Tyskland

TYSKLAND er et centrum for international aktivitet. I gennemsnit besøges landet af cirka 15.000.000 turister om året. Mange af dem tilbringer ferien i Bayerns alper, i Schwartzwald eller ved Rhinen; andre besøger museer og udstillinger i byerne. Atter andre kommer til Tyskland på grund af forretninger. Tyskland er en af verdens største handelsnationer med forretningsforbindelser overalt på kloden. Gennem flere år tiltrak landets blomstrende økonomi så mange arbejdere fra andre lande at det kunne mærkes på befolkningssammensætningen i storbyerne. Dette har også præget Jehovas vidners forkyndelse i Tyskland.

Deres forkyndelse er også blevet berørt af det der skete under og efter den anden verdenskrig. Mens Adolf Hitler var ved magten, blev Jehovas vidner udsat for et brutalt og langvarigt angreb. Med både det katolske og det protestantiske præsteskabs velsignelse svor Hitler at han ville udrydde samtlige Ernste Bibelforscher (alvorlige bibelstudenter), som Jehovas Vidner dengang blev kaldt i Tyskland. Men Jehovas vidner ville ikke afsværge deres tro. De stod fast trods de nådeløse angreb de blev udsat for.

Tolv år efter at Jehovas vidner var blevet forbudt i Tyskland, var Hitler og hans politiske parti forsvundet. Jehovas vidner var derimod travlt optaget af at fortælle folk om Guds rige og hvad det vil betyde for menneskeheden. Beretningen om det de kom ud for i nazitiden, og hvordan de klarede det, er stadig et vidnesbyrd i sig selv — nu for hele verden.

Hvordan lykkedes det Jehovas vidner at sejre? Det skyldtes ikke at de havde særlige evner. Det skyldtes heller ikke deres antal. Som en modsætning til det kolossale naziregime var der færre end 20.000 Jehovas vidner i hele Tyskland da den anden verdenskrig brød ud. Forklaringen ligger i noget Gamaliel, en vís lærer, sagde for længe siden, som citeret i Bibelen: „Hvis denne idé eller denne virksomhed er af mennesker, vil den blive gjort til intet; men hvis den er af Gud, vil I ikke kunne gøre dem til intet.“ (Apg. 5:34-39) Jehovas vidner i Tyskland viste sig loyale mod Gud, selv når de blev truet på livet, og Jehova opfyldte sit løfte om at han ’ikke forlader sine loyale’. — Sl. 37:28.

Mulighederne udnyttes efter krigen

De der havde gennemlevet krigsårene, kunne se at der var et stykke arbejde at tage fat på. Det de havde været igennem, var en umiskendelig del af opfyldelsen af Jesu profeti om tegnet på hans nærværelse og afslutningen på denne tingenes ordning. De havde oplevet historiens mest omfattende krig. De havde erfaret hvad det vil sige at blive overgivet til trængsel, at blive forrådt og at blive genstand for nationernes had, og nogle var blevet dræbt. De befandt sig midt i den forudsagte hungersnød. Folk omkring dem måtte have at vide hvad alt dette betød. Selv i koncentrationslejrene havde Jehovas vidner forkyndt uophørligt. De vidste hvad Jesus havde forudsagt: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Matt. 24:3-14) Der var stadig meget at gøre, og de var ivrige efter at fortsætte arbejdet.

Kort efter krigens slutning reorganiserede Jehovas Vidner i Tyskland forkyndelsesarbejdet. Erich Frost, der var blevet løsladt efter ni år, sørgede straks for at modne brødre besøgte, reorganiserede og styrkede menighederne. Nogle af forkynderne var så svage af sult at de besvimede under møderne, men de var fast besluttede på at være til stede for at få gavn af den åndelige føde. Den første dag efter at Gertrud Pötzinger var blevet løsladt, gik hun hele dagen mod München i håb om at finde sin mand dér. Men om aftenen da venlige mennesker havde givet hende kost og logi, sad hun oppe til efter midnat og forkyndte for dem om Jehovas hensigter. Da Konrad Franke var blevet løsladt, begyndte han omgående i pionertjenesten selv om han i begyndelsen ikke havde andet tøj end sin stribede fangedragt.

I 1947 var der 15.856 forkyndere i Tyskland som igen deltog i den offentlige forkyndelse og frimodigt erklærede at Guds rige er det eneste håb for varig fred og sikkerhed. Jehova velsignede deres nidkære tjeneste, og i maj 1975, tredive år efter krigens slutning, var der 100.351 travle forkyndere i Vesttyskland.

Det var dog ikke kun den tyske befolkning der fik den gode nyhed at høre i den periode. Nidkære forkyndere i Tyskland sørgede for at deres budskab nåede ud til folk fra mange nationer. Hvordan det?

Et missionærdistrikt uden for gadedøren

Tysklands blomstrende økonomi skabte behov for flere arbejdere, og i midten af 1950’erne begyndte man derfor at invitere gæstearbejdere fra andre lande. De strømmede til fra Grækenland, Italien, Portugal, Spanien og det tidligere Jugoslavien. I 1972 var antallet af udenlandske arbejdere steget til over 2,1 million.

Efter strømmen af gæstearbejdere fra 1950’erne til 1970’erne kom der i 1980’erne en bølge af flygtninge fra Afrika og Asien til Tyskland. I 1990’erne sluttede flygtninge fra Østeuropa og Balkanlandene sig til dem. Som følge af den tids liberale asyllovgivning blev Tyskland det land i Europa der havde det højeste antal udenlandske indbyggere.

Jehovas vidner betragtede dette som et missionærdistrikt lige uden for deres gadedør. Eftersom „Gud ikke er partisk“, og eftersom mennesker der er langt borte fra deres hjemlande, har brug for den trøst kun Guds ord kan give, følte Jehovas vidner sig forpligtede til at forkynde den gode nyhed for disse mennesker. (Apg. 10:34, 35; 2 Kor. 1:3, 4) Men det har ikke været nogen lille opgave at nå de 7.500.000 fremmede indbyggere i Tyskland på deres eget sprog.

For bedre at kunne forkynde Bibelens budskab for alle disse udlændinge har mange Jehovas vidner i Tyskland lært et nyt sprog. Det er et flot vidnesbyrd om at de virkelig elsker deres næste, sådan som Jesus havde sagt at hans disciple skulle. (Matt. 22:39) De færreste af disse forkyndere var i stand til at tjene som missionærer i udlandet, men de har ivrigt udnyttet mulighederne i deres eget land. I august 1998 var der således over 23.600 forkyndere som gjorde den gode nyhed kendt i 371 fremmedsprogede menigheder og 219 forkyndergrupper. Formålet med at oprette fremmedsprogede menigheder er naturligvis ikke at holde forkynderne adskilt i forskellige sproggrupper, men at gøre det lettere for mennesker der ikke kan så meget tysk, at lære sandheden at kende på deres modersmål. Mange forkyndere har erfaret at et fremmedsprog måske nok kan nå hjernen, men at det ofte kun er modersmålet der kan nå hjertet.

Nogle grupper i Tyskland bryder sig ikke om udlændinge og behandler dem dårligt, men blandt Jehovas folk bydes de velkommen med ægte, kristen kærlighed. Albansk, amharisk, arabisk, hindi, japansk, kinesisk, persisk, rumænsk, tamil, tigrinya, ungarsk og vietnamesisk er nogle af de 24 sprog foruden tysk som Jehovas vidner i øjeblikket holder møder på i Tyskland. Af de 194.751 der deltog i områdestævnerne i 1993 med temaet „Oplært af Gud“, overværede rundt regnet 10 procent et fremmedsproget stævne. Og antallet af døbte ved disse stævner udgjorde næsten 14 procent af det samlede dåbstal.

Blandt dem der har lyttet til budskabet om Riget, er en hindufamilie som i 1983 forlod Sri Lanka på grund af krigen, og som håbede at få lægehjælp til deres seksårige søn. Sørgeligt nok døde drengen. Men familien har lært Jehova at kende; han vil oprejse de døde og give dem mulighed for at leve evigt. (Apg. 24:15) Der er også en nigeriansk kvinde der som teenager kæmpede i Biafrakrigen. Efter at hun flyttede til Tyskland og hørte hvad Jehova lærer mennesker om at leve sammen i fred, ændrede hendes liv sig. — Es. 2:3, 4.

Blandt de italienere der er blevet Jehovas vidner i Tyskland, hører man ofte dette ordsprog: „Non tutti i mali vengono per nuocere“ („Ikke alle ulykker viser sig at være af det onde“). Og hvor er det sandt! Mange af disse italienere er ligesom andre udlændinge kommet til Tyskland for at undslippe økonomiske problemer, men har fundet noget der er af langt større værdi end materiel velstand — sandheden om Gud og hans hensigt.

Jehovas vidners nidkære forkyndelse blandt disse grupper er blevet bemærket af andre. Halberstadt-menigheden har for eksempel modtaget dette brev: „Vi er den centrale lejr for asylsøgende, og vi tager os normalt af mennesker fra over 40 lande. . . . Disse mennesker, der stammer fra mange forskellige kulturer, har måttet forlade deres familie, hjemland, sprog og tradition. Mange har haft traumatiske oplevelser og ser en usikker fremtid i møde. . . . Netop derfor søger mange af dem støtte og håb i religionen. Vi er taknemmelige for jeres rundhåndede gave [bestående af bibler på forskellige sprog] som sætter disse mennesker i stand til at finde trøst og tryghed ved at læse Bibelen på deres eget sprog.“

Nogle få af de fremmedsprogede grupper

ENGELSK: Flygtninge fra Nigeria, Ghana, Sri Lanka, Indien og andre lande nyder gavn af de engelske menigheders arbejde. Steven Kwakye fra Ghana er en af disse flygtninge. Da Steven i Tyskland mødte en ung mand fra Bangladesh som fortalte at han forsøgte at undgå Jehovas vidner, foreslog Steven at han i stedet sendte dem hen for at besøge ham. Steven havde som ung talt med en forkynder i Ghana. Nu da han var langt borte fra sine slægtninge og ikke længere blev udsat for pres fra deres side, ville han gerne lære mere. I dag er han en kristen ældste, og hans familie tjener Jehova sammen med ham.

TYRKISK: Rasims kone og sønner havde været Jehovas vidner i over ti år, men Rasim selv holdt fast ved den islamiske tro. Det gik dog op for ham at Koranen blev fortolket så forskelligt fra moské til moské at nogle muslimer ikke ville komme i andre moskeer end deres egen. Under et besøg i Tyrkiet gik han både til en moské og til Jehovas Vidners møder. I moskeen hørte han en anden fortolkning af islam end den han havde hørt i Tyskland. Der var ingen enhed. Men da han vendte tilbage til Tyskland, sagde han: „I rigssalen her og i rigssalen i Tyrkiet finder man den samme kærlighed og det samme program. Det her er sandheden.“

HINDI: I 1985 ringede to forkyndere på hos Sharda Aggarwal umiddelbart efter at hun i en bøn havde bedt om at finde en gud som hun kunne åbne sit hjerte for. Hendes mand havde lungekræft. Hun var fortvivlet og følte at hinduguderne ignorerede hendes bønner. Hun spurgte forkynderne om Jesus var Gud. Deres forklaring overbeviste hende om at hendes bøn var blevet besvaret. Det lod til at Jehova var den Gud hun gerne ville lære at kende. I begyndelsen tøvede hun med at vende hinduismens guder ryggen fordi hun var bange for at vække deres mishag, men inden længe smed hun sine gudebilleder ud og begyndte at tilbede Jehova som den sande Gud. I 1987 blev hun døbt, og hun er nu pioner og dybt taknemmelig for at tjene en Gud som hun kan betro sig til. Hendes mand og søn er begge menighedstjenere. — Sl. 62:8.

POLSK: I 1992 blev der oprettet en polsk menighed i Berlin, og samme år blev der holdt en særlig stævnedag på polsk i en del af Tyskland hvor der bor mange med polsk baggrund. Alligevel havde ingen forventet at stævnehallen, den tilstødende rigssal og spisesalen ville blive fyldt. Utroligt nok kom der 2523! Nogle var polsktalende Jehovas vidner der kom i tysktalende menigheder. De var glade for at forkyndelsen af Riget nu tog fart i det polske distrikt, og taknemmelige for at høre sandheden fra Bibelen forkyndt på deres modersmål.

Russisk, serbokroatisk og kinesisk

RUSSISK: Efter den kolde krigs afslutning valgte mange der var vokset op i Rusland, og som talte russisk, men hvis forfædre var tyske, at vende tilbage til deres forfædres land. I det daværende Østtyskland var der desuden soldater i den sovjetiske hær og deres familier. Alle mennesker er født med et åndeligt behov, og disse menneskers behov var ikke blevet dækket.

Familien Schlegel er etniske tyskere som i 1992 var flyttet fra Krimhalvøen i Ukraine til Tyskland. Der blev de kontaktet af et af Jehovas vidner som oprindelig stammede fra Usbekistan, og som var blevet et Jehovas vidne i Tyskland. Efter at have studeret Bibelen blev hele familien Schlegel døbt.

Sergej og hans kone, Zhenya, var ateister. Men da de så hvilke svar Bibelen gav på deres spørgsmål, især angående fremtiden, blev de forbløffede. Ydmygt fik de tro på Jehova og foretog forandringer i deres måde at leve på, selv om det betød at Sergej måtte finde et nyt arbejde og mistede retten til den pension han kort efter kunne have fået udbetalt.

Marina, der var sygeplejerske på et militærhospital, havde søgt efter meningen med livet. Da hun fik bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, læste hun den med det samme og forstod inden længe at hun havde fundet det hun søgte efter. Efter at hun var vendt tilbage til Rusland, besøgte hun andre som havde studeret med Jehovas vidner i Tyskland, for at opmuntre dem. Kort efter blev hun pioner og fandt på den måde en mening med sit liv.

I august 1998 var der 31 russiske menigheder og 63 mindre grupper med i alt 2119 forkyndere i Tyskland — en 27 procents forøgelse i forhold til året før.

SERBOKROATISK: Johann Strecker, en rejsende tilsynsmand i det serbokroatiske distrikt, fortæller at der førhen boede mindst 16 forskellige nationaliteter i det tidligere Jugoslavien. Han siger: „Det er fantastisk at se hvordan sandheden nu forener dem.“ Da Munib, en muslim som i otte år havde tjent i den jugoslaviske hær, blev inviteret med til et af Jehovas Vidners møder i Tyskland, så han at kroatere, serbere og mennesker med en muslimsk baggrund sad sammen i fred. Han kunne næsten ikke tro sine egne øjne! I en måned nøjedes han med at betragte menigheden. Da han var blevet overbevist om at freden og enheden blandt Jehovas vidner er ægte, gik han med til at studere Bibelen. I 1994 blev han døbt.

Rosanda, en katolik fra Kroatien der gennem flere år havde boet i et kloster, kom på besøg hos nogle slægtninge der var blevet Jehovas vidner i Tyskland. Efter at have overværet Den Teokratiske Skole og tjenestemødet sammen med dem indrømmede hun: „Det er jer der har sandheden. Jeg har altid spekuleret på hvordan de første kristne forkyndte evangeliet. Da jeg så de to søstre på podiet og hørte hvordan den ene forkyndte for den anden, slog det ned i mig: ’Det må have været præcis sådan de første kristne bar sig ad.’“ I dag er hun pioner og går i de første kristnes fodspor.

Nogle af de tyske Jehovas vidner der har lært disse gruppers sprog for at kunne forkynde for dem, er senere flyttet til landene i det tidligere Jugoslavien da det blev muligt.

