Kapitel fem
Jehova ydmyger dem der ophøjer sig selv
1, 2. Hvorfor har Esajas’ profetiske budskab til jøderne på hans tid interesse for os?
FYLDT med afsky over forholdene i Jerusalem og Juda vender profeten Esajas sig nu til Jehova og siger: „Du har forladt dit folk, Jakobs hus.“ (Esajas 2:6a) Hvad har fået Gud til at forkaste det folk som han selv havde udvalgt som sin ’særlige ejendom’? — 5 Mosebog 14:2.
2 Det vil have interesse for os at vide hvorfor Esajas fordømte jøderne på hans tid, og hvorfor Jehova udtalte og eksekverede sin dom over dem. Forholdene i den såkaldt kristne verden har nemlig stor lighed med forholdene blandt Esajas’ landsmænd. Esajas’ ord vil give os en klar forståelse af hvad Gud fordømmer, og vil hjælpe os til at undgå det. Lad os derfor med stor opmærksomhed følge med i gennemgangen af Jehovas profetiske ord i Esajas 2:6–4:1.
Hovmodigt bøjede de sig
3. Hvilken synd fra folkets side bekender Esajas?
3 Esajas bekender sit folks synd idet han siger: „De er jo blevet fyldt med det der kommer fra øst, og de øver magi som filistrene, og der er en overflod af fremmedes børn hos dem.“ (Esajas 2:6b) Omkring 800 år tidligere havde Jehova sagt til sit udvalgte folk: „Gør jer ikke urene med noget af [det hvormed] nationerne som jeg driver bort foran jer, [har] gjort sig urene.“ (3 Mosebog 18:24) Om dem han havde udvalgt som sin særlige ejendom, tvang Jehova Bileam til at sige: „Fra klippernes top ser jeg dem jo, og fra højene skuer jeg dem. Som et folk bor de dér for sig selv i deres teltboliger, og til nationerne regner de sig ikke.“ (4 Mosebog 23:9, 12) Men på Esajas’ tid havde Jehovas udvalgte folk antaget de omgivende folks afguderiske skikke og var blevet „fyldt med det der kommer fra øst“. I stedet for at tro på Jehova og hans ord ’øvede de magi som filistrene’. Og i stedet for at holde sig adskilt fra de omgivende folk var der „en overflod af fremmedes børn hos dem“ — uden tvivl fremmede som indførte afgudsdyrkelse blandt Guds folk.
4. Hvad fik jødernes velstand og militære beredskab dem til at gøre i stedet for at takke Jehova?
4 Om den økonomiske velstand i Juda og landets stærke militære beredskab under kong Uzzija siger Esajas: „Deres land er fyldt med sølv og guld, og der er ingen ende på hvad de har af værdier. Og deres land er fyldt med heste, og der er ingen ende på hvad de har af vogne.“ (Esajas 2:7) Takkede jøderne Jehova for denne materielle velstand og for deres stærke militære beredskab? (2 Krønikebog 26:1, 6-15) Nej! De satte deres lid til selve rigdommen og vendte sig fra den der havde skænket dem den, Jehova Gud. Hvad blev resultatet? „Deres land er fyldt med afguder. Deres hænders værk bøjer de sig for, for det som deres fingre har lavet. Og mennesket bøjer sig, og manden synker dybt, og du kan umuligt tilgive dem.“ (Esajas 2:8, 9) De havde vendt sig bort fra den levende Gud og bøjede sig for livløse afguder.
5. Hvorfor er det ikke tegn på ydmyghed at bøje sig for afguder?
5 At bøje sig kan være et tegn på ydmyghed. Men at bøje sig for livløse ting er nytteløst. Det bevirker at afgudsdyrkeren „synker dybt“, fornedres. Hvordan kan Jehova tilgive denne synd? Hvad ville disse afgudsdyrkere gøre når Jehova krævede dem til regnskab?
„Hovmodige øjne skal sænkes“
6, 7. (a) Hvad sker der med dem der ophøjer sig selv, når Jehova eksekverer sin dom? (b) Hvem og hvad vil Jehova udøse sin vrede over, og hvorfor?
