KAPITEL 11
„Sørg for at ægteskabet holdes i ære“
„Fryd dig over din ungdoms hustru.“ — ORDSPROGENE 5:18.
1, 2. Hvad vil vi nu se nærmere på, og hvorfor?
ER DU gift? Hvis du er, er dit ægteskab da lykkeligt, eller er det præget af alvorlige problemer? Er du og din ægtefælle gledet fra hinanden? Er dit ægteskab noget du blot holder ud, uden at finde glæde i det overhovedet? I så fald er du nok ked af at det varme forhold I engang havde til hinanden, er kølnet. Som kristen ønsker du uden tvivl at have et ægteskab der er til ære for Jehova Gud, som du elsker. Derfor volder din nuværende situation dig sikkert sorg og bekymring. Du må dog ikke tro at din situation er håbløs.
2 I dag findes der mange lykkelige kristne par som på et tidspunkt blot holdt ud i et glædesløst ægteskab. De fandt imidlertid ud af hvordan de kunne styrke deres forhold. Du kan også få større glæde og tilfredshed i dit ægteskab. Hvordan?
FÅ ET NÆRMERE FORHOLD TIL GUD OG DIN ÆGTEFÆLLE
3, 4. Hvorfor vil ægtepar blive knyttet nærmere sammen hvis de bestræber sig for at få et nærmere forhold til Gud? Belys det med en illustration.
3 Du og din ægtefælle vil blive knyttet nærmere sammen hvis I bestræber jer for at knytte jer nærmere til Gud. Det kan belyses med en illustration: Forestil dig et kegleformet bjerg. Det er bredt ved foden og spidser til ved toppen. En mand står ved foden af den nordlige skråning, og en kvinde står på den anden side, ved foden af den sydlige skråning. Begge begynder at gå op ad bjerget. Så længe de befinder sig på den nederste del af bjerget, er der stor afstand imellem dem. Men efterhånden som de nærmer sig bjergtinden, bliver afstanden imellem dem mindre og mindre. Kan du se hvordan denne illustration kan være til opmuntring for dig og din ægtefælle?
4 De anstrengelser du gør dig for at tjene Jehova helt og fuldt, kan sammenlignes med de anstrengelser det kræver at bestige et bjerg. Da du elsker Jehova, gør du allerede en stor indsats for at gå op ad bjerget, så at sige. Men hvis du og din ægtefælle er gledet fra hinanden, er det som om I går op ad bjerget på hver sin side. Hvad sker der imidlertid hvis I bliver ved med at vandre opad? Det er rigtigt at der i begyndelsen stadig vil være betydelig afstand mellem jer. Men jo mere I anstrenger jer for at få et nærmere forhold til Gud — at vandre opad — jo nærmere vil I blive knyttet sammen. Ja, at få et nærmere forhold til Gud er nøglen til at få et nærmere forhold til sin ægtefælle. Men hvordan bærer man sig ad med det?
Når I anvender kundskaben fra Bibelen, kan den styrke jeres ægteskab
5. (a) Hvad kan hjælpe en til at få et nærmere forhold til Jehova og sin ægtefælle? (b) Hvordan ser Jehova på ægteskabet?
5 Noget der kan hjælpe dig og din ægtefælle til at vandre op ad bjerget, er at følge den vejledning angående ægteskab der findes i Guds ord. (Salme 25:4; Esajas 48:17, 18) Tænk over dette specifikke råd fra apostelen Paulus: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle.“ (Hebræerne 13:4) At noget holdes i ære, vil sige at det agtes og betragtes som dyrebart. Og det er lige præcis sådan Jehova betragter ægteskabet, nemlig som noget dyrebart.
MOTIVERET AF INDERLIG KÆRLIGHED TIL JEHOVA
6. Hvad viser sammenhængen i Paulus’ vejledning om ægteskabet, og hvorfor er det vigtigt at holde sig det for øje?
6 Som tjenere for Gud er du og din ægtefælle selvfølgelig klar over at ægteskabet er dyrebart, endog helligt. Det er Jehova selv der har indstiftet ægteskabsordningen. (Mattæus 19:4-6) Men hvis I for tiden har ægteskabelige problemer, er dét at vide at ægteskabet er ærefuldt, måske ikke nok til at motivere jer til at behandle hinanden kærligt og respektfuldt. Hvad kan da motivere jer? Læg nøje mærke til hvad det var Paulus sagde: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære.“ Sammenhængen viser at Paulus’ vejledning angående ægteskabet er én af flere formaninger. (Hebræerne 13:1-5) At holde sig det for øje kan være en yderligere motivation til at opbygge større respekt for sin ægtefælle. Hvordan det?
