„Husk på din skaber“
„Husk på din skaber i ungdommens dage, før de onde dage kommer, og de år oprinder, om hvilke du siger: ’Dem kan jeg ikke lide!’“ — Prædikeren 12:1, den danske autoriserede oversættelse.
DETTE skriftsted fra Bibelen er meget tankevækkende. Ungdommen er en periode som man kun oplever én gang. Senere hen i livet vil man tænke tilbage på denne tid enten med glæde eller med fortrydelse. Hvordan vil udfaldet blive for dig? Hvad kan du selv gøre?
„Husk på din skaber,“ tilskynder Bibelen som nævnt ovenfor. Hvordan kan du gøre det? Ved at leve efter Guds love og principper, som findes i hans ord, Bibelen. Det betyder ikke at du skal leve et asketisk liv som religiøs fanatiker og nægte dig selv enhver fornøjelse. Hvis du husker på din Skaber, kan du tværtimod opnå den størst mulige lykke. Hvordan det?
Lad os illustrere det med et eksempel. Forestil dig at du har fået kørekort og bil. Det giver dig en helt ny frihed som du vil kunne få meget glæde af. Tænk bare på alle de steder du kan tage hen! Men din nyfundne frihed er forbundet med et stort ansvar. Når du kører, skal du overholde færdselsreglerne og være opmærksom på lyssignalerne, hastighedsgrænserne og advarselsskiltene. Vil dette ansvar ødelægge din glæde ved at køre? Slet ikke. Det tjener som en beskyttelse. Der er bestemt ikke nogen glæde ved at komme ud for en trafikulykke, vel?
Noget lignende gør sig gældende i forbindelse med den frihed din Skaber, Jehova Gud, har givet dig. Efterhånden som du bliver voksen, lader han dig selv bestemme hvordan du vil bruge dit liv. (5 Mosebog 30:19; Ordsprogene 27:11) Sikke en stor forret! Men med friheden følger der et alvorligt ansvar. I sit ord har Jehova fastlagt nogle ’færdselsregler’ — normer som han ønsker du skal følge. Vil disse normer ødelægge din glæde? Bestemt ikke! De vil tværtimod beskytte dig mod de hjertesorger og problemer som mange unge kommer ud for.
Det kan Federico, som nu er først i trediverne, tale med om. Da han var ung, så han sine skolekammerater beskæftige sig med mange forskellige ting som han vidste han burde undgå. Han siger: „Det så ud som om de havde det rigtig sjovt, men jeg havde aldrig indtryk af at de var virkelig lykkelige.“ Set i bakspejlet er Federico glad for at han havde nogle bibelske normer der kunne hjælpe ham gennem teenageårene. „Selvfølgelig kom jeg ud for problemer ligesom alle andre unge,“ fortæller han. „Men Bibelen var en beskyttelse for mig. Og jeg kunne altid finde en kristen trosfælle som ville hjælpe mig. At leve efter Bibelens principper har gjort mig mere lykkelig end jeg nogen sinde havde forestillet mig!“
Jehova Gud ønsker at du skal være lykkelig — rigtig lykkelig. Det er noget helt andet end en overfladisk morskab som måske dækker over at man inderst inde har det elendigt. Bibelen siger: „Glæd dig . . . mens du er ung, lad dit hjerte være glad i ungdommens dage.“ I samme vers er der dog denne advarsel: „Men du skal vide, at Gud vil kræve dig til regnskab.“ — Prædikeren 11:9, den danske autoriserede oversættelse.
Husk på din Skaber ved at gøre fornuftig brug af den frihed han har givet dig. Hvis du gør det, kan du være sikker på at han også vil huske på dig og hjælpe dig til at opleve den størst mulige lykke. Bibelen siger: „Jehovas velsignelse — den gør rig, og han føjer ingen smerte til den.“ — Ordsprogene 10:22.
For at hjælpe unge til at klare udfordringen ved at være teenager har Jehovas Vidner udgivet den 320-siders bog Unge spørger — Svar der duer. Til dato er den blevet trykt i næsten 34 millioner eksemplarer på 77 sprog. Du kan modtage et eksemplar ved at kontakte de lokale Jehovas Vidner.
[Illustrationer på side 8, 9]
Følgende kan hjælpe dig til at komme godt igennem teenageårene
Tag dig tid til at læse i Guds ord
Vær engageret i forkyndelsen
Undgå dårligt selskab
Bevar en god kommunikation med dine forældre
[Kildeangivelse]
Brochurens forside: Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.