Glæd Jehovas hjerte ved at bevare din uangribelighed!
„Både når vi lever og når vi dør, tilhører vi Jehova.“ — ROMERNE 14:8.
1, 2. (a) Hvorfor er Jehovas vidner besluttede på at bevare deres uangribelighed over for Gud? (b) Hvilke spørgsmål opstår imidlertid?
DISSE ord af apostelen Paulus er i sandhed et glimrende udtryk for de følelser som fylder dem der i dette tyvende århundrede bevarer deres uangribelighed! Hvis vi får den forret at leve indtil vi ser den nuværende onde ordning bryde sammen, vil vi være lykkelige. Men hvis vi skal dø mens vi trofast tjener Gud, så affinder vi os med dét. Hvad enten det ene eller det andet bliver tilfældet, er vi besluttede på at være loyale vidner for vor Gud, Jehova. Vi vil bevare vor uangribelighed over for ham. Hvorfor? Jo, for hvad enten vi lever eller vi dør, tilhører vi Jehova!
2 Men hvad vil det sige at være uangribelig? Hvad kræver denne egenskab af os? Og betyder det så meget for Gud at vi bevarer vor uangribelighed?
Hvad uangribelighed kræver af os
3. Hvilken særlig betydning har ordet uangribelighed i Bibelen?
3 At være uangribelig vil ifølge Guds ord sige at være moralsk sund, helstøbt og fuldstændig, uden mangler. Det indebærer at man urokkeligt følger retfærdighedens vej. Uangribelighed forudsætter derfor at man nærer en ubrydelig hengivenhed over for en person — Jehova Gud. Ja, for at bevare sin uangribelighed må man blive ved med at gøre Jehovas suveræne vilje.
4. Hvem var den første der brød sin uangribelighed, og hvad forledte han det første menneskepar til at gøre?
4 Den første der brød sin uangribelighed var den åndeskabning der forledte det første menneskepar til at gøre oprør mod Skaberen. Adam og Eva havde mulighed for at vise deres uangribelighed over for Jehova ved at respektere det forbud han havde pålagt dem med hensyn til kundskabens træ. Men under pres fra modstanderen, som appellerede til deres selviskhed, gav de efter og blev ulydige. De overholdt ikke af hjertet Jehovas forordninger, og de bevarede ikke deres uangribelighed over for ham. — Salme 119:1, 80.
5. Hvilket stridsspørgsmål rejstes ved Satans oprør, og hvordan fremgår det af tilfældet med den retskafne Job?
5 Med Satans oprør opstod stridsspørgsmålet om berettigelsen af Guds suveræne herredømme over sine skabninger, det vil sige hans ret til at kræve at de viste ham fuld lydighed. Derved blev spørgsmålet om menneskets uangribelighed i forhold til Guds suveræne vilje en vigtig del af stridsspørgsmålet om det suveræne herredømme i universet. At det forholder sig sådan fremgår af tilfældet med Jehovas tjener Job, en uangribelig, retskaffen og gudfrygtig mand. (Job 1:1) Han afveg ikke fra Guds vej. Kønslig umoralitet havde ingen magt over ham. Han var aldrig uretfærdig i sine domme eller påholdende over for enken, den faderløse eller den fattige. Han satte ikke sin lid til materielle rigdomme, men stolede ubetinget på den Højeste. (Job 31:7-40) Alligevel påstod Djævelen at Job tjente Gud af selviske grunde. Men skønt Jehova tillod at Satan berøvede Job hans ejendele og endog hans børn, lykkedes det ikke ærkebedrageren at bryde denne retskafne mands uangribelighed. Selv en smertefuld sygdom og nedsættende kritik fra falske trøstere var virkningsløs, for Job var uangribelig. — Job 1:6 til 2:13; 27:5, 6; 31:6; 42:8, 9.
6. Hvad kræves der af dem der ’tilhører Jehova’?
6 Mennesker har således det enestående privilegium at være med til at helliggøre Guds hellige navn. Hvordan kan de gøre det? Ved at bevare deres uangribelighed og vise at de loyalt støtter Jehovas universelle suverænitet. Hvad kræves der da af dem der ’tilhører Jehova’? Vi må tjene Gud med fuldkommen hengivenhed, og aldrig glemme at han er „en Gud der kræver udelt hengivenhed“. — 2 Mosebog 20:5.
Vi kan glæde Jehovas hjerte
7, 8. (a) Hvordan kan vi bevare vor uangribelighed over for Gud trods vor ufuldkommenhed? (b) Hvordan gælder Ordsprogene 27:11 os hvis vi bevarer vor uangribelighed?
