BERUSELSE

Den tilstand at være påvirket af overdreven nydelse af alkoholiske drikke. Den der vanemæssigt overdriver indtagelse af stærke drikke så han bliver beruset, betegnes som dranker.

På Bibelens tid bestod berusende drikke af vin fremstillet af druer (5Mo 32:14) og alkoholiske drikke fremstillet af korn. (Es 1:22) Jehova, som har frembragt „vin der fryder det dødelige menneskes hjerte“, tillader at der drikkes vin og stærke drikke med måde. — Sl 104:14, 15; se VIN OG STÆRKE DRIKKE; ØL.

Fordømmes i Bibelen. At drikke stærke drikke så man bliver beruset, fordømmes i Bibelen. Vismanden der skrev Ordsprogene, maler et levende og videnskabeligt korrekt billede af virkningen af at indtage alkoholiske drikke i overmål. Advarende siger han: „Hvem har ve? Hvem har ubehag? Hvem har stridigheder? Hvem har bekymring? Hvem har sår uden grund? Hvem har slørede øjne? De der sidder længe over vinen, de der kommer for at prøve den blandede vin. Se ikke på vinen når den viser sit røde skær, når den funkler i bægeret [når vinen ser overdrevent tiltrækkende og funklende ud], løber så let [når den løber alt for let gennem halsen]. Til sidst bider den som en slange, og den udskiller gift som en giftsnog [den kan gøre én fysisk syg (for eksempel give skrumpelever) og mentalt syg (forårsage delirium tremens), og den kan dræbe bogstaveligt]. Dine øjne ser mærkelige ting [alkoholen hæmmer hjernecentrenes funktion; normalt undertrykte tilbøjeligheder får frit løb; man får hallucinationer; huller i hukommelsen udfyldes af beretninger om fantastiske oplevelser fortalt helt troværdigt; opførselen er hæmningsløs], og dit hjerte taler fordærvet [tanker og ønsker der normalt beherskes, kommer til udtryk].“ — Ord 23:29-33; Ho 4:11; Mt 15:18, 19.

Hvordan den berusede selv føler det, beskrives derefter således: „Og du bliver som en der ligger i havets hjerte [føler sig fortumlet som en druknende, der til sidst bliver bevidstløs], ja, som en der ligger i mastetoppen [hvor skibets rulninger er størst; det vil sige drankerens liv er i fare som følge af en ulykke, af slag, slagsmål og så videre]. ’Man slog mig, men jeg blev ikke syg; man pryglede mig, men jeg vidste det ikke [siger drankeren ved sig selv; han følte ikke hvad der gik for sig og heller ikke den ilde medfart han fik]. Hvornår vågner jeg? Jeg vil opsøge den igen [han må nu sove rusen ud, men han er slave af drikkeriet og glæder sig til at drikke igen når han er i stand til det].’“ Han bliver fattig fordi han bruger for mange penge på alkohol og fordi han bliver upålidelig og derfor er ude af stand til at arbejde. — Ord 23:20, 21, 34, 35.

Forbudt i den kristne menighed. Drankeren er tilbøjelig til at optræde voldsomt, tale højrøstet og te sig latterligt — til skændsel og vanære for ham selv og andre. (Ord 20:1; Sl 107:27; Es 19:14) Af den grund kan drukkenskab ikke tolereres i den kristne menighed. Guds syn på drikfældighed fremgår af hans lov til Israel. En genstridig og opsætsig søn der var en frådser og dranker, skulle stenes til døde. (5Mo 21:18-21) På linje med dette forordner Bibelen at uforbederlige drikfældige skal udstødes af den kristne menighed. (1Kor 5:11-13) Blandt „kødets gerninger“ anføres „drikketure“ og „sviregilder“, noget som ikke er ualmindeligt blandt verdens mennesker. Hvis en kristen er blevet befriet for en sådan vane og derefter vender tilbage til den og ikke ændrer sind, vil han ikke kunne arve Guds rige. (1Kor 6:9-11) Han må holde op med at bruge sin tid på at gøre nationernes vilje og ikke tage del i deres overdrevne nydelse af vin eller i deres sviregilder. (1Pe 4:3) Han må arbejde på at frembringe Guds ånds frugter. — Ga 5:19-24.

Mådehold og et sundt sind hører derfor med til de krav der stilles til kristne tilsynsmænd (1Ti 3:1-3; Tit 1:7), menighedstjenere (1Ti 3:8), ældre mænd og kvinder (Tit 2:2, 3), unge mænd og kvinder (Tit 2:4-8) og børn (især tilsynsmændenes). — Tit 1:6.