KINESISK: Det er ikke så længe siden arbejdet i det kinesiske distrikt i Tyskland er kommet i gang. „Kun de færreste kinesere har hørt om os, og de har da slet ikke læst i Bibelen,“ forklarer Egidius Rühle, der har været missionær i Taiwan. Han tilføjer: „De fleste kinesere er ivrige efter at lære noget, så de suger kundskab til sig som en tør svamp suger vand.“

Da den 12. klasse på Skolen for Udnævnte Tjenere i oktober 1996 blev præsenteret for betelfamilien i Selters, var det en stor glæde at se den første kinesiske broder der har gennemgået skolen i Tyskland, hvor han også har lært sandheden at kende. Han forkyndte ved en lejlighed for en kinesisk professor i geologi og gav hende bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? I løbet af en uge læste hun hele bogen. Nu lærer hun andre om Bibelen i stedet for at undervise dem i evolutionsteorien. I slutningen af 1996 ledede hun 16 studier.

Ivrige efter at undervise andre

Gennem årene har flere hundrede udlændinge lært sandheden at kende i Tyskland og er derefter vendt tilbage til deres hjemlande for at forkynde den gode nyhed. Mange tjener nu som ældste eller menighedstjenere eller har andre ansvarsposter. Petros Karakaris er medlem af betelfamilien i Grækenland, Mamadou Keita virker som missionær i Mali, og Paulin Kangala — af mange kendt som Pepe — tjener sammen med sin kone, Anke, som missionær i Den Centralafrikanske Republik.

Siden begyndelsen af 1990’erne er over 1500 græsktalende forkyndere vendt tilbage til Grækenland, nogle som velkvalificerede ældste. Andre er flyttet til Sverige, Belgien, England eller Canada for at fremme forkyndelsen blandt de græsktalende dér. Alligevel er Tyskland nok det land i verden der har flest græsktalende forkyndere, bortset fra Grækenland.

Hvad skete der i Østtyskland?

Da den anden verdenskrig sluttede, var Tyskland besat af Storbritannien, Frankrig, Sovjetunionen og De Forenede Stater. Det besejrede land blev opdelt i fire besættelseszoner; hver af de fire sejrende magter fik jurisdiktion over en zone. (Hovedstaden, Berlin, blev også opdelt i fire besættelsessektorer.) Eftersom den sovjetiske besættelseszone lå i den østlige del af landet, blev den kaldt østzonen. I 1949 fik denne del af Tyskland sin suverænitet tilbage og blev til Den Tyske Demokratiske Republik. Men i realiteten blev betegnelsen „østzonen“ blot erstattet af navnet Østtyskland. Da de tre øvrige besættelseszoner i 1955 blev til Den Tyske Forbundsrepublik, blev dette område kaldt Vesttyskland.

Efter nazistatens fald greb Jehovas vidner i østzonen straks muligheden for at holde offentlige møder og deltage nidkært i forkyndelsen. Midt i 1949 var der over 17.000 som rapporterede at de deltog i forkyndelsen i Østtyskland. Men friheden efter nazistyrets fald blev kortvarig. Menighedsmøderne begyndte igen at blive afbrudt af politiet. Bøger og blade blev konfiskeret. Veje blev blokeret for at hindre forkyndere i at komme til stævne. Brødre blev arresteret. Og den 31. august 1950 blev der indført et officielt forbud. Forkynderne i Østtyskland blev igen tvunget under jorden, denne gang af et kommunistisk regime, og der skulle gå næsten 40 år før de atter kunne komme frem i lyset.

Forfølgelsen i Østtyskland var værst umiddelbart efter forbudets indførelse. I 1990 skrev den tyske avis Berliner Morgenpost: „Mellem 1950 og 1961 [da muren blev opført] arresterede de østtyske myndigheder 2891 Jehovas vidner; 2202 af dem, deriblandt 674 kvinder, blev bragt for retten og idømt i alt 12.013 års fængsel. Under fangenskabet omkom 37 mænd og 13 kvinder som følge af mishandling, sygdom, underernæring eller alderdom. Tolv mænd blev idømt fængsel på livstid, men disse domme blev senere ændret til 15 års fængsel.“

Dette var naturligvis kun begyndelsen. Forbudet varede i mere end fyrre år. Der var perioder hvor presset tilsyneladende blev mindsket. Men så blev forkynderes hjem igen stormet, og flere blev arresteret. Der hersker en vis usikkerhed med hensyn til de nøjagtige tal, men ifølge Selskabets egne historiske optegnelser blev 4940 forkyndere fængslet 231 forskellige steder i Østtyskland under forbudet.

Møderne holdes diskret

Selv under disse vanskelige forhold fandt Jehovas vidner normalt en måde hvorpå de kunne få fat i bibelsk læsestof. Hundreder af modige brødre og søstre satte deres frihed og undertiden endog deres liv på spil for at forkyndernes åndelige behov kunne blive dækket. Søstrene spillede ofte en vigtig rolle. Før Berlinmuren blev opført i 1961, rejste de til Berlins vestlige del, hentede bøger og blade på Selskabets kontor og tog dem med tilbage. Da østtyske spioner begyndte at holde kontoret under opsyn for at se hvem der fik bøger og blade, blev nogle af kurererne arresteret. Så måtte man bruge en anden taktik. De søstre der virkede som kurerer, begyndte at hente publikationerne hjemme hos andre forkyndere i Berlin. Til trods for at nogle blev anholdt, trukket i retten og idømt fængselsdomme, tørrede strømmen af åndelig føde aldrig helt ud.

Var det muligt for dem at holde kristne møder under sådanne omstændigheder? Ja. I begyndelsen var nogle forståeligt nok lidt ængstelige. Men de indså snart at det var vigtigt at komme sammen med trosfæller hvis de gerne ville forblive åndeligt stærke. (Hebr. 10:23-25) De arrangerede at mødes diskret, i små grupper. Af sikkerhedshensyn kaldte de kun hinanden ved fornavn. Møderne blev normalt holdt efter mørkets frembrud, på forskellige steder og forskellige dage. Om sommeren kunne møderne ikke begynde før klokken 22. Men brødrene tog alt dette i stiv arm.

Rigssalene kunne ikke bruges, men en venlig landmand i Sachsen stillede sin lade til rådighed. Den havde en bagdør ud mod en sti der var skjult af nogle buske. En hel vinter holdt en gruppe på omkring 20 forkyndere møder i stearinlysenes skær i denne lade. Inden længe blev landmanden også en forkynder.

Frem for alt sørgede brødrene for at Herrens aftensmåltid kunne blive afholdt. Manfred Tamme husker en lejlighed hvor han forsynede nogle af de fængslede brødre med mindehøjtidens symboler: „Jeg fyldte vin i en flaske der havde været hårvand i, og bad en betjent om at aflevere den til en fængslet broder. Betjenten åbnede flasken, lugtede til indholdet og sagde: ’Og det skulle hjælpe mod hårtab?’ ’Tja, det står der i hvert fald udenpå,’ svarede jeg. Han skruede låget på og gav flasken til den fængslede broder.“

Forkyndelse under forbud

Forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige ophørte ikke i Østtyskland. Bibelen var ikke forbudt, så brødrene indledte ofte samtaler blot ved at henvise til Bibelen. Da de kun havde lidt eller slet intet læsestof at tilbyde, førte de bibelske samtaler på grundlag af en række skriftsteder om bestemte emner. Det var naturligvis farligt at forkynde. Hver dag i forkyndelsen kunne være den sidste dag i frihed. Forkynderne gjorde bønnen til deres „faste makker“, som en af dem udtrykte det. Han tilføjede: „Bønnen gav os en vis indre ro og fred. Vi følte os aldrig alene. Men vi måtte hele tiden være på vagt.“

Trods forkyndernes bestræbelser for at være forsigtige stødte de nu og da på politiet. Da Hermann og Margit Laube engang henvendte sig på en adresse de havde fået på anbefaling af en de kendte i forvejen, så de en politiuniform hænge på knagerækken bag den mand der åbnede døren. Margit blegnede, og Hermanns hjerte bankede. De bad kort til Jehova. Nu kom de helt sikkert i fængsel! „Hvem er I?“ spurgte manden kort. Margit sagde: „Jeg er sikker på at jeg kender Dem, men jeg ved ikke hvorfra. Jo, De er politibetjent. Jeg må have set Dem i tjeneste.“ I en lidt mere venlig tone spurgte manden: „Er i jehova’er?“ „Ja, det er vi,“ svarede Hermann, „og De må indrømme at det kræver mod af os at banke på Deres dør. Vi er personligt interesserede i Dem.“ De blev budt indenfor. Efter flere besøg blev der oprettet et bibelstudium med manden, og med tiden blev han en kristen broder.

Der blev også forkyndt i fængslerne. Wolfgang Meise sad fængslet i Waldheim. En dag skrev hans kone til ham at hun havde været „i Berlin, hvor hun havde fået Knorr-suppe“. Wolfgang benyttede lejligheden til at forklare en medfange at dette betød at der havde været et stævne i Berlin, og at N. H. Knorr, Vagttårnsselskabets præsident, havde holdt foredrag der. Manden glemte aldrig hvordan Wolfgangs øjne lyste af glæde da han forklarede hvad hans kones brev betød. Omkring 14 år senere begyndte denne mand at studere Bibelen efter at være flyttet til Vesttyskland, og to år senere blev han døbt i Würzburg.

Hildegard Seliger, der allerede havde siddet i nazisternes koncentrationslejre i mange år, blev af en kommunistisk domstol i Leipzig idømt yderligere ti års fængsel. En kvindelig vagt i fængselet i Halle fortalte senere Hildegard at hun blev betragtet som særlig farlig fordi hun ’talte om Bibelen hele dagen’.

Konstant vækst trods forbudet

Brødrenes og søstrenes nidkærhed bar god frugt. Horst Schramm fortæller at der i begyndelsen af 1950’erne var 25 forkyndere i Königs Wusterhausen-menigheden, men da Berlinmuren faldt, var der 161. Og det på trods af at 43 forkyndere var flyttet til Vesten og flere var døde. I nogle menigheder er det faktisk sådan at over 70 procent af de forkyndere der nu er aktive, lærte sandheden at kende under forbudet.

Tag for eksempel familien Chemnitz. Bernd og Waltraud lærte sandheden at kende og blev døbt i forbudets første tid mens de var ret unge. Efter at de var blevet gift og havde stiftet familie, lod de ikke forbudet hindre dem i at opdrage deres børn til at blive tjenere for Jehova. I 1980’erne mens arbejdet stadig var forbudt, fulgte Andrea, Gabriela, Ruben og Esther deres forældres eksempel ved at indvi sig til Jehova og lade sig døbe. Den yngste, Matthias, blev døbt efter at forbudet var blevet hævet. Jehova har rigt velsignet dette ægtepars faste standpunkt trods modstand. Det er en stor glæde for dem at tænke på at alle deres fem børn i dag er medlemmer af betelfamilien i Selters!

En ældste der hjalp med at sammentælle de månedlige tjenesterapporter for Selskabet, fortæller: „I alle de 40 år forbudet varede, gik der ikke en eneste måned uden en rapport om at mindst én var blevet døbt.“ Han fortsætter: „Dåbshandlingerne foregik normalt ved små arrangementer i private hjem. Efter et foredrag blev dåbskandidaterne nedsænket i et badekar. Det var mange gange et problem at få dem helt ned under vandet. Trods sådanne småproblemer husker hver og én stadig med glæde deres dåbsdag.“

Da det igen blev muligt at offentliggøre tjenesterapporter for Østtyskland, var det meget opmuntrende at se at der havde været hele 20.704 aktive forkyndere dér i 1980’erne. Nu er det naturligvis ikke længere nødvendigt med separate rapporter. I 1990’erne steg antallet af forkyndere i det genforenede Tyskland til 154.108.

Reorganisering styrker brodersamfundet

I den periode hvor den kommunistiske regering forsøgte at holde Jehovas vidner i denne del af verden afskåret fra deres kristne brødre i andre lande, skete der nogle betydningsfulde forandringer i Jehovas Vidners verdensomspændende organisation. Disse forandringer, der blev foretaget i en bestræbelse på i højere grad at efterligne den beskrivelse Bibelen giver af den kristne menighed i det første århundrede, styrkede det internationale brodersamfund og gjorde organisationen rede til den hastige vækst der skulle komme i de følgende år. — Jævnfør Apostelgerninger 20:17, 28.

Fra og med oktober 1972 var det således ikke længere én person, en menighedstjener, der med nogle assistenters hjælp tog sig af det nødvendige arbejde i de enkelte menigheder. I stedet blev der udnævnt et ældsteråd til at føre tilsyn med hver menighed. Allerede i 1975 begyndte de gode resultater af denne forandring at vise sig.

En erfaren rejsende tilsynsmand, Erwin Herzig, husker dog at ikke alle brød sig om ændringen. Han forklarer at ændringen tjente til at „afsløre nogle menighedstjeneres hjertetilstand“. Langt de fleste var loyale af hjertet, men forandringen betød at de få der var ambitiøse og mere interesserede i at være „nummer ét“ end i at betjene deres brødre, blev fjernet.

Flere forandringer var undervejs. I løbet af 1970’erne kom Jehovas Vidners Styrende Råd til at bestå af flere medlemmer og blev derefter reorganiseret, idet dets arbejde blev fordelt mellem seks udvalg der trådte i funktion den 1. januar 1976. En måned senere, den 1. februar 1976, blev der lavet ændringer i den måde hvorpå man førte tilsyn med afdelingskontorerne i hele verden. De enkelte afdelingskontorer skulle ikke længere ledes af en afdelingstilsynsmand. Det Styrende Råd udnævnte i stedet et udvalg til at føre tilsyn med hvert afdelingskontor.

Brødrene Frost, Franke og Kelsey havde alle tidligere i en periode været afdelingstilsynsmænd i Tyskland. Broder Frost havde måttet flytte fra Betel af helbredsårsager. (Han døde i 1987, 86 år gammel. Beretningen om hans liv findes i Vagttårnet for 15. juli 1961.) Da der i 1976 blev indført et udvalg med fem medlemmer på det tyske afdelingskontor, kom det til at omfatte både Konrad Franke (der havde udstået flere fængselsstraffe i nazitiden) og Richard Kelsey (en gileaduddannet missionær der på dette tidspunkt havde tjent i Tyskland i 25 år). De øvrige medlemmer af afdelingskontorets udvalg blev Willi Pohl (der havde været i nazisternes koncentrationslejre og var udgået fra Gileads 15. klasse), Günter Künz (der var udgået fra Gileads 37. klasse) og Werner Rudtke (en tidligere rejsende tilsynsmand).

Med undtagelse af broder Franke, der døde i 1983, tjener disse brødre stadig i afdelingskontorets udvalg. (Beretningen om Konrad Frankes liv blev bragt i Vagttårnet for 15. februar 1984.) To andre brødre tjente i udvalget i en periode, men er nu døde: Egon Peter, fra 1978 til 1989, og Wolfgang Krolop, fra 1989 til 1992.

I øjeblikket er der otte medlemmer af udvalget. Foruden de tidligere nævnte er der Edmund Anstadt (siden 1978), Peter Mitrega (siden 1989), Eberhard Fabian og Ramon Templeton (begge siden 1992).

Da den ændrede ordning for tilsynet med afdelingskontorerne blev indført i 1976, var der kun 187 medlemmer af betelfamilien i Wiesbaden. Siden da er familien vokset til 1134 medlemmer fra 30 lande. Det afspejler i nogen grad de internationale aspekter af det arbejde som afdelingskontoret har den forret at være med i.

Et trykkeri der dækker det voksende behov

I midten af 1970’erne lå Tysklands afdelingskontor i en del af Wiesbaden der hedder Kohlheck, engang en søvnig forstad i udkanten af en skov, men nu en hurtigtvoksende del af byen. Selskabet havde allerede 13 gange øget sine besiddelser i området. Men forkyndertallet i Vesttyskland var vokset til omkring 100.000. Der var brug for et større afdelingskontor til at føre tilsyn med forkyndelsesarbejdet. For at kunne forsyne brødrene med bibelsk læsestof måtte man også have et større trykkeri. Det var efterhånden blevet meget vanskeligt at skaffe mere jord til udvidelser. Hvordan kunne problemet løses? Afdelingskontorets udvalg bad om Jehovas ledelse i sagen.