7 Eftersom vi alle er ufuldkomne, kan vi ikke overholde Guds normer til fuldkommenhed. At vi bevarer vor uangribelighed indebærer derfor ikke at vi taler eller handler fuldkomment. Det indebærer derimod at vi er helhjertede eller fuldkomne i vor hengivenhed. Skønt David begik alvorlige synder, vandrede han „med uangribeligt hjerte“. (1 Kongebog 9:4) Han tog imod retledning og ændrede sin adfærd, og dermed viste han at hans hjerte var fyldt med ægte kærlighed til Jehova. (Salme 26:1-12) Vi kan også lægge en sådan kærlighed for dagen ved at handle efter ’vort hjertes uangribelighed’. — Salme 78:72.
8 Når vi kan vandre uangribeligt er det fordi vi har en stærk tro på Jehova Gud og en ubetinget tillid til ham og hans magt til at frelse os. (Salme 25:21; 41:12) Det er ikke let for os at bevare vor uangribelighed, for Satan Djævelen — Jehovas og vor største fjende — „har forblindet de ikke-troendes forstand“ og „vildleder hele den beboede jord“. (Åbenbaringen 12:9; 2 Korinther 4:4) Men ligesom Job kan vi bevare vor uangribelighed. Trods vor ufuldkommenhed kan vi altså glæde Guds hjerte. Som det hedder i Ordsprogene 27:11: „Vær viis, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ Som Jehovas loyale tjenere kan vi give ham et fyldestgørende svar til hans spottende modstander. Det er således af stor betydning at vi bevarer vor uangribelighed. Når vi gør det, glæder vi ikke alene Jehovas hjerte, men opnår også selv glæde!
En lang række af uangribelige tjenere
9. Hvem hørte til den store „sky af vidner“ for Jehova der bevarede deres uangribelighed, og hvilke prøver på deres uangribelighed bestod de?
9 Jehovas vidner i dag er i virkeligheden en del af en lang række tjenere for Jehova som har bevaret deres uangribelighed. Rækken når helt tilbage til den trofaste Abel og indbefatter desuden sådanne mænd og kvinder som Enok, Noa, Abraham, Sara, Isak, Jakob, Josef, Moses, Rahab, Gideon, Barak, Samson, Jefta, David og Samuel. Der var også Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, som nægtede at tilbede den billedstøtte babylonierkongen Nebukadnezar havde opstillet, og derfor blev kastet i en overophedet ovn. Det var øjensynlig dem Paulus hentydede til da han skrev at nogle „slukkede ilds magt“. Andre førkristne vidner for Jehova blev ’latterliggjort, pisket, fængslet, stenet, prøvet, gennemsavet, myrdet med sværd; de gik omkring i fåreskind, i gedeskind, mens de led trængsel og mishandling’. Vi må give Paulus ret når han siger: „Dem var verden ikke værd.“ Hvor betagende er det ikke at være omgivet af så stor en „sky af vidner“ der har bevaret deres uangribelighed! — Hebræerne 11:1 til 12:1; se også Daniel, kapitel 3.
10. Hvordan glædede apostelen Paulus Jehovas hjerte?
10 Med mod og styrke fra Gud udholdt apostelen Paulus fængsling, slag, skibbrud, mange farer, søvnløse nætter, sult, tørst, kulde, nøgenhed og bevidstheden om ofte at være „døden nær“. (2 Korinther 11:23-27) Han udholdt sådanne trængsler for tjenestens skyld, og i alt dette glædede han Jehovas hjerte som en der modigt bevarede sin uangribelighed. Det kan vi også gøre.
11. Hvilket eksempel på uangribelighed satte Jesus Kristus?
11 Enestående blandt disse mange uangribelige Guds tjenere er „vor tros hovedformidler og fuldender“, Jesus Kristus. Da han blev fristet af Djævelen i ørkenen holdt han fast ved sin uangribelighed og sagde til sidst: „Forsvind, Satan! For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ Tydeligvis magtesløs over for en sådan gudhengiven beslutsomhed forlod Djævelen Jesus. Dette var ikke Satans sidste angreb på Jesus, men han formåede ikke at bryde Guds søns uangribelighed. ’For den glæde der lå foran ham udholdt Jesus en marterpæl,’ uden nogen sinde at give slip på sin uangribelighed. Måtte vi altid følge hans glimrende eksempel og glæde Jehovas hjerte ved at holde fast ved vor uangribelighed. — Hebræerne 12:2, 3; Mattæus 4:1-11.
12, 13. Hvilke uangribelighedsprøver kunne de første kristne bestå?
