HOVMOD
Egentlig „højt sindelag“, men brugt i negativ betydning om det at føle sig bedre end andre og vise det i sin optræden; overdreven stolthed, selvfølelse, overlegenhed; det modsatte af ydmyghed. De hebraiske og græske ord der er oversat med „hovmod“ og „hovmodig“, indeholder betydningen at man vil virke „høj“, „ophøjet“, „give det udseende af at stå over andre“. Den der er hovmodig, føler sig hævet over andre og gør som følge heraf krav på en ærbødighed og opmærksomhed som går ud over rimelighedens grænser, samtidig med at han viser ringeagt og manglende respekt for andre.
En hjertetilstand. Hovmod er en egenskab der ikke blot har sit udspring i et menneskes tanker. Jesus Kristus nævnte hovmod sammen med mord, tyveri, gudsbespottelse og andre onde gerninger og sagde at disse kom „indefra, fra menneskenes hjerte“. (Mr 7:21, 22) Jesu jordiske moder, Maria, sagde om Jehova: „Dem der er hovmodige i deres hjertes tanker har han spredt for alle vinde.“ (Lu 1:51) David rettede en bøn til Jehova idet han sagde: „Mit hjerte har ikke været hovmodigt.“ — Sl 131:1; Es 9:9; Da 5:20.
Selv en hvis hjerte har været ydmygt og optaget af tjenesten for Gud, kan blive hovmodig på grund af rigdom eller magt eller på grund af skønhed, fremgang, visdom eller andres hyldest. Sådan gik det kong Uzzija af Juda. Han var en god konge og havde Jehovas velsignelse i mange år. (2Kr 26:3-5) Men den bibelske beretning fortæller: „Så snart han var blevet stærk, blev hans hjerte så hovmodigt at det førte til ødelæggelse for ham, idet han handlede troløst mod sin Gud Jehova og gik ind i Jehovas tempel for at brænde røgelse på røgelsesalteret.“ (2Kr 26:16) Uzzija formastede sig til at udføre et hverv som Gud havde forbeholdt Israels præster, og som ikke var tilladt kongerne, hvilket han tydeligt havde givet til kende ved at adskille kongeembedet og præsteembedet.
På et tidspunkt hovmodede den gode kong Ezekias sig i sit hjerte, og hans hovmod bredte sig øjensynlig til hele folket. I kraft af Jehovas velsignelse var han blevet ophøjet til hersker, men han erkendte ikke med værdsættelse at al ære skulle gå til Gud. I 2 Krønikebog siges der om ham: „Men i forhold til den velgerning der var vist ham, vendte Ezekias ikke om, for hans hjerte blev hovmodigt og der kom harme over ham og over Juda og Jerusalem.“ Heldigvis overvandt han denne farlige indstilling. Beretningen siger videre: „Dog ydmygede Ezekias sig trods sit hjertes hovmod, han og Jerusalems indbyggere, og Jehovas harme kom ikke over dem i Ezekias’ dage.“ — 2Kr 32:25, 26; jf. Es 3:16-24; Ez 28:2, 5, 17.
Gud er imod hovmod. Hovmod virker ikke alene frastødende på mennesker der sætter pris på ærlighed og retskaffenhed, men har også Jehovas mishag. (Jak 4:6; 1Pe 5:5) Hovmod er dåragtighed og synd (Ord 14:3; 21:4), og Jehova er imod de stolte og hovmodige og vil ydmyge dem. (2Sa 22:28; Job 10:16; 40:11; Sl 18:27; 31:18, 23; Es 2:11, 17) Hovmod vil føre til undergang hvis ikke man ændrer indstilling. Moab, der hovmodede sig mod Gud og hans folk, blev tilintetgjort. (Es 16:6; 25:10, 11; Jer 48:29) Selv Israels tistammerige blev ikke skånet da det hovmodede sig i sit hjerte. — Es 9:8-12.
Vær på vagt over for hovmod. Man bør derfor være på vagt så man holder sit hjerte fri for hovmod. Især bør man være på vagt når man har haft fremgang på en eller anden måde eller har fået en højere eller mere ansvarsfuld stilling. Det er vigtigt at holde sig for øje at „stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen“. (Ord 16:18) Hvis man lader sit hovmod vokse, kan det komme til at beherske en i en sådan grad at Jehova vil regne en med blandt dem han overgiver til en sindstilstand han ikke synes om, hvilket vil føre til ens undergang. (Ro 1:28, 30, 32) Denne advarsel er især på sin plads i „de sidste dage“ eftersom hovmod ville være et af kendetegnene på de kritiske tider som da ville indtræffe. — 2Ti 3:1, 2.
Hvis man ønsker at vinde Guds behag, bør man desuden undgå smiger, som let kan gøre den smigrede hovmodig. Et ordsprog lyder: „En våbenfør mand der smigrer sin næste, breder et net ud for hans fødder.“ (Ord 29:5) Den der smigrer en anden, bringer ikke alene ødelæggelse over vedkommende („den smigrende mund bringer fald“; Ord 26:28), men pådrager sig også Guds mishag. Apostelen Paulus undgik såvel smiger som hovmod. — 1Ts 2:5, 6.