I slutningen af 1977 begyndte medlemmerne af det nyudnævnte udvalg på afdelingskontoret at overveje muligheden for at bygge et nyt betelhjem et andet sted. Men var det virkelig nødvendigt? De fleste mente at afslutningen på den gamle tingenes ordning måtte være meget nær. Men der var også en anden faktor at tage i betragtning. Trykkemetoderne ændrede sig, og Selskabet var nødt til at følge trop hvis der fortsat skulle trykkes store mængder bøger og blade i den periode der måtte være tilbage for den gamle tingenes ordning. De erfaringer brødrene havde høstet i forbindelse med forholdene i Østtyskland, gjorde det interessant nok lettere for brødrene i Wiesbaden at foretage forandringerne efterhånden som det blev nødvendigt. Hvordan det?

Beslutningen om at gå over til offsettrykning

Efter opførelsen af Berlinmuren i 1961 blev det sværere og sværere at forsyne Jehovas vidner i Østtyskland med bibelsk læsestof. For at gøre det lettere fremstillede man en særlig udgave af Vagttårnet i mindre format til dem. Den indeholdt kun studieartiklerne. Fremstillingen af denne særudgave indebar at artiklerne måtte sættes to gange. Det meget tynde papir var vanskeligt at bruge til trykning, og det var også problematisk at folde arkene. Da brødrene anskaffede en automatisk falsemaskine der kunne klare denne opgave, så de til deres forbløffelse at den var fremstillet i Leipzig i Østtyskland — paradoksalt nok i netop det land hvor Jehovas vidner var forbudt, og hvor denne mindre iøjnefaldende udgave af Vagttårnet skulle sendes hen.

En broder der havde arbejdet med offsettrykning før han kom på Betel, foreslog at man gik over til denne metode for at forenkle fremstillingen af bladene. Studieartiklerne kunne affotograferes, formindskes og overføres til offsetplader. Afdelingskontoret fik skænket en lille ark-offsetmaskine, og med tiden blev det muligt at trykke ikke blot studieartiklerne, men hele bladet, først i sort-hvid og senere i fire farver. Der blev endda trykt små bøger på denne måde.

Da Vagttårnsselskabets daværende præsident, Nathan H. Knorr, i 1975 besøgte Wiesbaden, fulgte han trykningen med interesse. „Ikke dårligt,“ sagde han efter at have kigget bladene igennem. Da han fik at vide at han stod med en særudgave til Østtyskland i hånden, og at vi var glade for den nye trykkemetode, sagde han: „Brødre der må stå så meget igennem, fortjener det bedste vi kan give dem.“ Han gav straks tilladelse til at der blev indkøbt flere maskiner til trykningen af disse blade.

Da Grant Suiter, et medlem af Det Styrende Råd, i 1977 besøgte Tyskland og fortalte at Selskabet længe alvorligt havde overvejet at gå over til offsettrykning og nu havde besluttet at gøre det i fuldt omfang, havde brødrene i Wiesbaden derfor allerede en vis erfaring med denne trykkemetode. Forbudet i Østtyskland havde indirekte forberedt dem på denne forandring.

Erkendelsen af at det var nødvendigt at gå over til andre trykkemetoder, førte dog en del med sig. Broder Suiter forklarede at Selskabet måtte anskaffe større og tungere trykkemaskiner. Men hvor skulle de stå? Ét var at drømme om offsetrotationsmaskiner der trykkede blade i fire farver; noget ganske andet var at realisere drømmen. Brødrene undersøgte flere muligheder for at udvide yderligere i Kohlheck, men alle indebar en del problemer. Hvad kunne der gøres?

Et nyt afdelingskontor

Nu begyndte brødrene at lede efter en grund et andet sted. Den 30. juli 1978 hørte cirka 50.000 Jehovas vidner der var samlet til et stævne i Düsseldorf, og en tilhørerskare på næsten 60.000 i München til deres overraskelse at Selskabet planlagde at købe en grund på hvilken der kunne bygges et helt nyt afdelingskontor.

Inden for knap et år blev 123 grunde besigtiget. Til sidst valgte man en grund på en bakke med udsigt over landsbyen Selters. Med Det Styrende Råds godkendelse blev den købt den 9. marts 1979. Efter forhandlinger med 18 jordejere blev det muligt at købe yderligere 65 tilstødende parceller så grunden i alt blev på 30 hektarer. Da Selters kun ligger cirka 40 km nord for Wiesbaden, var det let at køre til og fra med lastvogne. Og Frankfurts Rhein-Main Internationale Lufthavn lå mindre end 65 km borte.

Det største byggeprojekt i Jehovas Vidners historie i Tyskland var nu i støbeskeen. Kunne vi klare det? Rolf Neufert, der var medlem af byggeudvalget, siger: „Ingen af os, undtagen den broder der var vores arkitekt, havde arbejdet på så stort et projekt før. Det er svært at forestille sig hvor vanskelig opgaven var. Normalt ville et så stort og kompliceret projekt blive varetaget af et kontor med mange års erfaring og alle de nødvendige eksperter.“ Brødrene drog imidlertid den slutning at hvis Jehova ønskede at de skulle bygge, ville han også velsigne resultatet.

Der skulle indhentes 40 forskellige byggetilladelser, og til brødrenes store glæde viste de lokale myndigheder sig meget samarbejdsvillige. Der var ganske vist nogen modstand i begyndelsen, men den kom hovedsagelig fra præster der uden held arrangerede møder for at ophidse til modstand.

Forkyndere fra hele landet meldte sig frivilligt til at hjælpe med arbejdet. De viste en helt enestående indstilling. Hver dag var der gennemsnitlig 400 faste arbejdere og cirka 200 „feriearbejdere“ på byggepladsen. I de fire år byggeriet varede, deltog mindst 15.000 forskellige brødre og søstre i arbejdet.

En broder fortæller: „Uanset vejret, uanset problemerne, om det var varmt eller koldt eller ligefrem bidende koldt, skred arbejdet frem. På tidspunkter hvor andre ville have indstillet arbejdet, gik vi først rigtig i gang.“

Der kom også hjælp fra andre lande. Jack og Nora Smith rejste tusinder af kilometer fra Oregon i USA for at hjælpe til sammen med deres 15-årige datter, Becky. De var til stede ved det internationale stævne i München da det blev bekendtgjort at Selskabet planlagde at bygge et nyt afdelingskontor i Tyskland. „Hvor ville det være et stort privilegium at få lov at være med på et betelbyggeri!“ sagde de til hinanden. De gav besked om at de stod til rådighed. Jack husker: „Vi var i gang med stævnearbejdet i 1979 da vi modtog en ansøgningsblanket og en indbydelse til at komme så hurtigt som muligt. Vi var så spændte at vi knap nok kunne samle os om vores arbejde eller om stævnet.“

For at skaffe plads til byggearbejderne måtte man ombygge de bygninger der i forvejen lå på grunden. I vinteren 1979-80 stod det første hus færdigt. I september 1980 blev grunden støbt til et nyt betelhjem. Samtidig begyndte arbejdet på trykkeriet, og det var i sidste øjeblik. Den 27 meter lange offsetrotationsmaskine der var blevet bestilt i januar 1978, skulle leveres i begyndelsen af 1982. Når den ankom, skulle i det mindste en del af trykkeriet stå færdigt.

Det viste sig at brødrene kunne udføre det meste af arbejdet selv. En broder der stadig er lidt forbløffet, fortæller: „Ingen af os havde tidligere været med til så stort et projekt med en konstant skiftende arbejdsstyrke. Ofte troede vi at arbejdet måtte ligge stille på et eller andet område fordi vi ikke kunne få fat i de eksperter vi skulle bruge til bestemte opgaver. Men mange gange kom der pludselig en ansøgning fra en egnet broder i sidste øjeblik. Brødrene dukkede op efterhånden som der var brug for dem.“ De takkede Jehova for hans ledelse og velsignelse.

Betel flytter til Selters

Det var et stort arbejde at flytte cirka 200 betelmedarbejderes møbler og personlige ejendele, for ikke at tale om alt det maskineri og udstyr de skulle bruge i deres daglige arbejde. Det var umuligt at flytte alt på én gang. Betelfamilien måtte derfor flytte til Selters gradvis, afdeling for afdeling, efterhånden som byggeriet blev færdigt.

Trykkerne var blandt de første der flyttede, eftersom det var trykkeriet der først var klar til at blive taget i brug. Lidt efter lidt blev maskinerne i Wiesbaden skilt ad og flyttet til Selters. I mellemtiden, den 19. februar 1982, begyndte man at trykke i fire farver på den nye offsetrotationsmaskine i Selters. Det var en festdag af de helt store! I maj blev der stille på trykkeriet i Wiesbaden. Efter 34 år ophørte trykningen af bøger og blade her.

Den første store opgave til den nye offsetmaskine var trykningen af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. Denne nye bog skulle udgives ved områdestævnet i 1982, og Tyskland blev bedt om at trykke den på syv sprog. Problemet var at bogbinderiet stadig lå i Wiesbaden. Det blev faktisk først flyttet til Selters over et år senere. Så efterhånden som bogens signaturer blev trykt i Selters, blev de hurtigt fragtet med Selskabets lastvogn til Wiesbaden for at blive indbundet. Trods det ekstra arbejde dette indebar, lykkedes det brødrene at få 485.365 eksemplarer af det første oplag på 1.348.582 færdige så den internationale tilhørerskare ved stævnerne i flere lande kunne glæde sig over nyudgivelsen.

Forståeligt nok var det med blandede følelser betelfamilien flyttede. Nogle af betelmedarbejderne havde haft deres hjem i Wiesbaden i næsten 35 år. Men inden længe blev Selskabets ejendom i Wiesbaden opdelt i passende sektioner og solgt til flere forskellige parter. Brødrene beholdt dog en lille del af det tidligere bogbinderi, som blev bygget om til en rigssal. Den afspejler Jehovas folks internationale enhed eftersom den i dag huser fire menigheder — to tyske, en engelsk og en russisk.

Indvielsesdagen

Den 21. april 1984, efter at afdelingskontoret i Selters havde fået den sidste afpudsning, blev der holdt indvielse. Alle der havde deltaget i projektet, var overbeviste om at Jehova havde været med dem. De havde set hen til ham efter ledelse og havde takket ham når hindringer der syntes uoverstigelige, var blevet fjernet. Nu så de håndgribelige beviser på hans velsignelse i det færdige afdelingskontor, der allerede var taget i brug til fremme af den sande tilbedelse. (Sl. 127:1) Ja, der var virkelig grund til at glæde sig.

Tidligere samme uge havde man holdt åbent hus. Forskellige embedsmænd som Selskabet havde haft forbindelse med, blev indbudt til at få en rundvisning, og også naboerne blev budt velkommen. En gæst fortalte at det faktisk var på grund af hans præst at han var kommet. Han forklarede at præsten i de senere år havde brokket sig så meget over Jehovas vidner at hele menigheden var træt af at høre på ham. Den foregående søndag havde han igen angrebet Jehovas vidner og frarådet sin hjord at tage imod deres indbydelse til åbent hus. „Jeg vidste godt at I holdt åbent hus, men jeg havde glemt hvornår det var,“ forklarede gæsten. „Hvis præsten ikke havde nævnt det i søndags, var jeg helt sikkert gået glip af det.“

Efter disse første rundvisninger oprandt den længe ventede indvielsesdag. Det var meget opmuntrende at 13 af Det Styrende Råds 14 medlemmer havde været i stand til at tage imod indbydelsen og var til stede da programmet begyndte med musik klokken 9.20. Da det ikke var muligt at invitere alle der på den ene eller den anden måde havde bidraget til projektet, oprettede man telefonforbindelse til 11 andre steder i landet. På den måde fik en tilhørerskare på 97.562 glæde af det spændende program.

Blandt dem der overværede indvielsen i Selters, var mange som havde holdt ud i nazisternes koncentrationslejre under Anden Verdenskrig, og nogle få der kort tid forinden var blevet løsladt fra østtyske fængsler. Det gjaldt for eksempel Ernst og Hildegard Seliger. Broder Seliger var begyndt i heltidstjenesten hele 60 år tidligere, og han og hans kone havde tilsammen tilbragt over 40 år i fængsler og koncentrationslejre under nazistisk og kommunistisk styre. Efter at have overværet indvielsesprogrammet skrev de: „Kan I forestille jer hvordan vi var til mode da vi fik lov at deltage i dette åndelige festmåltid i vores åndelige paradis? Fra første til sidste minut lød dette herlige program i vore ører som en guddommelig symfoni af teokratisk enhed og harmoni.“ (Detaljer om de trosprøver de gennemgik, kan læses i The Watchtower for 15. juli 1975.)

’Huse for Jehovas navn’

Det har forbløffet mange at se Jehovas Vidner bygge rigssale på nogle få uger eller bare nogle få dage, opføre store stævnehaller ved frivillig arbejdskraft og finansiere betelkomplekser i millionklassen med frivillige bidrag. Tyskerne har haft mange lejligheder til at se alt dette med egne øjne.

Den første stævnehal i Vesttyskland blev indviet i Vestberlin i begyndelsen af 1970’erne. Andre fulgte, og i 1986 kunne alle vesttyske kredsstævner holdes i sale som Jehovas Vidner selv ejede.

Det er tydeligt at Jehova har velsignet brødrenes arbejde med disse projekter. I München resulterede bystyrets velvillige indstilling i at Selskabet kunne købe en grund til en stævnehal til en meget rimelig pris lige over for det store olympiske stadion i udkanten af den smukke olympiske park.

Der blev gjort meget for at begrænse byggeudgifterne og mængden af udstyr. Da et kraftværk blev flyttet og havde nogle målerskabe og et omstillingsbord til salg, kunne brødrene købe det for mindre end 5 procent af nyprisen. Da et bygningskompleks blev nedrevet på det helt rigtige tidspunkt, var det muligt at købe de nødvendige vaske, toiletter, døre, vinduer og flere hundrede meter vand-, gas- og ventilationsrør til en beskeden pris. Brødrene sparede også penge ved selv at fremstille stole og borde. Byens anlægspolitik krævede at brødrene plantede 27 lindetræer omkring stævnehallen, og en planteskole der holdt ophørsudsalg, havde præcis 27 lindetræer af den rigtige højde, og de kostede kun en tiendedel af normalprisen. Da de fleste af brostensgaderne i München var færdige, var der flere tons brosten til salg til næsten ingen penge, og de blev brugt til fortove omkring stævnehallen og parkeringspladsen.

Lignende historier kunne fortælles om Tysklands andre stævnehaller, der alle er specielt designede og smukke på hver sin måde. Hver og en af dem er „et hus for Jehova [vor] Guds navn“, som kong Salomon for over 3000 år siden sagde om Jerusalems tempel. — 1 Kong. 5:5.

Samtidig bygges der rigssale i takt med de 2083 menigheders voksende behov. Der er nu 17 regionale byggeudvalg i Tyskland. Før det første blev oprettet i 1984, ejede Jehovas Vidner kun 230 rigssale i hele Tyskland. Siden da og frem til august 1998 er der årligt blevet bygget 58 nye rigssale — mere end én om ugen gennem de sidste 12 år!

Jehovas vidner i Tyskland ser bort fra landegrænserne, også når det gælder byggerier. De er en del af en global familie. Over 40 fra Tyskland har tjent som internationale medarbejdere der har været villige til at deltage i byggearbejde uanset hvor Selskabet har sendt dem hen, og uanset hvor længe det måtte vise sig nødvendigt. Andre 242 har gennem en periode deltaget i sådanne projekter i andre lande.

