Som græshopper
HAR du nogen sinde en sommerdag gået på en eng og set græshopperne springe for dine fødder? De lod til at være alle vegne, men måske har du knap nok ænset dem. De forekom jo så harmløse og ubetydelige.
Græshoppernes ubetydelighed gør dem imidlertid til et passende symbol på menneskeheden. Fremtrædende mænd har måske høje tanker om sig selv, men Skaberen betragter dem anderledes. Guds profet Esajas udtalte: „Det er Ham der bor over jordens kreds — dens beboere er som græshopper.“ — Esajas 40:22.
Jehova Guds storhed, magt og visdom hæver ham langt over menneskenes verden, ligesom mennesket står langt over græshoppen hvad magt og intelligens angår. Guds ypperste egenskab er imidlertid kærlighed. Hans enestående kærlighed får ham til at vise os opmærksomhed, hjælpe os og frelse os — hvis vi elsker og adlyder ham. Jehova handler kærligt mod os — til trods for at vi er som ubetydelige græshopper. Salmisten skrev: „Hvem er som Jehova vor Gud, der bor i det høje? Han nedlader sig for at se på himmel og på jord; han rejser den ringe fra støvet; han løfter den fattige fra askedyngen.“ — Salme 113:5-7.
Som denne salme forklarer, hjælper Jehova kærligt den ringe. Ja, han hjælper dem der ydmygt ’søger Gud, om de kan famle sig frem til ham’. (Apostelgerninger 17:27) De der finder Gud — og tjener ham — bliver endog dyrebare i hans øjne. (Jævnfør Esajas 43:4, 10.) De ubetydelige græshopper minder os således om vor egen lidenhed og om vor almægtige Skabers kærlighed, idet lydige mennesker kan opnå hans venskab og ufortjente godhed. Værdsætter du Guds kærlighed?