12 Jesus sagde til sine disciple: „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ (Mattæus 10:22) Hvor sandt har dette ikke til alle tider vist sig at være for sande kristne! I sin bog Christianity and the Roman Government skriver E. G. Hardy: „Det fremgår følgelig, både af Plinius’ brev og Trajans svar, at de kristne kunne straffes for nomen [navnet] alene, eller blot for at bekende sig til kristendommen, uden at nogen bestemt forbrydelse var blevet angivet og uden bevisførelse for at den var blevet begået.“
13 Tænk på de uangribelighedsprøver disse første kristne kunne bestå ved Guds kraft! For eksempel er det blevet sagt om dem: „Undertiden blev de torteret og kastet for sultne, vilde dyr i arenaen for at underholde hoben.“ Til trods for disse lidelser „tjente forfølgelsen kun til at styrke deres tro og fik mange til at omvende sig til deres sag“. (From the Old World to the New af Eugene A. Colligan og Maxwell F. Littwin, 1932, siderne 90-91) Sådan forholder det sig også med Jehovas vidner i det tyvende århundrede. De har også holdt fast ved deres uangribelighed, og Djævelens håndlangere har ikke kunnet overvinde dem.
14, 15. Hvem er de „to vidner“, og hvad kom de ud for i 1918 og 1919?
14 Tænk på det som Jehovas salvede tjenere, de symbolske „to vidner“, oplevede i 1918 og 1919, da deres fjender ’skabte uret i lovens navn’. (Åbenbaringen 11:3, 7-10; Salme 94:20, da. aut.) J. F. Rutherford (Vagttårnsselskabets daværende præsident) og syv af hans medarbejdere blev uretfærdigt kastet i fængsel. På det tidspunkt blev de „to vidner“ dræbt hvad deres profeteren angik, og deres fjender frydede sig. I sin bog Preachers Present Arms bemærker Ray H. Abrams: „En analyse af hele sagen [mod Rutherford og hans medarbejdere] fører til den konklusion at det oprindelig var kirkerne og præsteskabet der stod bag bestræbelserne for at udrydde [bibelstudenterne]. . . . Da nyheden om dommene på tyve års fængsel nåede ud til udgiverne i den religiøse bladverden, jublede praktisk taget alle disse blade, store såvel som små, over det skete. Jeg har ikke været i stand til at finde sympatitilkendegivelser i nogen af de ortodokse religiøse blade.“
15 Med tiden blev de otte fængslede bibelstudenter imidlertid løsladt og fuldstændig frikendt, til Satans og hans håndlangeres store ærgrelse. Genoplivet af Guds ånd stod de „to vidner“, denne lille hær af salvede, atter på deres fødder som forkyndere af Riget. (Åbenbaringen 11:11) Og lige siden har Jehovas fjender forgæves kæmpet imod disse uangribelige tjenere for Gud.
16. Hvordan udtrykte en ung broder sin vilje til at bevare sin uangribelighed?
16 Tænk for eksempel på de modige ord som en ung mand skrev til sin familie før sin død for sine nazistiske forfølgeres hånd. Han skrev: „Det er allerede over midnat. Jeg har stadig tid til at ændre sind. Men kunne jeg blive lykkelig igen i denne verden efter at jeg havde fornægtet vor Herre? Naturligvis ikke! Men nu har I den forvisning at jeg forlader denne verden i lykke og fred.“ Lyder dette som en svag, frygtagtig og kuet mand der har givet slip på sin uangribelighed? Bestemt ikke!
17. Hvilken virkning har arrestationerne af Jehovas vidner i Sovjetunionen haft på deres forkyndelse?
17 Forsøgene på at bryde Jehovas tjeneres uangribelighed er fortsat. I sin bog Religion in the Soviet Union beretter journalisten Walter Kolarz for eksempel om massearrestationerne af Jehovas vidner i begyndelsen af 1951, og siger: „Vidnerne selv anslår at der alt i alt blev deporteret 7000 til Ural, Sibirien, det fjerne nord (Vorkuta) og Kazakhstan.“ Han tilføjer: „Dette betød ikke afslutningen på ’Vidnerne’ i Rusland, men kun begyndelsen til et nyt kapitel i deres forkyndervirksomhed. De forsøgte endog at udbrede deres tro når de standsede ved stationerne på vej til deres eksil. Den sovjetiske regering kunne ikke have gjort noget bedre for at udbrede deres tro end at deportere dem. Fra deres isolerede tilværelse i landsbyerne blev ’Vidnerne’ ført ind i en større verden, selv om det kun var koncentrations- og slavearbejdslejrenes forfærdelige verden.“ Her fandt Jehovas tjenere mange som med glæde tog imod det opmuntrende budskab om Riget. — Jævnfør Apostelgerninger 11:19-21.