Rejsende tilsynsmænd er hyrder for hjorden

En faktor der er afgørende for organisationens åndelige sundhed, er de rejsende tilsynsmænds arbejde. Sådanne mænd er virkelig hyrder for Guds hjord. (1 Pet. 5:1-3) De er, som apostelen Paulus udtrykte det, „gaver i form af mennesker“. — Ef. 4:8.

Efter den anden verdenskrig besøgte rejsende tilsynsmænd menighederne, opbyggede dem og samarbejdede med forkynderne i tjenesten. Blandt de rejsende tjenere kan nævnes Gerhard Oltmanns, Josef Scharner og Paul Wrobel, der alle blev døbt i 1925. Der var også Otto Wulle og Max Sandner, der begge blev døbt i 1930’erne.

Efterhånden som behovet voksede, blev andre brødre udnævnt til rejsende tilsynsmænd. Fra den anden verdenskrigs afslutning og til nu har over 290 brødre virket i rejsetjenesten i Vesttyskland, og over 40 andre har virket i Østtyskland. De har givet af sig selv for at fremme Rigets interesser. For nogle har denne opgave betydet at de ikke har fået deres voksne børn eller deres børnebørn at se så tit. Andre har måttet planlægge at være regelmæssigt sammen med aldrende eller syge forældre samtidig med at de varetog deres opgave.

Nogle af de rejsende tilsynsmænd har i årtier virket i denne anstrengende, men velsignelsesrige tjeneste. Horst og Gertrud Kretschmer har for eksempel rejst Tyskland tyndt siden midten af 1950’erne. Broder Kretschmer husker stadig da han i 1950 for en kort tid boede på Betel i Wiesbaden og Erich Frost kærligt lagde hånden på hans skulder og sagde: „Horst, du skal aldrig bekymre dig. Hvis du er trofast mod Jehova, vil han sørge for dig. Det har jeg selv erfaret, og det vil du også erfare. Du skal bare være trofast.“

I 1998 virkede 125 brødre som kreds- eller områdetilsynsmænd i Tyskland. Det er modne mænd med gennemsnitlig 30 års heltidstjeneste bag sig. Deres koner er også nidkære i tjenesten og er til stor opmuntring for søstrene i de menigheder de besøger.

En rejsende tilsynsmand flytter til Brooklyn

Alle Jehovas vidner i Tyskland kendte Martin og Gertrud Pötzinger. De havde begge to tjent Jehova trofast både før, under og efter Hitlers Tredje Rige. Så snart de blev løsladt fra nazisternes fangelejre, begyndte de i heltidstjenesten igen. I over 30 år havde de virket i rejsetjenesten og besøgt kredse overalt i Tyskland. Tusinder af Jehovas vidner elskede og respekterede dem.

I 1959 gennemgik broder Pötzinger Gileadskolens 32. klasse. Gertrud, der ikke kunne engelsk, var ikke med ham, men glædede sig sammen med ham over det privilegium han havde fået. Det var ikke noget nyt for dem at være adskilt. Nazisternes forfølgelse havde tvunget dem fra hinanden i ni år, og det endda efter kun få måneders ægteskab. Da Jehovas organisation nu bad dem om frivilligt at være adskilt i en periode af hensyn til den teokratiske virksomhed, tøvede de ikke og beklagede sig bestemt heller ikke.

Ingen af dem havde nogen sinde tjent Jehova for egen fordels skyld. De havde altid villigt taget imod de opgaver de fik. Alligevel kom det som en overraskelse for dem da de i 1977 blev indbudt til at blive medlemmer af betelfamilien på hovedkontoret i Brooklyn. Broder Pötzinger skulle være medlem af Det Styrende Råd!

De blev bedt om at blive boende på Betel i Wiesbaden indtil de kunne få opholdstilladelse i USA. Ventetiden viste sig at blive længere end de havde regnet med — der gik flere måneder. Mens Martin fik pudset sit engelsk af, begyndte hans energiske kone, Gertrud, også at lære sproget. For en kvinde midt i tresserne er det ikke nogen let opgave at lære et nyt sprog. Men hun ville gøre alt for at tjene Jehova.

Flere engelsktalende medlemmer af betelfamilien i Wiesbaden fandt stor glæde ved at hjælpe Martin og Gertrud med sproget. Hver gang sprogstudierne gik Gertrud for meget på, sagde hendes mand venligt: „Tag det roligt, Gertrud, tag det roligt.“ Men Gertrud havde aldrig været den der ’tog det roligt’. Gennem hele sit liv i Jehovas tjeneste havde hun engageret sig helhjertet og med beslutsomhed. Det var med samme indstilling hun anstrengte sig for at lære engelsk, og i november 1978, så snart de permanente indrejsevisa var kommet, rejste hun med sin mand til Brooklyn.

Selv om brødrene i Tyskland glædede sig med dem over deres nye tjenesteprivilegium, var det med blandede følelser de vinkede farvel. De var også dybt bevægede da de cirka ti år senere hørte at Martin i en alder af 83 havde fuldført sit jordiske livsløb den 16. juni 1988.

Efter Martins død vendte Gertrud tilbage til Tyskland, hvor hun nu tjener som medlem af betelfamilien. Hun er stadig ikke kendt for at ’tage det roligt’. Og det ser ud til at hun heller aldrig bliver det. Foruden at passe sin opgave på Betel er hun ofte hjælpepioner i sine ferier. (Flere oplysninger om Martin og Gertrud Pötzinger kan findes i The Watchtower for 1. december 1969 og Vagttårnet for 1. november 1984 og 15. september 1988.)

Særlige skoler dækker et internationalt behov

Siden 1978, omkring det tidspunkt hvor Martin og Gertrud Pötzinger flyttede til Brooklyn, har Pionerskolen, et tidageskursus der giver praktisk oplæring, styrket pionererne i Tyskland. Hvert år afholdes skolen i alle landets kredse. Alle pionerer der har stået på listen i over et år og ikke tidligere har gennemgået skolen, indbydes. I begyndelsen af 1998 havde 16.812 gennemgået skolen. Foruden på tysk er skolen blevet afholdt på engelsk, fransk, græsk, italiensk, polsk, portugisisk, russisk, serbokroatisk, spansk og tyrkisk.

Nogle har overværet Pionerskolen trods meget vanskelige forhold. En uges tid før Christine Amos skulle gennemgå skolen, blev hendes søn dræbt ved en bilulykke på vej hjem fra et møde. Kunne hun få udbytte af skolen under disse omstændigheder? Og hvordan ville hendes mand klare sig hvis han skulle være alene hjemme i den periode? De besluttede at hun skulle tage på pionerskole; det kunne kun være godt for hende at fordybe sig i åndelige emner. Hendes mand blev indbudt til at arbejde på Betel i samme periode. Kort efter blev de begge indbudt til at være med ved byggeriet i Selters. Da det var færdigt, deltog de i byggeprojekter i Grækenland, Spanien og Zimbabwe. Og nu tjener de igen som pionerer i Tyskland.

Nogle af dem der har gennemgået Pionerskolen, har gjort pionertjenesten til deres livsgerning — en gerning som er en konstant udfordring, og som giver dem dyb tilfredshed. Inge Korth, der har været pioner siden 1958, siger: „Heltidstjenesten giver mig en særlig mulighed for at vise Jehova min dybe kærlighed og taknemmelighed hver eneste dag.“ Waldtraut Gann, der begyndte som pioner i 1959, tilføjer: „Pionertjenesten er en beskyttelse i denne onde ordning. At mærke Jehovas hjælpende hånd bringer sand lykke og indre tilfredshed. Det kan slet ikke sammenlignes med materielle værdier.“ Martina Schaks, der tjener som pioner sammen med sin mand, siger: „Pionertjenesten er ’en skole for livet’, for den hjælper én til at opdyrke bestemte egenskaber, som for eksempel selvbeherskelse og tålmodighed. Som pioner føler jeg mig meget tæt på Jehova og hans organisation.“ For andre har pionertjenesten været et springbræt til beteltjenesten, missionærtjenesten eller kredstjenesten.

For at det store behov for flere missionærer kunne blive dækket, blev der i 1981 oprettet en afdeling af Gileadskolen i Tyskland så tysktalende pionerer kunne gennemgå dette missionærkursus. Eftersom det nye afdelingskontor i Selters endnu ikke var færdigt, blev de to første klasser afholdt i Wiesbaden. Efter flytningen til Selters blev der afholdt tre klasser dér. Eleverne i disse fem klasser var tysktalende brødre og søstre fra Luxembourg, Schweiz og Holland, foruden 100 fra Tyskland. Efter afslutningshøjtideligheden blev eleverne sendt ud til 24 andre lande, blandt andet til Afrika, Latinamerika, Østeuropa og Stillehavsøerne.

Midt i 1970’erne havde 183 heltidstjenere fra Tyskland gennemgået Vagttårnets Bibelskole Gilead. I slutningen af 1996 var dette tal steget til 368 — hvilket til en vis grad skyldtes at Gileadskolen havde fået en afdeling i Tyskland. I januar 1997 var det dejligt at se at omkring halvdelen af eleverne stadig virkede som missionærer i deres fremmede distrikter! Blandt disse er Paul Engler, der har tjent i Thailand siden 1954, Günter Buschbeck, der tjente i Spanien fra 1962 og indtil han i 1980 blev sendt til Østrig, Karl Sömisch, der tjente i Indonesien og Mellemøsten før han blev sendt til Kenya, Manfred Tonak, der tjente i Kenya indtil der blev brug for ham på afdelingskontoret i Etiopien, og Margarita Königer, hvis missionærtjeneste gennem de sidste 32 år har ført hende til Madagaskar, Kenya, Benin og Burkina Faso.

På en tredje skole, Skolen for Udnævnte Tjenere, oplæres ugifte ældste og menighedstjenere. Denne skole er siden 1991 blevet afholdt regelmæssigt i Tyskland. Tysktalende brødre fra Belgien, Danmark, Holland, Luxembourg, Schweiz, Tjekkiet, Ungarn og Østrig har sammen med tyske brødre nydt gavn af den fremragende undervisning der gives på skolen. Nogle af de elever der er udgået fra skolen, er blevet sendt til Afrika, Østeuropa eller andre steder hvor der var et særligt behov.

Betelhjemmet og trykkeriet i Selters har også i sig selv vist sig at være en slags skole, hvor brødre er blevet hjulpet til at dække behovet efterhånden som døren til Østeuropa blev åbnet. Betellivet har lært dem at samarbejde med alle typer mennesker og at forstå at Jehova kan lade mennesker af enhver slags udføre hans arbejde, på trods af deres ufuldkommenhed. Brødre der har arbejdet i Tjenesteafdelingen, har lært at man kan løse problemer ved konsekvent at bruge Bibelens principper og omhyggeligt følge Det Styrende Råds ledelse. De er blevet oplært af brødre der selv under stærkt pres er blevet ved med at vise åndens frugter, være ligevægtige og nære fuld tillid til Jehova. Det er en værdifuld lektion at kunne give brødre på andre afdelingskontorer del i.

Barrierer overvindes ved hjælp af undervisning og kærlighed

Gennem de sidste ti år har et verdensomspændende undervisningsprogram styrket Jehovas vidner i deres beslutning om at adlyde det bibelske forbud mod brugen af blod. (Apg. 15:28, 29) De har måttet nedbryde en mur af fordomme og urigtige oplysninger. I forbindelse med dette undervisningsprogram blev Hospitalinformationen oprettet i Tyskland i 1990. I november samme år blev et seminar i Tyskland overværet af 427 brødre, hvoraf mange kom fra Tyskland og resten fra ni andre lande. Dette styrkede det internationale sammenhold. Ældstebrødrene værdsatte den hjælp de fik. En ældste fra Mannheim skrev: „Vi blev i stand til at forklare vores holdning med fasthed og passende respekt, men uden at være hæmmede af frygt.“ En ældste fra Østrig der deltog i seminaret, sagde: „Jeg har aldrig overværet et seminar hvor så omfattende oplysninger blev formidlet på en så klar og tydelig måde.“

Siden da er der blevet holdt flere andre seminarer for at oplære de 55 Kontaktudvalg til Hospitaler der i mellemtiden er blevet oprettet i Tyskland for at hjælpe forkynderne når de har brug for lægebehandling uden blodtransfusion. Kontaktudvalgenes arbejde har båret god frugt. I august 1998 havde over 3560 læger i Tyskland erklæret sig villige til at behandle Jehovas vidner uden blod. Dette tal omfatter en fjerdedel af de læger som bladet Focus for flere år siden omtalte som „de 1000 bedste læger i Tyskland“.

I januar 1996 begyndte Kontaktudvalgene til Hospitaler at uddele det særlige opslagsværk Lægebehandling for Jehovas vidners børn. (Denne håndbog, der er udarbejdet med henblik på læger og myndigheder, indeholder oplysninger om medicinske alternativer til blodtransfusion. Der er blevet gjort en stor indsats for at aflevere bogen til dommere, sociale myndigheder, børnelæger og specialister i neonatologi.) De fleste dommere har givet udtryk for værdsættelse, og mange har nævnt at værket er af høj kvalitet og praktisk anvendeligt. En del var overraskede over hvor mange alternativer der er til rådighed for dem der ikke ønsker at modtage blodtransfusion. En dommer fra Nördlingen sagde: „Dette er præcis hvad jeg har brug for.“ En professor fra Saarlands universitet brugte oplysningerne fra opslagsværket som grundlag for en skriftlig prøve og en drøftelse med en gruppe jurastuderende.

Eftersom der nu findes Kontaktudvalg til Hospitaler i hele verden, er det muligt at samarbejde over landegrænserne i nødstilfælde. I situationer hvor en læge har anbefalet en bestemt medicin som ikke kunne fås i det land hvor patienten opholdt sig, har vi kunnet skaffe den gennem vores internationale netværk og sende den fra Tyskland. Desuden har vi sørget for at brødre og søstre fra over en halv snes lande har fået kontakt med samarbejdsvillige læger i Tyskland, så de kunne få en behandling de havde råd til.

Brødrene og søstrene i Tyskland har naturligvis også haft gavn af dette internationale samarbejde. På en rejse til Norge i 1995 kom en søster ud for en ulykke og blev indlagt. Da hendes søn i Tyskland blev underrettet, bad han straks Hospitalinformationen om hjælp. Brødrene her underrettede afdelingskontoret i Norge. Allerede dagen efter fik søsteren besøg af en norsk broder som for at yde søsteren den bedst mulige hjælp havde kørt 130 kilometer for at tage en interesseret tysktalende kvinde med. Senere gav sønnen udtryk for sin værdsættelse i et brev med ordene: „Sikken en organisation! Sikken en kærlighed! . . . Ofte slår ord slet ikke til når man skal udtrykke sine følelser. Noget som dette er virkelig enestående.“

Gennem undervisning og kærlighed er der således gjort store fremskridt i retning af at overvinde en tidligere uoverstigelig barriere. Umiddelbart før dette skete, var en anden barriere også blevet fjernet.

Pludselig faldt Berlinmuren!

Hele verden forbløffedes over hvor pludseligt det skete. Jorden over fulgte folk udviklingen i fjernsynet. I Berlin festede tusinder af mennesker. Muren mellem Øst og Vest var faldet. Det var den 9. november 1989.

Over 25 år tidligere havde Berlins indbyggere gnedet sig i øjnene da de om morgenen den 13. august 1961 opdagede at østberlinske tjenestemænd var i færd med at rejse en mur der adskilte den kommunistiske sektor fra resten af byen. Berlin blev opdelt i en øst- og en vestzone, som et spejlbillede af forholdet mellem Øst- og Vesttyskland. Berlinmuren blev det måske største symbol på kampen mellem de to supermagter under den kolde krig.

