KUNDSKAB

At have kundskab vil sige at være bekendt eller fortrolig med oplysninger som man har erhvervet sig ved enten personlig erfaring, iagttagelse eller studium. Bibelen anbefaler stærkt at man søger og samler sig den rette form for kundskab, og erklærer at den har større værdi end guld. (Ord 8:10; 20:15) Jesus understregede betydningen af at have sand kundskab om ham og hans Fader, og vigtigheden af kundskab fremhæves atter og atter i Bibelens græske skrifter. — Joh 17:3; Flp 1:9; 2Pe 3:18.

Kilden til kundskab. Jehova er den egentlige kilde til kundskab. Han er livets kilde, og livet er en selvfølgelig betingelse for at man kan erhverve sig kundskab. (Sl 36:9; Apg 17:25, 28) Endvidere er det Jehova der har skabt alle ting, så al menneskelig kundskab er baseret på studiet af hans hænders værk. (Åb 4:11; Sl 19:1, 2) Gud har også inspireret Bibelen, der er hans skrevne ord, hvorigennem mennesker kan lære hans vilje og hensigter at kende. (2Ti 3:16, 17) Al sand kundskab har således sit udspring hos Jehova, og den som søger denne kundskab, må nære sand gudsfrygt, en frygt der indebærer at man omhyggeligt undgår at pådrage sig Jehovas mishag. En sådan frygt er begyndelsen til kundskab. (Ord 1:7) Denne gudsfrygt sætter en i stand til at tilegne sig nøjagtig kundskab, hvorimod de der lader Gud ude af betragtning, let drager forkerte slutninger af de iagttagelser de gør.

Bibelen forbinder ofte Jehova med kundskab og viden; den kalder ham „kundskabs Gud“ og beskriver ham som den der har „fuldkommen viden“. — 1Sa 2:3; Job 36:4; 37:14, 16.

Den plads Jehova har tildelt sin søn i forbindelse med gennemførelsen af sine hensigter, er så betydningsfuld at det kan siges om ham: „Omhyggeligt skjult i ham er alle visdommens og kundskabens værdier.“ (Kol 2:3) Hvis ikke man tror på Jesus Kristus som Guds søn, vil man ikke kunne fatte den dybere betydning der ligger gemt i Skriftens ord, og se hvordan Guds hensigter opfyldes i overensstemmelse med hvad han har forudsagt.

Man får en dybere forståelse af kundskabens værdi og betydning hvis man undersøger de ord på hebraisk og græsk der ofte oversættes med „kundskab“, og lægger mærke til hvilket forhold der er mellem kundskab og begreber som visdom, forstand, dømmekraft og tænkeevne.

Ordets betydning. Flere navneord der i De Hebraiske Skrifter er oversat med „kundskab“, er dannet af udsagnsordet jadha‛ʹ, der betyder „at kende, vide (ved at få noget meddelt)“, „at vide, blive klar over (ved at iagttage noget)“, „at lære at kende, blive bekendt med (ved personligt kendskab eller af egen erfaring)“ og „at være erfaren, dygtig“. Den nøjagtige betydning af ordet og måden det skal oversættes på i de enkelte tilfælde, må afgøres ud fra sammenhængen. For eksempel sagde Gud at han ’kendte’, eller ’havde stiftet bekendtskab med’, Abraham og derfor var sikker på at denne troens mand ville opdrage sine børn på rette måde. Hermed menes ikke at Jehova blot var klar over at Abraham var til, men snarere at han havde lært Abraham godt at kende fordi han gennem mange år havde lagt mærke til Abrahams lydighed og interesse for den sande tilbedelse. — 1Mo 18:19, NV, GD, La; 1Mo 22:12; jf. JEHOVA (Den tidlige brug af navnet og dets betydning).

Ligesom udsagnsordet jadha‛ʹ (at kende, vide) indeholder det vigtigste hebraiske navneord for „kundskab“ (daʹ‛ath) grundbetydningen „at have kendskab til noget, at sidde inde med oplysninger“; men undertiden omfatter det mere end dette. For eksempel siges der i Hoseas 4:1, 6 at der på et vist tidspunkt ikke var nogen „kundskab om Gud“ i Israel. Det vil ikke sige at folket ikke var klar over at Jehova var Gud og havde ført og udfriet israelitterne i fortiden. (Ho 8:2) Men i deres adfærd (mord, tyveri, ægteskabsbrud) viste de at de havde afvist sand kundskab, for de handlede ikke i overensstemmelse med den. — Ho 4:2.

Jadha‛ʹ (at kende, vide) betegner undertiden kønsligt samkvem. Det er tilfældet i 1 Mosebog 4:17, hvor mange oversættelser gengiver det bogstaveligt med „kendte“ (GD og DA31; KJ, RS, Ro), mens andre korrekt siger at Kain „havde omgang med“ (AT, Mo, NV) eller „lå med“ (DA92) sin hustru. Det græske udsagnsord ginōʹskō bruges på tilsvarende måde i Mattæus 1:25 og Lukas 1:34.

