Behersk dit temperament!
„VREDE og kyniske mennesker løber en fem gange så stor risiko som rolige og tillidsfulde mennesker for at dø før de fylder 50. Denne konklusion er en psykiater nået til.“ Ovennævnte stod at læse i The New York Times for den 17. januar 1989. Psykiateren dr. Redford B. Williams, der er professor ved det medicinske fakultet på Duke-universitetet i Durham, North Carolina, „bygger sin konklusion på en lang række undersøgelser. . . . Et tillidsfuldt hjerte holder længere, siger han, fordi det er beskyttet mod en ødelæggelse af det sympatiske nervesystem.“
Vrede kan give forhøjet blodtryk, åndedrætsbesvær og andre dårlige virkninger. Raserianfald kan forstyrre tankeprocesserne og efterfølges ofte af en periode med stærk nedtrykthed. Vrede nedbryder også den åndelige sundhed. Det er derfor ikke så sært at Bibelen siger: „Et roligt hjerte er liv for legemet.“ (Ordsprogene 14:30) Det er sundt at beherske sit temperament. Her er nogle yderligere grunde til at man bør gøre dette.
Følg visdommens vej
Alle der er ved deres fulde fem vil gerne bære sig klogt ad. Det gør man blandt andet ved at vise selvbeherskelse. Herom siges der i Ordsprogene 29:11: „Tåben lader hele sin ånd fare frem, men den vise holder den i ro til det sidste.“
I bibelsk sprogbrug betyder ordet „ånd“ ofte den fremherskende indstilling der får et menneske til at handle på en bestemt måde. „Tåben“ lader hele sin ånd fare frem, for han kan ikke beherske den. Han eksploderer i raseri uden tanke for konsekvenserne. Hans ånd får ham til at fare i flint og få luft for sin harme ved at tale og opføre sig tåbeligt og ubehersket.
Den vise, derimod, ’holder sin ånd i ro til det sidste’. Han behersker den og gennemtænker følgerne før han giver udtryk for sin vrede. Selv om han måske har gode grunde til at blive vred, indser han at det kan forvolde stor skade at reagere så længe man er oprevet. Han viser selvbeherskelse og undgår tankeløse, ukontrollerede vredesudbrud. Forstandigt søger han hjælp hos Jehova, måske ved at bede en stille, indtrængende bøn. Den vise er i stand til at betvinge sin vrede og ræsonnere i overensstemmelse med Bibelen og Guds vilje, så problemet bliver løst til alles bedste. Desuden indser den vise at han ikke bør gemme på vrede, for det kan forhærde ham så han handler uklogt og begår en synd.
Den vise følger også apostelen Paulus’ råd: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ (Efeserne 4:26, 27) Hvis man med rette bliver vred, skal man ikke blive ved at koge indvendig og lade solen gå ned mens man befinder sig i denne tilstand. Hvorfor ikke? Fordi man da giver plads for at Satan Djævelen kan få tag i én, så man måske handler ondt og derved mister Guds godkendelse. (Salme 37:8, 9) Det er derfor bedre at beherske sit temperament og være hurtig til at løse de problemer som ellers kunne blive til et irritationsmoment. — Mattæus 18:15-17.
Hold hovedet koldt
Et andet ordsprog lyder: „Den der holder sine ord tilbage har kundskab; en mand med dømmekraft er koldsindig.“ (Ordsprogene 17:27) En person der har erhvervet sig kundskab fra Guds ord, „holder sine ord tilbage“ i stedet for bare at lade munden løbe. Dette er især vigtigt når man er ophidset. Hvis man har et godt forhold til Jehova og kender sin plads i Guds organisation, vil man ikke blive ude af sig selv af raseri. Nej, „en mand med dømmekraft“ bevarer fatningen og ligevægten. Hvis du har samme ånd eller indstilling vil du også kunne klare situationer som ellers ville få tåbelige personer til at synde.
I forlængelse heraf læser vi: „Den der er sen til vrede har stor dømmekraft, men den utålmodige ophøjer dårskab.“ (Ordsprogene 14:29) Hvis man er utålmodig når følelserne er sat i bevægelse, kan det ende med at man handler dåragtigt. Er det ikke langt bedre at tænke på følgerne af at tale og handle i affekt! Den der er utålmodig og bærer sig uvíst ad, „ophøjer dårskab“. Vær derfor „sen til vrede“, ligesom Gud er, så vil du ikke begå tåbelige handlinger. — 2 Mosebog 34:6.
