Vil du sige: „Her er jeg! Send mig“?
„[Jehova sagde]: ’Hvem kan jeg sende, og hvem vil gå for os?’ Så sagde jeg: ’Her er jeg! Send mig.’“ — Esajas 6:8.
1, 2. Hvilken særlig grund til glæde havde et ægtepar?
„DET er med stor glæde vi meddeler jer at vi gerne vil rejse til Colombia. Vi har nydt vort tjenesteprivilegium her i Ecuador — meget mere end denne skrivemaskine kan beskrive.“ Sådan lød de første sætninger i et brev fra to Jehovas vidner der var rejst til Ecuador hvor et af Vagttårnsselskabets nye afdelingskontorer var ved at blive bygget.
2 Men disse forkyndere rejste ikke blot til Ecuador for at hjælpe til ved byggeriet; de kunne også gøre gavn som kristne forkyndere. De skriver: „Vi har erfaret at tjenesten er noget af det der har størst betydning. For blot tre uger siden var vi otte der tog ud for at forkynde på en markedsplads. Vi afsatte 73 bøger og over 40 blade. Ugen før oprettede vi to nye bibelstudier. Det er ikke svært for os at se at der er brug for et nyt afdelingskontor. Min kone og jeg vil gerne takke jer for at vi får lov til at fortsætte i denne særlige form for heltidstjeneste,“ nu i Colombia.
3. Hvordan har mange vist at de har samme indstilling som Esajas?
3 Dette ægtepar, og flere hundrede andre der har tilbudt at rejse ud til fremmede lande, har en indstilling der minder om profeten Esajas’. Da han hørte Jehova sige: „Hvem kan jeg sende, og hvem vil gå for os?“ svarede han: „Her er jeg! Send mig.“ Gud gav ham derpå denne befaling: „Gå hen og sig til dette folk: ’I skal høre og høre, men ikke forstå; og I skal se og se, men ikke få kundskab.’“ (Esajas 6:8, 9) Hvilken opgave var det Esajas frivilligt meldte sig til, og hvad blev resultatet? Hvad kan vi hver især lære af denne beretning? Kan den sammenlignes med noget i nutiden?
Esajas bemyndiges til at forkynde
4, 5. (a) Hvilken situation herskede da Esajas modtog det syn som er nedskrevet i kapitel 6? (b) Hvad så Esajas i dette syn?
4 Det var i det år kong Uzzija døde at Jehova spurgte Esajas: „Hvem kan jeg sende?“ (Esajas 6:1, 8) Kong Uzzija døde i år 777 f.v.t., et hundrede og halvfjerds år før babylonierne erobrede Jerusalem og lagde Judas land øde. Jehova kunne på forhånd se at det ville gå sådan, og han bemyndigede derfor Esajas til at fremholde et budskab om det. Hvad kan vi lære af den bemyndigelse han fik?
5 De omgivelser hvori Esajas fik sin bemyndigelse må have gjort et dybt indtryk på ham — ligesom de ville have gjort på os. Han skrev: „Jeg [så] Jehova sidde på en trone der var høj og højt hævet, og den nederste del af hans klædning fyldte templet. Serafer stod oven over ham. Hver af dem havde seks vinger. Med to holdt de deres ansigt dækket, og med to holdt de deres fødder dækket, og med to fløj de omkring. Og de råbte til hinanden og sagde: ’Hellig, hellig, hellig er hærstyrkers Jehova. Hele jordens fylde er hans herlighed.’“ — Esajas 6:1-3.
6. Hvorfor var det et stort privilegium for Esajas at få dette syn?
6 Esajas vidste at Uzzija var blevet slået med spedalskhed da han i sit hovmod var gået ind i det Hellige i templet for at ofre røgelse, skønt han ikke tilhørte præsteslægten. Det var derfor et meget stort privilegium for Esajas at få et syn af Gud! Esajas, et ufuldkomment menneske, så ikke Jehova bogstaveligt, men han fik lov til at se ham i et syn. (2 Mosebog 33:20-23) At dette var et storslået privilegium blev understreget af højtstående engle (serafer) der tjente ved Jehovas trone. I erkendelse af Guds hellighed dækkede de respektfuldt deres ’ansigt’. Desuden proklamerede de højt Guds hellighed. Hvilket indtryk tror du at dette ville gøre på et menneske?
