Vidner mod de falske guder
„’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt.’“ — ESAJAS 43:10.
1. Hvem er den sande Gud, og hvorfor kan man ikke sammenligne ham med de utallige guder der tilbedes i dag?
HVEM er den sande Gud? Dette vigtige spørgsmål må alle i dag tage stilling til. Mennesker tilbeder utallige guder, men der findes kun én Gud der kan give os liv og som kan tilbyde os en lykkelig fremtid. Der findes kun én Gud om hvem man kan sige: „Ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“ (Apostelgerninger 17:28) Kun én Gud er værdig til at blive tilbedt. I Åbenbaringens Bog læser vi at himmelske åndeskabninger siger: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åbenbaringen 4:11.
2, 3. (a) Hvordan rejste Satan tvivl om Jehovas ret til at blive tilbedt? (b) Hvad blev resultatet af Evas synd for hende selv og hendes børn, og hvad blev resultatet for Satan?
2 I Edens have anfægtede Satan løgnagtigt Jehovas ret til at blive tilbedt. Gennem en slange sagde han til Eva, at hvis hun gjorde oprør mod Jehovas lov og spiste af det træ som Jehova havde forbudt hende at spise af, ville hun blive ligesom Gud. Han sagde: „Gud véd at den dag I spiser af den, vil jeres øjne blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ (1 Mosebog 3:5) Eva troede på slangen og spiste af den forbudte frugt.
3 Satan løj selvfølgelig. (Johannes 8:44) Den eneste måde hvorpå Eva ved sin synd ’blev som Gud’, var i den forstand at hun nu selv påtog sig at afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, noget hun burde have overladt til Jehova. Selv om Satan havde sagt noget andet, døde hun til sidst. Den eneste der fik noget ud af Evas synd var derfor Satan. Selv om han ikke udtrykkeligt havde sagt det, var hans mål med at overtale Eva til at synde, at han selv ønskede at blive en gud. Da Eva syndede blev hun hans første discipel blandt menneskene, og kort efter sluttede Adam sig til hende. Deres børn blev ikke alene født ’med synd’, men de fleste kom også under Satans indflydelse, og i løbet af kort tid opstod der en hel verden der havde fjernet sig fra den sande Gud. — 1 Mosebog 6:5; Salme 51:5.
4. (a) Hvem er denne verdens gud? (b) Hvad er der stort behov for?
4 Denne verden blev udslettet i Vandfloden. (2 Peter 3:6) Efter Vandfloden opstod der endnu en verden som fjernede sig fra Jehova, den verden der findes den dag i dag, og hvorom Bibelen siger: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Eftersom denne verden handler i modstrid med ånden og bogstaven i Jehovas lov, tjener den Satans interesser. Han er dens gud. (2 Korinther 4:4) I alt væsentligt er han dog magtesløs. Han kan ikke gøre folk lykkelige eller give dem liv; det kan kun Jehova. Folk der ønsker et meningsfyldt liv og en bedre verden må derfor først lære at Jehova er den sande Gud og dernæst lære at gøre hans vilje. (Salme 37:18, 27, 28; Prædikeren 12:13) Der er derfor stort behov for at troende mænd og kvinder vidner, eller forkynder sandheden, om Jehova.
5. Hvilken „sky af vidner“ omtalte Paulus? Nævn nogle af dem.
5 Lige fra begyndelsen har der levet trofaste mennesker der har været villige til dette. I Hebræerbrevet, kapitel 11, opregner apostelen Paulus en lang række af disse mænd og kvinder og kalder dem ’en stor sky af vidner’. (Hebræerne 12:1) Adam og Evas anden søn, Abel, var den første Paulus nævnte. Af dem der levede før Vandfloden nævnes også Enok og Noa. (Hebræerne 11:4, 5, 7) Abraham, der blev forfader til det jødiske folk, er også fremtrædende i denne forbindelse. Han blev kaldt „Jehovas ven“ og blev forfader til Jesus, „det trofaste og sande vidne“. — Jakob 2:23; Åbenbaringen 3:14.
Abrahams vidnesbyrd om sandheden
6, 7. Hvordan var Abrahams liv og gerninger et vidnesbyrd om at Jehova er den sande Gud?
