Bibelens 60. bog — Peters Første Brev

Skribent: Peter

Skrevet i: Babylon

Fuldført: ca. 62-64 e.v.t.

 1. Hvorfor blev de kristne udsat for prøvelser, og hvorfor var Peters Første Brev betimeligt?

EFTERHÅNDEN som de første kristne vidt og bredt forkyndte Guds dyder, fik Rigets arbejde fremgang og voksede overalt i Romerriget. Imidlertid opstod der misforståelser vedrørende denne nidkære gruppe. For det første var den udgået fra Jerusalem og havde taget sin begyndelse blandt jøder, og nogle forvekslede de kristne med de politisk indstillede jødiske zeloter, der var forbitrede over det romerske åg og til konstant besvær for de lokale landshøvdinger. Dernæst adskilte de kristne sig fra andre ved at de nægtede at ofre til kejseren og at have noget at gøre med datidens hedenske religiøse ceremonier. Der blev talt imod dem, og de måtte døje mange prøvelser på grund af deres tro. På det rette tidspunkt og med en forudseenhed der tydede på guddommelig inspiration skrev Peter sit første brev, hvori han opmuntrede de kristne til at stå fast og vejledte dem om hvordan de skulle forholde sig under Nero, som da var kejser. Dette brev viste sig at være yderst betimeligt i betragtning af den storm af forfølgelse der brød løs næsten umiddelbart efter.

 2. Hvad viser at Peter har skrevet det brev der bærer hans navn, og hvem er det henvendt til?

² At Peter har skrevet brevet, slås fast i de indledende ord. Desuden citerer Irenæus, Clemens fra Alexandria, Origenes og Tertullian alle sammen fra brevet og omtaler Peter som den der har skrevet det.a Ægtheden af Peters Første Brev er lige så veldokumenteret som ægtheden af de øvrige inspirerede breve. Eusebios oplyser at de ældste i kirken brugte brevet meget; der var på hans tid (ca. 260-342) ingen tvivl om dets ægthed. Ignatius, Hermas og Barnabas fra begyndelsen af det andet århundrede, henviser alle til det.b Peters Første Brev er helt i harmoni med de øvrige inspirerede skrifter, og det indeholder et magtfuldt budskab til jødiske og ikkejødiske kristne der bor som „midlertidige indbyggere der er spredt rundt om i Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien“ — områder i Lilleasien. — 1 Pet. 1:1.

 3. Hvilke vidnesbyrd foreligger om tidspunktet for brevets affattelse?

³ Hvornår er brevet skrevet? Tonen viser at de kristne var udsat for prøvelser enten fra hedningers eller fra uomvendte jøders side, men at Neros organiserede forfølgelse, der udbrød i år 64, endnu ikke var begyndt. Det er tydeligt at Peter skrev brevet lige før dette, sandsynligvis mellem år 62 og 64. Det at Markus stadig var hos Peter støtter denne antagelse. Under Paulus’ første fangenskab i Rom (ca. år 59-61) var Markus sammen med Paulus, men stod over for at skulle rejse til Lilleasien, og da Paulus var i fængsel for anden gang (ca. år 65) skulle Markus igen til at slutte sig til ham i Rom. (1 Pet. 5:13; Kol. 4:10; 2 Tim. 4:11) I mellemtiden havde han mulighed for at være sammen med Peter i Babylon.

 4, 5. (a) Hvad modbeviser den påstand at Peter skrev sit første brev fra Rom? (b) Hvad tyder på at han skrev fra det bogstavelige Babylon?

⁴ Hvor blev Peters Første Brev skrevet? Mens bibelkommentatorer er enige om at skriftet er ægte og kanonisk, og enige om at Peter har skrevet det, samt om det omtrentlige tidspunkt for hvornår det er skrevet, er de uenige om hvor det er skrevet. Peter oplyser selv at han skrev sit første brev i Babylon. (1 Pet. 5:13) Men nogle hævder at han skrev fra Rom og at „Babylon“ er et kryptisk navn for Rom. Vidnesbyrdene støtter imidlertid ikke denne opfattelse. Bibelen antyder ingen steder at Babylon skulle henvise til Rom. Eftersom Peter henvendte sit brev til indbyggerne i det bogstavelige Pontus, Galatien, Kappadokien, Asien og Bitynien, er det logisk at slutte at brevet også er skrevet fra det bogstavelige Babylon. (1:1) Der var god grund til at Peter skulle være i Babylon. Han havde fået til opgave at forkynde den gode nyhed „blandt de omskårne“, og der var en stor jødisk befolkning i Babylon. (Gal. 2:7-9) Under behandlingen af den babyloniske Talmuds tilblivelse omtaler Encyclopaedia Judaica jødedommens „store lærdomsskoler i Babylon“ efter vor tidsregnings begyndelse.c

⁵ De inspirerede skrifter, deri indbefattet de to breve der er skrevet af Peter, nævner ikke at Peter rejste til Rom. Paulus taler om at han selv har været i Rom, men aldrig om at Peter har været der. Skønt Paulus nævner 35 navne i sit brev til romerne og sender hilsener med navns nævnelse til 26, nævner han ikke Peter. Hvorfor ikke? Simpelt hen fordi Peter ikke var der på det tidspunkt! (Rom. 16:3-15) Det „Babylon“ hvorfra Peter skrev sit brev, var tydeligvis det bogstavelige Babylon ved Eufratfloden i Mesopotamien.