7. Hvordan reagerede Esajas, og hvorfor har vi måske haft den samme følelse?
7 Vi kan lade Esajas besvare spørgsmålet. „Da sagde jeg: ’Ve mig! For jeg er så godt som bragt til tavshed; jeg er jo en mand med urene læber, og jeg bor blandt et folk med urene læber; mine øjne har nemlig set Kongen, hærstyrkers Jehova!’“ (Esajas 6:5) Esajas vidste at han var talsmand for Gud, men dette syn mindede ham om at han var uren, at han ikke havde de rene læber som en talsmand for denne herlige og hellige Konge burde have. Også vi har måske til tider følt os tynget af bevidstheden om vore syndige tilbøjeligheder; vi har ikke følt os værdige til at henvende os til Gud i bøn, og da langt mindre til at have hans navn nævnet over os. Hvis det er tilfældet, vil det sikkert opmuntre os at læse om det Esajas derefter oplevede.
8. Hvad gjorde en engel nu, og med hvilket resultat?
8 En af seraferne fløj hen til ham med et stykke glødende kul fra brændofferalteret. Med dette kul berørte den Esajas’ mund og sagde: „Se, dette har rørt ved dine læber, og din brøde er forsvundet og din synd er sonet.“ (Esajas 6:6, 7) På Salomons tid faldt ild ned fra himmelen som et vidnesbyrd om at Jehova havde godkendt brændofferalteret, selv om de ofre der blev bragt på det end ikke kunne rense præsterne helt for Gud. (2 Krønikebog 7:1-3; Hebræerne 10:1-4, 11) Men da Esajas’ urenhed var blevet ætset bort af det glødende kul, kunne han acceptere Jehovas ord om at hans synd var blevet sonet i det omfang det var nødvendigt for at han kunne få en særlig tjenesteopgave. Hvilke interessante fremtidsudsigter rummer dette?
9. Hvad skulle være kernen i Esajas’ budskab?
9 Efter denne forbløffende oplevelse blev Esajas, som tidligere nævnt, bemyndiget til at forkynde. (Esajas 6:8, 9) Men hvorfor skulle han sige at folket ville høre men alligevel ikke opnå nogen kundskab? Gud tilføjede: „Du skal gøre dette folks hjerte uimodtageligt, og dets ører skal du gøre upåvirkelige, og dets øjne skal du klæbe til, så det ikke kan se . . . og vende om og skaffe sig helbredelse.“ (Esajas 6:10) Vil det sige at Esajas skulle være uforskammet og taktløs, og derved støde jøderne fra sig så de ikke vendte om til Jehova? Nej. Jehovas ord viser blot hvordan de fleste jøder ville reagere, uanset hvor trofast og grundigt Esajas udførte den forkyndelse som han frivilligt havde påtaget sig da han sagde: „Her er jeg! Send mig.“
10. (a) Hvem havde skylden for at folket så at sige var både blindt og døvt? (b) Hvad mente Esajas da han spurgte: „Hvor længe, Jehova?“
10 Fejlen lå hos folket. Skønt Esajas gav det mulighed for at „høre og høre“, ville det ikke tilegne sig kundskab eller forståelse. Gud havde på forhånd sagt at de fleste ville vende det døve øre til Esajas’ forkyndelse på grund af deres stædighed og deres manglende interesse for åndelige anliggender. Et mindretal ville måske lytte. Men de fleste ville være lige så blinde som var deres øjne klæbet til med stærk lim. Hvor længe ville denne sørgelige tilstand fortsætte? Det var det Esajas spurgte om — og ikke om hvor mange år han skulle forkynde — med ordene: „Hvor længe, Jehova?“ Gud svarede: „Indtil byerne synker i grus og er uden indbyggere.“ Og sådan kom det til at gå, men først efter at Esajas var død. Babylonierne førte indbyggerne i fangenskab og Judas „forladte tilstand“ blev „meget omfattende“. — Esajas 6:11, 12; 2 Kongebog 25:1-26.
11. Hvilken trøst indeholdt Esajas’ budskab?
11 Til sidst forsikrede Jehova dog Esajas om at situationen ikke var helt håbløs. „Der vil stadig være en tiendedel“ i landet. Ja, landet var ligesom ’et vældigt træ hvoraf der bliver en stub tilbage når det fældes; en hellig sæd’. (Esajas 6:13) Efter 70 års fangenskab i Babylon vendte en sæd eller en rest tilbage til landet, som var et nyt skud begyndt at spire frem fra stubben af et vældigt træ. (2 Krønikebog 36:22, 23; Ezra 1:1-4; jævnfør Job 14:7-9; Daniel 4:10, 13-15, 26.) Skønt det var et dystert budskab Esajas skulle fremholde, indeholdt det altså også et element af trøst. Der er imidlertid bibelsk baggrund for at vi betragter Esajas og hans budskab som et mønster for fremtidige begivenheder. Hvordan det?