6 Hvordan tjente Abraham som et vidne? Ved sin stærke tro og sin loyale lydighed mod Jehova. Da Abraham fik påbud om at forlade byen Ur og bo resten af sit liv i et fjernt land, adlød han. (1 Mosebog 15:7; Apostelgerninger 7:2-4) Ofte vælger omvandrende stammefolk at opgive nomadetilværelsen og slå sig ned i en by hvor tilværelsen er mere tryg. Da Abraham forlod byen for at bo i telte, var det derfor et stærkt vidnesbyrd om hans tillid til Jehova Gud. Hans lydighed var et vidnesbyrd for dem der var vidne til det han gjorde, og Jehova velsignede Abraham rigt for hans tro. Selv om Abraham boede i telte blev han rig. Da Lot og hans familie blev taget til fange var Jehova med Abraham, så det lykkedes ham at redde de tilfangetagne. Abrahams hustru fik en søn i sin alderdom, og Jehovas løfte om at Abraham ville få afkom gik således i opfyldelse. Gennem Abraham erfarede folk at Jehova er en levende Gud der indfrier sine løfter. — 1 Mosebog 12:1-3; 14:14-16; 21:1-7.
7 Da Abraham vendte tilbage efter at have befriet Lot, blev han mødt af Melkizedek, der var konge i Salem (senere kaldet Jerusalem). Melkizedek sagde: „Velsignet være Abram af den højeste Gud.“ Også Sodomas konge tog ud for at møde ham og ville give ham gaver. Men Abraham afslog at tage imod disse gaver, for han ønskede ikke at der skulle herske tvivl om hvem det var der velsignede ham. Han sagde: „Jeg løfter hermed min hånd til Jehova, den højeste Gud, som har frembragt himmel og jord, på at jeg intet, nej, intet vil tage af hvad der er dit, hverken en tråd eller en sandalrem, for at du ikke skal sige: ’Det var mig som gjorde Abram rig.’“ (1 Mosebog 14:17-24) Abraham var således et trofast vidne.
En nation af vidner
8. Hvordan viste Moses stor tro på Jehova?
8 Moses, en af Abrahams efterkommere, var også blandt dem Paulus nævnte. Moses forlod Ægyptens rigdomme og trodsede senere modigt herskeren af denne store verdensmagt for at føre Israels børn i frihed. Hvad gav ham det nødvendige mod? Det gjorde hans tro. Paulus siger: „[Moses] holdt stand som så han den usynlige.“ (Hebræerne 11:27) Ægyptens guder kunne man se og røre ved. Selv i dag virker de imponerende på folk. Men selv om Jehova var usynlig var han langt mere virkelig for Moses end alle Ægyptens falske guder. Moses var ikke i tvivl om at Jehova var til og at han ville belønne dem der tilbad ham. (Hebræerne 11:6) Moses var et ganske særligt vidne.
9. Hvordan skulle Israels folk tjene Jehova?
9 Efter at Moses havde ført israelitterne i frihed blev han mellemmand for en pagt mellem Jehova og Abrahams efterkommere i Jakobs slægtslinje. Derved blev nationen Israel Jehovas særlige ejendom. (2 Mosebog 19:5, 6) Nu skulle der for første gang aflægges et vidnesbyrd ved hjælp af en hel nation. Jehovas ord gennem Esajas, omkring 800 år senere, gjaldt i princippet allerede fra det tidspunkt nationen blev dannet: „’I er mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme.’“ (Esajas 43:10) Hvordan skulle medlemmerne af denne nye nation tjene som Jehovas vidner? Ved deres tro og lydighed og ved den måde hvorpå Jehova tog sig af dem.
10. Hvordan blev Jehovas mægtige gerninger til gavn for Israel et stort vidnesbyrd, og hvad blev resultatet?
10 Omkring 40 år efter at Israel var blevet en nation, stod folket over for at skulle tage det forjættede land i besiddelse. Der blev sendt spioner ud for at rekognoscere byen Jeriko. Rahab, en af Jerikos indbyggere, beskyttede dem, for hun sagde: „Vi har hørt hvordan Jehova udtørrede Det Røde Havs vande foran jer da I gik ud af Ægypten, og hvad I gjorde ved de to amoritterkonger på den anden side af Jordan, Sihon og Og, som I viede til udslettelse. Da vi hørte om det, smeltede vore hjerter, og der er intet mod tilbage i nogen på grund af jer, for Jehova jeres Gud er Gud oppe i himmelen og nede på jorden.“ (Josua 2:10, 11) Beretningerne om Jehovas mægtige gerninger fik Rahab og hendes familie til at forlade Jeriko og dens falske guder, hvorefter de begyndte at tilbede Jehova sammen med israelitterne. Jehova havde tydeligvis aflagt et magtfuldt vidnesbyrd ved hjælp af Israel. — Josua 6:25.
