STUDIEARTIKEL 28
Ærefrygt for Jehova er en beskyttelse
“Den der lever et rent liv, viser at han har ærefrygt for Jehova.” – ORDSP. 14:2.
SANG NR. 122 Stå fast, giv aldrig op!
FORMÅLa
1-2. Hvordan minder vores situation i dag om Lots?
VI HAR det på samme måde som Lot når vi ser den lave moral i verden omkring os. Han “væmmedes ved de lovløse menneskers skamløse opførsel” fordi han vidste at Jehova hader den slags. (2. Pet. 2:7, 8) Lots gudsfrygt og kærlighed til Jehova fik ham til at opføre sig helt anderledes end folk omkring ham. I dag er vi også omgivet af mennesker der kun har lidt eller slet ingen respekt for Jehovas moralnormer. Men alligevel kan vi blive ved med at leve et rent liv hvis vi elsker Jehova og har en sund frygt for ham. – Ordsp. 14:2.
2 Noget der kan hjælpe os, er at følge de gode råd som Jehova kærligt har fået nedskrevet i Ordsprogenes Bog. Rådene kan hjælpe os alle, uanset om vi er mænd eller kvinder, unge eller gamle.
GUDSFRYGT HJÆLPER EN TIL AT TRÆFFE KLOGE BESLUTNINGER
3. Hvorfor skal vi beskytte vores hjerte ifølge Ordsprogene 17:3? (Se også billedet).
3 En vigtig grund til at vi må beskytte vores hjerte, er at Jehova undersøger hjerter. Det betyder at han ser bag om det andre ser – han ser hvad der bor inden i os. (Læs Ordsprogene 17:3). Jehova elsker os når vi fylder vores sind med den livgivende visdom han stiller til rådighed. (Joh. 4:14) Det vil hjælpe os til ikke at blive forgiftet af den dårlige moral og de løgne der kommer fra Satan og hans verden. (1. Joh. 5:18, 19) Jo nærmere vi kommer til Jehova, jo mere vil vi elske og respektere ham. Vi ønsker selvfølgelig ikke at såre vores Far, og derfor vil vi hade selv tanken om at synde. Når vi føler os fristet til at gøre noget forkert, kan vi spørge os selv: ‘Hvordan skulle jeg bevidst kunne gøre noget der ville såre en der elsker mig så højt?’ – 1. Joh. 4:9, 10.
4. Hvad hjalp en søster til ikke at gøre noget forkert?
4 Marta, en søster i Kroatien, følte sig fristet til at gøre noget seksuelt umoralsk. Hun skriver: “Det var meget svært for mig at tænke klart og at undertrykke lysten til at gøre noget forkert. Men min dybe respekt for Jehova beskyttede mig.”b Hvordan gjorde den det? Marta fortæller at hun mediterede over hvilke konsekvenser det ville have hvis hun gjorde noget dumt. Vi kan gøre det samme. Den værste konsekvens ville være at vi gjorde Jehova ked af det og mistede muligheden for at tilbede ham for evigt. – 1. Mos. 6:5, 6.
5. Hvad kan vi lære af det Leo fortæller?
5 Hvis vi har dyb respekt for Jehova, vil vi passe på med ikke at blive venner med nogen der gør noget forkert. Det var noget Leo, der bor i Congo, måtte lære. Fire år efter at han var blevet døbt, fik han nogle dårlige venner. Han tænkte at så længe han ikke selv gjorde noget forkert, syndede han ikke mod Jehova. Men han blev påvirket af sine dårlige venner, og inden der var gået ret lang tid, begyndte han at drikke for meget og at gøre noget seksuelt umoralsk. Men så begyndte han at tænke på det han havde lært af sine forældre, og på hvor glad han var dengang han tjente Jehova. Det gjorde at han kom til fornuft. Han fik hjælp af de ældste og kom tilbage til Jehova. I dag har han fået glæden tilbage og tjener som ældste og specialpioner.
6. Hvilke “kvinder” vil vi nu se på?
6 Lad os nu dykke ned i Ordsprogene, kapitel 9, der handler om begreberne visdom og tåbelighed, personificeret ved to kvinder. (Se også Romerne 5:14; Galaterne 4:24). Satans verden er fyldt med umoralsk sex og pornografi, så det er vigtigt at vi bliver ved med at opdyrke gudsfrygt og holde os langt væk fra det forkerte. (Ordsp. 16:6; Ef. 4:19) Kapitlet her kan hjælpe os alle, uanset om vi er kvinder eller mænd. Begge kvinderne giver en invitation til de uerfarne, dem “der mangler sund fornuft”. De siger i virkeligheden begge to: ‘Kom ind i mit hus og spis et måltid mad.’ (Ordsp. 9:1, 5, 6, 13, 16, 17) Men der er stor forskel på konsekvenserne, afhængigt af hvilken invitation man tager imod.