6 Esajas fortsætter: „Søg ind i klippen og skjul dig i støvet for den rædsel Jehova indgyder og for hans strålende storhed.“ (Esajas 2:10) Men ingen klippe ville være stor nok til at beskytte dem, og intet skjulested tæt nok til at dække dem, over for Jehova, den Almægtige. Når han kommer for at eksekvere sin dom, skal „menneskets hovmodige øjne . . . sænkes, og mændenes stolthed . . . bøjes; og Jehova alene skal sættes højt på den dag“. — Esajas 2:11.
7 „Dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova“ kommer. Da vil Jehova udøse sin vrede „over alle Libanons cedre som er stolte og højt hævede, og over alle Basans vældige træer; og over alle de stolte bjerge og over alle de højt hævede høje; og over ethvert højt tårn og over enhver befæstet mur; og over alle tarsisskibene og over alle de dejlige fartøjer“. (Esajas 2:12-16) Ja, på sin vredes dag vil Jehova rette sin opmærksomhed mod enhver organisation som mennesker i deres hovmod har dannet og sat højt, og enhver som er ugudelig. Således skal „menneskets hovmod . . . bøjes, og mændenes stolthed . . . ydmyges; og Jehova alene skal sættes højt på den dag“. — Esajas 2:17.
8. Hvordan kom den forudsagte dommens dag over Jerusalem i 607 f.v.t.?
8 Den forudsagte dommens dag kom over jøderne i 607 f.v.t. da Babylons konge, Nebukadnezar, ødelagde Jerusalem. Indbyggerne så deres elskede by stukket i brand, dens stolte bygninger lagt i grus og dens vældige mure nedbrudt. Jehovas tempel var lagt i ruiner. Hverken deres materielle værdier eller deres stridsvogne gavnede dem på „dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova“. Og hvordan gik det deres afguder? Det skete nøjagtig som Esajas havde forudsagt: „Afguderne skal forsvinde fuldstændigt.“ (Esajas 2:18) Jøderne, med deres fyrster og fornemme mænd, blev ført i landflygtighed til Babylon. Jerusalem skulle ligge øde i 70 år.
9. Hvilken lighed er der mellem tilstandene i kristenheden og dem der herskede i Jerusalem og Juda på Esajas’ tid?
9 Tilstandene i kristenheden ligner dem der herskede i Jerusalem og Juda på Esajas’ tid. Kristenheden står i et nært forhold til denne verdens nationer. Den støtter med ildhu De Forenede Nationer og har fyldt sit hus med afguder og ubibelske skikke. Dens tilhængere er materialistiske og sætter deres lid til militærmagt. De mener at der bør vises de gejstlige stor ærbødighed, og tildeler dem titler og æresbevisninger. Kristenhedens ophøjelse af sig selv vil blive gjort til intet. Men hvornår?
„Jehovas dag“ er truende nær
10. Hvilken „dag“ pegede Paulus og Peter frem til?
10 Bibelen peger frem til en dag der vil være af langt større betydning end den dommens dag der kom over Jerusalem og Juda i fortiden. Apostelen Paulus forbandt denne kommende „Jehovas dag“ med den indsatte konges, Jesu Kristi, nærværelse. (2 Thessaloniker 2:1, 2) Peter talte om denne dag i forbindelse med indførelsen af „nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:10-13) Det er den dag da Jehova eksekverer sin dom over hele den onde tingenes ordning, kristenheden indbefattet.
11. (a) Hvem kan „udholde“ „Jehovas dag“? (b) Hvordan kan vi gøre Jehova til vor tilflugt?
11 „Ak, hvilken dag!“ siger profeten Joel. „For Jehovas dag er nær, og den kommer som en hærgen fra den Almægtige.“ Burde alle i betragtning af dens truende nærhed ikke være interesserede i at søge i sikkerhed inden denne frygtindgydende dag oprinder? „Hvem kan udholde den?“ spørger Joel. Han svarer: „Jehova er et tilflugtssted for sit folk.“ (Joel 1:15; 2:11; 3:16) Vil Jehova Gud være et tilflugtssted for dem der er hovmodige og sætter deres lid til rigdom, militærmagt og menneskeskabte guder? Umuligt! Gud overlod endog sit udvalgte folk til sig selv da det handlede på denne måde. Det er derfor vigtigt at alle Guds tjenere ’søger retfærdighed og sagtmodighed’ og alvorligt overvejer hvilken plads tilbedelsen af Jehova indtager i deres liv. — Zefanias 2:2, 3.