Efter at Adam og Eva havde spist af den forbudte frugt (1Mo 2:17; 3:5, 6), sagde Jehova til sin medarbejder under skabelsen (Joh 1:1-3): „Se, mennesket er blevet som en af os til at kende godt og ondt.“ (1Mo 3:22) Dette kunne ikke blot betyde at vide besked med hvad der var godt, og hvad der var ondt i deres tilfælde, for det vidste den første mand og kvinde allerede på grundlag af den befaling Gud havde givet dem. Endvidere kunne Guds ord i 1 Mosebog 3:22 ikke betyde at de nu rent erfaringsmæssigt vidste hvad der var ondt, for Jehova sagde at de var blevet som han, og han har ikke lært hvad der er ondt, ved at gøre det. (Sl 92:14, 15) Åbenbart kom Adam og Eva til at kende hvad der var godt, og hvad der var ondt, i den særlige betydning at de nu selv bedømte om noget var godt eller ondt. Afguderisk havde de sat deres egen dømmekraft over Guds. I ulydighed var de blevet deres egen lov i stedet for at adlyde Jehova, der både har retten og den fornødne visdom til at afgøre hvad der er godt, og hvad der er ondt. Deres kundskab om, eller norm for, godt og ondt var altså ikke som Jehovas. Den førte dem i ulykke. — Jer 10:23.

I De Kristne Græske Skrifter er der to ord som almindeligvis oversættes med „kundskab“: gnōʹsis og epiʹgnōsis. Begge er beslægtede med udsagnsordet ginōʹskō, der betyder „at vide; at forstå; at erkende“. Den måde hvorpå dette udsagnsord bruges i Bibelen, viser imidlertid at det også kan betegne et positivt eller godt forhold mellem den person der kender, og den eller dem der kendes. (1Kor 8:3; 2Ti 2:19) Kundskab (gnōʹsis) sættes i et gunstigt lys i De Kristne Græske Skrifter. Dog er det ikke alt hvad mennesker kalder „kundskab“, man bør søge, for der findes anskuelser og opfattelser der ’falskeligt kaldes „kundskab“’. (1Ti 6:20) Den kundskab der anbefales, drejer sig om Gud og hans hensigter. (2Pe 1:5) Det indbefatter mere end at være klar over og at have rede på visse kendsgerninger, hvilket mange ateister har; det indbefatter at man har et nært og personligt forhold til Gud og Kristus. (Joh 17:3; 6:68, 69) Kundskab (viden alene) kan avle en følelse af overlegenhed; men hvis man kender „Messias’ kærlighed, som overgår kundskab“ — kender denne kærlighed af erfaring ved personligt at efterligne Kristi kærlighed — vil man forstå at anvende andre kundskaber som man har tilegnet sig, på en sund og ligevægtig måde. — Ef 3:19.

Epiʹgnōsis, der er en forstærket form af gnōʹsis (forstavelsen epiʹ betyder „på, oven på“, dvs. „yderligere“), ses ofte ud fra sammenhængen at have betydningen „eksakt, nøjagtig eller fuld kundskab“. Paulus skrev således om nogle som „altid lærer og dog aldrig er i stand til at komme til nøjagtig kundskab [„sand kundskab“, TC; „personlig kundskab“, Ro; „klar, fuld kundskab“, Da, fdn.] om sandheden“. (2Ti 3:6, 7) Han bad også om at nogle i Kolossensermenigheden — der åbenbart havde nogen kundskab om Guds vilje eftersom de var blevet kristne — måtte blive „fyldt med den nøjagtige kundskab om hans vilje i al visdom og åndelig forståelse“. (Kol 1:9) Denne nøjagtige kundskab bør søges af alle kristne (Ef 1:15-17; Flp 1:9; 1Ti 2:3, 4), for den er nødvendig for at de kan iføre sig „den nye personlighed“, og for at de kan opnå fred. — Kol 3:10; 2Pe 1:2

Beslægtede begreber. I Bibelen forbindes kundskab hyppigt med begreber som visdom, forstand, dømmekraft og tænkeevne. (Ord 2:1-6, 10, 11) Er man klar over de væsentligste forskelle mellem disse, vil det øge forståelsen af mange skriftsteder. Imidlertid må det siges at de pågældende ord i grundteksten ikke altid kan have et enkelt, nøjagtigt tilsvarende ord i en oversættelse. Sammenhængen og sprogbrugen indvirker på ordets betydning. Ikke desto mindre bemærker man visse interessante forskelle når man ser nærmere på de skriftsteder der taler om kundskab, visdom, forstand, dømmekraft og tænkeevne.