Som en sejrrig hær
18, 19. Hvordan vil vi fortsat kunne fastholde vor uangribelighed?
18 Forfølgelsen af Guds folk fortsætter. Hvordan er det da muligt for Jehovas vidner fortsat at fastholde deres uangribelighed? Ved at adlyde Guds ord. Vi har fået vor „opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. Som loyale vidner for Jehova ’lader vi os ikke forme efter denne tingenes ordning, men er blevet forvandlet gennem en fornyelse af vort sind’. Vi gør med glæde det der behager Jehova, og han giver os sejren over vore fjender, dæmoner såvel som mennesker. — Hebræerne 5:12-14; Romerne 12:1, 2.
19 Vi der ’tilhører Jehova’ kan sammenlignes med en sejrrig hær. Det er naturligvis en åndelig krig vi fører, og vi ’bliver ved med at hente kraft i Herren og i hans styrkes vælde’. Vi har iført os den fulde åndelige rustning fra Gud, og hans hellige ånd støtter os. Derfor kan vi „stå fast over for Djævelens listige anslag“. (Efeserne 6:10-20; 2 Korinther 10:3, 4; Zakarias 4:6) Derfor vil vi gå fra sejr til sejr, idet vi bevarer vor uangribelighed.
20. Hvilken hjælp og hvilken forsikring har vi når vi bestræber os for at bevare vor uangribelighed?
20 Vi er i sandhed en usædvanlig hær. Ja, blandt os er endog „de kvinder der forkynder godt nyt . . . en talrig hær“! (Salme 68:11) Vi står ganske vist over for mægtige fjender, men „der er flere med os end med dem“. (2 Kongebog 6:16) Englene er med os når vi forkynder den gode nyhed for jordens beboere. (Åbenbaringen 14:6) Og da vi bevarer vor uangribelighed har vi tillid til at intet våben der dannes imod os vil du’. — Esajas 54:17.
21. Hvad må vi fortsat gøre trods den forfølgelse vi kommer ud for?
21 Det kan ikke betvivles at frontlinjerne er trukket klart op. Satans horder er besluttede på at standse vor forkyndelse. Derfor må vi ’fortsat føre den gode krig’. (1 Timoteus 1:18) Lad enhver af os da, med den herliggjorte Jesus Kristus som vor fører og leder, tjene som „en god Kristi Jesu soldat“. (2 Timoteus 2:3, 4) Skønt vi trænges fra alle sider må vi og vil vi — med Guds ufortjente godhed — stå fast i vor uangribelighed. Vore ansigter stråler af glæde idet vi ser det ene højdepunkt efter det andet. Flere og flere af „nationernes kostbare skatte“ samles ind og fylder Jehovas hus med herlighed. (Haggaj 2:7) Trods forfølgelse i form af fængslinger, voldelige overgreb, forbud mod vort arbejde i forskellige lande og energiske bestræbelser for at bringe os til tavshed, fortsætter det store arbejde med at gøre disciple i et stadig større omfang. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.
22. Hvad bør vi gøre, eftersom vi tilhører Jehova?
22 Mens lovsangen til Jehova bliver ved med at vokse, er det i sandhed en tid hvor enhver på jorden må træffe sit valg. Hvilket privilegium er det ikke at udbrede den gode nyhed og undervise dem der tager den sande tilbedelse op! Måtte vi derfor, efterhånden som ’den store skare’ vokser i antal, fortsætte som modige tjenere for den højeste Gud. (Åbenbaringen 7:9) ’Hvad enten vi lever eller dør, tilhører vi Jehova.’ Lad os derfor jage frem mod målet, det evige liv, og altid være taknemmelige for det store privilegium det er at glæde Jehovas hjerte ved at bevare vor uangribelighed!
Kender du svarene?
◻ Hvad indebærer uangribelighed?
◻ Hvad kræves der af Jehovas tjenere hvis de skal bevare deres uangribelighed?
◻ Hvoraf fremgår det at det betyder noget for Gud at vi bevarer vor uangribelighed?
◻ Hvordan bevarede nogle i fortiden deres uangribelighed?
◻ Hvordan kan Jehovas vidner i dag bevare deres uangribelighed?
[Illustration på side 13]
Jehovas nutidige tjenere er en del af en lang række vidner som har bevaret deres uangribelighed. Hører du til dem?
Enok
Sara
Jefta
Paulus