„Ud til spidsmusene og til flagermusene“
12, 13. Hvorfor kaster afgudsdyrkerne meget passende deres afguder „ud til spidsmusene og til flagermusene“ på Jehovas dag?
12 Hvordan vil afgudsdyrkerne betragte deres afguder på Jehovas store dag? Esajas svarer: „Og folk skal søge ind i klippehuler og jordhuller for den rædsel Jehova indgyder og for hans strålende storhed, når han rejser sig for at få jorden til at skælve. På den dag skal mennesket kaste sine afguder af sølv og sine afguder af guld . . . ud til spidsmusene og til flagermusene, for at søge ind i klippespalterne og i klippebjergenes kløfter for den rædsel Jehova indgyder og for hans strålende storhed, når han rejser sig for at få jorden til at skælve. For jeres egen skyld, vend jer fra mennesket, hvis ånde er i dets næse, for på hvilket grundlag skal det regnes for noget?“ — Esajas 2:19-22.
13 Spidsmus lever i gange i jorden, og flagermus bor i mørke huler på øde steder. På flagermusenes tilholdssteder er der en frastødende lugt og et tykt lag flagermusgødning. Det er derfor et meget passende billede der bruges, når der siges at afguderne kastes ud på sådanne steder. Et mørkt og urent sted er alt hvad de fortjener. Menneskene selv vil søge tilflugt i klippehuler og klippespalter på Jehovas domsdag. Afgudernes og deres tilbederes skæbne vil altså være den samme. Som Esajas’ profeti havde forudsagt, frelste de livløse afguder hverken deres tilbedere eller Jerusalem fra at falde i Nebukadnezars hænder i 607 f.v.t.
14. Hvad vil de der støtter den nuværende verdensordning, gøre når Jehovas dom rammer den falske religions verdensimperium?
14 Hvad vil folk gøre på Jehovas dag når hans dom eksekveres over kristenheden og andre dele af den falske religions verdensimperium? Når de bliver vidne til at alt bryder sammen omkring dem, vil de uden tvivl erkende at deres afguder er uden værdi. I stedet kunne de tænkes at ville søge tilflugt i ikkereligiøse, jordiske organisationer, som for eksempel De Forenede Nationer, ’det skarlagenrøde vilddyr’ der omtales i Åbenbaringen, kapitel 17. Det er dette symbolske vilddyrs „ti horn“ der vil tilintetgøre Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, hvoraf kristenheden udgør en fremtrædende del. — Åbenbaringen 17:3, 8-12, 16, 17.
15. Hvordan skal Jehova alene „sættes højt“ på den dag?
15 Skønt det ser ud til at være de symbolske ti horns værk at Babylon den Store bliver ødelagt og opbrændt, er det i virkeligheden Jehovas dom der eksekveres. Om Babylon den Store siges der i Åbenbaringen 18:8: „Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ Jehova Gud, den Almægtige, vil altså få æren for at have befriet menneskene for den falske religions herredømme. Som Esajas erklærer: „Jehova alene skal sættes højt på den dag. For det er dagen der tilhører Hærstyrkers Jehova.“ — Esajas 2:11b, 12a.
„De der fører dig, får dig til at fare vild“
16. (a) Hvad er et samfunds „støtte og stiver“? (b) Hvordan ville Esajas’ folk komme til at lide under at „støtte og stiver“ blev fjernet fra deres samfund?
