“Han giver den trætte kraft”
Årsteksten for 2018: “De der håber på Jehova vil få ny kraft.” – ES. 40:31.
1. Hvad oplever mange af Jehovas tjenere, og hvorfor glæder han sig over dem? (Se indledningsbillederne).
LIVET i denne onde verden er på ingen måde let. For eksempel er der mange af jer kære brødre og søstre der er ramt af alvorlig sygdom. Nogle, der måske ikke selv er helt unge, tager sig af aldrende familiemedlemmer. Andre har svært ved at forsørge deres familie og må arbejde hårdt blot for at skaffe de basale ting. Og vi ved at mange ikke bare kæmper med ét men flere af den slags problemer på en gang. Det er noget der virkelig koster tid og energi – for slet ikke at tale om penge. Ikke desto mindre har I fuldstændig tillid til at Gud vil holde sine løfter, og at der vil komme en bedre fremtid. Jeres stærke tro glæder i den grad Jehova!
2. Hvilken opmuntring får vi i Esajas 40:29, og hvad må vi aldrig gøre?
2 Føler du dig nogle gange presset til det yderste på grund af de problemer du må kæmpe med? I så fald er du ikke den eneste. På Bibelens tid følte nogle af Jehovas trofaste tjenere også indimellem at de ikke kunne klare mere. (1 Kong. 19:4; Job 7:7) Men i stedet for at give op henvendte de sig til Jehova for at få styrke. Og de blev ikke skuffet, for Gud “giver den trætte kraft”. (Es. 40:29) Desværre er der nogle af Guds tjenere i dag der har tænkt at den bedste måde at tackle presset på er ved at ‘tage en pause fra sandheden’. De er begyndt at betragte de åndelige aktiviteter som en belastning frem for en hjælp. Af den grund holder de op med at læse i Bibelen, komme til møderne og gå i forkyndelsen – præcis som Satan håber.
3. (a) Hvordan undgår vi at blive svage? (b) Hvad vil vi se på i denne artikel?
3 Det styrker os at være optaget af åndelige aktiviteter. Det er Satan udmærket klar over, og han er kun interesseret i at vi skal være svage. Så når du føler dig fysisk eller følelsesmæssigt udmattet, må du ikke trække dig væk fra Jehova. Søg i stedet nærmere til ham, for ‘han vil gøre dig fast, han vil gøre dig stærk’. (1 Pet. 5:10; Jak. 4:8) I denne artikel vil vi gennemgå Esajas 40:26-31, der viser at Jehova kan give os styrke. Derefter vil vi se på to situationer der kunne få os til at sætte tempoet ned i vores tjeneste, og på hvordan vi kan tackle dem ved at anvende Bibelens principper.
DE DER HÅBER PÅ JEHOVA, VIL FÅ NY KRAFT
4. Hvad kan vi lære af ordene i Esajas 40:26?
4 Læs Esajas 40:26. Der er ikke noget menneske der har været i stand til at tælle alle stjernerne i universet. Forskere mener at der alene i vores galakse, Mælkevejen, findes op mod 400 milliarder stjerner. Men Jehova har givet hver eneste stjerne et navn! Hvad fortæller det os? Når Jehova viser livløse stjerner så stor opmærksomhed, så forestil dig hvad han føler for dig, der tjener ham fordi du elsker ham, ikke fordi du er programmeret til det. (Sl. 19:1, 3, 14) Vores kærlige Far kender dig ud og ind. Bibelen siger at han endda har tal på alle hårene på dit hoved. (Matt. 10:30) Og i Salmerne bliver vi forsikret om at “Jehova kender de uangribeliges dage”. (Sl. 37:18) Han lægger altså mærke til de udfordringer du møder hver eneste dag, og kan give dig den styrke du behøver for at kunne klare dem.
