„Guds Israel“ og ’den store skare’
„[Jeg så], og se! en stor skare, som ingen var i stand til at tælle.“ — ÅBENBARINGEN 7:9.
1-3. (a) Hvilken storslået fremtid venter der de salvede i himmelen? (b) Hvordan forsøgte Satan at udslette den kristne menighed i det første århundrede? (c) Hvad skete der i 1919 som viste at Satans forsøg på at fordærve menigheden af salvede kristne var slået fejl?
DA „GUDS ISRAEL“ i år 33 e.v.t. blev dannet, var der tale om et væsentligt skridt i gennemførelsen af Jehovas hensigt. (Galaterne 6:16) Dets salvede medlemmer har håb om at blive udødelige åndeskabninger og komme til at herske med Kristus i Guds himmelske rige. (1 Korinther 15:50, 53, 54) I denne stilling indtager de en fremtrædende plads i forbindelse med at hellige Jehovas navn og knuse hovedet på den store modstander, Satan Djævelen. (1 Mosebog 3:15; Romerne 16:20) Intet under at Satan har gjort alt hvad der står i hans magt for at ødelægge denne nye menighed, både ved at forfølge den og ved at prøve at fordærve den. — 2 Timoteus 2:18; Judas 4; Åbenbaringen 2:10.
2 Det lykkedes ikke for Satan mens apostlene levede. Men efter deres død bredte frafaldet sig uhindret. Ud fra en menneskelig betragtning kunne det se ud som om den rene kristne menighed, grundlagt af Jesus, blev fordærvet da Satan frembragte det frafaldne religiøse plagiat der i dag er kendt som kristenheden. (2 Thessaloniker 2:3-8) Den sande kristendom fortsatte dog med at eksistere. — Mattæus 28:20.
3 I sin lignelse om hveden og ukrudtet forudsagde Jesus at sande kristne en tid ville vokse side om side med „ukrudtet“, de falske kristne; og det var netop hvad der skete. Men han sagde også at det i de sidste dage igen ville blive muligt at skelne „rigets sønner“ fra „ukrudtet“. (Mattæus 13:36-43) Dette har også vist sig at være tilfældet. I 1919 kom de ægte salvede kristne ud af babylonisk fangenskab. Gud udpegede dem som „den trofaste og kloge træl“, og de gik frimodigt i gang med at forkynde den gode nyhed om Riget. (Mattæus 24:14, 45-47; Åbenbaringen 18:4) De var næsten alle sammen ikkejøder, men eftersom de havde den samme tro som Abraham, var de i virkeligheden „Abrahams afkom“. De tilhørte „Guds Israel“. — Galaterne 3:7, 26-29.
’Den store skare’
4. Hvilke gruppe kristne begyndte især i 1930’erne at vise sig?
4 Til at begynde med blev de der reagerede positivt på disse salvede kristnes forkyndelse, også åndelige israelitter; de kom til at udgøre ’de øvrige’ af de 144.000 der har et himmelsk håb. (Åbenbaringen 12:17) Men snart, især i 1930’erne, begyndte der at vise sig en anden gruppe. Dens medlemmer blev identificeret med ’de andre får’ i lignelsen om fårefoldene. (Johannes 10:16) Det var dem af Kristi disciple der havde håb om evigt liv på en paradisisk jord. De var så at sige de salvede kristnes åndelige afkom. (Esajas 59:21; 66:22; jævnfør Første Korintherbrev 4:15, 16.) De anerkendte den salvede kristne menighed som den trofaste og kloge træl, og ligesom deres salvede brødre havde de dyb kærlighed til Jehova og tro på Jesu offer. De var nidkære med hensyn til at prise Gud og var villige til at lide for retfærdighedens skyld.
5. Hvordan er forståelsen af ’de andre fårs’ stilling gradvis vokset?
5 Til at begynde med forstod man ikke klart hvilken stilling disse „andre får“ indtog, men med tiden fik man større forståelse heraf. I 1932 blev de salvede kristne opfordret til at indbyde de andre får til at være med i forkyndelsesarbejdet, et arbejde mange af disse allerede tog del i. I 1934 blev de andre får opmuntret til at lade sig døbe. I 1935 blev de identificeret med ’den store skare’ i Åbenbaringen, kapitel 7. I 1938 blev de indbudt til som iagttagere at overvære højtiden til minde om Jesu Kristi død. I 1950 forstod man at modne mænd iblandt dem er de „fyrster“ der tjener „som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen“. (Salme 45:16; Esajas 32:1, 2) I 1953 forstod man at Guds jordiske organisation, der nu for størstepartens vedkommende bestod af de andre får, skulle være kernen i det jordiske samfund i den nye verden. I 1985 forstod man at de andre får på grundlag af Jesu genløsningsoffer erklæres retfærdige som venner af Gud, med udsigt til at overleve Harmagedon.