11. Hvilket ansvar for at forkynde havde alle forældre blandt israelitterne?
11 Mens israelitterne stadig befandt sig i Ægypten sendte Jehova Moses til Farao og sagde: „Gå ind til Farao, for det er mig der har gjort hans og hans tjeneres hjerte upåvirkeligt, for at jeg kan gøre disse mine tegn foran ham, og for at du kan forkynde for din søn og din sønnesøn hvordan jeg har faret frem med strenghed mod Ægypten og hvilke tegn jeg har iværksat iblandt dem; og I skal vide at jeg er Jehova.“ (2 Mosebog 10:1, 2) De lydige israelitter ville fortælle deres børn om Jehovas vældige gerninger. Børnene ville igen fortælle dem til deres børn, og sådan ville de blive givet videre fra generation til generation. På den måde ville Jehovas vældige gerninger blive husket. Også i dag har forældre ansvar for at forkynde for deres børn. — 5 Mosebog 6:4-7; Ordsprogene 22:6.
12. Hvordan var dét at Jehova velsignede Salomon og israelitterne et vidnesbyrd?
12 Når israelitterne var trofaste mod Jehova, velsignede han dem rigt, hvilket var et stort vidnesbyrd for de omboende nationer. Efter at have opregnet de velsignelser Jehova lovede folket, sagde Moses: „Alle jordens folk skal se at Jehovas navn er nævnt over dig, og de skal frygte dig.“ (5 Mosebog 28:10) Salomon modtog visdom og rigdom på grund af sin tro. Under hans styre havde folket fremgang og oplevede en lang periode med fred. Om den tid læser vi: „Man kom derfor fra alle folkeslagene for at høre Salomons visdom, fra alle jordens konger som havde hørt om hans visdom.“ (1 Kongebog 4:25, 29, 30, 34) Blandt Salomons prominente gæster var dronningen af Saba. Efter at hun med egne øjne havde set hvordan Jehova velsignede folket og dets konge, sagde hun: „Velsignet være Jehova din Gud, som har fundet behag i dig og sat dig på sin trone som konge for Jehova din Gud; fordi din Gud elsker Israel.“ — 2 Krønikebog 9:8.
13. Hvad har måske været Israels største vidnesbyrd, og hvordan har vi stadig gavn heraf?
13 Apostelen Paulus omtalte også det der måske er det bedste vidnesbyrd Israel har aflagt. Da han skrev til den kristne menighed i Rom, omtalte han det kødelige Israel, og sagde: „De [har jo] fået Guds hellige udsagn betroet.“ (Romerne 3:1, 2) Fra og med Moses blev nogle trofaste israelitter inspireret til at nedskrive hvordan Jehova havde taget sig af Israel, foruden at de nedskrev hans vejledning, love og profetier. Gennem disse skrifter aflagde fortidens skribenter vidnesbyrd for alle kommende generationer, deriblandt os der lever i dag, om at der kun findes én Gud hvis navn er Jehova. — Daniel 12:9; 1 Peter 1:10-12.
14. Hvorfor blev nogle der vidnede for Jehova forfulgt?
14 Desværre undlod israelitterne ofte at vise tro, og Jehova måtte derfor sende vidner til sit eget folk. Mange af disse blev forfulgt, for Paulus sagde at nogle „fik deres prøve i form af latterliggørelse og piskeslag, ja mere end det, i form af lænker og fængsel“. (Hebræerne 11:36) De var afgjort trofaste vidner. Sørgeligt nok blev de ofte forfulgt af nogle der også tilhørte Jehovas udvalgte folk. (Mattæus 23:31, 37) Folkets syndeskyld blev så stor at Jehova i 607 f.v.t. lod babylonierne ødelægge Jerusalem med dets tempel og føre størsteparten af de overlevende israelitter i fangenskab. (Jeremias 20:4; 21:10) Blev det nationale vidnesbyrd om Jehovas navn dermed bragt til ophør? Nej.
Gudernes retssag
15. Hvordan blev der aflagt vidnesbyrd under fangenskabet i Babylon?
15 Selv da Israel var i fangenskab i Babylon undlod trofaste israelitter ikke at vidne om Jehovas magt og guddommelighed. Daniel tydede for eksempel frimodigt Nebukadnezars drømme, forklarede skriften på væggen for Belsazzar og nægtede under Darius at gå på kompromis i spørgsmålet om bøn. De tre hebræere aflagde også et stort vidnesbyrd over for Nebukadnezar da de nægtede at bøje sig for en billedstøtte. — Daniel 3:13-18; 5:13-29; 6:4-27.
16. Hvordan forudsagde Jehova at Israel ville vende tilbage til sit land, og hvad var hensigten med denne tilbagevenden?
16 Det var imidlertid Jehovas hensigt at en samlet nation igen skulle aflægge et vidnesbyrd på Israels jord. Ezekiel, der profeterede blandt de landflygtige jøder i Babylon, beskrev Jehovas hensigt med det land der nu var lagt øde: „Jeg gør mennesker talrige på jer, hele Israels hus, det hele, og byerne skal bebos, og de øde steder skal genopbygges.“ (Ezekiel 36:10) Hvorfor ville Jehova gøre dette? Hovedsagelig for at der kunne blive aflagt et vidnesbyrd om hans navn. Gennem Ezekiel sagde han: „Det er ikke for jeres skyld jeg gør det, Israels hus, men for mit hellige navns skyld, det som I har vanæret blandt de nationer som I kom til.“ — Ezekiel 36:22; Jeremias 50:28.
