I De Hebraiske Skrifter bruges ordet som en højtidelig formel hvormed man retsligt forpligtede sig til at overholde en ed eller pagt og at tage de konsekvenser der fulgte med. (4Mo 5:22; 5Mo 27:15-26; Ne 5:13) Det blev også brugt som en højtidelig bekræftelse af en bøn (1Kr 16:36), af en lovprisning (Ne 8:6) eller af en erklæret hensigt (1Kg 1:36; Jer 11:5). Hver af de første fire af de fem bøger eller samlinger der udgør Salmernes Bog, slutter med dette udtryk, hvilket kan tyde på at det var almindeligt at hele menigheden gav sin tilslutning til kende med et „amen“ ved slutningen af den pågældende sang eller salme. — Sl 41:13; 72:19; 89:52; 106:48.

Bønnen i 1 Krønikebog 16:36 og bønnerne i Salmerne (41:13; 72:19; 89:52; 106:48) samt brugen af ordet „amen“ i de kanoniske breve viser at det er korrekt at afslutte bønner med et „amen“. Selv om ikke alle bønner slutter med „amen“ i teksten — som for eksempel Davids sidste bøn for Salomon (1Kr 29:19) og Salomons bøn ved templets indvielse (1Kg 8:53-61) — er det meget muligt at ordet blev brugt. (Bemærk 1Kr 29:20.) Gengivelsen af Jesu bønner i Mattæus 26:39, 42 og Johannes 17:1-26 og af disciplenes bøn i Apostelgerninger 4:24-30 slutter heller ikke med „amen“. Imidlertid fremgår det af det ovenanførte at det er rigtigt at afslutte en bøn med „amen“, og især Paulus’ udtalelse i 1 Korinther 14:16 viser at det var almindeligt at man i de kristne forsamlinger sagde „amen“ til en bøn. Endnu en støtte for brugen af ordet finder vi i Åbenbaringen 5:13, 14; 7:10-12 og 19:1-4, hvor de himmelske skabninger anvender det for at vise at de tilslutter sig en bøn eller en højtidelig erklæring og med dette ene ord giver udtryk for deres tillid, fulde anerkendelse og urokkelige håb.