Visdom. Visdom er evnen til at omsætte kundskab i handling, at gøre brug af kundskab, at anvende det lærte på en fornuftig måde. En person kan have betydelig kundskab, men ikke vide hvordan man gør brug af den fordi vedkommende mangler visdom. Jesus forbandt visdom med gerninger da han sagde: „Visdommen er retfærdiggjort af sine gerninger.“ (Mt 11:19) Salomon bad om, og modtog, ikke blot kundskab, men også visdom, af Gud. (2Kr 1:10; 1Kg 4:29-34) Salomon havde den viden eller ’kundskab’ at en moder nærer kærlighed til sit barn. Da to kvinder der gjorde krav på det samme barn, kom til ham for at få hans afgørelse i striden, gjorde han brug af denne viden og lagde visdom for dagen i sin dom. (1Kg 3:16-28) „Vigtigst er visdommen“, for uden den er kundskab kun af ringe værdi. (Ord 4:7; 15:2) Der er en overflod af både kundskab og visdom hos Jehova, og han skænker begge dele i rigt mål. — Ro 11:33; Jak 1:5.

Forstand. At have forstand eller forståelse er evnen til at se hvordan noget hænger sammen, hvordan de enkelte dele er indbyrdes forbundet, at se helheden og ikke blot isolerede enkeltheder. Det hebraiske udsagnsord bīn har grundbetydningen „at adskille“, „at holde adskilt“, og det gengives ofte med „at forstå“ eller „at skelne“. Det forholder sig på samme måde med det græske ord syniʹēmi. Således kunne det siges i Apostelgerninger 28:26 (der er et citat fra Esajas 6:9, 10) at jøderne havde hørt, men ikke forstået; de havde ikke forbundet enkelthederne med hinanden eller forstået hvordan det de så og hørte, hang sammen. Når det i Ordsprogene 9:10 siges at „kundskab om den Allerhelligste er forstand“, viser det at sand forståelse af noget er betinget af at man ser det i forhold til Gud og hans hensigter. Da den der har forstand, kan forbinde nye oplysninger med det han allerede véd, er „kundskab . . . en let sag for den forstandige“. (Ord 14:6) Kundskab og forstand er forbundet med hinanden, og man må søge begge dele. — Ord 2:5; 18:15.

Dømmekraft. Det hebraiske ord der hyppigt er gengivet med „dømmekraft“ (tevunahʹ), er beslægtet med ordet bīnahʹ, der oversættes med „forstand“. Begge ord forekommer i Ordsprogene 2:3, der lyder: „Hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft . . .“ Dømmekraft indebærer, ligesom forstand eller forståelse, at man ser og forstår et emne eller problem; men ved dømmekraft lægges vægten på at man ser dets enkelte dele og kan bedømme og afveje dem i forhold til hinanden. Den der har både kundskab og dømmekraft, forstår at holde sine ord og sit sind i tømme. (Ord 17:27) Den der modstår Jehova, mangler sand dømmekraft. (Ord 21:30) Gennem sin søn skænker Gud indsigt eller forståelse (af gr. synʹesis). — 2Ti 2:1, 7, NV, Se, DA92.

Tænkeevne. Kundskab forbindes også med „evnen til at tænke“ (hebr.: mezimmahʹ). Det hebraiske ord kan bruges både i negativ betydning (onde planer, anslag, rænker) og i positiv betydning (kløgt, skarpsindighed). (Sl 10:2; Ord 1:4) Sindet og tankerne kan altså ledes i enten en god og gavnlig retning eller en ond og skadelig retning. Ved at lægge nøje mærke til hvordan Jehova handler, og ved at lytte til de forskellige måder som hans vilje og hensigter kommer til udtryk på, kan man beskytte sin egen tænkeevne og lede den i de rette baner. (Ord 5:1, 2) En tænkeevne der er opøvet på rette måde, i overensstemmelse med den visdom og kundskab der kommer fra Gud, vil beskytte én mod at blive fanget i de umoralske fristelsers snare. — Ord 2:10-12.

Advarsel i forbindelse med kundskab. Salomon sætter tilsyneladende kundskab i et ugunstigt lys når han siger: „Ved megen visdom er der megen græmmelse, så at den der øger sin kundskab, øger sin lidelse.“ (Præ 1:18) Dette synes at modsige hvad der ellers siges om kundskab i Bibelen. Imidlertid understreger Salomon her igen tomheden i alle menneskelige bestræbelser som ikke tager sigte på at holde Guds bud. (Præ 1:13, 14) Et menneske kan således erhverve sig bred kundskab og visdom på mange områder eller forske dybere og specialisere sig på et enkelt område, og en sådan kundskab og visdom kan være udmærket selv om den ikke har direkte forbindelse med Guds erklærede hensigt. Men på baggrund af sin øgede kundskab og visdom kan dette menneske blive sig mere og mere bevidst hvor begrænsede hans muligheder er for at bruge sin kundskab og visdom i betragtning af hans korte levetid og de problemer og vanskeligheder han møder, og som han må kæmpe med i det ufuldkomne menneskesamfund. Dette er frustrerende og giver en smertelig følelse af at ens bestræbelser er frugtesløse. (Jf. Ro 8:20-22; Præ 12:13, 14; se PRÆDIKERENS BOG.) Hvis ikke den kundskab der opnås ved at man ’hengiver sig til mange bøger’, forbindes med og bringes i anvendelse under udførelsen af Guds bud, vil den desuden ’udmatte kødet’. — Præ 12:12.