Opdyrk ægte ydmyghed
„Det nødstedte folk frelser du, men dine øjne er imod de stolte; du ydmyger dem.“ — 2 SAMUEL 22:28.
1, 2. Hvad har kendetegnet mange verdensherskere?
PYRAMIDERNE i Egypten er monumenter over fortidige herskere i landet. Andre der har skabt historie, er assyrerkongen Sankerib, grækerkongen Alexander den Store og den romerske hersker Julius Cæsar. Én bestemt egenskab manglede hos dem alle: ægte ydmyghed. — Mattæus 20:25, 26.
2 Kunne man forestille sig at en af disse mænd vanemæssigt gennemsøgte sit rige for at finde ydmyge undersåtter der trængte til trøst? Nej, vel? Man kan heller ikke forestille sig at de besøgte nedtrykte medborgere i deres ringe boliger for at opmuntre dem. Deres holdning til de nødstedte var vidt forskellig fra den vi finder hos universets suveræne Hersker, Jehova Gud.
Det største eksempel i at være ydmyg
3. Hvordan behandler den suveræne Hersker sine jordiske undersåtter?
3 Jehova er ufattelig stor og ophøjet, og alligevel skuer „hans øjne . . . ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham“. (2 Krønikebog 16:9) Og hvad gør Jehova når han finder ydmyge tilbedere der føler sig knust på grund af forskellige prøvelser? I overført forstand „bor“ han hos dem ved hjælp af sin hellige ånd „for at genoplive de ydmyges ånd og for at genoplive de knustes hjerte“. (Esajas 57:15) Takket være denne hjælp kan hans ’genoplivede’ tilbedere tage fat på deres tjeneste for ham med fornyet glæde. Ja, Jehova er meget ydmyg!
4, 5. (a) Hvad mente en salmist om Guds måde at herske på? (b) Hvad vil det sige at Gud „nedlader sig“ for at hjælpe „den ringe“?
4 Ingen anden i universet har ydmyget sig selv så meget som den suveræne Herre, Jehova, for at hjælpe syndige mennesker. En salmist kunne skrive: „Jehova er ophøjet over alle nationerne, hans herlighed over himmelen. Hvem er som Jehova vor Gud, der bor i det høje? Han nedlader sig for at se på himmel og på jord; han rejser den ringe fra støvet; han løfter den fattige fra askedyngen.“ — Salme 113:4-7.
5 Læg mærke til udtrykket „nedlader sig“. Anvendt om mennesker lyder det ofte negativt, som når en opfører sig overlegent over for underordnede eller mindre begunstigede. Det ligger Jehova Gud fjernt. Han er ren og hellig og derfor blottet for hovmod. (Markus 7:22, 23) Men at nedlade sig kan også betyde at man anbringer sig på niveau med en der har en lavere status, eller at man ser bort fra sin rang eller værdighed når man omgås en underordnet. Derfor siger nogle bibeloversættelser i Salme 113:6 at Gud ydmyger sig. Udtrykket tegner et levende billede af vor ydmyge Gud der kærligt er opmærksom på sine ufuldkomne tilbedere her på jorden. — 2 Samuel 22:36.
Hvorfor Jesus var ydmyg
6. Hvad gjorde Jehova som det største udtryk for ydmyghed?
6 Det største udtryk for Guds ydmyghed og kærlighed var at han sendte sin elskede førstefødte søn så han kunne blive født på jorden, vokse op som menneske og blive menneskehedens frelser. (Johannes 3:16) Jesus udbredte sandheden om sin himmelske Fader og gav derpå sit fuldkomne menneskeliv for at tage „verdens synd“ bort. (Johannes 1:29; 18:37) Jesus genspejlede til fuldkommenhed sin Fader, Jehova, blandt andet ved at vise ydmyghed, og var derfor villig til at gøre alt hvad Gud bad ham om. Det er det største eksempel i ydmyghed og kærlighed hos nogen af Guds skabninger. Men ikke alle ærede Jesus for hans ydmyghed. Hans fjender regnede ham endda for „den ubetydeligste blandt menneskene“. (Daniel 4:17) Paulus vidste hvor vigtigt det var at hans trosfæller efterlignede Jesus ved at være ydmyge over for hinanden. — 1 Korinther 11:1; Filipperne 2:3, 4.
7, 8. (a) Hvordan lærte Jesus ydmyghed? (b) Hvilken appel kunne Jesus rette til dem der tænkte på at blive hans disciple?