Større opfyldelser
12. Hvilket bibelsk grundlag er der for at kalde Jesus den større Esajas?
12 Flere århundreder efter at Esajas var død fremstod der en som vi kunne kalde den større Esajas — Jesus Kristus. Under sin førmenneskelige tilværelse var han frivilligt gået ind på at blive sendt til jorden af sin fader, og i sin forkyndelse nævnte han blandt andet noget af det Esajas havde nedskrevet. (Ordsprogene 8:30, 31; Johannes 3:17, 34; 5:36-38; 7:28; 8:42; Lukas 4:16-19; Esajas 61:1) Han henviste for eksempel til Esajas, kapitel 6, da han forklarede hvorfor han underviste som han gjorde. (Mattæus 13:10-15; Markus 4:10-12; Lukas 8:9, 10) Der var en god baggrund for at henvise til denne passage, for de fleste af de jøder som Jesus forkyndte for, var ikke mere villige til at acceptere hans budskab og rette sig efter det end det var tilfældet med dem profeten Esajas forkyndte for. (Johannes 12:36-43) Desuden blev de jøder der havde gjort sig selv ’blinde og døve’ for Jesu budskab, i år 70 udsat for en ødelæggelse ligesom det var tilfældet i år 607 f.v.t. Ødelæggelsen i det første århundrede medførte en trængsel over Jerusalem ’som der ikke havde været fra verdens begyndelse, og som heller ikke vil indtræffe igen’. (Mattæus 24:21) Men som Esajas havde forudsagt var der en rest, „en hellig sæd“, der viste tro. Denne rest kom til at udgøre en åndelig nation, det salvede „Guds Israel“. — Galaterne 6:16.
13. Hvorfor kan vi forvente endnu en opfyldelse af Esajas, kapitel 6?
13 Dette henleder vor opmærksomhed på endnu en opfyldelse af Esajas, kapitel 6. Omkring år 60 e.v.t. forklarede apostelen Paulus hvorfor mange af de jøder der havde lyttet til ham i Rom, ikke ville acceptere hans „vidnesbyrd om Guds rige“. Grunden var at Esajas 6:9, 10 fik endnu en opfyldelse. (Apostelgerninger 28:17-27) Vil det sige at Jesu salvede disciple skulle udføre en tjeneste som Esajas’, efter at Jesus var steget op til himmelen? Ja.
14. Hvordan skulle Jesu disciple kunne udføre et arbejde som det Esajas udførte?
14 Før den større Esajas steg op til himmelen, sagde han at hans disciple ville få hellig ånd og derefter skulle „være vidner om [ham] både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) Ligesom brændofferalteret indeholdt det der skulle til for at få Esajas’ brøde til at forsvinde, sådan tilvejebragte Jesu offer grundlaget for at hans disciple kunne få deres synder sonet. (3 Mosebog 6:12, 13; Hebræerne 10:5-10; 13:10-15) Gud kunne derfor salve dem med hellig ånd, hvilket samtidig gav dem kraft til at være vidner „til jordens fjerneste egne“. Både profeten Esajas og den større Esajas var blevet sendt ud for at fremholde Guds budskab. Jesu salvede disciple blev ligeledes „sendt af Gud . . . i samfund med Kristus“. — 2 Korinther 2:17.
15. Hvordan har reaktionen generelt været på forkyndelsen af et budskab som Esajas’, og hvad vil derfor ske?
15 Her i nyere tid, især siden den første verdenskrigs afslutning, har de salvede kristne erkendt behovet for at forkynde Guds budskab, blandt andet at „hævnens dag fra vor Gud“ er nær. (Esajas 61:2) Ødelæggelserne på denne dag vil især ramme kristenheden, der længe har hævdet at udgøre Guds folk, ligesom Israel gjorde det i fortiden. På trods af at Guds salvede vidner loyalt har forkyndt i flere årtier, har de fleste medlemmer af kristenheden ’gjort deres hjerte uimodtageligt og deres ører upåvirkelige; deres øjne er klæbet til’. Esajas’ profeti viser at dette fortsat vil være tilfældet „indtil byerne synker i grus og er uden indbyggere, og husene er uden noget menneske, og endog agerjorden lægges øde som en ødemark“. Denne tilstand vil markere afslutningen på denne onde tingenes ordning. — Esajas 6:10-12.
