-
Lysbærere — i hvilken hensigt?Vagttårnet – 1993 | 15. januar
-
-
„Et lys for nationerne“
6. Hvilke storslåede perspektiver har Jehova åbnet for os gennem Jesus Kristus?
6 Allerede før Adam og Eva blev udvist af Paradiset, forudsagde Jehova at et „afkom“ ville udfri retfærdselskende mennesker. (1 Mosebog 3:15) Og da det lovede afkom var blevet født lod Jehova den aldrende Simeon udpege ham i templet i Jerusalem som „et lys der skal fjerne sløret fra nationerne“. (Lukas 2:29-32) Ved at tro på værdien af det fuldkomne menneskeliv som Jesus havde ofret, kunne menneskene nu blive befriet for den fordømmelse der skyldtes deres medfødte synd. (Johannes 3:36) I overensstemmelse med Jehovas vilje kunne de nu se frem til evigt liv i fuldkommenhed, enten som medregenter i det himmelske rige eller som undersåtter under dette rige på en paradisisk jord. Hvilken vidunderlig foranstaltning!
7. Hvorfor fylder både løfterne i Esajas 42:1-4 og deres opfyldelse i det første århundrede os med håb?
7 Jesus Kristus er selv garantien for at disse storslåede fremtidsudsigter vil blive en realitet. Apostelen Mattæus citerede Esajas 42:1-4 og anvendte det på Jesus da han helbredte mennesker der led af forskellige sygdomme. Der siges blandt andet: „Se! Min tjener, som jeg holder fast ved! Min udvalgte, som min sjæl har godkendt! Jeg har lagt min ånd på ham. Ret vil han bringe ud til nationerne.“ Er det ikke netop hvad mennesker af alle nationer har behov for? Profetien fortsætter: „Han vil ikke råbe eller løfte sin røst, og han vil ikke lade sin stemme høre på gaden. Intet siv der er knækket vil han knuse; og ingen svagtlysende væge af hør vil han slukke.“ I overensstemmelse hermed var Jesus ikke grov over for nogen der i forvejen havde det svært. Han viste dem medfølelse, lærte dem om Jehovas hensigter og helbredte dem. — Mattæus 12:15-21.
8. I hvilken forstand har Jehova gjort Jesus til „en pagt for folket“ og „et lys for nationerne“?
8 Ophavsmanden til denne profeti henvender sig til sin tjener, Jesus, med ordene: „Jeg, Jehova, har kaldet dig i retfærdighed, og jeg griber din hånd. Og jeg vil værne dig og gøre dig til en pagt for folket, et lys for nationerne, for at du kan åbne de blinde øjne, føre fangen ud af fangekælderen, ud af arresthuset dem der sidder i mørke.“ (Esajas 42:6, 7) Ja, Jehova har gjort Jesus Kristus til en pagt, han har givet ham som en højtidelig, sikker garanti. Det er meget opmuntrende! Jesus viste ægte omsorg for mennesker da han var på jorden; ja, han ofrede endda sit liv for menneskeheden. Det er ham Jehova har betroet herredømmet over alle nationerne. Intet under at Jehova omtalte ham som et lys for nationerne. Jesus sagde selv: „Jeg er verdens lys.“ — Johannes 8:12.
9. Hvorfor forsøgte Jesus ikke at rette op på datidens politiske system?
9 I hvilken hensigt tjente han som verdens lys? Det var ikke med et verdsligt eller materialistisk formål. Han nægtede at forsøge at rette op på datidens politiske system ved at lade verdens hersker, Satan, eller mennesker gøre sig til konge. (Lukas 4:5-8; Johannes 6:15; 14:30) Jesus viste stor medfølelse med de nødstedte, og han bragte dem lindring på en måde ingen anden kunne. Men han vidste at det ikke var muligt at opnå varig lindring inden for rammerne af et menneskesamfund som på grund af den nedarvede synd var fordømt af Gud og som blev styret af usynlige, onde åndemagter. Med guddommelig visdom lod Jesus hele sit liv dreje sig om det at gøre Guds vilje. — Hebræerne 10:7.
10. Hvordan og i hvilken hensigt tjente Jesus som verdens lys?
10 Hvordan og i hvilken hensigt kan man da sige at Jesus tjente som verdens lys? Han helligede sig fuldstændig forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. (Lukas 4:43; Johannes 18:37) Ved at vidne om Jehovas hensigt herliggjorde Jesus sin himmelske Faders navn. (Johannes 17:4, 6) Dertil kommer at han som verdens lys afslørede religiøse løgne og derved bragte åndelig frihed til dem der var i religiøs trældom. Han afslørede Satan som den usynlige hersker over alle der lader sig bruge af ham. Jesus viste endvidere klart hvilke gerninger der hører mørket til. (Mattæus 15:3-9; Johannes 3:19-21; 8:44) Han viste sig på enestående måde som verdens lys ved at give sit fuldkomne menneskeliv som et sonoffer. Herved gjorde han det muligt for enhver der tror på denne foranstaltning at opnå tilgivelse for synder, et godkendt forhold til Gud og håb om evigt liv i Jehovas universelle familie. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16) Endelig bevarede Jesus til fulde sin gudhengivenhed; og derved hævdede han Jehovas suverænitet og beviste at Djævelen er en løgner. Dette gjorde det muligt for retfærdselskende mennesker at få del i evige velsignelser. Men skulle Jesus være den eneste lysbærer?
-
-
Lysbærere — i hvilken hensigt?Vagttårnet – 1993 | 15. januar
-
-
12. (a) I hvilket omfang skulle det åndelige lys spredes? (b) Hvordan forstod Paulus ved den hellige ånds hjælp Esajas 42:6, og hvordan bør denne profeti berøre vort liv?
12 Den gode nyhed skulle imidlertid ikke kun forkyndes i dette område. Jesus sagde til sine disciple at de skulle ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Mattæus 28:19) Da Saulus fra Tarsus blev omvendt, sagde Herren udtrykkeligt at Saulus (der senere blev apostelen Paulus) ikke blot skulle forkynde for jøderne, men også for hedningerne. (Apostelgerninger 9:15) Med den hellige ånds hjælp forstod Paulus hvad dette indebar. Han forstod at profetien i Esajas 42:6, der får sin direkte opfyldelse på Kristus, også er en indirekte befaling til alle der tror på Kristus. Da Paulus citerede fra Esajas, i Apostelgerninger 13:47, sagde han derfor: „Jehova har nemlig givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ Har vi alvorligt overvejet hvad denne forpligtelse til at være lysbærere medfører for os i dag? Lader vi, ligesom Jesus og apostelen Paulus, vort liv dreje sig om det at gøre Guds vilje?
-