Hvorfor bekymre sig?

DE FLESTE vil sikkert mene at man kan bekymre sig for meget, og at man nogle gange skal lægge sine bekymringer til side. Men der er også tider hvor det er på sin plads, ja, ligefrem livsvigtigt at bekymre sig, for Bibelen siger: „Det er tåbernes ubekymrethed der ødelægger dem.“ (Ordsprogene 1:32) Hvordan skal det forstås?

I andre bibeloversættelser er det hebraiske ord der i Ny Verden-Oversættelsen er gengivet med „ubekymrethed“, oversat med udtryk som „sorgløshed“ (Den danske autoriserede oversættelse), „selvglæde“ (The New American Bible) og „selvtilfredshed“ (The New English Bible). Der er tale om en person der er sorgløs, eller måske ligefrem doven, en der er helt ubekymret, også når det gælder vigtige anliggender.

I det første århundrede var de kristne i menigheden i Laodikea åbenbart ganske ubekymrede eller ligeglade hvad angik deres egne åndelige mangler. De var selvtilfredse og pralede ligefrem med at de ’slet ikke trængte til noget’. Jesus Kristus retledte dem og opfordrede dem til igen at blive nidkære kristne. — Åbenbaringen 3:14-19.

Folk på Noas tid var også alt for ubekymrede. De var udelukkende optaget af livets glæder, for „de spiste og drak, mænd giftede sig og kvinder bortgiftedes . . ., og de gav ikke agt før vandfloden kom og rev dem alle bort“. Dernæst tilføjede Jesus: „Sådan vil Menneskesønnens nærværelse være.“ — Mattæus 24:37-39.

Bibelprofetiernes opfyldelse viser at vi nu lever på den tid der her kaldes „Menneskesønnens nærværelse“, altså den tid hvor Jesus Kristus ville være nærværende. Der er naturligvis mange forhold i tilværelsen hvor man ikke skal bekymre sig unødigt. Men lad os aldrig blive selvtilfredse, selvglade, sorgløse og ubekymrede når det gælder forhold der kræver vores fulde opmærksomhed. — Lukas 21:29-36.