6. Hvordan forholder det sig i dag med henholdsvis de salvede og ’de andre får’, og hvilke spørgsmål opstår derfor?
6 Her i den afsluttende del af „de sidste dage“ er flertallet af de 144.000 døde og har modtaget deres himmelske belønning. (2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 6:9-11; 14:13) Kristne med et jordisk håb udfører nu det meste af arbejdet med at forkynde den gode nyhed, og de betragter det som en forret at støtte Jesu salvede brødre i denne gerning. (Mattæus 25:40) Disse salvede udgør den trofaste og kloge træl der her i de sidste dage har tilvejebragt den åndelige føde. Hvilken situation vil ’de andre får’ befinde sig i når alle de salvede har modtaget deres himmelske belønning? Hvordan vil der så blive sørget for ’de andre får’? Vi kan få svar på disse spørgsmål hvis vi kort betragter forholdene i fortidens Israel.
Et forbilledligt „kongerige af præster“
7, 8. I hvilken udstrækning var fortidens Israel et kongerige af præster og en hellig nation under Lovpagten?
7 Da Jehova valgte israelitterne som sit særlige ejendomsfolk, indgik han en pagt med dem og sagde: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt, så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden. Og I skal blive mig et kongerige af præster og en hellig nation.“ (2 Mosebog 19:5, 6) Israel var Jehovas ejendomsfolk på grundlag af Lovpagten. Men hvordan ville løftet om at de ville komme til at udgøre et kongerige af præster og en hellig nation gå i opfyldelse?
8 Mens israelitterne var trofaste anerkendte de Jehovas suverænitet og betragtede ham som deres Konge. (Esajas 33:22) Nationen var derfor et kongerige. Men som det senere blev åbenbaret, lå der mere i løftet om „et kongerige“. Når de adlød Jehovas lov var de rene og adskilt fra de omboende folk. De var en hellig nation. (5 Mosebog 7:5, 6) Var de et kongerige af præster? I Israel var Levis stamme sat til side til tempeltjeneste, og præsterne tilhørte denne stamme. Da Moseloven trådte i kraft, blev de levitiske mænd taget i bytte for den førstefødte i alle ikkelevitiske familier.a (2 Mosebog 22:29; 4 Mosebog 3:11-16, 40-51) På den måde var hver familie i Israel så at sige repræsenteret i tempeltjenesten. Denne ordning var det nærmeste nationen kom på at blive et præsteskab. De repræsenterede imidlertid Jehova over for de jordiske nationer. Alle fremmede der ønskede at tilbede den sande Gud måtte gøre det sammen med Israel. — 2 Krønikebog 6:32, 33; Esajas 60:10.
9. Hvad fik Jehova til at forkaste Nordriget ’så det ikke skulle tjene som præst for ham’?
9 Efter Salomons død blev Guds folk delt i nordriget Israel under kong Jeroboam og sydriget Juda under kong Rehabeam. Templet, der var center for den sande tilbedelse, lå i Juda rige, så Jeroboam indførte en illegitim og konkurrerende form for gudsdyrkelse ved at opstille afgudskalve i sit eget landområde. Desuden lavede han „offerhøjenes hus og gjorde nogle fra det almene folk til præster, nogle som ikke var af Levis sønner“. (1 Kongebog 12:31) Nordriget sank endnu dybere ned i afgudsdyrkelsen da kong Akab lod sin hustru, Jesabel, der kom fra et fremmed folkeslag, indføre ba’alsdyrkelsen i landet. Til sidst fordømte Jehova det oprørske rige. Gennem Hoseas sagde han: „Mit folk skal bringes til tavshed, fordi det er uden kundskab. Fordi du har afvist kundskab, vil jeg også afvise dig, så du ikke skal tjene som præst for mig.“ (Hoseas 4:6) Kort efter indtog assyrerne nordriget Israel.
10. Hvordan repræsenterede Sydriget Jehova over for nationerne når det var trofast?
10 Hvordan forholdt det sig med sydriget Juda? På Ezekias’ tid henvendte Jehova følgende ord til judæerne gennem Esajas: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, . . . folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris.“ (Esajas 43:10, 21; 44:21) Når Sydriget var trofast, tjente det til at forkynde Jehovas herlighed og drage retsindige til hans tempel for at dyrke ham. Her kunne de blive betjent af det retmæssige levitiske præsteskab.
Fremmede i Israel
11, 12. Nævn nogle fremmede der fik lov at tjene Jehova i fællesskab med Israel.