Den 12. juni 1987, lidt over to år før de forbløffende begivenheder i 1989, sagde USA’s præsident Ronald Reagan mens han stod med udsigt til Brandenburger Tor og med ryggen mod Berlinmuren: „Hr. Gorbatjov, luk denne port op. Hr. Gorbatjov, riv denne mur ned.“ Men tydede noget som helst på at det ville ske? Var det andet og mere end koldkrigsretorik? Nej. Så sent som i 1989 gav Østtysklands leder, Erich Honecker, et indirekte svar da han sagde at muren „ville bestå om 50, ja, også om 100 år“.

Men pludselig og uventet blev Brandenburger Tor lukket op, og Berlinmuren smuldrede. Et medlem af betelfamilien i Selters husker at han tændte for fjernsynet for at se de sene nyheder da han kom hjem efter mødet torsdag den 9. november. Vantro hørte han at grænsen mellem Øst- og Vestberlin var blevet åbnet. Østberlins indbyggere kunne for første gang i 27 år frit gå ind i Vestberlin! Han kunne dårligt tro sine egne øjne: bilister kørte over grænsen mens de dyttede af begejstring, og flere og flere vestberlinere — hvoraf nogle lige var stået ud af sengen — tog hen til grænsen og stillede sig op langs ruten for at byde de uventede gæster velkommen. Glædestårerne flød. På én nat var muren faldet.

I det næste døgn havde folk i hele verden svært ved at løsrive sig fra tv-skærmen. Det der skete, skrev historie. Hvad ville det betyde for Jehovas vidner i Tyskland? Ja, hvad ville det betyde for Jehovas vidner verden over?

En Trabi kommer på besøg

Da en betelbroder i Selters den følgende lørdag var på vej på arbejde kort før klokken otte, mødte han en anden betelbroder, Karlheinz Hartkopf, som nu tjener i Ungarn. Broderen sagde begejstret: „Nu kan det ikke vare længe før de første brødre fra Østtyskland dukker op her i Selters!“ Broder Hartkopf svarede på sin sædvanlige rolige og tørre facon: „De er her allerede.“ To brødre var tidligt om morgenen ankommet i en østtysk Trabant med totaktsmotor og holdt nu uden for Betels port og ventede på at arbejdsdagen skulle begynde.

Nyheden spredtes som en løbeild gennem Betel. Men før alle havde haft mulighed for at se de uventede, men velkomne gæster og hilse på dem, var de allerede på vej tilbage til Østtyskland igen med bilen fuld af bøger og blade. Selskabets publikationer var stadig forbudt i Østtyskland, ligesom Jehovas Vidners arbejde, men begejstringen over murens fald gav brødrene fornyet mod. „Vi skal være tilbage til mødet i morgen formiddag,“ forklarede de. Man kan forestille sig forkyndernes glæde da brødrene kom til møde med flere kasser publikationer som gennem så lang tid havde været næsten umulige at skaffe!

I løbet af de næste uger strømmede i tusindvis af østtyskere over grænserne til Vesttyskland, mange for første gang i deres liv. Det var tydeligt at de nød den bevægelsesfrihed de så længe havde måttet undvære. Ved grænsen blev de mødt af vinkende vesttyskere. Jehovas vidner var der også for at byde gæsterne velkomne — og give dem noget mere varigt end bare et smil. De uddelte bibelsk læsestof til gæsterne fra øst.

I nogle byer gjorde menighederne en særlig indsats for at kontakte de besøgende østtyskere. Eftersom Jehovas Vidners publikationer havde været forbudt i årtier, vidste mange stort set intet om dem. Nu blev forkyndelse fra hus til hus erstattet af forkyndelse „fra Trabi til Trabi“. Østtyskerne var ivrige efter at undersøge alt hvad der var nyt, også religion. Somme tider sagde forkynderne bare: „Du har sikkert aldrig læst de her blade, for de har været forbudt i dit land i næsten 40 år.“ Svaret lød tit: „Nå, jamen, hvis de var forbudte, må de være gode. Lad mig få dem.“ To forkyndere i grænsebyen Hof spredte hver op mod 1000 blade om måneden. Som man kan tænke sig, fik både de lokale menigheder og nabomenighederne ryddet ud i lageret af blade.

I mellemtiden nød de østtyske brødre deres nyfundne frihed, om end med nogen forsigtighed i begyndelsen. Wilfried Schröter, der lærte sandheden at kende i 1972 under forbudet, husker: „I de første dage efter murens fald var vi naturligt nok lidt bange for at alt pludselig skulle vende tilbage til det gamle.“ Mindre end to måneder senere overværede han et stævne i stævnehallen i Berlin. Herom fortalte han senere: „Det virkede fuldstændig overvældende på mig at være sammen med så mange brødre. Da vi sang Rigets sange, fik jeg tårer i øjnene, og det samme gjorde mange andre. Det var helt ubeskrivelig dejligt at opleve et ’rigtigt stævne’.“

Manfred Tamme giver udtryk for en lignende værdsættelse. Under forbudet var der kun blevet afholdt små møder, og der havde ikke været brug for forstærkerudstyr. Han siger: „Selv om jeg havde været specialpioner i over 30 år, var det nu første gang i mit liv at jeg skulle tale i en mikrofon. Jeg kan stadig huske hvor skrækslagen jeg blev da jeg hørte min stemme komme fra højttalerne.“ Men, som han siger: „Det var vidunderligt pludselig at kunne være sammen med hele menigheden i en lejet sal.“

Det var også vidunderligt at høre andre stemmer, som den Manfred hørte få måneder senere. Han fortæller: „I januar 1990 var jeg i sauna i forbindelse med en lægebehandling. Der mødte jeg en tidligere politiagent. Under en venlig samtale sagde han: ’Manfred, nu kan jeg se at det var de forkerte vi kæmpede imod.’“

En overflod af åndelig føde!

„Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund.“ Jehovas vidner overalt på jorden kender denne grundlæggende sandhed, som Jesus Kristus citerede fra de inspirerede Hebraiske Skrifter. (Matt. 4:4; 5 Mos. 8:3) Med det internationale brodersamfunds kærlige hjælp fik forkynderne i Østtyskland åndelig føde selv under forbudet, om end kun i begrænsede mængder. Nu glædede de sig til at få del i den åndelige overflod som deres brødre i andre lande havde.

Så snart Berlinmuren var faldet, begyndte forkyndere at tage forsyninger af publikationer med til Østtyskland. Godt fire måneder senere, den 14. marts 1990, blev Jehovas Vidner officielt anerkendt i Den Tyske Demokratiske Republik. Nu kunne Selskabet sende publikationerne direkte. Den 30. marts kørte en lastvogn med 25 tons åndelig føde ud fra Selters og mod øst. Værket 1991 Britannica Book of the Year skrev senere: „I løbet af blot to måneder sendte Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Vesttyskland 275 tons bibelske publikationer, deriblandt 115.000 bibler, alene til Østtyskland.“

Omkring samme tid skrev en broder fra Leipzig til en trosfælle i Vesttyskland: „For en uge siden importerede vi stadig ’føde’ i små mængder; men nu kommer der snart en lastvogn med fire tons!“

„Den første forsendelse af publikationer kom så hurtigt at vi dårligt nok var forberedte,“ husker Heinz Görlach fra Chemnitz. „Efter at det første læs var kommet, kunne jeg kun komme i seng med det største besvær — hele mit soveværelse var fuldt af papkasser. Jeg følte det som sov jeg i et skatkammer.“

Brødrene i Selters fik også en fornemmelse af hvad den nye situation betød for dem der så længe havde været afskåret fra det forkynderne i frihed ofte tager for givet. En tilsynsmand i trykkeriet fortæller: „En ældre, beskedent klædt broder stod og kiggede på en af trykkemaskinerne. Den rundvisningsgruppe han hørte til, var allerede gået videre, men han stod hensunken i tanker og så bladene strømme ud af trykkemaskinen med tophastighed. Med tårer i øjnene gik han hen til en af brødrene; det var tydeligt at han var dybt bevæget. Da han prøvede at sige noget på gebrokkent tysk, svigtede stemmen. Men vi forstod hans smil da han trak et par ark papir frem fra inderlommen, gav dem til os og skyndte sig videre. Hvad havde han givet os? Et næsten ulæseligt nummer af Vagttårnet på russisk, afskrevet på siderne af et stilehæfte. Hvor længe havde det mon taget at fremstille dette blad? Vi ved det ikke, men det må have krævet mange hundrede gange den brøkdel af et sekund som det tager os at trykke et blad på trykkemaskinen.“

Nu behøvede forkynderne i hver studiegruppe ikke længere at nøjes med nogle få blade der var trykt med små bogstaver eller afskrevet i hånden, og som de kun kunne beholde i nogle få dage. Nu fik de alle deres eget blad — med illustrationer i fire farver — og ekstra blade til brug i forkyndelsen.

Tilpasning til at tjene Gud i frihed

Der var også udfordringer forbundet med at få større frihed. Det krævede mod at forkynde trods regeringsforbud. De der gjorde det, lærte at stole helt på Jehova. Men efter forbudets ophævelse sagde Ralf Schwarz, en ældste fra Limbach-Oberfrohna: „Vi må passe mere på at vi ikke bliver opslugt af materialisme og hverdagens bekymringer.“ Efter at Østtyskland blev slået sammen med Forbundsrepublikken i oktober 1990, flyttede nogle familier af Jehovas vidner i øst til en mere beskeden bolig så de kunne betale huslejen uden at måtte tage ekstraarbejde og svigte møderne når lejen steg. — Matt. 6:22, 24.

Selv i de vanskelige år under kommunistisk styre havde brødrene fortsat i forkyndelsen. De gik endda fra hus til hus — men på en diskret måde. De besøgte måske én familie i en blok og gik så videre til en anden blok for at besøge en anden familie. Nogle gjorde det endda da faren for at blive fængslet var allerstørst. Martin Jahn, der kun var 11 år da forbudet blev indført, forklarer hvilke forandringer de nu måtte foretage: „Distrikterne skulle laves helt om, sådan at forkynderne nu kunne gennemgå sammenhængende områder. Vi var vant til det gamle system, hvor vi kun forkyndte i bestemte husnumre eller på bestemte etager. Det havde været den normale fremgangsmåde så længe at vi måtte være tålmodige med dem der havde svært ved at omstille sig. Og det at vi ikke længere udlånte publikationer, men uddelte dem, var noget nyt for både forkynderne og de interesserede. Fordi vi var vant til at gøre det på den anden måde, endte det somme tider med at forkynderne gik hjem med flere publikationer i tasken end de havde haft da de gik ud.“

Folks indstilling ændrede sig også. Under forbudet havde mange betragtet Jehovas vidner som helte fordi de havde mod til at forsvare deres overbevisning. Det skabte respekt. Da vi fik større frihed, tog mange mod forkynderne med begejstring. Men efter nogle år ændrede situationen sig. Folk blev opslugt af den livsform der følger med markedsøkonomien. Nogle begyndte at betragte Jehovas vidners besøg som en forstyrrelse af deres fred og ro, eller endda som irriterende.

Det havde krævet mod at forkynde under forbud. Men at tilpasse sig den nye situation krævede ikke mindre beslutsomhed. Faktisk er mange forkyndere enige med en tilsynsmand i et vesteuropæisk land hvor arbejdet længe havde været forbudt, der sagde: „Det er lettere at arbejde under forbud end i frihed.“

Modstand sinker ikke arbejdet

Selv om forkynderne i Østtyskland nu begyndte at virke med ny energi, tog kristenhedens præsteskab sig ikke af det i første omgang. Men da det viste sig at folk lyttede til Jehovas vidner, voksede præsternes modvilje. Ifølge Deutsches Allgemeines Sonntagsblatt hævdede en præst fra Dresden der betragtede sig selv som ekspert i trossamfund, at „Jehovas Vidner [kunne] sammenlignes med kommunistpartiet“. I stedet for at påstå at Jehovas vidner var amerikanske spioner og modstandere af kommunismen, som præsterne havde hævdet i 1950’erne, prøvede de nu at forbinde os med kommunisterne. De der vidste at Jehovas vidner i 40 år havde været forbudt af det kommunistiske styre, kunne selvfølgelig godt se at dette ikke var rigtigt.

Hvad var formålet med bagtalelsen? Præsterne håbede at Jehovas vidner igen ville blive forbudt, ligesom de havde været i nazitiden og igen under det kommunistiske styre. Selv om religiøse elementer støttet af frafaldne arbejdede på at forhindre Jehovas vidner i at nyde deres grundlovssikrede frihed, udnyttede forkynderne imidlertid enhver lejlighed til at aflægge et vidnesbyrd, sådan som Jesus Kristus har befalet. — Mark. 13:10.

Nogle der tog imod sandheden

Nogle af dem der lyttede til budskabet om Riget, havde været dybt involverede i det gamle system. Egon havde for eksempel været østtysk politibetjent i 38 år. Han var ikke videre begejstret da hans kone begyndte at studere med Jehovas vidner. Deres venlige, kærlige og respektfulde holdning, og de aktuelle artikler i Vågn op! som de ofte kom med, gjorde dog indtryk på ham. Og da han ved en særlig stævnedag som han overværede sammen med sin kone, pludselig stod ansigt til ansigt med en broder han engang havde arresteret, blev han dybt rystet. Det er ikke så underligt at han følte sig ilde berørt og temmelig skyldbetynget. Men trods fortiden blev de to venner, og nu er både Egon og hans kone døbte Jehovas vidner.

Günter havde i 19 år været medlem af statens sikkerhedstjeneste og var med tiden avanceret til major. Han mødte Jehovas vidner for første gang i 1991, og da var han bitter og skuffet over at det system han havde arbejdet for så længe, var brudt sammen. Han syntes godt om forkyndernes opførsel og den forståelse de viste for ham og hans problemer. Et bibelstudium blev oprettet, og selv om han var ateist, blev han efterhånden overbevist om at der findes en Gud. I 1993 var han klar til at lade sig døbe. I dag er han glad for at arbejde til støtte for Guds rige.

En anden mand der manglede tro på Gud og var overbevist om at kommunismen var menneskehedens eneste håb, havde ingen skrupler ved at infiltrere Jehovas Vidners organisation for at lade oplysninger om deres aktiviteter gå videre til sikkerhedstjenesten. Efter sin „dåb“ i 1978 levede han på en løgn i ti år. Men nu indrømmer han: „Jehovas vidners opførsel, som jeg jo iagttog fra første parket, og et studium af ’Skabelsesbogen’ og ’Åbenbaringsbogen’ overbeviste mig om at meget af det modstandere siger om Jehovas vidner, ikke passer. Der er overvældende vidnesbyrd om at der findes en Skaber.“ Kort før Berlinmurens fald stod han over for en vanskelig beslutning: enten skulle han finde en undskyldning for at trække sig bort fra Jehovas folk og blive ved med at støtte et system han ikke længere troede på, eller også skulle han indrømme at han havde været en forræder, og begynde at arbejde på at blive en ægte tjener for Jehova. Han valgte det sidste. Hans oprigtige sindsændring førte til et bibelstudium og til en ny dåb, denne gang baseret på nøjagtig kundskab og sand indvielse.

Nu kunne de tale om det

Efter at forbudet var blevet ophævet, kunne forkynderne fra øst tale mere frit om det de havde været ude for under det kommunistiske styre. Da Selskabet den 7. december 1996 indviede en kontorbygning i Berlin, var der flere ældste som havde været med til at styrke hjorden i Østtyskland åndeligt, der fortalte om fortiden.

