’, tænkes der måske på vulkanudbrud (5Mo 32:22), og når der siges at „bjergenes grundvolde bævede“, er det muligvis som følge af jordskælv. — Sl 18:7.

Brugt om regeringer. Bjerge bruges i Bibelen som symbol på riger eller regeringer. (Da 2:35, 44, 45; jf. Es 41:15; Åb 17:9-11, 18.) Babylon ødelagde andre lande ved sine militære erobringer og kaldes derfor „du ødelæggende bjerg“. (Jer 51:24, 25) En salme der beretter om Jehovas indgriben over for krigere der er udrustet med forskellige våben, skildrer ham som „hyllet i lys, mere majestætisk end bjerge med bytte“. (Sl 76:4) Disse „bjerge med bytte“ kan være et symbol på aggressive riger. (Jf. Na 2:11-13.) Om Jehova sagde David: „Du har i din velvilje ladet mit bjerg stå med styrke,“ hvormed han sandsynligvis mente at Jehova havde hævet hans kongedømme højt op og befæstet hans stilling som konge. (Sl 30:7; jf. 2Sa 5:12.) Den omstændighed at bjerge anvendes som symbol på riger og regeringer, hjælper os til at forstå hvad der menes med det der i Åbenbaringen 8:8 skildres som „noget ligesom et stort bjerg, brændende med ild“. Sammenligningen med et brændende bjerg antyder at der er tale om et herredømme der er ødelæggende som ild.

Af Daniels profeti fremgår det at Guds rige vil knuse alle andre riger og derefter blive et stort bjerg der fylder hele jorden. (Da 2:34, 35, 44, 45) Det betyder at det vil udstrække sit gavnlige styre til hele jorden. Som salmisten skrev: „Måtte bjergene bære fred til folket, og højene ligeså, ved retfærdighed.“ (Sl 72:3) I overensstemmelse med denne salme vil de velsignelser der nævnes i forbindelse med Guds bjerg, som for eksempel Jehovas festmåltid for alle folkene, være noget man vil erfare her på jorden. — Es 25:6; se også Es 11:9; 65:25.

Forbundet med gudsdyrkelsen. Zions Bjerg blev et helligt bjerg da David førte arken ind i det telt som han havde rejst dér. (2Sa 6:12, 17) Da arken var forbundet med Jehovas nærværelse og David åbenbart handlede efter guddommelig ledelse (5Mo 12:5), betød det at Jehova havde valgt Zions Bjerg som det sted hvor hans bolig skulle ligge. Om dette valg skrev David: „Et Guds bjergland [dvs. skabt af Gud] er Basans bjergland; et bjergland med høje tinder er Basans bjergland. I bjerge med høje tinder, hvorfor ser I med misundelse på det bjerg hvor Gud har ønsket at bo? Ja, Jehova har sin bolig dér for bestandig. . . . Jehova er kommet fra Sinaj [hvor han først åbenbarede sin nærværelse for hele Israels folk] til det hellige sted.“ (Sl 68:15-17) Basans bjergland er måske identisk med bjerget Hauran (Djebel ed Druz), og det kan være denne bjergkæde der sigtes til med ordene „Guds bjergland“ og „et bjergland med høje tinder“. Men selv om Hauran er langt højere end Zions Bjerg, valgte Jehova dog dette mindre iøjnefaldende bjerg som det sted hvor hans bolig skulle ligge.

Efter at templet var blevet bygget på Morijas Bjerg, kom betegnelsen „Zion“ også til at omfatte stedet hvor templet lå, og således blev Zion ved med at være Guds hellige bjerg. (Es 8:18; 18:7; 24:23; Joel 3:17) Eftersom Jehovas tempel lå i Jerusalem, blev selve byen også kaldt hans „hellige bjerg“. (Es 66:20; Da 9:16, 20) Når salmisten siger: „Jeg løfter mine øjne til bjergene. Hvorfra kommer min hjælp? Min hjælp er fra Jehova,“ tænker han muligvis på at man vendte ansigtet mod Jerusalems bjerge når man bad. — Sl 121:1, 2; jf. Sl 3:4; 1Kg 8:30, 44, 45; Da 6:10.

Profetierne i Esajas 2:2, 3 og Mika 4:1, 2 pegede frem til den tid da „bjerget med Jehovas hus“ ville blive „grundfæstet over bjergenes top“ og ’hævet op over højene’, og folk af mange nationaliteter ville strømme til det. Når der siges at „bjerget med Jehovas hus“ skulle grundfæstes over bjergene og højene, betyder det at tilbedelsen af den sande Gud ville blive højt hævet over enhver anden form for gudsdyrkelse, for i gammel tid lagde man helligdommene for de falske guder på bjergene og højene, og her foregik afgudsdyrkelsen. — 5Mo 12:2; Jer 3:6; Ez 18:6, 11, 15; Ho 4:13.

I en forbilledlig opfyldelse, som fandt sted mellem år 29 og år 70 e.v.t., i de sidste dage for den jødiske tingenes ordning, blev tilbedelsen af Jehova ophøjet over den ophøjede stilling som de hedenske nationer gav deres falske guder. Kongen, Jesus Kristus, ’brød igennem’ med hensyn til at ophøje den sande tilbedelse, og han blev fulgt af først en rest af Israels folk og derefter af folk fra alle nationer. (Es 2:2; Mik 2:13; Apg 10:34, 35) I en modbilledlig opfyldelse, i de sidste dage for denne tingenes ordning, er tilbedelsen af Jehova blevet ophøjet mere end nogen sinde. Kongen, Jesus Kristus, har ført resten af det åndelige Israel til den rene tilbedelse, og denne rest er blevet fulgt af en stor skare af alle nationer. — Åb 7:9.

Hindringer. Undertiden bruges bjerge som et symbol på hindringer. Som eksempel kan nævnes de hindringer som israelitterne måtte overvinde for at vende hjem fra landflygtigheden i Babylon, og de forsøg der senere blev gjort for at hindre genopbygningen af templet. (Es 40:1-4; Zak 4:7) Troen kan flytte tilsvarende bjerglignende forhindringer og, hvis det er Guds vilje, endog bogstavelige bjerge. — Mt 17:20; 21:21; Mr 11:23; 1Kor 13:2.

Stabilitet, vedvaren, ophøjethed. Bjerge forbindes med noget der er stabilt og varigt. (Es 54:10; Hab 3:6; jf. Sl 46:2.) Når salmisten talte om at Jehovas retfærdighed er som „gudsbjerge“ (Sl 36:6), mente han derfor muligvis at Jehovas retfærdighed er urokkelig. Hvis han tænkte på bjergenes højde, kan det også betyde at Guds retfærdighed langt overgår menneskers. (Jf. Es 55:8, 9.) I forbindelse med udgydelsen af den syvende skål med Guds harme siges der i Åbenbaringen 16:20: „Og bjerge fandtes ikke.“ Dette viser at end ikke noget der er så højt som bjerge, vil undgå at blive ramt af Guds vrede eller harme. — Jf. Jer 4:23-26.

Bjerge glæder sig og lovsynger Jehova. Når Jehova vender sin opmærksomhed mod sit folk og viser det sin gunst, har det en gavnlig virkning på landet. Bjergskråningerne er opdyrkede og velholdte og ser ikke længere forsømte ud, som om de sørgede over at være lagt øde eller hjemsøgt af sygdom. Derfor siges der billedligt at bjergene ’råber af glæde’, og at deres skønhed og frugtbarhed lovsynger Jehova. — Sl 98:8; 148:7-9; jf. Es 44:23; 49:13; 55:12, 13; Ez 36:1-12.