AFVIS INVITATIONEN FRA ‘DEN TÅBELIGE KVINDE’
7. Hvad sker der ifølge Ordsprogene 9:13-18 hvis man tager imod den tåbelige kvindes invitation? (Se også billedet).
7 Lad os se nærmere på invitationen fra ‘den tåbelige kvinde’. (Læs Ordsprogene 9:13-18). Hun råber højt til dem der mangler sund fornuft, og siger: ‘Kom ind hos mig’, og spis sammen med mig. Hvad sker der med dem der tager imod invitationen? “Alle der er gået derind, er døde.” Måske kommer du til at tænke på et lignende billede der bliver brugt tidligere i Ordsprogenes Bog. Der bliver vi advaret mod ‘den fordærvede og umoralske kvinde’. Advarslen lyder: “At gå ind i hendes hus er som at gå i døden.” (Ordsp. 2:11-19) Og i Ordsprogene 5:3-10 beskrives endnu en umoralsk kvinde, hvis “fødder styrer mod døden”.
8. Hvilket valg skal vi alle sammen træffe?
8 De der hører den tåbelige kvindes invitation, står over for et valg: Vil de sige ja tak eller afvise den? Vi kommer alle sammen i situationer hvor vi må træffe det valg. Hvis nogen prøver at lokke os til at gøre noget umoralsk eller vi pludselig ser nogle pornografiske billeder, hvad vil vi så gøre?
9-10. Nævn nogle af grundene til at vi skal undgå seksuel umoral.
9 Der er meget gode grunde til at undgå alt hvad der har med seksuel umoral at gøre. Den tåbelige kvinde siger: “Vand man stjæler, smager sødt.” Hvad står det stjålne vand for? Bibelen sammenligner sex mellem en gift mand og kvinde med forfriskende vand. (Ordsp. 5:15-18) Inden for ægteskabet er det intime samliv noget man kan glæde sig over. Det er noget helt andet med “vand man stjæler”. Her kan der være tale om seksuel umoral. Den slags foregår ofte i hemmelighed, ligesom en tyv ofte stjæler i det skjulte. Det stjålne vand smager måske især sødt hvis man føler at man slipper afsted med det man gør. Men det er selvbedrag! Jehova ser alt. Der er ikke noget “sødt” ved at miste hans venskab. Det er det mest bitre man kan komme ud for. (1. Kor. 6:9, 10) Men der er også andre ting der gør det bittert.
10 Nogle af de tragiske konsekvenser af seksuel umoral kan være en følelse af skam, en følelse af at man ikke er noget værd, uønskede graviditeter og ødelagte familier. Det er tydeligt at det vil være klogt ikke at sætte sine ben i den tåbelige kvindes “hus” og at spise hendes mad. De der går ind til hende, mister ikke kun deres venskab med Jehova men risikerer også at blive ramt af sygdomme der fører til en tidlig død. (Ordsp. 7:23, 26) Vers 18 i kapitel 9 siger: “Hendes gæster ligger i Gravens dyb.” Men når hendes invitation fører til en sådan tragedie, hvorfor er der så så mange der tager imod den? – Ordsp. 9:13-18.
11. Hvorfor er det utroligt skadeligt at se pornografi?
11 Noget der får mange til at tage imod hendes invitation, er at de begynder at se pornografi. Nogle tror at det er helt uskadeligt. Men det er det ikke. Tværtimod! Pornografi får mange til at miste respekten for sig selv og andre, og hvis først man er begyndt at se det, kan det være meget svært at holde op igen. Umoralske billeder prenter sig på nethinden og kan være svære at komme af med igen. Og pornografi er på ingen måde med til at slå forkerte ønsker ihjel; tværtimod får det dem til at blusse op. (Kol. 3:5; Jak. 1:14, 15) Mange af dem der ser pornografi, ender med at begå seksuelt umoralske handlinger.
12. Hvad skal vi gøre hvis der dukker billeder op der skaber forkerte tanker?
12 Hvad gør man hvis der pludselig og uventet dukker et pornografisk billede op på ens telefon eller et andet sted? Det er vigtigt at man reagerer hurtigt og fjerner det. Noget der kan hjælpe en til at gøre det, er at huske at det mest dyrebare vi har, er vores venskab med Jehova. Selv billeder der egentlig ikke bliver betragtet som pornografiske, kan give os forkerte tanker. Hvorfor er det vigtigt at undgå dem? Fordi vi ikke engang ønsker at tænke på at gøre noget forkert. (Matt. 5:28, 29) En ældste i Thailand der hedder David, siger: “Selvom et billede måske ikke ligefrem er pornografisk, tænker jeg på hvordan det vil berøre Jehova hvis jeg bliver ved med at kigge på det. Det hjælper mig til at handle klogt.”
13. Hvad kan hjælpe os til at handle klogt?
13 Hvis vi frygter at komme til at såre Jehova, vil det hjælpe os til at handle klogt. Gudsfrygt, eller respekt for Jehova, “er begyndelsen til visdom”. (Ordsp. 9:10) Det fremgår tydeligt af den første del af Ordsprogene, kapitel 9, hvor den anden kvinde, “den sande visdom”, taler.