5. Hvorfor kan vi være sikre på at Jehova kan give os den nødvendige styrke?
5 Læs Esajas 40:28. Jehova er kilden til al energi. Tænk bare på hvor stor en mængde energi han har givet Solen. Videnskabsskribenten David Bodanis har forklaret at Solen hvert sekund frigiver en energi der svarer til flere milliarder atombomber. Og en professor i astronomi har beregnet at Solen udstråler “nok energi på ét sekund til at dække menneskehedens energibehov i 200.000 år”. Kan der være nogen tvivl om at den der har givet Solen dens enorme energi, også kan give os kraft til at klare hvad som helst?
6. Hvordan virker Jesus’ åg på os, og hvad får den viden os til at gøre?
6 Læs Esajas 40:29. Det giver stor glæde at tjene Jehova. Jesus sagde til sine disciple: “Tag mit åg på jer.” Derefter tilføjede han: “I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.” (Matt. 11:28-30) Hvor er det sandt! Nogle gange er vi måske helt udmattede når vi tager afsted til møde eller ud i forkyndelsen. Men hvordan har vi det når vi kommer hjem? Er det ikke rigtigt at vi har fået ny energi og føler os bedre klædt på til at tackle vores problemer? Jesus’ åg giver virkelig ny styrke!
7. Hvordan oplevede en søster at ordene i Mattæus 11:28-30 er sande?
7 Læg mærke til hvad en søster oplevede. Hun lider af kronisk træthedssyndrom, depression og migræneanfald, så nogle gange er det meget svært for hende at komme til møderne. Men efter at hun havde gjort sig store anstrengelser for at overvære et weekendmøde, fortalte hun: “Foredraget handlede om modløshed. Tankerne blev fremholdt med så stor indlevelse og medfølelse at jeg fik tårer i øjnene. Jeg blev mindet om at møderne er der hvor jeg skal være.” Hun var meget glad for at hun havde kæmpet sig derhen.
8, 9. Hvad mente Paulus da han skrev “Når jeg er svag, så er jeg stærk”?
8 Læs Esajas 40:30. Uanset hvilke evner vi har, vil der altid være grænser for hvad vi kan udrette ved egen kraft. Det er noget vi alle må indse. Apostlen Paulus, der var en dygtig bror, havde også nogle begrænsninger der hindrede ham i at gøre alle de ting han gerne ville. Da han udtrykte sin frustration over for Gud, fik han svaret: “Min kraft gøres fuldkommen i svaghed.” Paulus forstod pointen. Han konkluderede: “Når jeg er svag, så er jeg stærk.” (2 Kor. 12:7-10) Hvad mente han med det?
9 Paulus var klar over at det var begrænset hvad han i sig selv kunne udrette – han havde brug for hjælp fra en større kraft. Guds hellige ånd kunne give ham styrke når han følte sig svag, og sætte ham i stand til at gøre ting han ellers ikke ville have kunnet klare. Det samme gælder for os. Når vi får Jehovas hellige ånd, vil vi være stærke!
10. Hvordan fik David hjælp til at klare sine problemer?
10 En anden der gang på gang oplevede at Guds hellige ånd gjorde ham stærk, var David. Han skrev: “Ved dig kan jeg løbe mod en røverbande; og ved min Gud kan jeg bestige en mur.” (Sl. 18:29) Nogle mure, eller problemer, er så store at vi ikke kan “bestige” dem uden hjælp – vi har brug for et skub fra Jehova.
11. Hvordan hjælper den hellige ånd os til at klare problemer?
11 Læs Esajas 40:31. Ørne bruger ikke kun deres egne kræfter når de stiger til vejrs og svæver rundt. De bliver holdt oppe af varme opvinde, der hjælper dem til at spare på energien så de kan flyve langt. Når du står over for en udfordring der virker overvældende, så tænk på ørnen. Bed Jehova om at holde dig oppe gennem “hjælperen, den hellige ånd”. (Joh. 14:26) Og husk at Jehovas hellige ånd er til rådighed døgnet rundt og i enhver situation. Et tidspunkt hvor vi virkelig kan føle at vi har brug for Jehovas hjælp, er når vi har en uoverensstemmelse med en i menigheden. Hvorfor opstår der overhovedet uoverensstemmelser?