16 Hvis et samfund skal være stabilt, må det have „støtte og stiver“ — sådanne fornødenheder som mad og vand og — vigtigere endnu — pålidelige ledere som kan føre an og opretholde ro og orden i samfundet. Om fortidens Israel forudsagde Esajas imidlertid: „Se! den sande Herre, Hærstyrkers Jehova, er ved at fjerne støtte og stiver fra Jerusalem og fra Juda, enhver støtte i form af brød og enhver støtte i form af vand, vældig kriger og stridsmand, dommer og profet, og spåmand og ældste, øverste for halvtreds og mand af rang, og rådgiver og ekspert i magiske kunster og kyndig troldmand.“ (Esajas 3:1-3) Nogle der var rene drenge, ville blive fyrster og styre vilkårligt. Og ikke alene herskerne ville undertrykke folket, men folket selv ville „handle tyrannisk, den ene mod den anden“. De ville „løbe storm, drengen mod den gamle mand, og den lidet ansete mod den der nyder ære“. (Esajas 3:4, 5) Børn ville „løbe storm“ mod voksne og ikke have nogen respekt for dem. Livsbetingelserne ville være så elendige at man ville sige til en som ikke var kvalificeret til at lede: „Du har en kappe. Du bør være fører for os, og denne ruin bør være under din hånd.“ (Esajas 3:6) Men vedkommende ville afslå tilbudet med den begrundelse at han hverken havde evnen til at helbrede nationens sår eller var i besiddelse af den velstand der krævedes for at han kunne påtage sig dette ansvar. Han ville sige: „Jeg vil ikke være en der forbinder sår; og i mit hus er der hverken brød eller kappe. I må ikke gøre mig til fører for folket.“ — Esajas 3:7.
17. (a) I hvilken forstand var Jerusalems og Judas synd „som Sodomas“? (b) Hvem havde ifølge Esajas skylden for folkets tilstand?
17 Esajas fortsætter: „Jerusalem er snublet, og Juda er faldet, fordi deres tunge og deres handlinger er imod Jehova idet de er opsætsige i hans herligheds øjne. Selve deres ansigtsudtryk vidner imod dem, og de fortæller ligefrem om deres synd der er som Sodomas. De har ikke skjult den. Ve deres sjæl! For de har påført sig selv ulykke.“ (Esajas 3:8, 9) Både i ord og gerning havde judæerne gjort oprør mod den sande Gud. Selve deres ansigtsudtryk, som ikke vidnede om nogen skam eller anger, afslørede deres synder, der var lige så afskyelige som Sodomas. Som Guds folk befandt de sig i et pagtsforhold til Jehova, men det fik ham ikke til at ændre de love der gjaldt for dem. „Det vil gå den retfærdige godt, for frugten af deres handlinger vil de få at spise. Ve den ugudelige! — ulykke; for som hans hånd har handlet mod andre, vil der blive handlet mod ham! Med hensyn til mit folk, da farer dets arbejdsfogeder frem med strenghed, og det er kvinder der hersker over det. Åh, mit folk! De der fører dig, får dig til at fare vild, og dine stiers vej har de forvirret.“ — Esajas 3:10-12.
18. (a) Hvilken dom udtaler Jehova over de ældste og fyrsterne på Esajas’ tid? (b) Hvad kan vi lære af Jehovas dom over de ældste og fyrsterne?
18 Jehova ’fælder dom’ og ’møder for retten’ sammen med Judas ældste og fyrster og siger til dem: „I har selv brændt vingården af. Det der er taget med magt fra den nødstedte, er i jeres huse. Hvad er jeres mening med at I knuser mit folk og søndermaler ansigtet på de nødstedte?“ (Esajas 3:13-15) I stedet for at arbejde for folkets vel havde dets ledere handlet bedragerisk. De havde misbrugt deres myndighed ved at berige sig selv og røve fra de fattige og nødlidende. Men de måtte nu stå Hærstyrkers Jehova til regnskab for at have undertrykt de nødstedte. Det er en advarsel til dem der har ansvarsfulde stillinger i dag, om ikke at misbruge deres myndighed.
19. Hvilken undertrykkelse og forfølgelse har kristenheden gjort sig skyldig i?
19 Kristenheden — især dens præster og religiøse ledere — har tilranet sig meget der rettelig tilhører den jævne befolkning, som den har undertrykt og stadig undertrykker. Den har også forfulgt og mishandlet Guds folk og bragt stor forsmædelse over Jehovas navn. Når tiden er inde, vil Jehova også afsige og eksekvere sin dom over den.
„Brændemærke i stedet for skønhed“
20. Hvorfor fordømmer Jehova „Zions døtre“?
20 Efter at have fordømt de ledendes overgreb vender Jehova sig mod kvinderne i Zion, Jerusalem. Øjensynlig for at følge moden gik „Zions døtre“ med ankelkæder eller ankelringe som frembragte en melodisk, ringlende lyd når de gik. Kvinderne tog også med vilje små skridt, gik „med trippende gang“, som måske blev anset for at være graciøst og feminint. Hvad forkert var der ved det? Det forkerte lå i kvindernes indstilling. Jehova siger: „Zions døtre er blevet hovmodige og går med strakt hals og laver øjne.“ (Esajas 3:16) Dette hovmod undgik ikke sin straf.