Undgå stolthed
Af stolthed er nogle måske hidsige og hensynsløse over for andre. Men vi læser: „En vredladen mand ypper kiv, og en der let bliver forbitret begår mange overtrædelser.“ (Ordsprogene 29:22) Hvis man ikke kan beherske sit temperament men er „vredladen“, kan man ’yppe kiv’, eller skabe splid, selv mellem venner. Og „en der let bliver forbitret begår mange overtrædelser“. Ja, han vil nødvendigvis begå synder, men det ønsker den vise og gudhengivne at undgå.
Glem aldrig at Jehova ikke bryder sig om stolthed og om hovmodige vredesudbrud. (Ordsprogene 16:18) Det er langt bedre at søge Guds hjælp til at udholde en prøvelse og at handle i ydmyghed end at lade vreden løbe af med én fordi man er stolt. — Ordsprogene 29:23.
Vis mildhed
Det kræver ydmyghed at tage imod en irettesættelse fra en ansvarshavende. Hvad er din første reaktion når du bliver vejledt? Svarer du igen og siger en masse overilet og uigennemtænkt? Bibelen råder: „Hvis en herskers ånd rejser sig imod dig, så forlad ikke din plads, for ro afværger store synder.“ (Prædikeren 10:4) Det er víst at give et mildt svar! Ja, for „et mildt svar afvender forbitrelse“. (Ordsprogene 15:1) Det kræver selvbeherskelse at gøre dette, men ved at handle på denne vise måde kan man glatte problemerne ud og fremme freden.
Hvis du bliver irettesat uden at have fortjent det, giver den ansvarshavende dig forhåbentlig lejlighed til at forklare dig. Selvfølgelig bør du forklare sagen i en mild ånd, i håb om at den fejlagtige opfattelse vil blive rettet. Det kræver også selvbeherskelse af den ansvarshavende at lytte til din forklaring, men hvis han gør det, viser han at han besidder visdom og styrke.
Uanset om en kristen har en ansvarspost eller ej, bør han huske at „som en gennembrudt by, uden mur, er den mand der ikke kan styre sin ånd“. (Ordsprogene 25:28) En person som ikke er mild af sind og som ikke kan styre sit temperament, vil være modtagelig for urette tanker der kan føre til urette handlinger. Jesus Kristus, som satte det fuldkomne eksempel, havde ’et mildt sind og var ydmyg af hjertet’. (Mattæus 11:29) Mildhed er desuden en frugt af Guds hellige ånd, som kristne bør bede om. — Lukas 11:13; Galaterne 5:22, 23.
Vigtigt at beherske sit temperament
Vi kan alle godt lide at høre milde ord, men ofte ved vi ikke hvad der afføder et vredesudbrud. Selv samvittighedsløse personer er i stand til at skjule deres vrede og hævntørst over en virkelig eller indbildt fornærmelse! Hyklerisk venter de på en lejlighed til at bagtale den person som de har set sig gale på. Kristne bør bestemt ikke udvikle en sådan ånd, for som apostelen Johannes skriver: „Den der hader sin broder er i mørket og vandrer i mørket, og han ved ikke hvor han går hen, for mørket har forblindet hans øjne.“ Som Johannes også skrev: „Enhver der hader sin broder er en manddraber, og I ved at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig.“ — 1 Johannes 2:11; 3:15.
Selv hvis man i det skjulte er stolt, hyklerisk eller har andre ukristne karaktertræk, vil Gud ikke lade sig bedrage. Heller ikke ved flotte ord eller selvretfærdighed kan man skjule sin hjerteindstilling for ham. I Ordsprogene 16:2 hedder det: „Alle en mands veje er rene i hans egne øjne, men Jehova bedømmer ånder.“ Gud lader sig ikke narre.
For dit eget velbefindendes skyld, og af de omtalte bibelske grunde, er det bedst at være som Jesus. Han og andre vise mennesker lagde mildhed for dagen og undgik stolthed. Gør derfor alt for at beherske dit temperament!