12, 13. (a) Hvorfor opstår der nogle gange uoverensstemmelser mellem Guds tjenere? (b) Hvad lærer beretningen om Josef os om Jehova?
12 Uoverensstemmelser opstår fordi vi alle er ufuldkomne. Det kan altså ske at vi bliver irriteret over noget vores trosfæller gør eller siger, eller at de bliver irriteret på os. En sådan situation kan sætte os på prøve. Men som det er tilfældet med andre prøver, giver uoverensstemmelser os mulighed for at vise loyalitet mod Jehova. Det kan vi gøre ved at lære at arbejde enigt sammen med vores brødre og søstre, som Gud elsker selvom de er ufuldkomne.
13 Jehova forhindrer ikke at hans tjenere bliver prøvet. Det kan vi se ud fra beretningen om Josef. Som ung blev Josef solgt som slave af sine jaloux halvbrødre og ført til Egypten. (1 Mos. 37:28) Jehova så alt hvad der foregik, og det må have gjort meget ondt på ham at se den forfærdelige behandling som hans ven og trofaste tjener Josef blev udsat for. Men han greb ikke ind. Senere, da Josef blev anklaget for voldtægtsforsøg af Potifars hustru og smidt i fængsel, greb Jehova heller ikke ind. Betyder det at Jehova bare overlod Josef til sig selv? Nej, på intet tidspunkt. Bibelen siger: “Jehova var med Josef, og hvad han gjorde lod Jehova lykkes.” – 1 Mos. 39:21-23.
14. Hvilke grunde er der til at give slip på vrede?
14 Et andet eksempel er David. Det er nok de færreste der er blevet behandlet så uretfærdigt som denne trofaste ven af Gud. Men han lod sig ikke opsluge af bitterhed og negative følelser. Tværtimod skrev han: “Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare; bliv ikke optændt af vrede – det fører kun til at man handler ondt.” (Sl. 37:8) Den vigtigste grund til at give slip på vrede er at vi gerne vil efterligne Jehova. “Han har ikke handlet mod os efter vore synder,” men tilgivet os. (Sl. 103:10) Der er også andre gode grunde til at give slip på vrede. Vrede kan for eksempel føre til forhøjet blodtryk og vejrtrækningsproblemer. Det kan give fordøjelsesproblemer og skade leveren og bugspytkirtlen. Når man er vred, tænker man heller ikke altid klart. Og efter et raserianfald følger af og til en længere periode med nedtrykthed. I modsætning hertil siger Bibelen at “et roligt hjerte er liv for legemet”. (Ordsp. 14:30) Men hvordan kan vi få styr på vores følelser og vinde vores bror? Bibelen giver os nogle gode råd.
NÅR VI BLIVER SKUFFET OVER VORES TROSFÆLLER
15, 16. Hvad kan vi gøre hvis en har såret os?
15 Læs Efeserne 4:26. Det kommer som regel ikke bag på os når nogle der ikke tjener Jehova, behandler os dårligt. Men hvis det er en trosfælle eller et familiemedlem der siger eller gør noget som sårer os, kan det gøre rigtig ondt. Hvad nu hvis vi synes at vi ikke bare kan glemme det der er sket? Vil vi så tillade os selv at bære nag, måske endda i årevis? Eller vil vi følge Bibelens råd om at få bragt sagen ud af verden med det samme? Jo længere vi venter med at gøre noget ved situationen, jo sværere vil det blive at slutte fred med vores bror.