BREVETS INDHOLD

 6. Hvilket håb skriver Peter om, og på hvilket grundlag er ’den nye fødsel’ til dette håb mulig?

⁶ En ny fødsel til et levende håb ved Kristus (1:1-25). I indledningen henleder Peter sine læseres opmærksomhed på „en ny fødsel til et levende håb“ og den uvisnelige arv der er bevaret til dem i himlene. Dette skyldes Guds barmhjertighed ved Jesu Kristi opstandelse. ’De der er udvalgt’ glæder sig derfor, selv om de bedrøves ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af deres tro „kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse“. Fortidens profeter, ja endog engle, har gransket i denne frelse. Derfor bør ’de der er udvalgt’ gøre deres sind klar til at arbejde, sætte deres håb til denne ufortjente godhed og være hellige i hele deres adfærd. Dette er kun rimeligt, i betragtning af at de er blevet udfriet, ikke med forgængelige ting, men med „dyrebart blod, som med blodet af et dadelfrit og fejlfrit lam, nemlig Kristi blod“. De er blevet „født på ny“ gennem den levende og blivende Gud Jehovas ord, der forbliver til evig tid og som er blevet dem forkyndt som en god nyhed. — 1:1, 3, 7, 19, 23.

 7. (a) Som hvad bliver de kristne opbygget, og med hvilket formål? (b) Hvordan skal deres adfærd være, i betragtning af at de er midlertidige indbyggere?

⁷ Om at bevare en god adfærd blandt folk fra nationerne (2:1–3:22). Som levende sten bliver de kristne opbygget som et åndeligt hus, og de bringer åndelige ofre der er velbehagelige for Gud ved Jesus Kristus, hjørnegrundstenen der blev en snublesten for de ulydige. De der tror er blevet ’et kongeligt præsteskab, en hellig nation, for at de vidt og bredt skal forkynde hans dyder, han som har kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. Som midlertidige indbyggere blandt nationerne skal de holde sig fra kødelige lyster og bevare deres adfærd god. De skal underordne sig „enhver menneskeskabt instans“, hvad enten det drejer sig om en konge eller hans landshøvdinger. Ja, de skal ’ære alle slags mennesker, elske hele brodersamfundet, frygte Gud, ære kongen’. Ligeledes bør tjenere underordne sig deres herrer med en god samvittighed og holde ud når de lider uretfærdigt. Selv Kristus fandt sig i skældsord og lidelser skønt han var uden synd, og han efterlod „et forbillede“ så andre kunne følge lige i hans fodspor. — 2:9, 13, 17, 21.

 8. (a) Hvilken sund formaning gives der til hustruer og ægtemænd? (b) Hvad skal der til for at man kan få en god samvittighed af Gud?

⁸ Det gælder også hustruer at de bør underordne sig, for ved en ren adfærd og dyb respekt kan de måske vinde deres ikketroende ægtemænd uden ord. Deres prydelse skal ikke være det udvendige. Ligesom hos den lydige Sara skal det være „hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne“. Ægtemænd skal vise deres hustruer ære som „det svagere kar“ og som „arvinger sammen med dem til den ufortjente gave som livet er“. Alle kristne bør vise broderkærlighed. „Lad den der vil elske livet . . . vende sig fra ondt og gøre godt; lad ham søge fred og jage efter den. For Jehovas øjne hviler på de retfærdige.“ I stedet for at frygte mennesker bør de altid være rede til at forsvare deres håb. Det er bedre at lide fordi man gør det gode, hvis det er Guds vilje, end fordi man gør det onde. „Selv Kristus døde jo én gang for alle for vore synders skyld, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud, idet han blev overgivet til døden i kødet, men blev gjort levende i ånden.“ Noas tro, der kom til udtryk ved at han byggede arken, resulterede i at han selv og hans familie blev bevaret i live. De der på grundlag af tro på den opstandne Kristus indvier sig til Gud, lader sig døbe som symbol på deres tro og fortsat gør Guds vilje, bliver på tilsvarende måde frelst og får en god samvittighed af Gud. — 3:4, 7, 10-12, 18.

 9. Hvilket sindelag bør de kristne have? Til trods for hvad?

⁹ Om at fryde sig over at gøre Guds vilje som en kristen trods lidelse (4:1–5:14). De kristne bør have det samme sindelag som Kristus og kun leve for at gøre Guds vilje og ikke nationernes, selv om disse spotter dem fordi de ikke fortsat løber sammen med dem „mod den samme udsvævelsernes sump“. Eftersom alle tings ende er kommet nær, bør de være sunde i sindet, bede til Gud, have inderlig kærlighed til hinanden og gøre alle ting så Gud kan blive herliggjort. Når de kommer ud for ildprøver skal de ikke finde det mærkeligt, men fryde sig over at de er delagtige i Messias’ lidelser. Ingen må imidlertid lide som en forbryder. Dommen begynder med Guds hus — „lad derfor også dem som lider i harmoni med Guds vilje, blive ved med at betro deres sjæle til en trofast Skaber, mens de fortsætter med at gøre det gode“. — 4:4, 19.

