FYRSTE
[hebr.: sar]. Det hebraiske ord, der er dannet af en verbalrod som betyder „at herske“, oversættes med „fyrste“, „øverste“, „fører“. (Dom 9:22, fdn.; 1Mo 39:21, fdn.; Dom 4:2, fdn.) Med ordet „fyrste“ menes ikke nødvendigvis en konge eller en person af kongelig herkomst. Israels stammeoverhoveder blev kaldt „fyrster“ (1Kr 27:22), og højtstående embedsmænd under den ægyptiske farao og kong Nebukadnezar af Babylon blev også kaldt „fyrster“. (1Mo 12:15; Jer 38:17, 18, 22; Est 3:12) Ordet bruges også om en hærfører (1Mo 21:22; 5Mo 20:9; 2Sa 2:8), øversten for en livvagt (1Mo 37:36) eller en kampstyrke (Ne 2:9) og om hundred- og tusindførerne (4Mo 31:14). Jehova kaldes „hærens Fyrste“ og „fyrsternes Fyrste“ i Daniel 8:11, 25. Ærkeengelen Mikael er „den store fyrste som står op for [Daniels] folks sønner“. (Da 12:1) I Daniel 10:13, 20 er der tale om usynlige dæmonfyrster som stod bag det persiske og det græske verdensrige. — Jf. Ef 6:12.
I Salme 45, hvoraf apostelen Paulus anvender vers 6 og 7 på Kristus Jesus (He 1:8, 9), siges der: „I dine forfædres sted vil dine sønner være; du gør dem til fyrster på hele jorden.“ (Sl 45:16) Om Abraham, Isak og Jakob, der var blandt Jesu forfædre, står der: „I tro døde alle disse, skønt de ikke havde erfaret opfyldelsen af løfterne, men de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen.“ (He 11:8-10, 13) Kristi styre indbefatter at han ikke alene har konger og præster under sig i himmelen (Åb 20:6), men også fyrstelige repræsentanter på jorden som udfører kongens befalinger. (Jf. He 2:5, 8.) Esajas 32:1, 2, der er en del af en messiansk profeti, beskriver de gavnlige virkninger af det styre som disse „fyrster“ vil udøve under Guds rige. — Se FØRER, ÆDLE, FORNEMME; HERSKER, LEDER; HOVED (Den førende stilling); HØVDING.