11 I Loven som blev givet gennem Moses, hvis hustru, Zippora, var midjanit, blev der taget hensyn til de fremmede som reagerede positivt på dette nationale vidnesbyrd. Loven blev givet i overværelse af „en talrig blandet flok“ af ikkeisraelitter som havde forladt Ægypten sammen med israelitterne. (2 Mosebog 2:16-22; 12:38; 4 Mosebog 11:4) Rahab og hendes familie blev reddet ud af Jeriko og senere optaget i den jødiske menighed. (Josua 6:23-25) Kort efter sluttede gibeonitterne fred med Israel og fik tildelt opgaver i forbindelse med tabernaklet. — Josua 9:3-27; se også Første Kongebog 8:41-43; Ester 8:17.
12 I tidens løb tjente udlændinge i høje stillinger. Hetitten Urias, Batsebas mand, blev regnet blandt Davids „vældige krigere“, og det samme gjorde ammonitten Zelek. (1 Krønikebog 11:26, 39, 41; 2 Samuel 11:3, 4) Ebed-Melek, en ætiopier, gjorde tjeneste i paladset og havde foretræde for kongen. (Jeremias 38:7-9) Efter at israelitterne var vendt hjem fra fangenskabet i Babylon, fik de ikkeisraelitiske netinim-folk større ansvarsopgaver med at hjælpe præsterne. (Ezra 7:24) Eftersom flere af disse trofaste fastboende udlændinge betragtes som et forbillede på den store skare i dag, er vi interesserede i hvilken stilling de indtog.
13, 14. (a) Hvilke privilegier og pligter havde proselytter i Israel? (b) Hvordan skulle israelitterne betragte de trofaste proselytter?
13 De var proselytter, indviede tjenere for Jehova under Moseloven, og de holdt sig ligesom israelitterne adskilt fra de omboende folkeslag. (3 Mosebog 24:22) De bragte ofre, holdt sig fri af afgudsdyrkelse og afholdt sig fra blod ligesom israelitterne gjorde. (3 Mosebog 17:10-14; 20:2) De hjalp med at bygge Salomons tempel og sluttede op om genoprettelsen af den sande tilbedelse under kongerne Asa og Ezekias. (1 Krønikebog 22:2; 2 Krønikebog 15:8-14; 30:25) Da Peter på pinsedagen år 33 brugte den første af himmerigets nøgler, var der både „jøder og [ikkejødiske] proselytter“ blandt tilhørerne. Blandt de tre tusind der den dag blev døbt, har der muligvis også været proselytter. (Apostelgerninger 2:10, 41) Kort efter blev en ætiopisk proselyt døbt af Filip, og det skete før Peter brugte den sidste af himlenes riges nøgler i forbindelse med Kornelius og hans familie. (Mattæus 16:19; Apostelgerninger 8:26-40; 10:30-48) Det er derfor tydeligt at proselytter ikke blev betragtet som ikkejøder.
14 Proselytterne indtog dog ikke samme stilling i landet som de indfødte israelitter. Proselytterne kunne ikke tjene som præster, og deres førstefødte var ikke repræsenteret i det levitiske præsteskab.b De havde heller ikke nogen arvelod i Israel. Dog fik israelitterne påbud om at tage hensyn til de trofaste proselytter og betragte dem som brødre. — 3 Mosebog 19:33, 34.
Den åndelige nation
15. Hvad blev følgen da det bogstavelige Israel forkastede Messias?
15 Loven blev blandt andet givet med det formål at bevare Israel som en ren nation der var adskilt fra de omboende nationer. Men den tjente endnu et formål. Apostelen Paulus skrev: „Loven [er] blevet en opdrager der leder os til Kristus, for at vi kan blive erklæret retfærdige som følge af tro.“ (Galaterne 3:24) Desværre undlod de fleste israelitter at lade sig lede til Kristus ved hjælp af Loven. (Mattæus 23:15; Johannes 1:11) Jehova Gud forkastede derfor nationen og frembragte i stedet „Guds Israel“, som han indbød ikkejøder til at blive fuldgyldige statsborgere i. (Galaterne 3:28; 6:16) Det er på denne nye nation Jehovas løfte i Anden Mosebog 19:5, 6 om et kongeligt præsteskab får sin forunderlige og endelige opfyldelse. Hvordan?
16, 17. I hvilken forstand er de salvede kristne på jorden ’kongelige’, og hvorfor kan de kaldes et „præsteskab“?