TAG IMOD INVITATIONEN FRA “DEN SANDE VISDOM”
14. Hvilken invitation læser vi om i Ordsprogene 9:1-6?
14 Læs Ordsprogene 9:1-6. Her læser vi om en invitation fra Jehova, vores Skaber og den der er kilden til sand visdom. (Ordsp. 2:6; Rom. 16:27) Der bruges et billede med et stort hus der har syv søjler. Det illustrerer at Jehova er gavmild og inviterer alle der har lyst til det, til at få gavn af hans visdom.
15. Hvilken invitation giver Jehova os?
15 Jehova er meget gavmild. Eksemplet med kvinden der står for den sande visdom, i Ordsprogene, kapitel 9, viser at Jehova ønsker at give os mange gode ting. Beretningen fortæller os at denne symbolske kvinde har slagtet kødet, blandet sin vin og dækket bord i sit hus. (Ordsp. 9:2, fdn.) Og ifølge vers 4 og 5 siger hun, den personificerede visdom, til den der mangler sund fornuft: “Kom, spis mit brød.” Hvorfor er det klogt af os at gå ind i den sande visdoms hus og spise det måltid hun har tilberedt? Fordi Jehova ønsker at hans børn skal være vise og føle sig trygge. Han ønsker ikke at vi skal lære tingene på den hårde måde – gennem bitre erfaringer som vil følge os resten af livet. Det er derfor han “gemmer et forråd af praktisk visdom til de retfærdige”. (Ordsp. 2:7) En sund frygt for Jehova vil få os til at gøre det der glæder ham. Vi lytter til hans vise råd, og når vi følger dem, bliver vi lykkelige. – Jak. 1:25.
16. Hvordan hjalp gudsfrygt Alain til at træffe en klog beslutning, og hvad førte det til?
16 Alain, der er ældste og skolelærer, fortæller hvordan gudsfrygt hjalp ham til at træffe en klog beslutning: “Mange af mine kolleger så pornografiske film fordi de betragtede dem som en form for seksualundervisning.” Men Alain var dybt uenig med dem. “Fordi jeg elsker og respekterer Jehova, nægtede jeg kategorisk at se filmene, og jeg forklarede mine kolleger hvorfor.” Alain fulgte det her råd fra den sande visdom: “Gå lige frem ad fornuftens vej.” (Ordsp. 9:6) Nogle af Alains lærerkolleger blev så imponeret over Alains faste standpunkt at de begyndte at studere Bibelen og nu kommer til møderne.
17-18. Hvad kan de der tager imod invitationen fra “den sande visdom”, glæde sig over nu, og hvad kan de se frem til? (Se også billedet).
17 Ved hjælp af de to symbolske kvinder har Jehova vist os hvordan vi kan få en god fremtid. De der tager imod invitationen fra den højrøstede, tåbelige kvinde, er optaget af det der smager “sødt”, ting der gøres i hemmelighed. De lever bare i nuet og er ligeglade med fremtiden. De ender “i Gravens dyb”. – Ordsp. 9:13, 17, 18.
18 De der tager imod invitationen fra “den sande visdom”, vil det gå helt anderledes! De kan glæde sig over et festmåltid af smukt serverede åndelige retter der hjælper dem til at holde sig nær til Jehova. (Esa. 65:13) Gennem profeten Esajas siger Jehova: “Lyt opmærksomt til mig, så vil I få noget godt at spise, I vil få fede retter som I kan nyde.” (Esa. 55:1, 2) Vi lærer at elske det Jehova elsker, og at hade det han hader. (Sl. 97:10) Og samtidig har vi den glæde at kunne invitere andre til at få gavn af den sande visdom. Vi er som de tjenere der råber fra de høje steder i byen: “Lad enhver der er uerfaren, komme til mig.” Det er ikke kun noget der gavner her og nu. De der tager imod invitationen fra “den sande visdom”, vil kunne leve for evigt fordi de ‘går lige frem ad fornuftens vej’. – Ordsp. 9:3, 4, 6.
19. Hvad skal vi ifølge Prædikeren 12:13, 14 være besluttet på? (Se også boksen “Fordelene ved gudsfrygt”).
19 Læs Prædikeren 12:13, 14. Vores gudsfrygt, eller dybe respekt for Jehova, vil beskytte os og hjælpe os til at holde os moralsk rene og nært knyttet til Jehova her i de sidste dage. Vores gudsfrygt vil også motivere os til at forkynde og invitere så mange som muligt til at få gavn af den sande visdom.
SANG NR. 127 Det menneske jeg bør være
a Det er vigtigt at vi har gudsfrygt. En sund frygt for Jehova kan beskytte vores hjerte. Den kan hjælpe os til at undgå umoralske tanker og handlinger og pornografi. I den her artikel vil vi se på Ordsprogene, kapitel 9, der på en levende måde viser den stærke kontrast mellem visdom og tåbelighed, skildret ved to forskellige kvinder. Rådene i det kapitel kan hjælpe os både nu og i fremtiden.
b Nogle af navnene er ændret.