Wolfgang Meise, der har været et Jehovas vidne i 50 år, mindedes det der skete i juni 1951 da han var 20 år. Ved en skueproces der blev fulgt nøje i medierne, blev han idømt fire års fængsel. Da han og flere andre brødre blev ført væk, strømmede cirka 150 andre Jehovas vidner der havde overværet retssagen, hen til dem, gav dem hånden og begyndte at synge en af Rigets sange. Hoveder kom til syne i alle retsbygningens vinduer, og folk prøvede at finde ud af hvad der foregik. Det var ikke netop dét indtryk myndighederne havde ønsket at give offentligheden, så der kom ikke flere af den slags skueprocesser mod Jehovas vidner.

Egon Ringk fortalte at de enkelte vagttårnsartikler i forbudets første tid blev maskinskrevet med mellem seks og ni gennemslag. „For at menighederne kunne få åndelig føde, stillede en broder fra Vestberlin sig til rådighed. Han var lastbilchauffør og kørte frem og tilbage mellem Vestberlin og Østtyskland. ’Føden’ blev hurtigt overført — det tog kun 3-4 sekunder — mens to store ens tøjbamser også blev flyttet fra den ene bil til den anden. Senere blev deres maver ’tømt’ for indholdet af vigtige meddelelser og oplysninger om nyudnævnelser.“ — Jævnfør Ezekiel 3:3.

Brødrene fortalte oplevelser om hvilket mod det krævede af kurererne at hente publikationer i Vestberlin før muren blev rejst, og smugle dem ind i Østtyskland. Selskabet var opmærksomt på at adgangen til Vestberlin på et tidspunkt kunne blive helt spærret. For at drøfte denne mulige situation blev en række østtyske brødre indbudt til et møde den 25. december 1960. „Det skete helt klart som følge af Jehovas ledelse,“ siger broder Meise, „for det betød at da muren pludselig blev bygget den 13. august 1961, var organisationen beredt.“

Hermann Laube berettede at han første gang kom i kontakt med sandheden som krigsfange i Skotland. Da han var kommet hjem til Østtyskland og forbudet blev indført, kunne han se at det var nødvendigt at brødrene blev forsynet med så megen åndelig føde som muligt. Brødrene begyndte selv at trykke publikationer på en primitiv trykkemaskine. „Men uden papir er selv den bedste trykkemaskine nytteløs,“ sagde broder Laube — og tænkte på den dag da han fik at vide at der kun var papir nok til tre numre mere. Hvad nu?

Broder Laube fortsatte: „Få dage senere hørte vi nogen banke på husets tagudhæng. Det var en broder fra Bautzen, der sagde: ’Du er jo bogtrykker. Der ligger flere ruller papir på lossepladsen i Bautzen — de er blevet tilovers fra et avistrykkeri der skal nedlægges. Er det noget du kan bruge?’“

Brødrene spildte ikke tiden. „Samme aften trommede vi en gruppe sammen, og så af sted til Bautzen. Der var ikke kun nogle få ruller, men næsten to tons papir! Det er utroligt at vores gamle biler kunne klare det, men inden længe var alt papiret flyttet. Dette papir rakte indtil Selskabet begyndte at forsyne os med publikationer med lille skrift og på tyndt papir.“

Det var nødvendigt at vise stor omhu for at hemmeligholde de enkelte medlemmer af hjordens identitet. Rolf Hintermeyer fortæller: „Efter at have været sammen med nogle brødre blev jeg engang pågrebet og taget med til en bygning for at blive forhørt. Jeg havde flere sedler med adresser og andre oplysninger på mig. I bygningen skulle vi op ad en vindeltrappe, og dér fik jeg lejlighed til at sluge sedlerne. Men der var temmelig mange, så det tog sin tid. Oven for trappen gik det op for betjentene hvad jeg lavede, og de greb mig om halsen. Jeg løftede også hænderne op til halsen og stammede: ’Så, nu fik jeg det ned.’ Da de hørte det, slap de mig, og så kunne jeg synke resten, for nu var papiret blevet fugtigt og var skrumpet lidt ind.“

Horst Schleussner kom i sandheden i midten af 1950’erne da forfølgelsen var værst, så han vidste hvad han talte om da han sagde: „Det er sikkert og vist at Jehova Gud kærligt har beskyttet sine tjenere i de næsten 40 år de har været underlagt forbud.“

Sejren fejres i Berlin

Brødrene følte trang til at feste nu da kommunisttidens undertrykkelse var et afsluttet kapitel. Frem for alt længtes de efter at samles og vise Jehova deres taknemmelighed for at de nu havde fået mulighed for at tjene ham i større frihed.

Så snart Berlinmuren var faldet i november 1989, gav Det Styrende Råd besked om at der skulle arrangeres et internationalt stævne i Berlin. Der blev straks sammensat en stævneorganisation. Om aftenen den 14. marts 1990 skulle gruppen mødes for at drøfte stævnearrangementet. Helmut Martin husker stadig at den udnævnte stævnetilsynsmand, Dietrich Förster, bad ham meddele de forsamlede brødre at Jehovas Vidner i Østtyskland tidligere samme dag var blevet officielt anerkendt. Forbudet var nu officielt hævet!

Da stævnet blev planlagt temmelig sent, var det olympiske stadion allerede optaget i alle weekender. Derfor kom stævnet til at ligge fra tirsdag til fredag, 24.-27. juli. Da tiden var inde til at rykke ind på stadionet, havde brødrene kun én dag til at gøre faciliteterne klar, og efter programmets afslutning havde de kun nogle få timer til at pille det hele ned igen.

Mandag den 23. juli mødte flere hundrede frivillige op på stadion allerede klokken fem om morgenen. Gregor Reichart, der er medlem af betelfamilien i Selters, fortæller at „brødrene fra Østtyskland gik til arbejdet med frisk mod, som om de ikke havde lavet andet i årevis“. En stadionmedarbejder bemærkede senere at han var glad for at „stadionet blev gjort ordentligt rent — for første gang“.

Omkring 9500 østtyskere kom til stævnet i 13 chartrede tog. Andre kom i 200 lejede busser. En ældste fortæller at da han skulle træffe aftaler angående togene, sagde han til en jernbanemand at der skulle afgå tre chartrede tog alene fra Dresden-området. Manden gjorde store øjne og spurgte forbløffet: „Er der virkelig så mange Jehovas vidner i Østtyskland?“

For dem der rejste med de chartrede tog, begyndte stævnet allerede før de nåede til Berlin. „Vi mødtes på banegården i Chemnitz for at stige på det tog der var reserveret til os,“ husker Harald Pässler, en ældste fra Limbach-Oberfrohna. „Turen til Berlin var uforglemmelig. Efter den lange forbudstid og virksomheden i små grupper under jorden kunne vi pludselig være sammen med en masse brødre på én gang. Under hele rejsen gik vi rundt fra kupé til kupé og talte med brødre som vi ikke havde set i årevis, ja, i årtier. Der var en ubeskrivelig gensynsglæde. Alle var blevet adskillige år ældre, men havde holdt trofast ud. Vi blev modtaget på stationen i Berlin-Lichtenberg og over højttalerne dirigeret til forskellige samlingspunkter hvor vores brødre fra Berlin stod og ventede på os med store skilte. Det var en helt ny fornemmelse — vi var kommet ud af anonymiteten! Nu erfarede vi selv det vi indtil da kun havde læst eller hørt om: Vi er virkelig et stort, internationalt brodersamfund.“

For mange Jehovas vidner var dette deres allerførste stævne. „Vi blev alle begejstrede da indbydelsen kom,“ erindrer Wilfried Schröter. Hans følelser er meget forståelige i betragtning af at han indviede sig i 1972 under forbudet. „Flere uger i forvejen befandt vi os i en feberagtig spænding. Jeg havde aldrig oplevet sådan noget, og det samme gjaldt mange andre brødre. Det var helt ufatteligt at vi skulle opleve synet af et internationalt brodersamfund forsamlet på et kæmpestort stadion.“

Hvor havde brødrene i Østberlin ofte længtes efter at kunne tage de få kilometer tværs gennem byen til det sted hvor deres brødre holdt stævne! Nu kunne det endelig lade sig gøre.

Stævnet blev overværet af næsten 45.000 fra 64 lande. Blandt dem var syv medlemmer af Det Styrende Råd. De var mødt op for at glæde sig sammen med deres kristne brødre fra Østtyskland ved denne mindeværdige begivenhed. Det var på samme stadion Det Tredje Rige i 1936 havde forsøgt at bruge De Olympiske Lege som en anledning til at imponere verden med deres præstationer. Nu genlød stadionet igen af tordnende bifald, men denne gang var det ikke som en hyldest til sportsfolk eller på grund af national stolthed. De forsamlede var medlemmer af en lykkelig international familie bestående af Jehovas tjenere, og deres klapsalver skyldtes taknemmelighed mod Jehova og værdsættelse af de dyrebare sandheder i hans ord. Ved dette stævne lod 1018 sig døbe, hvoraf de fleste havde lært sandheden at kende under forbudet i Østtyskland.

De af stævnedeltagerne der bedst forstod de østtyske brødres følelser, var måske de cirka 4500 begejstrede delegerede fra Polen. Også de havde udholdt mange års forbud og havde først kort tid forinden kunnet afholde deres første store stævne i mange år. En polsk broder skrev senere: „Brødrene fra Polen er dybt taknemmelige for den selvopofrende ånd deres naboer i Vesten viste da de gav dem gratis logi, gratis mad og gratis transport til og fra stævnet. Uden dette ville det have været umuligt for mange af os at komme.“

Skønt brødrene fra Vesttyskland var vant til at afholde stævner i fuld frihed, var de dybt bevægede. „Det var så rørende at se alle de trofaste gamle brødre — hvoraf nogle ikke bare var blevet forfulgt i de 40 år med kommunistisk styre, men også under Det Tredje Rige — sidde i det særlige afsnit på stadion hvor Adolf Hitler og andre nazitopfolk engang sad,“ fortæller Klaus Feige, der tjener på Betel i Selters. Disse gode pladser var kærligt blevet reserveret til de ældre og de handicappede. Hvilket slående symbol på Guds rige, der nu sejrer over de politiske magter som engang sammensvor sig om at standse dets march mod den endelige sejr!

Der skaffes mødesteder

Så snart forbudet i Østtyskland var blevet hævet, sørgede man for at brødrene kunne få gavn af de regelmæssige stævner som Jehovas Vidner afholder verden over. Endnu før brødrene var færdige med at reorganisere kredsene, blev menighederne indbudt til at overvære særlige stævnedage og kredsstævner i Vesttyskland. I begyndelsen blev der indbudt lige mange forkyndere fra øst og vest. Det styrkede broderskabets bånd og gav også de østtyske brødre lejlighed til at lære at organisere stævner ved at samarbejde med de vesttyske brødre.

Efterhånden som kredsene blev formet, blev brødrene i øst indbudt til at bruge stævnehallerne i Vesttyskland. Fem af dem — henholdsvis i Berlin, München, Büchenbach, Möllbergen og Trappenkamp — lå så tæt ved den tidligere grænse at dette kunne lade sig gøre. Men så snart det var muligt, begyndte arbejdet på en stævnehal i Østtyskland. Den blev indviet den 13. august 1994 og ligger i Glauchau, nær Dresden. Den kan rumme 4000 og er i øjeblikket den største stævnehal Jehovas Vidner har i Tyskland.

Man begyndte også at tænke på at bygge rigssale. Tidligere havde brødrene i Den Tyske Demokratiske Republik ikke måttet eje rigssale, men nu var der brug for rigssale til de over 20.000 forkyndere i området. Den måde byggearbejdet foregik på, fik iagttagere til at stirre vantro.

Om opførelsen af en rigssal i Stavenhagen skrev en avis: „Den hastighed hvormed bygningen skyder i vejret, og den måde det foregår på, har allerede forbløffet talrige nysgerrige tilskuere. . . . Bygningen blev rejst af cirka 240 faglærte håndværkere fra 35 faggrupper, alle frivillige og alle Jehovas vidner. Det hele foregik på en weekend og uden løn.“

En anden avis skrev om en rigssal der blev bygget i Sagard på øen Rügen i Østersøen: „Omkring 50 myreflittige kvinder og mænd er ved at gøre bygningens fundament klar. Men atmosfæren er ikke hektisk — snarere usædvanlig afslappet og venlig. Trods det tydeligvis høje arbejdstempo synes ingen at være nervøse, og ingen vrisser ad hinanden, som det ellers er almindeligt på de fleste byggepladser.“

Sidst i 1992 var der blevet bygget syv rigssale, som blev brugt af 16 menigheder. Cirka 30 andre var på tegnebordet. I 1998 kunne over 70 procent af menighederne i det tidligere Østtyskland allerede mødes i deres egne rigssale.

Bevægende internationale stævner

Efterhånden som begrænsningerne blev hævet i det ene østeuropæiske land efter det andet, arrangerede Det Styrende Råd stævner i disse lande. De virkede åndeligt opbyggende og tilskyndede deltagerne til at holde sig det arbejde Gud har befalet sine tjenere at udføre, klart for øje. (Matt. 6:19-24, 31-33; 24:14) Mange af forkynderne i disse lande havde i årevis kun kunnet mødes i små grupper, men nu gav stævnerne dem lejlighed til at lære deres trosfæller at kende og glæde sig over at se hvordan Jehova havde velsignet deres trofaste udholdenhed. Der blev også indbudt stævnedeltagere fra andre lande så brødrene rigtig kunne mærke at de tilhørte et internationalt brodersamfund. Ved de stævner der mellem 1989 og 1993 blev holdt i Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet og det tidligere Sovjetunionen, var der mange fra Tyskland blandt de delegerede.

Dagen før det internationale stævne i 1991, „Venner af frihed“, skulle begynde i Prag (i det nuværende Tjekkiet), skrev avisen Lidové noviny om den bemærkelsesværdige indsats et hold på cirka 40 Jehovas vidner havde gjort for at opsætte „det højttalerudstyr deres ’brødre fra Tyskland’ har lånt dem“. De tyske brødre nøjedes faktisk ikke med at udlåne højttalerudstyret, de var også med til at sætte det op. De var glade for at de på den måde kunne give deres tjekkiske brødre del i den erfaring de havde fået gennem årtiers stævnearbejde. Der var i regelen kun nogle hundrede delegerede fra Tyskland til stede ved de internationale stævner, men til dette stævne i Prag var der indbudt 30.000 delegerede. Og det blev et vidunderligt stævne.

Dieter Kabus, der i 1955 virkede som områdetilsynsmand i Tjekkoslovakiet og overværede stævnet som delegeret fra Tyskland, skrev: „Da Ny Verden-Oversættelsen [nu trykt på Selskabets trykkemaskiner] blev udgivet, rejste alle sig op, og hele forsamlingen brød ud i spontane klapsalver der ingen ende ville tage. Vi omfavnede alle sammen hinanden; tusinder af mennesker græd af glæde uden at skamme sig. Vi tænkte tilbage på tiden i fangelejr da vi 16 brødre kun havde én bibel. Efter programmets afslutning blev mange en time eller længere på stadion. De sang og nød samværet med deres brødre og søstre.“

Året efter, i 1992, var der også tyske delegerede til stede ved det internationale stævne i Sankt Petersborg i Rusland. Nogle af dem der overværede stævnet, husker måske at alt ikke gik så glat, i det mindste ikke hvad angår logi til den tyske delegation. Men selv dét resulterede i et godt vidnesbyrd. Da det blev nødvendigt at en gruppe stævnedeltagere flyttede fra ét hotel til et andet med kort varsel, blev den 50-årige russiske tolk for gruppen så imponeret over stævnedeltagernes opførsel at hun udbrød: „I er ikke helt almindelige; I bliver ikke ophidsede og råber op!“ Det de delegerede først og fremmest lagde mærke til, var den indstilling deres elskede brødre og søstre fra Rusland viste. Efter stævnet skrev en delegeret fra Tyskland: „Man kan ikke udtrykke i ord hvor meget brødrene værdsatte programmet. Uden bibler og sangbøger [som der stadig kun var en begrænset forsyning af i Rusland dengang] sad de forventningsfuldt og lyttede spændt efter hvad Jehova ville fortælle dem.“

Det følgende år overværede over 1200 tyske Jehovas vidner de internationale stævner i Moskva i Rusland og i Kiev i Ukraine. De havde meget at berette da de kom hjem! Blandt de delegerede var Titus Teubner, der har været i rejsetjenesten siden 1950. Han sagde: „Jeg havde lovet min kone at hvis arbejdet nogen sinde blev frit i Østeuropa, skulle jeg være blandt dem der overværede det første stævne i Moskva.“ Det kom han til i 1993, og bagefter sagde han: „Det grænser til det mirakuløse at jeg kunne stå på Den Røde Plads og uddele blade om Guds regering.“ En anden stævnedeltager skrev: „Vi tog til dette stævne for at opmuntre vore russiske brødre — og det lykkedes uden tvivl. Men det modsatte var også tilfældet. Vore russiske brødre var til meget stor opmuntring for os gennem det eksempel de satte med hensyn til kærlighed, taknemmelighed, trofasthed og værdsættelse.“

Betelfamilien i Selters var taknemmelig for den forret at få lov at betjene disse trofaste brødre og søstre. Og deres værdsættelse blev endnu større da Betels lastbilchauffører kom tilbage efter at have leveret nødhjælp og publikationer til andre lande. De kunne fortælle om hvordan brødrene med iver havde budt dem velkommen, om brødrenes glæde over at være med til at tømme lastbilerne selv om det var sent om aftenen, og om de fælles bønner brødrene bad før de vinkede farvel til chaufførerne.