16 Peter citerede Anden Mosebog 19:6 da han til sin tids salvede kristne skrev: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom’.“ (1 Peter 2:9) Hvordan skal det forstås? Er de salvede kristne blevet konger mens de befinder sig på jorden? Nej, deres kongeværdighed hører stadig fremtiden til. (1 Korinther 4:8) Men de er ’kongelige’ i den forstand at de er udvalgt til at modtage kongelige privilegier i fremtiden. Allerede nu udgør de en nation under en konge, Jesus, som er udnævnt af den store Suveræn, Jehova Gud. Paulus skrev: „[Jehova] har udfriet os fra mørkets myndighed og overført os til sin elskede søns rige.“ — Kolossenserne 1:13.
17 Udgør de salvede kristne på jorden et præsteskab? Ja, i en vis forstand. Som menighed tjener de ubestrideligt en præstelig funktion, sådan som Peter skrev: „I [bliver] opbygget som et åndeligt hus til at være et helligt præsteskab.“ (1 Peter 2:5; 1 Korinther 3:16) I dag består „den trofaste og kloge træl“ som skare betragtet af resten af de salvede kristne, gennem hvem der uddeles åndelig føde. (Mattæus 24:45-47) Ganske som i Israel må enhver der ønsker at tilbede Jehova, slutte sig til de salvede kristne i deres tilbedelse.
18. Hvilken vigtig opgave er pålagt menigheden af salvede kristne på jorden i dag?
18 Desuden fik de salvede kristne overdraget den forret Israel havde haft med at vidne om Jehovas storhed blandt nationerne. Da Peter omtalte de salvede kristne som et kongeligt præsteskab, kan man ud fra sammenhængen se at han tænkte på forkyndelsen. Faktisk forbandt han i et citat Jehovas løfte i Anden Mosebog 19:6 med hans ord til Israel i Esajas 43:21 da han sagde: „I er . . . ’et kongeligt præsteskab, . . . for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) I overensstemmelse med dette omtalte Paulus forkyndelsen af Jehovas dyder som et tempeloffer. Han skrev: „Lad os gennem [Jesus] altid bringe Gud lovprisningsoffer, det vil sige frugt af læber som offentligt bekender hans navn.“ — Hebræerne 13:15.
En opfyldelse i himmelen
19. Hvordan vil løftet om at Israel skulle være et kongerige af præster blive endeligt opfyldt?
19 Anden Mosebog 19:5, 6 får imidlertid i sidste instans en langt mere storslået opfyldelse. I Åbenbaringens Bog hører apostelen Johannes nogle skabninger i himmelen mønte dette skriftsted på den opstandne Jesus idet de priser ham: „Du blev slagtet og med dit blod har du købt mennesker til Gud ud af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation, og du har gjort dem til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden.“ (Åbenbaringen 5:9, 10) I sin endelige betydning er det kongelige præsteskab altså Guds himmelske rige, den regering hvis komme Jesus lærte os at bede om. (Lukas 11:2) Alle de 144.000 salvede kristne som forbliver trofaste til afslutningen, får del i dette riges herredømme. (Åbenbaringen 20:4, 6) Det bliver en storslået opfyldelse af det løfte der for længe siden blev fremsat gennem Moses.
20. Hvilket spørgsmål vil blive besvaret i næste artikel?
20 Hvordan påvirker alt dette den store skares situation og dens fremtid når alle de salvede har modtaget deres skønne arv? Det vil fremgå af den afsluttende artikel i denne serie.
[Fodnoter]
a Da Israels præsteskab blev indsat, talte man de førstefødte sønner i Israels ikkelevitiske stammer og de mandlige medlemmer af Levis stamme. Antallet af førstefødte oversteg antallet af mandlige levitter med 273. Derfor befalede Jehova at der skulle betales en løsesum på fem sekel for hver af de overskydende 273.
b Den talrige blandede flok af ikkeisraelitter var til stede da Loven blev givet i 1513 f.v.t., men deres førstefødte blev ikke regnet med da levitterne blev udtaget som løsesum for de førstefødte i Israel. (Se paragraf 8.) Levitterne blev således ikke taget i bytte for de førstefødte af disse ikkeisraelitter.
Kan du forklare dette?
◻ Hvordan er forståelsen af ’de andre fårs’ stilling gradvis vokset?
◻ Hvorfor vragede Jehova nordriget Israel som præst for ham?
◻ Hvilken stilling indtog Juda rige over for nationerne når det var trofast?
◻ Hvordan var de trofaste proselytter stillet i Israel?
◻ Hvordan tjener menigheden af salvede som et kongerige af præster?
[Illustration på side 16]
De salvede kristne forkynder som et kongeligt præsteskab Jehovas herlighed på jorden
[Illustration på side 18]
Den endelige opfyldelse af Anden Mosebog 19:6 er Riget