21. Hvordan ville det gå de jødiske kvinder når Jehovas dom ramte Jerusalem?
21 Når Jehovas dom ramte landet, ville disse hovmodige „Zions døtre“ derfor miste alt — også den skønhed som de var så stolte af. Jehova profeterer: „Så vil Jehova gøre Zions døtres isse skurvet, og Jehova vil gøre deres pande nøgen. På den dag vil Jehova fjerne deres pynt: ankelringene og pandebåndene og de halvmåneformede smykker, øresmykkerne og armbåndene og slørene, hovedbeklædningerne og ankelkæderne og brystbåndene og ’sjælehusene’ [sandsynligvis parfumeflasker] og smykkerne af de summende sneglehuse [eller: amuletterne], fingerringene og næseringene, festklæderne og tunikaerne og slagene og pengepungene og håndspejlene og underklæderne og turbanerne og de store slør.“ (Esajas 3:17-23; se fodnoterne.) Hvilken forandring!
22. Hvad mistede Jerusalems kvinder foruden deres pynt og smykker?
22 Profetens budskab fortsætter: „I stedet for balsamolie vil der være en muggen lugt; og i stedet for bælte, et reb; og i stedet for kunstfærdig håropsætning, et skaldet hoved; og i stedet for overdådig dragt, et lændeklæde af sækkelærred; brændemærke i stedet for skønhed.“ (Esajas 3:24) I 607 f.v.t. blev Jerusalems stolte kvinders situation ændret fra velstand til fattigdom. De mistede deres frihed og modtog trældommens „brændemærke“.
„Hun skal tømmes for alt“
23. Hvad forkynder Jehova om Jerusalem?
23 Jehova henvender sig nu til byen Jerusalem og siger: „Ved sværdet falder dine mænd, og din styrke ved krig. Og hendes indgange skal klage og sørge, og hun skal tømmes for alt. Hun sætter sig på den bare jord.“ (Esajas 3:25, 26, fodnote) Mændene i Jerusalem, også de stærke eller mægtige, ville blive dræbt i krigen. Byen ville blive jævnet med jorden. Tiden var kommet til at „hendes indgange“ ville „klage og sørge“. Jerusalem ville blive tømt og lagt øde.
24. Hvilke mærkbare følger ville det få for Jerusalems kvinder at mændene faldt for sværdet?
24 Det ville få mærkbare følger for kvinderne i Jerusalem at mændene faldt for sværdet. Esajas slutter denne del af sin profeti med følgende ord: „Syv kvinder skal gribe fat i én mand på den dag og sige: ’Vi vil spise vort eget brød og klæde os i vore egne kapper, blot vi må blive kaldt med dit navn så vor forsmædelse tages bort.’“ (Esajas 4:1) Mangelen på giftefærdige mænd ville blive så stor at flere kvinder ville anmode én mand om at måtte blive kaldt med hans navn, det vil sige blive anerkendt som hans hustru, så de kunne undgå den forsmædelse at være uden mand. Moseloven krævede at en mand skulle forsyne sin hustru med mad og tøj. (2 Mosebog 21:10) Men kvinderne ville være villige til at løse manden for denne forpligtelse og sørge for mad og tøj til sig selv. Hvilken fortvivlet situation for de engang så hovmodige „Zions døtre“!
25. Hvad vil der ske med dem der ophøjer sig selv?
25 Jehova ydmyger dem som ophøjer sig selv. I 607 f.v.t. lod han sit udvalgte folks hovmod „bøjes“ og dets „stolthed“ „ydmyges“. Sande kristne må aldrig glemme at „Gud står de hovmodige imod, men han skænker de ydmyge ufortjent godhed“. — Jakob 4:6.
[Billede på side 50]
Afguder, rigdom og militært beredskab ville ikke frelse Jerusalem på Jehovas domsdag
[Billede på side 54, 55]
På „Jehovas dag“ vil den falske religions verdensimperium blive lagt øde