Flere byggerier for at dække det voksende behov

I det ene område af Østeuropa efter det andet blev forbudene hævet. Der blev afholdt store stævner. Forkyndelsen af den gode nyhed tog fart. Behovet for bibelske publikationer voksede hurtigt i den del af arbejdsmarken. Hvordan kunne det dækkes? Afdelingskontoret i Tyskland blev bedt om at gøre en større indsats.

Allerede i 1988, før Berlinmurens fald, havde Det Styrende Råd godkendt en 50 procents udvidelse af det tyske afdelingskontor. I begyndelsen havde afdelingskontorets udvalg haft svært ved at se at der var behov for så omfattende udvidelser. Bare fire år tidligere havde man indviet et stort nyt kompleks. Men brødrene indsendte ansøgninger til de lokale myndigheder. Broder Rudtke fortæller: „Da vi fremlagde vores planer, sagde en kommunal embedsmand fra Selters ganske stille til mig: ’Jeg vil råde jer til at bygge så stort som muligt, for myndighederne vil aldrig give jer tilladelse til at udvide igen.’ Det gav os noget at tænke over.“ Påfaldende nok fik vi tilladelserne fra alle de forskellige offentlige kontorer i løbet af nogle få måneder, og den 50 procents udvidelse som vi oprindelig havde foreslået, var vokset til 120 procent!

Selve byggearbejdet begyndte i januar 1991. Men den begrænsede økonomiske støtte og brødrenes langsomme reaktion på de breve Selskabet sendte ud for at skaffe faglærte arbejdere til projektet, viste at ikke alle i menighederne havde forstået at udvidelserne var nødvendige. Hvad kunne der gøres ved det?

Brødrene havde åbenbart brug for flere oplysninger, så den 3. oktober 1991 blev der holdt nogle særlige møder med udvalgte ældste i alle Tysklands stævnehaller. Det blev forklaret at antallet af bøger der blev produceret på det tyske afdelingskontor, var næsten tredoblet inden for de foregående ti år. Forbudene var blevet ophævet i Polen, Ungarn, Østtyskland, Rumænien, Bulgarien, Ukraine og Sovjetunionen. Fra Selters blev der sendt publikationer til lande langt uden for Tysklands grænser. Forkynderne i disse lande bad om flere bøger og blade, og Selters blev anmodet om at trykke en stor del af dem. Så snart brødrene kunne se hvor stort behovet var, støttede de projektet med stor gavmildhed.

Faktisk viste det sig at være en fordel at der gik lidt tid før brødrene begyndte at støtte projektet. Hvordan det? Jo, i stedet for udelukkende at bruge frivillige fra Tyskland besluttede afdelingskontoret at drage nytte af en ordning som Det Styrende Råd havde indført i 1985. På det tidspunkt blev det internationale byggehold oprettet. Før arbejdet på det tyske afdelingskontor var fuldført, havde 331 frivillige fra 19 forskellige lande arbejdet sammen med betelfamilien.

Der var også mange tyske forkyndere som hjalp til, de fleste i deres ferie. Blandt dem var der cirka 2000 forkyndere fra det tidligere Østtyskland, som i forbudstiden sikkert aldrig havde drømt om at de en dag skulle komme til at arbejde på Betel.

Indvielsesweekenden

Gennem fysisk eller økonomisk støtte eller gennem bønner havde alle Jehovas vidner i Tyskland bidraget til byggeprojektet. Selters var deres Betel, et vældigt udvidet bygningskompleks som de nu ønskede at vie til Jehova. Derfor blev der, længe før projektet var færdigt, truffet forberedelser til at alle forkynderne i Tyskland og mange gæster fra andre lande kunne mødes og fejre indvielsen.

Programmet begyndte om morgenen lørdag den 14. maj 1994 med et foredrag om ’den store dør ind til virksomhed’ som havde åbnet sig i Østeuropa. (1 Kor. 16:9) Det var trosstyrkende at høre brødre fra disse lande fortælle om den vækst de allerede oplevede, og om udsigterne til endnu større fremgang. Programmet, der blev overværet af 3658 i Selters, fortsatte om søndagen. Alle Jehovas vidner i Tyskland blev indbudt til at mødes på seks stadioner der var blevet lejet til lejligheden — i Bremen, Gelsenkirchen, Köln, Leipzig, Nürnberg og Stuttgart.

Mens de titusinder af tilstedeværende tav stille i forventning, begyndte programmet på samme tid alle seks steder. Efter en kort repetition af lørdagens indvielsesprogram i Selters var der flere bevægende rapporter fra de udenlandske delegerede. Højdepunktet var de foredrag der blev holdt i Gelsenkirchen, Leipzig og Stuttgart af medlemmer af Det Styrende Råd og transmitteret telefonisk til de øvrige tre stadioner. Alle de 177.902 tilstedeværende blev tilskyndet til at forblive stærke i troen og modstå ethvert forsøg der blev gjort for at sinke dem. Tiden var nu inde til handling! Jehova havde ganske uventet åbnet en dør til vækst i Østeuropa, og intet måtte få lov at hindre arbejdet i at blive udført. Før tilhørerne bøjede hovederne i taknemmelighed mod Jehova, sang de sammen: „Tusind, ja talrige tusind,/ fast ved min side står,/ hver som et nidkært vidne,/ trofaste år for år.“ Sjældent er den enhed og beslutsomhed der er så karakteristisk for Jehovas folk, kommet til udtryk på mere storslået vis.

En vidunderlig indvielsesweekend var slut, men det var udvidelserne ikke. Tidligt næste morgen havde byggearbejderne travlt igen. Et nyt lagersystem som Selskabet kort tid forinden havde udviklet for at udgå dobbeltarbejde og unødige udgifter, krævede at forsendelsesafdelingen i Selters blev udvidet.

I 1975 fremstillede det tyske afdelingskontor 5.838.095 bøger og 25.289.120 blade. Tyve år senere, i tjenesteåret 1998, var produktionen steget til 12.330.998 bøger, 199.668.630 blade og 2.656.184 kassettebånd. Denne enorme vækst skyldtes hovedsagelig bestillingerne fra de østeuropæiske lande.

Efterhånden som det ene forbud blev ophævet efter det andet, begyndte Selters at sende publikationer til flere lande i Østeuropa. Faktisk blev 68 procent af produktionen i Selters mellem maj 1989 og august 1998, det vil sige 58.793 tons, sendt til 21 lande i Østeuropa og Asien. Det svarer til en række på 2529 lastbiler, hver med 23 tons publikationer!

Forkyndelsen glemmes ikke

Siden 1975 har Jehovas vidner bygget meget. Og ligesom Noa, der foruden at bygge arken også var „en forkynder af retfærdighed“, bestræber Jehovas vidner sig for at være ligevægtige med hensyn til deres forpligtelser. (2 Pet. 2:5) De er klar over at byggerierne er en vigtig del af den sande tilbedelse i dag, men samtidig er de hele tiden opmærksomme på hvor vigtigt det er at forkynde den gode nyhed netop nu.

Tjenesteafdelingen kunne faktisk konstatere at den ekstra aktivitet i forbindelse med byggeriet i Selters førte til at der blev brugt mere tid i forkyndelsen end før. Og naturligvis var det i sig selv et vidnesbyrd at der blev rejst bygninger til teokratiske formål. Iagttagere er gang på gang blevet forbløffede over opførelsen af stævnehaller og hurtigbyggede rigssale. På den måde er Jehovas Vidners byggearbejde, der udføres med nidkærhed og gudhengivenhed, med til at henlede opmærksomheden på den gode nyhed de forkynder. Sandhedssøgende mennesker er nysgerrige efter at finde ud af hvad det er der motiverer Jehovas vidner på en måde som ikke ses hos noget andet trossamfund.

Hvad skete der i Magdeburg?

En af de rigssale der blev indviet i denne periode, lå i Magdeburg. I 1923 havde Selskabet flyttet sit landskontor fra Barmen til Magdeburg, og i 1927-28 blev der opført en flot stævnehal med plads til cirka 800 i samme by. Den blev kaldt Harpehallen fordi brødrene var så glade for bogen Guds Harpe. Hallens bagvæg var udsmykket med et relief af kong David der spillede harpe.

I juni 1933 konfiskerede nazisterne Selskabets ejendomme i Magdeburg, lukkede trykkeriet og hejste hagekorsflaget over bygningerne. Efter den anden verdenskrig blev ejendommene givet tilbage til Jehovas Vidner, men det varede ikke længe. I august 1950 blev de eksproprieret af kommunisterne.

Efter den tyske genforening i 1993 fik Selskabet mange af sine ejendomme tilbage, og der blev ydet erstatning for en stor del af resten. Blandt det Selskabet fik igen, var den tidligere Harpehal. Efter flere måneders renovering havde Magdeburg en passende og stærkt tiltrængt rigssal.

„Det er tredje gang denne hal er blevet indviet — første gang i 1920’erne, så i 1948, og nu igen i 1995,“ fortalte Peter Konschak under indvielseshøjtideligheden. Willi Pohl, der repræsenterede det tyske afdelingskontors udvalg, holdt indvielsesforedraget. Han havde som ung tjent på Betel i Magdeburg, og da Hayden Covington fra hovedkontoret i 1947 kom på besøg og holdt foredrag i netop denne hal, var broder Pohl tolk for ham. „I kan sikkert forestille jer hvordan jeg er til mode ved at holde dette foredrag,“ sagde han til de 450 indbudte gæster.

I dag er de Magdeburg-menigheder der regelmæssigt holder møder i den tidligere Harpehal, et levende bevis på at det Jehova sagde til sine tjenere, og som Esajas nedskrev for over 2700 år siden, er sandt: „Intet våben der dannes imod dig vil du’.“ Det samme gælder det kong Ezekias engang mindede sine mænd om: „Med os er Jehova vor Gud til at hjælpe os og føre vore krige.“ — Es. 54:17; 2 Krøn. 32:8.

Et oversættelseskontor

En stor del af det arbejde der udføres på afdelingskontoret i Tyskland, er oversættelse. Den tyske oversættelsesafdeling blev i 1956 flyttet fra Bern i Schweiz til Wiesbaden. Dengang bestod den af kun fire oversættere, deriblandt Alice Berner og Erika Surber, der virkede trofast i oversættelsen til deres død. Anny Surber, en anden af disse fire, arbejder stadig i oversættelsesafdelingen. Der er kommet flere oversættere til i årenes løb, så nu får de tyske Jehovas vidner som regel ikke blot bladene Vagttårnet og Vågn op!, men også bøgerne på deres eget sprog samtidig med at de udgives på engelsk.

Foruden oversættelse til tysk er der også helt tilbage fra 1960’erne blevet oversat en del til russisk og polsk i Tyskland. Dette foregik under tilsyn af Den Udenlandske Tjenesteafdeling, der havde tilsyn med flere lande hvor arbejdet var forbudt, deriblandt Østtyskland, Polen og Sovjetunionen.

Så snart muligheden opstod, blev nogle erfarne oversættere fra Polen og flere kommende oversættere fra Sovjetunionen inviteret til Selters. Her gav både udstyret og omgivelserne de bedste betingelser for at oversætterne kunne blive yderligere oplært. De tyske oversættere kunne også give dem del i deres erfaringer ved at give dem nyttige råd angående problemer der er fælles for alle oversættere, uanset sproget. Betelfamilien i Selters kom snart til at holde meget af disse oversættere.

Men denne oplæring var midlertidig; oversætterne skulle på et tidspunkt tilbage til deres hjemlande. Efter at det nye betelhjem i nærheden af Warszawa var blevet indviet i 1992, og efter at oversætterne havde lagt sidste hånd på et større projekt, sluttede de polske oversættere i Tyskland sig til resten af det polske oversætterhold i Polen.

Før de rejste, var flere kommende oversættere — russere og ukrainere — imidlertid begyndt at ankomme for at blive oplært. De fem første kom den 27. september 1991, og andre kom senere. I alt er der kommet over 30.

I januar 1994 flyttede de russiske oversættere til det betelhjem der da var under opførelse i Solnetjnoje uden for Sankt Petersborg, for at fortsætte deres arbejde dér. Mens dette skrives, er det planen at de ukrainske oversættere inden længe skal flytte til et nyt betelhjem der er på tegnebrættet i Ukraine. Nu og da har andre oversætterhold også arbejdet i Selters og fået gavn af den hjælp de tyske oversættere kunne give dem. Alt dette tjener som en konstant påmindelse om at det er Jehovas hensigt at indsamle mennesker „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ for at de skal udgøre „en ny jord“, grundvolden til et menneskesamfund der tjener den eneste sande Gud, Jehova. — Åb. 7:9, 10; 2 Pet. 3:13.

Internationale seminarer

Det tyske afdelingskontors praktiske beliggenhed tiltrækker mange gæster. Rhein-Main-lufthavnen i Frankfurt er efter sigende den største på det europæiske fastland, og da Selters ligger mindre end 60 kilometer herfra, vælger mange Jehovas vidner der er på gennemrejse, at aflægge et kort besøg i Selters for at få en rundvisning og mærke betelfamiliens gæstfrihed.

Selters har også vist sig at være et godt sted at holde internationale seminarer og møder hvor repræsentanter fra forskellige afdelingskontorer kan udveksle erfaringer. I 1992 arrangerede Det Styrende Råds Udgiverudvalg for eksempel et seminar hvor repræsentanter fra 16 europæiske afdelingskontorer skulle mødes med brødre fra Brooklyn i fire dage. Målet var at koordinere arbejdet og derved sikre at der ville være rigeligt med åndelig føde til alle afdelingskontorer i Europa, også til dem i økonomisk trængte lande.

Allerede før dette møde blev holdt, havde Jehovas vidner i Tyskland tilbudt bibelsk læsestof gratis til alle der ønskede at læse det. Dette gendriver unægtelig modstandernes anklage mod Vagttårnsselskabet for at sælge publikationer med henblik på at tjene penge!