7. (a) Hvilke bibelske bud følger vi, og hvorfor? (b) Hvilke gode resultater medfører det at adlyde Jehovas bud?
7 Tænk et øjeblik over hvordan du betragter andre bud i Bibelen, som for eksempel befalingen om at gøre disciple og at komme sammen for at tilbede Gud. (Mattæus 28:19; Hebræerne 10:24, 25) Det skal indrømmes at det ikke altid er let at følge disse bud. Folk du forkynder for, reagerer måske negativt, og dit verdslige arbejde kan gøre dig så udmattet at det er en kamp at komme til de kristne møder. Alligevel bliver du ved med at forkynde Rigets budskab, og du bliver ved med at komme til møderne. Ingen kan få dig til at holde op — ikke engang Satan! Hvorfor ikke? Fordi din inderlige kærlighed til Jehova får dig til at adlyde hans bud. (1 Johannes 5:3) Hvilke gode resultater fører det med sig? At deltage i forkyndelsen og at overvære møderne giver dig en indre fred og stor glæde fordi du ved at du gør Guds vilje. Og disse følelser giver dig ny styrke. (Nehemias 8:10) Hvad kan vi lære af dette?
8, 9. (a) Hvad kan motivere os til at adlyde Bibelens formaning om at holde ægteskabet i ære, og hvorfor? (b) Hvilke to punkter vil vi nu se nærmere på?
8 Ligesom din kærlighed til Jehova motiverer dig til trods hindringer at adlyde buddene om at forkynde og at komme sammen med trosfæller, sådan kan din kærlighed til ham motivere dig til at adlyde Bibelens formaning om at holde dit ægteskab i ære, selv når det synes vanskeligt. (Hebræerne 13:4; Salme 18:29; Prædikeren 5:4) Og ligesom Jehova rigt velsigner dine bestræbelser for at forkynde og at komme sammen med dine medkristne, sådan vil han også lægge mærke til og velsigne dine bestræbelser for at holde dit ægteskab i ære. — 1 Thessaloniker 1:3; Hebræerne 6:10.
9 Hvordan kan du da gøre dit ægteskab ærefuldt? Du må undgå at have en tale og adfærd som skader jeres indbyrdes forhold. Derudover må du tage nogle skridt for at styrke jeres ægteskab.
UNDGÅ EN TALE OG ADFÆRD DER VANÆRER ÆGTESKABET
10, 11. (a) Hvilken form for adfærd vanærer ægteskabet? (b) Hvilket spørgsmål bør ægtefæller stille hinanden?
10 En kristen hustru sagde for nogen tid siden: „Jeg beder Jehova om styrke til at holde ud.“ Hvad er det hun skal holde ud? Hun fortæller: „Min mand slår mig med ord. Det giver ganske vist ikke synlige blå mærker, men hans konstante hårde ord som ’du er en klods om benet’ og ’du duer ikke til noget’ har givet mig ar på sjælen.“ Det er et meget alvorligt problem denne kvinde peger på, nemlig verbale angreb inden for ægteskabet.
11 Hvor er det sørgeligt når kristne ægtefæller slynger sårende ord i ansigtet på hinanden, ord som efterlader følelsesmæssige sår der ikke så let heles. Det siger sig selv at et ægteskab der er præget af verbale angreb, ikke er ærefuldt. Hvordan er omgangstonen i jeres ægteskab? En måde at finde ud af det på er ved ydmygt at stille sin ægtefælle spørgsmålet: „Hvordan virker min tale på dig?“ Hvis din ægtefælle svarer at dine ord indimellem virker sårende, må du være villig til at ændre din måde at tale på. — Galaterne 5:15; Efeserne 4:31.
12. Hvordan kunne ens tilbedelse være forgæves i Guds øjne?
12 Vi må aldrig glemme at den måde vi bruger tungen på i ægteskabet, berører vores forhold til Jehova. Bibelen siger: „Hvis nogen mener at han har en form for tilbedelse og dog ikke tøjler sin tunge men bliver ved med at bedrage sit hjerte, hans form for tilbedelse er forgæves.“ (Jakob 1:26) Din tale er uløseligt knyttet til din tilbedelse af Jehova. Bibelen støtter ikke den tanke at det er uvæsentligt hvad der foregår inden for hjemmets fire vægge, så længe man selv mener at man tjener Gud. Før ikke dig selv bag lyset. Det er en alvorlig sag. (1 Peter 3:7) Det kan godt være at du har gode evner og er meget aktiv i sandheden, men hvis du bevidst sårer din ægtefælle med bidende bemærkninger, vanærer du dit ægteskab, og din tilbedelse kan være forgæves i Guds øjne.