Paulus irettesatte de kristne i Korinth for visse uregelmæssigheder i forbindelse med Herrens aftensmåltid. Nogle af dem tog mad og drikke med til menighedens mødested. Skønt de selv havde rigeligt, delte de ikke deres overflod med andre og lod således hånt om deres nødlidende brødre. Når tiden var inde til at indtage Herrens aftensmåltid, var nogle ikke i en passende tilstand til at deltage fordi de havde spist og drukket for meget, mens andre var sultne. Paulus skrev derfor: „Én er sulten og en anden er beruset.“ — 1Kor 11:20-22.

Som det fremgår af Moseloven, bør man ikke nyde alkoholiske drikke umiddelbart før man deltager i en tjeneste for Gud. Israels præster fik befaling om at de ikke måtte indtage alkoholiske drikke så længe de udførte deres officielle pligter, for at de ikke skulle dø. — 3Mo 10:8-11.

Hvorfor fortæller Bibelen om at mænd som Noa og Lot blev berusede?

Adskillige tilfælde af beruselse er omtalt i Bibelen når de kaster lys over noget der har betydning. Det berettes for eksempel at Noa plantede en vingård efter Vandfloden, og at han blev beruset da han drak af vinen. Denne hændelse nævnes i Bibelen for at vise under hvilke omstændigheder Noa udtalte sin forbandelse over Kana’an. (1Mo 9:20-27) Et andet tilfælde er beretningen om hvordan Lots to døtre to på hinanden følgende aftener gav deres fader så meget vin at drikke at han blev beruset og de kunne have kønslig forbindelse med ham. (1Mo 19:30-38) Denne beretning fortæller os hvordan Moabs og Ammons folk blev til, og hvordan de var beslægtede med Israel. Lot var åbenbart så beruset at han nok var omtåget, men ikke for beruset til at have samleje. Når Guds ord så stærkt fordømmer beruselse, kan vi være sikre på at disse retfærdige mænd ikke var drankere eller havde for vane at drikke for meget. Det er eksempler på Bibelens åbenhed, idet den ikke fortier sandheden om de mennesker den skildrer, når vi kan lære noget af det. Andre tilfælde af beruselse findes omtalt i 1 Samuel 25:36-38; 2 Samuel 11:13; 1 Kongebog 20:15-21.

En forkert antagelse. Da den hellige ånd blev udgydt over Kristi disciple på pinsedagen år 33, begyndte de at tale på forskellige sprog, og nogle sagde: „De er fulde af sød vin.“ Men Peter forklarede: „Disse mennesker er . . . ikke berusede, som I antager, for det er kun den tredje time på dagen,“ det vil sige at klokken var omkring 9, regnet fra solopgang (ca. kl. 6). (Apg 2:1-4, 13-15) De der fejrede pinsen, kendte Esajas’ profeti: „Ve dem der står tidligt op om morgenen for at løbe efter stærke drikke.“ (Es 5:11) Det var ikke skik at feste om morgenen, og det var urealistisk at antage at samtlige 120 skulle være berusede på den tid af dagen. Paulus gav udtryk for hvad der var skik og brug da han sagde: „De der beruser sig, plejer at være berusede om natten.“ — 1Ts 5:7.

Åndelig beruselse. Lederne af tistammeriget, med Efraim som den dominerende stamme, var åndeligt berusede af „vin“. De satte for eksempel deres lid til politisk uafhængighed og alliancer med fjender af Juda rige, hvis konger sad på „Jehovas trone“. (1Kr 29:23) De drak sig uden tvivl også berusede i bogstavelig forstand. De havde indgået en pagt med Jehova Gud, men de krænkede den på en arrogant, fordrukken måde og smædede ham. — Es 28:1-4.

På samme måde blev Judas præster og ledere åndeligt berusede. Som religiøse vejledere føjede de menneskers overleveringer til Guds ord; de så falske syner og udtalte falske ord om Guds hellige nation. De søgte hjælp hos Assyrien i stedet for hos Gud. (Es 29:1, 9-14; 2Kg 16:5-9) Som forudsagt blev det berusede Israel ført i landflygtighed af Assyrien i 740 f.v.t. Senere blev det frafaldne Juda tvunget til at drikke af Jehovas forbitrelses bæger og blev i 607 f.v.t. sendt i landflygtighed i Babylon. (Es 51:17-23) På grund af sin barske behandling af Guds folk måtte Babylon („kongen af Sjesjak“) 68 år senere drikke af det samme bæger. — Jer 25:15-29.

Det symbolske „Babylon den Store“ skildres i Bibelen som en beruset skøge der i sin hånd har et guldbæger fuldt af „afskyeligheder og hendes utugts urenheder“. De der bor på jorden, er blevet berusede af „hendes utugts vin“, mens hun selv er „beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. Hendes udsvævelser vil resultere i at hun bliver udslettet for evigt. — Åb 17:1-6, 16; 14:8; 18:8; se BABYLON DEN STORE.