Efter seminaret i Selters blev denne ordning indført i hele Europa. Dette viste sig især at virke godt i Østeuropa, hvor mange mennesker hungrer efter åndelig føde, men ofte er hårdt trængt økonomisk. Hvordan dækkes udgifterne til den verdensomspændende forkyndelse af Riget da? Ved at Jehovas vidner og andre giver frivillige bidrag. Hvorfor gør de det? Nogle gør det fordi de kan se hvor meget det betyder at alle får mulighed for at lære hvordan man kan få et bedre liv nu ved at leve i overensstemmelse med Bibelens principper. (Es. 48:17; 1 Tim. 4:8) Andre giver bidrag fordi de gerne vil gøre deres del til at den gode nyhed om Guds rige kan blive forkyndt for mennesker i alle lande før Gud gør ende på den nuværende onde tingenes ordning. — Matt. 24:14.

Et andet seminar, der blev holdt senere i 1992, drejede sig om et forslag om at det tyske afdelingskontor skulle sende publikationerne direkte til de enkelte menigheder i Europa i stedet for at sende dem til afdelingskontorerne for videreforsendelse, sådan som det var sket indtil da. Ved et tredje seminar, i april 1993, blev der truffet foranstaltning til at inddrage seks centraleuropæiske lande i denne ordning. I februar 1994 blev der holdt et seminar for østeuropæiske lande i Wien, og der blev truffet foranstaltning til at lade menighederne i yderligere 19 lande komme ind under denne ordning.

Fordelene ved denne ordning er åbenbare. Udgifterne begrænses fordi det ikke er nødvendigt at oplagre publikationer på de enkelte afdelingskontorer; derfor er der ikke længere brug for en stor forsendelsesafdeling i hvert land. I nogle lande har denne ordning elimineret behovet for at udvide de eksisterende betelhjem. Og når der bygges nye betelhjem, behøver de ikke længere at være så store, da det tyske afdelingskontor tager sig af oplagring, pakning og forsendelse af publikationer.

Mens det tyske afdelingskontor i 1989 havde cirka 2000 publikationer på 59 sprog på lager, havde det i 1998 et lager med 8900 publikationer på 226 sprog. I april 1998 forsynede afdelingskontoret i Selters 742.144 forkyndere i 8857 menigheder i 32 lande med alle de bøger og blade de skulle bruge.

Had til sande kristne — ikke kun i fortiden

Den sidste aften før sin død sagde Jesus Kristus til sine apostle: „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer. . . . Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Joh. 15:19, 20) Derfor kunne man ikke forvente at al forfølgelse af Jehovas vidner i Tyskland ophørte efter at Hitlers Tredje Rige var faldet. I de lande hvor forbud indført af kommunistiske regeringer blev hævet, ophørte forfølgelsen af Jehovas vidner da heller ikke, selv om folk generelt set fik større frihed. Forfølgelsen ændrede blot karakter. — 2 Tim. 3:12.

Nu blev de tidligere forfølgere erstattet af frafaldne der begyndte at „slå“ dem der før havde været deres kristne medarbejdere. (Matt. 24:48-51) I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev de frafaldne mere højrøstede, og deres falske anklager lød hyppigere og blev mere ondskabsfulde. I nogle tv-programmer blev de frafaldne præsenteret som „eksperter“ i Jehovas Vidner. Oprigtige mennesker har dog sat spørgsmålstegn ved om det er klogt at bedømme Jehovas Vidner på grundlag af udtalelser fra utilfredse tidligere medlemmer. Efter en tv-udsendelse ringede en ung mand til Selskabets kontor i Selters og forklarede at den tidligere broder der var blevet interviewet, nogle år forinden havde studeret Bibelen med ham. Den unge mand var holdt op med at studere af personlige årsager. Men da han så tv-udsendelsen og genkendte sin tidligere lærer, blev han oprørt. Han spurgte: „Hvordan kan han sige sådan noget? Han ved at det han siger om Jehovas Vidner, ikke er sandt.“ Resultatet blev at den unge mand igen begyndte at studere, denne gang med en ældste i den lokale menighed.

Mange tror ukritisk på alt hvad de ser i fjernsynet eller læser i avisen. På grund af de hyppige angreb på Jehovas vidner i medierne udarbejdede Selskabet en 32-siders brochure der specifikt skulle modvirke denne flod af vildledende propaganda. Den hedder Jehovas Zeugen, Menschen aus der Nachbarschaft — Wer sind sie? (Jehovas Vidner, dine naboer — Hvem er de?)a

Denne brochure indeholder resultaterne af en undersøgelse der i 1994 blev foretaget blandt cirka 146.000 Jehovas vidner i Tyskland. Undersøgelsens resultater tilbageviste klart og tydeligt mange af de fejlagtige forestillinger folk havde om trossamfundet Jehovas Vidner. Et trossamfund bestående af gamle koner? Fire ud af ti forkyndere i Tyskland er mænd, og forkyndernes gennemsnitsalder er 44. Et trossamfund bestående af mennesker der er blevet hjernevasket fra barndommen? Tooghalvtreds procent af alle forkyndere er blevet Jehovas vidner som voksne. Et trossamfund der splitter familierne? Nitten procent er ugifte, 68 procent er gifte, 9 procent er enker eller enkemænd — kun 4 procent af forkynderne er fraskilte, og en hel del af disse var blevet skilt før de blev Jehovas vidner. Et trossamfund der fraråder at man får børn? Næsten fire femtedele af de gifte Jehovas vidner har børn. Et trossamfund bestående af mennesker der er dummere end gennemsnittet? En tredjedel af forkynderne taler mindst ét fremmedsprog, og 69 procent orienterer sig regelmæssigt om aktuelle begivenheder. Et trossamfund der forbyder sine medlemmer at nyde livet? Gennemsnitlig bruger hver forkynder 14,2 timer om ugen på forskellige former for adspredelse. Samtidig lader han eller hun det åndelige komme i første række ved gennemsnitlig at bruge 17,5 timer om ugen på religiøse aktiviteter.

Et afsnit i brochuren som vakte særlig opmærksomhed, handlede om „lille Oliver“. Kort efter at Oliver blev født i 1991, opdagede lægerne et lille hul i hans hjerte. Hans mor sørgede senere for at han blev opereret, og i overensstemmelse med sin tro fandt hun nogle læger der var villige til at operere uden blod. Men modstandere fordrejede kendsgerningerne i et forsøg på at stille Jehovas vidner i et dårligt lys. Selv efter at operationen var overstået uden brug af blod, fandt en avis de store typer frem og skrev at Oliver, trods en „fanatisk“ mors modstand, nu var blevet reddet fordi han havde fået ’livreddende blod’. Denne direkte løgn blev gendrevet i brochuren.

Oprindelig var brochuren kun beregnet for dem der stillede spørgsmål angående de falske anklager der blev rejst mod Jehovas Vidner, men i 1996 blev omslaget ændret, på bagsiden blev der bragt et tilbud om et gratis bibelstudium, og så blev 1.800.000 eksemplarer uddelt i hele Tyskland.

Medierne forsynes med sandfærdige oplysninger

Samme år blev der taget endnu et skridt til at modvirke de frafaldnes vedholdende bestræbelser for at give et fordrejet billede af Jehovas Vidner gennem medierne. Walter Köbe blev udnævnt til formand for et udvalg som skulle føre tilsyn med Informationstjenesten. Han forklarer: „Den massive kampagne fra vore modstandere har skabt behov for at vi på organiseret vis tager til genmæle og tilvejebringer lettilgængelig information.“ Selskabet fandt frem til brødre der kunne få en god kontakt med medierne, og der blev holdt seminarer for at oplære dem. Landet blev inddelt i 22 områder, som i 1998 blev dækket af flere hundrede oplærte informationsmedarbejdere. De er især opmærksomme på personlig kontakt med redaktører og journalister.

I forbindelse med denne afdelings arbejde blev der også arrangeret en offentlig fremvisning af videofilmen Jehovas Vidner står fast trods nazismens terror. Den tyske udgave af filmen havde verdenspremiere den 6. november 1996 på museet ved koncentrationslejren Ravensbrück, hvor mange Jehovas vidner har været interneret. Filmen blev ved den lejlighed set af pressefolk og førende historikere.

Den 1. september 1998 havde næsten 269.000 mennesker set videofilmen ved 331 offentlige fremvisninger. Det var ikke blot Jehovas vidner, men også repræsentanter for pressen, myndighederne og offentligheden. Flere hundrede aviser skrev om fremvisningen af filmen i artikler der var holdt i en positiv tone. I forbindelse med 176 af disse videofremvisninger var der arrangeret udstillinger om nazisternes forfølgelse af Jehovas vidner.

Flere og flere mediefolk er enige med den journalist der i november 1993 skrev i Meissner Zeitung: „De der er af den opfattelse at Jehovas vidner blindt og godtroende følger en hvilken som helst livsfjern bibelsk lære, vil blive overraskede over at se hvor meget de ved om deres forbillede, Jesus Kristus, og hvordan de omsætter denne viden i et meningsfyldt liv.“

Halvtreds år senere står de stadig fast

Der er nu gået over halvtreds år siden Jehovas vidner i Tyskland kom ud af koncentrationslejrene. Men deres trofaste udholdenhed er ikke blevet glemt. Denne udholdenhed er stadig et magtfuldt vidnesbyrd for verden. Nogle af dem der var kommet i koncentrationslejre på grund af deres urokkelige tro, er stadig i live mens dette skrives, og de er lige så nidkære i tjenesten for Jehova i dag som de var dengang. Deres modige standpunkt er et vidnesbyrd om at Jehova kan beskytte sit folk. Lyt til hvad nogle af disse tidligere fanger har sagt, og læg mærke til deres alder (i begyndelsen af 1998), der er nævnt i en parentes. De taler for flere hundrede andre i samme situation.

Heinrich Dickmann (95): „I Sachsenhausen blev jeg tvunget til at se til mens min broder August blev henrettet for øjnene af hele lejren. Jeg fik muligheden for at blive løsladt på stedet ved at fornægte min tro, men da jeg ikke ville indgå et kompromis, sagde lejrkommandanten: ’Tænk dig nu om, og se hvor meget længere du vil leve.’ Fem måneder senere var [lejrkommandanten] død, men jeg var i live. Mit motto var: ’Stol på Jehova af hele dit hjerte.’ Det er stadig mit motto.“

Änne Dickmann (89): „Jeg betragtede det [opholdet i koncentrationslejren] som en oplæring der kunne hjælpe mig til at bevare min uangribelighed over for den store Skaber og Livgiver, Jehova. Alt det jeg har været ude for, har beriget mit liv og bragt mig nærmere til Gud. Det der har været min drivkraft gennem alle disse år, er troen på Gud og kærligheden til ham. Ingen har tvunget mig til noget.“

Josef Rehwald (86): „Jeg ser tilbage på denne vanskelige prøvelsens tid med tilfredshed, for trods pres og lidelser holdt jeg fast ved min kristne tro og neutralitet. Jeg er overbevist om at jeg kun overlevede ved den almægtige Guds, Jehovas, hjælp. Min kristne overbevisning er endnu stærkere nu end den var dengang, og det er mit ønske at fortsætte med at stå urokkeligt fast på Guds side.“

Elfriede Löhr (87): „Når jeg tænker tilbage på det jeg oplevede i de otte år jeg var fængslet under Hitler, må jeg sige at intet af det kom uventet. Det var tydeligt at sandhedens vej på den ene side betyder kamp og forfølgelse, men på den anden side glæde og sejr. Jeg betragter ikke tiden som spildt eller uden værdi.“

Maria Hombach (97): „Jeg sprudler af glæde når jeg tænker på den enestående forret jeg fik, at vise Jehova min kærlighed og taknemmelighed under de mest grusomme omstændigheder. Ingen tvang mig til det. Vore fjender, derimod, forsøgte at lægge pres på os ved med trusler at prøve at få os til at adlyde Hitler mere end Gud. Men det lykkedes dem ikke! Jeg havde en god samvittighed og var derfor lykkelig, selv bag lås og slå i fængselet.“

Gertrud Pötzinger (86): „Jeg blev idømt tre og et halvt år i enecelle. Da jeg blev ført tilbage til min celle efter dommen, sagde betjenten: ’Tak. De har opmuntret mig til at tro på Gud igen. Hvis De blot forbliver lige så modig som De er nu, vil De ikke få svært ved at komme igennem de tre og et halvt år.’ Og det var sandt! Det var mens jeg sad i enecelle, at jeg især mærkede Jehovas kærlighed og den styrke han giver.“

Ja, de der overlevede koncentrationslejrene, står stadig fast. Nu, over 50 år efter deres løsladelse, tjener disse forkynderes uangribelighed stadig som et vidnesbyrd for verden og en lovprisning af Jehova. Hvilken tilskyndelse til alle Guds tjenere!

Forkyndelsen af den gode nyhed er endnu ikke fuldført i Tyskland. Siden den anden verdenskrigs afslutning har forkynderne brugt næsten 800.000.000 timer på at fortælle andre om Guds rige. Samtidig har de tyske Jehovas vidners tjeneste berørt folk i mange lande. De betragter ikke sig selv som en særskilt national gruppe, men som en del af en verdensomspændende familie der består af mennesker der tilbeder Jehova.

Et tydeligt vidnesbyrd om denne internationale enhed sås i forbindelse med det internationale stævne „Guds vej — den bedste livsform“ der blev holdt fem steder i Tyskland i 1998, og som blev overværet af 217.472. Der var delegerede fra mange lande, og hele programmet blev gennemført på 13 sprog. Stævnerne understregede behovet for at vi fortsat viser os trofaste og er vedholdende i forkyndelsen af den gode nyhed. Med Jehovas hjælp er Jehovas vidner i Tyskland besluttede på fortsat loyalt at følge Guds vej.

[Fodnote]

[Kort på side 79]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

VESTTYSKLAND

Hamburg

Meckenheim

Selters

Frankfurt

Wiesbaden

Reutlingen

München

ØSTTYSKLAND

Berlin

Magdeburg

Glauchau

[Helsides illustration på side 66]

[Illustration på side 69]

Det internationale stævne „Det Triumferende Rige“, Nürnberg 1955

[Illustrationer på side 73]

Tyske forkyndere har hjulpet mange indvandrere til at få gavn af Bibelens budskab

[Illustration på side 88]

Betel i Wiesbaden, 1980

[Illustration på side 90]

Afdelingskontorets udvalg (fra venstre til højre). Forreste række: Günter Künz, Edmund Anstadt, Ramon Templeton, Willi Pohl. Bagerst: Eberhard Fabian, Richard Kelsey, Werner Rudtke, Peter Mitrega

[Illustrationer på side 95]

Nogle af de ti stævnehaller der benyttes i Tyskland

1. Glauchau

2. Reutlingen

3. München

4. Meckenheim

5. Berlin

[Illustration på side 99]

Martin og Gertrud Pötzinger

[Illustrationer på side 100, 101]

Afdelingskontoret i Selters

[Illustrationer på side 102]

Nogle tyske missionærer der tjener i det fremmede: (1) Manfred Tonak, (2) Margarita Königer, (3) Paul Engler, (4) Karl Sömisch, (5) Günter Buschbeck

[Illustrationer på side 110]

Da forbudet blev hævet, blev der sendt store mængder publikationer til Østeuropa

[Illustrationer på side 118]

Stævne i Berlin i 1990

[Illustrationer på side 124]

Den første rigssal der blev bygget i det tidligere Østtyskland

[Illustrationer på side 132, 133]

Indvielsesprogrammet — i Selters (ovenfor) og derefter på seks stadioner i hele Tyskland

[Illustration på side 139]

Redskaber der kan bremse en strøm af urigtige oplysninger

[Illustrationer på side 140, 141]

Skønt indespærret i koncentrationslejre (hvor Jehovas vidner blev identificeret ved en lilla trekant) holdt disse loyale kristne fast ved deres tro (fotograferet i Brandenburg i 1995)

[Illustrationer på side 147]

Modsatte side, med uret: Heinrich Dickmann, Änne Dickmann, Gertrud Pötzinger, Maria Hombach, Josef Rehwald, Elfriede Löhr