13. Hvordan kunne en mand eller kvinde komme til at såre sin ægtefælle?
13 Ægtefæller må også passe på at de ikke sårer hinanden på en mere indirekte måde. Her er to eksempler: En enlig mor ringer ofte til en gift kristen mand i menigheden for at spørge om råd, og de taler sammen i lang tid; en enlig kristen broder tilbringer meget tid hver uge i forkyndelsen sammen med en gift kristen søster. De gifte personer i disse eksempler har måske de bedste hensigter, men hvordan berører det deres respektive ægtefæller? En hustru der befinder sig i en sådan situation, har udtalt: „Det sårer mig at min mand ofrer så meget tid og opmærksomhed på en anden søster i menigheden. Jeg føler mig tilsidesat.“
14. (a) Hvilken ægteskabelig forpligtelse omtales i Første Mosebog 2:24? (b) Hvad bør vi spørge os selv om?
14 Det er forståeligt at denne kvinde og andre i en lignende situation føler sig såret. Deres ægtefælle ignorerer en grundlæggende vejledning fra Gud angående ægteskab: „En mand [forlader] sin fader og sin moder, og han skal holde sig til sin hustru.“ (1 Mosebog 2:24) De der bliver gift, respekterer selvfølgelig stadig deres forældre, men ifølge Guds ordning er de først og fremmest forpligtede over for hinanden. Og selvom kristne ægtefæller holder meget af deres trosfæller, skal de frem for alt tage sig af hinanden. Når gifte kristne udvikler et for nært forhold til eller bruger unødvendig meget tid sammen med trosfæller, især af det modsatte køn, belaster de deres ægteskab. Er det noget der er aktuelt i dit ægteskab? Spørg dig selv: ’Giver jeg min ægtefælle den tid, opmærksomhed og kærlighed som han eller hun har krav på?’
15. Hvorfor bør en gift kristen ifølge Mattæus 5:28 undgå at vise en af det modsatte køn upassende opmærksomhed?
15 Gifte kristne som viser en af det modsatte køn upassende opmærksomhed, befinder sig desuden på farlig grund. Sørgeligt nok har gifte kristne udviklet romantiske følelser for nogle de var blevet for familiære over for. (Mattæus 5:28) Sådanne følelsesmæssige bånd har ført til handlinger der i endnu højere grad har vanæret deres ægteskab. Læg mærke til hvad Paulus sagde om dette.
’SØRG FOR AT ÆGTESENGEN ER UBESMITTET’
16. Hvilken befaling giver Paulus angående ægteskabet?
16 Umiddelbart efter at Paulus kom med tilskyndelsen til at ’holde ægteskabet i ære’, advarede han: „[Sørg for] at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebræerne 13:4) Med udtrykket „ægtesengen“ sigtede Paulus til det seksuelle samvær. Et sådant forhold er ubesmittet, eller moralsk rent, så længe det foregår inden for ægteskabets rammer. Kristne følger derfor disse inspirerede ord: „Fryd dig over din ungdoms hustru.“ — Ordsprogene 5:18.
17. (a) Hvorfor bør kristne ikke lade sig påvirke af verdens syn på ægteskabsbrud? (b) Hvordan kan vi følge Jobs eksempel?
17 De der har et seksuelt forhold til andre end deres ægtefælle, viser en grov mangel på respekt for Guds morallove. Mange i dag mener at det nærmest er acceptabelt at være sin ægtefælle utro. Men kristne bør ikke lade sig påvirke af hvad mennesker mener om ægteskabsbrud. De erkender at det til syvende og sidst ikke er mennesker men Gud der „vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere“. (Hebræerne 10:31; 12:29) Sande kristne holder derfor fast ved Jehovas syn på spørgsmålet. (Romerne 12:9) Husk at patriarken Job sagde: „Jeg har sluttet en pagt med mine øjne.“ (Job 31:1) Ja, for at undgå det første skridt der kunne føre til ægteskabsbrud, er sande kristne påpasselige med hvad de retter deres øjne imod, og ser aldrig langt efter nogen af det modsatte køn som de ikke er gift med. — Se tillægget „Bibelens syn på skilsmisse og separation“.
18. (a) Hvor alvorligt er ægteskabsbrud i Jehovas øjne? (b) Hvilken lighed er der mellem ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse?
18 Hvor alvorligt er ægteskabsbrud i Jehovas øjne? Moseloven hjælper os til at forstå hvordan Jehova ser på det. I Israel var ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse blandt de forbrydelser der var dødsstraf for. (3 Mosebog 20:2, 10) Kan du se ligheden mellem de to ting? Hvis en israelit tilbad en afgud, brød han sin pagt med Jehova. Hvis en israelit begik ægteskabsbrud, brød han sin pagt med sin ægtefælle. Begge handlede troløst. (2 Mosebog 19:5, 6; 5 Mosebog 5:9; Malakias 2:14) Derfor ville begge blive forkastet af Jehova, den trofaste og pålidelige Gud. — Salme 33:4.