16 Forestil dig at du er vred over noget en bror har sagt eller gjort, og du ikke kan holde op med at tænke på det. Hvad kan du helt konkret gøre for at få et godt forhold til ham igen? Først må du henvende dig til Jehova i bøn. Bed ham oprigtigt om at hjælpe dig til at få en god og konstruktiv samtale med din bror. Husk at han er en af Jehovas venner. (Sl. 25:14) Gud elsker ham. Jehova behandler sine venner på en kærlig måde, og han forventer at vi gør det samme. (Ordsp. 15:23; Matt. 7:12; Kol. 4:6) Dernæst må du omhyggeligt overveje hvad du vil sige til din bror. Gå ikke ud fra at han sårede dig med vilje; lad tvivlen komme ham til gode. Afvis heller ikke den tanke at du i en eller anden grad kan have bidraget til konflikten. Du kunne indlede samtalen med at sige noget i stil med: “Det kan sagtens være det er mig der er lidt nærtagende, men da vi talte sammen i går, følte jeg at ...” Hvis samtalen ikke får det udfald du håbede på, så vær fortsat på udkig efter en mulighed for at slutte fred. Tag din bror med i dine bønner, og bed Jehova om at velsigne ham. Bed også om hjælp til at fokusere på hans positive sider. Jehova vil glæde sig over at se hvor meget du gør for at vinde din bror.
NÅR VI FØLER OS TYNGET PÅ GRUND AF FEJLTRIN
17. Hvordan hjælper Jehova os hvis vi har begået en synd, og hvorfor er det vigtigt at tage imod hans hjælp?
17 Nogle føler sig uværdige til at tjene Jehova fordi de har begået en alvorlig synd. Det kan være en stor belastning at gå rundt med skyldfølelse. Kong David, der selv prøvede at være plaget af dårlig samvittighed, beskrev det på denne måde: “Da jeg tav stille, hensmuldrede mine knogler ved min stønnen dagen lang. For dag og nat lå din hånd tungt på mig.” David havde imidlertid det mod der skulle til for at gøre som Jehova ønsker af sine tjenere. “Min synd gav jeg omsider til kende for dig,” skrev han, “og du tilgav min syndeskyld.” (Sl. 32:3-5) Jehova er også klar til at hjælpe dig hvis du har begået en alvorlig synd. Du kan igen få et godt forhold til ham. Men det kræver at du tager imod den hjælp han giver gennem menigheden. (Ordsp. 24:16; Jak. 5:13-15) Udskyd det ikke – din evige fremtid står på spil! Men hvad nu hvis du for længe siden har fået tilgivelse for din synd og stadig er plaget af dårlig samvittighed?
18. Hvordan kan Paulus’ eksempel være en hjælp hvis man føler sig uværdig til at tjene Jehova?
18 Paulus var nogle gange meget nedtrykt over ting han havde gjort i sin fortid. Han skrev: “Jeg er nemlig den ringeste af apostlene, og jeg er ikke god nok til at blive kaldt apostel, fordi jeg har forfulgt Guds menighed.” Alligevel tilføjede han: “Men ved Guds ufortjente godhed er jeg det jeg er.” (1 Kor. 15:9, 10) Jehova kunne bruge Paulus som han var – og det ville han også have at Paulus selv skulle være overbevist om. Hvis du har angret dine tidligere overtrædelser, bekendt dem for Jehova og om nødvendigt talt med de ældste om det, kan du være helt sikker på at Jehova vil tilgive dig. Så stol på at Jehova mener det han siger, og tag imod hans tilgivelse. – Es. 55:6, 7.
19. Hvad er årsteksten for 2018, og hvorfor er den aktuel?
19 Efterhånden som vi nærmer os afslutningen på denne verdensordning, må vi forvente at livet bliver vanskeligere og mere problemfyldt. Men vær sikker på at Jehova kan give dig præcis det du behøver for at kunne holde ud. Ja, “han giver den trætte kraft; og den som er uden styrke, giver han øgede kræfter”. (Es. 40:29; Sl. 55:22; 68:19) I 2018 vil vi blive mindet om denne vigtige sandhed hver gang vi kommer til møde i rigssalen og ser årsteksten: “De der håber på Jehova vil få ny kraft.” – Es. 40:31.