10. Hvilket råd gives der til ældste og til yngre mænd, og hvilken magtfuld forsikring slutter Peters Første Brev med?

¹⁰ De ældste skal villigt, ja af iver, være hyrder for Guds hjord. Hvis de er eksempler for hjorden, vil de modtage herlighedens uvisnelige krone når overhyrden er blevet gjort kendt. De yngre mænd skal underordne sig de ældre, idet alle bør være ydmyge, for „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed“. De skal være faste i troen og holde sig vågne over for den „brølende løve“, Djævelen. Atter lyder der en magtfuld forsikring da Peter slutter sin formaning: „Men efter at I har lidt en kort tid vil al ufortjent godheds Gud, som kaldte jer til sin evige herlighed i samhørighed med Kristus, selv fuldende jeres oplæring, han vil gøre jer faste, han vil gøre jer stærke. Ham tilhører magten for evigt. Amen.“ — 5:5, 8, 10, 11.

HVORFOR BREVET ER GAVNLIGT

11. Hvordan viderefører Peter den vejledning Jesus og Paulus gav, når han giver råd til tilsynsmænd?

¹¹ Peters Første Brev indeholder god vejledning til tilsynsmænd. Idet Peter viderefører Jesu egen vejledning i Johannes 21:15-17 og Paulus’ i Apostelgerninger 20:25-35, viser han at tilsynsmandens gerning er en hyrdegerning og at den skal udføres uselvisk, villigt og af iver. Tilsynsmanden er en underhyrde der tjener under „overhyrden“, Jesus Kristus, og han skal over for ham stå til regnskab for Guds hjord, hvis interesser han må varetage som et eksempel og i al ydmyghed. — 5:2-4.

12. (a) I hvilken grad må kristne underkaste sig herskere og herrer? (b) Hvilken formaning giver Peter om hustruens underkastelse og ægtemandens stilling som familieoverhoved? (c) Hvilken kristen egenskab understreges gennem hele brevet?

¹² Mange andre forhold hvori den kristne må underordne sig, berøres i Peters brev, og der gives udmærket vejledning. I Første Petersbrev 2:13-17 gives der råd om hvordan den kristne bør underordne sig de styrende, såsom konger og landshøvdinger. Imidlertid skal dette være en relativ underkastelse, idet den finder sted for Herrens skyld og er knyttet sammen med frygt for Gud, hvis trælle de kristne er. Tjenere i et hus formanes til at underordne sig deres herrer og til at holde ud selv om de må lide „på grund af samvittighed over for Gud“. Der gives også uvurderlig formaning til hustruer om at underordne sig deres mænd, også de ikketroende, da en ren og respektfuld opførsel er „af stor værdi i Guds øjne“ og måske endog kan vinde ikketroende ægtemænd for sandheden. Peter bruger Saras trofaste underkastelse under Abraham som et eksempel for at understrege dette. (1 Pet. 2:17-20; 3:1-6; 1 Mos. 18:12) Ligeledes bør ægtemænd varetage deres stilling som familiens overhoved med passende hensyntagen til „det svagere kar“. Peter formaner videre: „På samme måde skal I yngre mænd underordne jer de ældre.“ Og derefter understreger han nødvendigheden af ydmyghed, en kristen egenskab der fremhæves gennem hele hans brev. — 1 Pet. 3:7-9; 5:5-7; 2:21-25.

13. (a) Hvordan klarlægger Peter i sit brev Guds hensigt med at kalde den kristne menighed? (b) Hvilken glædelig arv peger Peter frem til, og hvem opnår den?

¹³ På en tid da ildprøver og forfølgelser var begyndt at blusse op igen, gav Peter styrkende opmuntring, og hans brev er uvurderligt for alle der udsættes for sådanne prøver i dag. Læg mærke til at han benytter De Hebraiske Skrifter da han citerer Jehovas ord: „I skal være hellige, for jeg er hellig.“ (1 Pet. 1:16; 3 Mos. 11:44) Senere viser han i et afsnit der er rigt på henvisninger til andre af de inspirerede skrifter, hvordan den kristne menighed er opbygget på Kristi grundvold som et åndeligt hus af levende sten. Og til hvilket formål? Peter svarer: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Pet. 2:4-10; Es. 28:16; Sl. 118:22; Es. 8:14; 2 Mos. 19:5, 6; Es. 43:21; Hos. 1:10; 2:23) Det er for dette ’kongelige præsteskab’, der omfatter hele Guds hellige nation, at Peter fremholder rigsløftet om „en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv“, „herlighedens uvisnelige krone“ og ’evig herlighed i samhørighed med Kristus’. De der hører til denne nation bliver således i høj grad opmuntret til at blive ved med at fryde sig, så de ’også kan fryde sig og juble ved hans herligheds åbenbarelse’. — 1 Pet. 1:4; 5:4, 10; 4:13.

[Fodnoter]