19. Hvad kan styrke ens beslutning om ikke at begå ægteskabsbrud, og hvorfor?
19 Kristne i dag er som bekendt ikke underlagt Moseloven. Men bevidstheden om at ægteskabsbrud i det gamle Israel blev betragtet som en alvorlig overtrædelse, kan styrke kristne i deres beslutning om ikke at begå en sådan handling. Hvorfor? Tænk over følgende sammenligning: Ville du nogen sinde gå ind i en kirke, falde på knæ og begynde at bede foran et religiøst billede? ’Aldrig!’ vil du sige. Ville du føle dig fristet til at gøre det hvis du blev tilbudt en stor sum penge? ’Bestemt ikke!’ vil du nok svare. Ja, alene tanken om at svigte Jehova ved at tilbede religiøse billeder virker frastødende på en sand kristen. Kristne bør på samme måde føle sig frastødt af tanken om at svigte deres Gud, Jehova, og deres ægtefælle ved at begå ægteskabsbrud — uanset hvad de kunne undskylde sig med. (Salme 51:1, 4; Kolossenserne 3:5) Lad os aldrig begå en handling som vil fryde Satan og bringe vanære over Jehova og den hellige ægteskabelige ordning.
HVORDAN DU KAN STYRKE DIT ÆGTESKAB
20. Hvad er der sket i nogle ægteskaber? Illustrer med et eksempel.
20 Ud over at lade være med at gøre noget som kunne vanære dit ægteskab, kan du tage nogle skridt for at øge din respekt for din ægtefælle. Hvilke skridt? Som en hjælp til at svare på det spørgsmål kunne du tænke på ægteskabet som et hus. Forestil dig så at de venlige ord, betænksomme handlinger og andre måder som ægtefæller viser hinanden ære på, er de dekorative ting som forskønner huset. Hvis du og din ægtefælle har et nært forhold til hinanden, ligner jeres ægteskab et hus med en udsmykning der giver det farve og varme. Hvis jeres hengivenhed for hinanden svækkes, vil ’pyntegenstandene’ efterhånden forsvinde og jeres ægteskab vil blive lige så trist som et hus uden udsmykning. Da I jo gerne vil adlyde Guds bud om at ’holde ægteskabet i ære’, er I uden tvivl motiveret til at forbedre situationen. Noget der er dyrebart og ærefuldt, er trods alt værd at reparere, eller restaurere. Hvordan kan I gøre det? Guds ord siger: „Ved visdom bygges et hus op, og ved dømmekraft grundfæstes det; og ved kundskab fyldes de inderste kamre med alle slags kostbare og fine sager.“ (Ordsprogene 24:3, 4) Lad os se på hvordan disse ord kan anvendes på ægteskabet.
21. Hvordan kan man gradvis styrke sit ægteskab? (Se også rammen „Hvordan kan jeg forbedre mit ægteskab?“).
21 Blandt de ’kostbare sager’ der er i en lykkelig familie, er egenskaber som oprigtig kærlighed, gudsfrygt og en fast tro. (Ordsprogene 15:16, 17; 1 Peter 1:7) Disse egenskaber giver et stærkt ægteskab. Men lagde du mærke til hvordan kamrene i det ovennævnte ordsprog bliver fyldt med kostbare sager? „Ved kundskab,“ står der. Ja, når ægtefæller anvender kundskaben fra Bibelen, kan den forvandle deres tankegang og hjælpe dem til at genopvække kærligheden til hinanden. (Romerne 12:2; Filipperne 1:9) Så når du og din ægtefælle tager jer tid til sammen at drøfte noget fra Bibelen, som for eksempel dagsteksten eller en bibelsk artikel i Vagttårnet eller Vågn op! om ægteskabet, er det som om I undersøger en smuk pyntegenstand som kan forskønne jeres hus. Når I af kærlighed til Jehova anvender den vejledning I lige har drøftet, bringer I så at sige pyntegenstanden ind i „de inderste kamre“. Det kan resultere i at den kærlige og varme atmosfære der engang prægede jeres ægteskab, vender tilbage.
22. Hvilken tilfredshed opnår vi ved at gøre hvad vi kan for at styrke vores ægteskab?
22 Det kan ganske vist være tidskrævende og anstrengende at få stillet disse pyntegenstande på plads igen én for én. Men hvis du bestræber dig for at gøre din del, vil du have den dybe tilfredshed at vide at du adlyder følgende formaning i Bibelen: „Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10; Salme 147:11) Og som det allervigtigste vil dine oprigtige bestræbelser for at holde dit ægteskab i ære bevare dig i Guds kærlighed.