17. Hvad fremgår af den sammenhæng Esajas 43:10 forekommer i?
17 Det var da profeten Esajas profeterede om at israelitterne ville vende tilbage fra Babylon at han blev inspireret til at nedfælde ordene i Esajas 43:10, hvor der siges at Israel var Jehovas vidne, hans tjener. I Esajas, kapitel 43 og 44, bliver Jehova beskrevet som Israels Skaber, Gud, Hellige, Frelser, Genløser, Konge og den der havde frembragt og dannet det. (Esajas 43:3, 14, 15; 44:2) Jehova tillod at israelitterne blev ført i fangenskab fordi de gentagne gange undlod at herliggøre ham som sådan. De var dog stadig hans folk, for Jehova havde sagt til dem: „Vær ikke bange, for jeg har genløst dig. Jeg har kaldt dig ved dit navn. Du er min.“ (Esajas 43:1) På et tidspunkt ville Israel blive udfriet fra fangenskabet i Babylon.
18. Hvordan var Israels udfrielse fra Babylon et bevis på at Jehova er den eneste sande Gud?
18 Jehova gjorde Israels udfrielse fra Babylon til en retssag mellem guder. Han opfordrede nationernes falske guder til at føre vidner, og udpegede Israel som sit eget vidne. (Esajas 43:9, 12) Da han udfriede israelitterne fra fangenskabet beviste han at Babylons guder var falske og at han selv er den eneste sande Gud. (Esajas 43:14, 15) Da han omkring 200 år forud for denne begivenhed havde omtalt perseren Kyros ved navn og kaldt ham sin tjener, var det et yderligere bevis på hans guddommelighed. (Esajas 44:28) Israel ville blive udfriet. Hvorfor? Jehova forklarer: „For at de [israelitterne] skal forkynde min pris.“ (Esajas 43:21) Dermed ville der kunne aflægges endnu et vidnesbyrd.
19. Hvilket vidnesbyrd aflagde Kyros da han opfordrede israelitterne til at vende tilbage til Jerusalem, og hvilket vidnesbyrd aflagde de trofaste jøder der vendte tilbage ved det de udrettede?
19 Til den fastsatte tid indtog perseren Kyros Babylon, nøjagtig som det var forudsagt. Skønt Kyros var ikkejøde, forkyndte han at Jehova er den sande Gud da han udstedte følgende dekret til jøderne i Babylon: „Hvem der end er iblandt jer af hele hans folk, med ham være hans Gud, så han drager op til Jerusalem, som er i Juda, og genopbygger Jehovas, Israels Guds, hus — han er den sande Gud — som er i Jerusalem.“ (Ezra 1:3) Mange jøder fulgte opfordringen og rejste tilbage til det forjættede land, hvor de rejste et alter det sted templet havde ligget. Trods modløshed og stærk modstand lykkedes det dem til sidst at genopbygge templet og byen Jerusalem. Som Jehova sagde, skete alt dette „ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved [hans] ånd“. (Zakarias 4:6) Disse begivenheder var et yderligere vidnesbyrd om at Jehova er den sande Gud.
20. Hvad kan man trods israelitternes svagheder sige om det vidnesbyrd de aflagde om Jehovas navn i fortiden?
20 Jehova fortsatte således med at benytte Israel som sit vidne, til trods for at nationen var ufuldkommen og nogle gange oprørsk. I førkristen tid var dette folk, med dets tempel og præsteskab, verdenscenteret for den sande tilbedelse. Når man i De Hebraiske Skrifter læser om hvordan Jehova handlede med Israel, er man ikke i tvivl om at der kun findes én sand Gud hvis navn er Jehova. (5 Mosebog 6:4; Zakarias 14:9) Der skulle imidlertid aflægges et langt større vidnesbyrd om Jehovas navn, hvilket vi vil komme nærmere ind på i den næste artikel.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvordan aflagde Abraham vidnesbyrd om at Jehova er den sande Gud?
◻ Hvilken særlig egenskab satte Moses i stand til at være et trofast vidne?
◻ Hvordan aflagde Israel et nationalt vidnesbyrd om Jehova?
◻ Hvordan var Israels udfrielse fra Babylon med til at vise at Jehova er den eneste sande Gud?
[Illustration på side 10]
Ved sin tro og lydighed aflagde Abraham et magtfuldt vidnesbyrd om Jehovas guddommelighed