„Send mig“
16. I hvilken forstand deltager ’den store skare’ i et arbejde som det Esajas udførte?
16 Der findes i dag millioner af nidkære kristne som har et bibelsk håb om at leve evigt i et paradis på jorden. På grundlag af Jesu offerblod kan denne ’store skare’ få deres synder tilgivet i det omfang det er nødvendigt i øjeblikket. De modtager også kraft og støtte gennem Guds ånd mens de sammen med resten af de salvede kristne siger: „Her er jeg! Send mig.“ Men hvad vil de blive sendt ud for at gøre? Det forklarede Paulus i Romerbrevet 10:13-15: „’Enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst’. Men hvordan kan man påkalde ham som man ikke har fået tro på? Og hvordan kan man få tro på ham som man ikke har hørt om? Og hvordan kan man høre uden at nogen forkynder? Og hvordan kan nogen forkynde hvis ikke de sendes ud? Sådan som der står skrevet [i Esajas 52:7]: ’Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting.’“ — Åbenbaringen 7:9-15.
17. Hvad indeholder vort budskab, i sammenligning med Esajas’ profeti?
17 Husk at Esajas, endnu før han kendte det budskab han skulle forkynde, sagde: „Her er jeg! Send mig.“ Vi, derimod, véd hvad det er Gud ønsker forkyndt af dem som nu reagerer velvilligt på spørgsmålet: „Hvem kan jeg sende, og hvem vil gå for os?“ Budskabet indeholder en advarsel om „hævnens dag fra vor Gud“, men det indeholder også „godt nyt om gode ting“. De der „sendes ud“ er for eksempel med til at „udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede“. Vil du ikke mene at det både må være opmuntrende og tilfredsstillende at forkynde sådan et budskab? — Esajas 61:1, 2.
18, 19. I hvilken særlig forstand siger mange: „Send mig“?
18 Hvis du allerede er med til at forkynde „godt nyt om gode ting“, vil denne gennemgang af det sjette kapitel i Esajas’ bog måske få dig til at spørge: Hvordan kan jeg gøre en større indsats, i overensstemmelse med ånden i Esajas 6:8? I hele verden har mange hundrede frivillige været med til at bygge betelhjem, stævnehaller og rigssale, ligesom det ægtepar der omtales i indledningen til artiklen. Mange andre, der måske ikke føler at de kan gøre så stor gavn under et byggeri, er flyttet til lande hvor der er større behov for forkyndere af Riget. Før man tager dette skridt, er det bedst at man søger råd og vejledning hos Vagttårnsselskabets afdelingskontor. Desuden bør man selvfølgelig planlægge flytningen til et fremmed land omhyggeligt, og se i øjnene at for eksempel sproget, levestandarden og muligheden for at finde arbejde måske slet ikke er som i ens hjemland. Men opgiv ikke alle tanker om at flytte blot fordi det kræver at du må foretage store forandringer. Mange der ligesom Esajas siger: „Her er jeg! Send mig,“ har foretaget de nødvendige forandringer og er blevet rigt velsignet af Gud for det. — Jævnfør Ordsprogene 24:27; Lukas 14:28-30.
19 Atter andre — ugifte brødre og søstre, ægtepar, eller endda hele familier — er flyttet til et andet sted i deres eget land hvor der er større behov for forkyndere af Riget eller for kristne tilsynsmænd. (Apostelgerninger 16:9, 10) At gøre dette kan have krævet ofre, for eksempel at finde et andet arbejde, måske et der ikke var så godt betalt. Nogle er gået på efterløn eller pension eller de har fundet et deltidsarbejde for at få mere tid til forkyndelsen. Det er meget rosværdigt når hele familier siger: ’Her er vi! Send os.’ Det gjorde Esajas’ familie. Hans kone gjorde aktivt Guds vilje som profetinde, og hans sønner spillede en rolle i profetiske budskaber. — Esajas 7:3, 14-17; 8:3, 4.
20. Hvad bør vi overveje med Esajas 6:8 i tanke?
20 Hvis dine nuværende omstændigheder ikke tillader dig at foretage så store forandringer, kan du overveje om du, dér hvor du nu er, gør alt hvad du kan for at efterligne Esajas’ villighed. Forkynd energisk Guds budskab, også i dårligt vejr og på trods af folks ligegyldighed; det gjorde Esajas. Fortæl ivrigt andre „godt nyt om gode ting“. Jehova har spurgt: „Hvem kan jeg sende?“ Vis at du, ligesom Esajas, vil svare: „Her er jeg! Send mig“ — og gå villigt ud for at forkynde hans budskab.
Spørgsmål til repetition
■ Under hvilke omstændigheder modtog Esajas det syn der er beskrevet i kapitel 6, og hvad fik han at se?
■ Hvad blev Esajas bemyndiget til?
■ Hvorfor kan Jesus kaldes den større Esajas, og i hvilken forstand udfører hans disciple et arbejde som det Esajas udførte?
■ Hvordan kan vi vise at vi har samme indstilling som Esajas?
[Illustration på side 17]
Esajas blev renset og sendt ud for at forkynde
[Illustration på side 18]
Mange har sagt: „Her er jeg! Send mig“