7 Paulus fremhævede Jesu ypperlige eksempel med følgende ord: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus, som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud. Nej, han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed. Og yderligere, da han af udseende og væremåde fandtes som et menneske, ydmygede han sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ — Filipperne 2:5-8.
8 Nogle spørger måske: ’Hvordan lærte Jesus at ydmyge sig?’ Det gjorde han ved at have nært fællesskab med sin himmelske Fader igennem uanede tider hvor han tjente som Guds „værkmester“ da alting blev skabt. (Ordsprogene 8:30) Efter oprøret i Eden var Guds førstefødte vidne til sin Faders ydmyghed i handling over for de syndige mennesker. Derfor genspejlede Jesus sin Faders ydmyghed og kunne appellere til folk med ordene: „Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ — Mattæus 11:29; Johannes 14:9.
9. (a) Hvilke egenskaber hos børn tiltalte Jesus? (b) Hvad lærte Jesus sine disciple ved hjælp af et lille barn?
9 Jesu ægte ydmyghed betød at små børn ikke var bange for ham. Tværtimod følte de sig draget til ham. Det var tydeligt at han holdt af børn, og han viste dem opmærksomhed. (Markus 10:13-16) Hvilke egenskaber hos børn tiltalte Jesus? Det var ønskværdige egenskaber som nogle af hans voksne disciple ikke altid havde. Det er en kendt sag at små børn ser op til voksne, og de viser det for eksempel ved at stille de voksne mange spørgsmål. Ja, i sammenligning med voksne er børn generelt mere lærvillige og mindre tilbøjelige til at være stolte. Ved en lejlighed fremhævede Jesus et lille barn og sagde til sine disciple: „Medmindre I vender om og bliver som små børn, kommer I slet ikke ind i himlenes rige.“ Han fortsatte: „Enhver der vil ydmyge sig som dette lille barn, han er den største i himlenes rige.“ (Mattæus 18:3, 4) Jesus fastsatte denne regel: „Enhver der ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og den der ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ — Lukas 14:11; 18:14; Mattæus 23:12.
10. Hvilke spørgsmål vil vi drøfte?
10 Jesu ord giver anledning til at overveje nogle vigtige spørgsmål. Når vi nu véd at ægte ydmyghed er en af betingelserne for at vi kan få evigt liv, hvorfor er det da til tider svært for kristne at være ydmyge? Hvorfor må vi nogle gange anstrenge os for at tæmme vores stolthed og være ydmyge når vi bliver prøvet? Og hvordan kan vi opdyrke ægte ydmyghed? — Jakob 4:6, 10.
Hvorfor det er svært at være ydmyg
11. Hvorfor er det ikke mærkeligt at vi må anstrenge os for at være ydmyge?
11 Hvis du har opdaget at du må anstrenge dig for at være ydmyg, er du ikke ene om det. I 1920 kommenterede dette blad Bibelens vejledning om nødvendigheden af ydmyghed: „Vi ser således hvor stor værdi Herren tillægger ydmyghed, og det bør tilskynde alle sande disciple til at opdyrke denne egenskab dag for dag.“ Dernæst fulgte denne åbenhjertige iagttagelse: „Trods alle disse bibelske formaninger lader det til at mennesket af natur er så fordærvet at de der bliver Herrens tjenere og går ind på at løbe ad denne vej, øjensynlig møder flere genvordigheder, mere at stride imod, på dette område end på alle andre.“ Her fremhæves en af grundene til at sande kristne må anstrenge sig for at være ydmyge: Vor syndige „natur“ higer efter upassende ære. Sådan er vi fordi vi nedstammer fra et syndigt ægtepar, Adam og Eva, der gav efter for selviske længsler. — Romerne 5:12.
12, 13. (a) Hvilke hindringer lægger verden i vejen for kristen ydmyghed? (b) Hvem gør det endnu sværere for os at vise ydmyghed?
12 En anden grund til at vi kan have svært ved at være ydmyge, er at vi befinder os i en verden der ansporer til at man prøver at overgå hinanden. Det er almindeligt at man søger at tilfredsstille syndige tilbøjeligheder — „kødets begær og øjnenes begær“ — og hengiver sig til „praleriet med de midler man har at leve af“. (1 Johannes 2:16) Jesu disciple må ikke ligge under for sådanne verdslige længsler, men skal bevare øjet klart og holde blikket rettet mod det at gøre Guds vilje. — Mattæus 6:22-24, 31-33; 1 Johannes 2:17.
13 En tredje grund til at ydmyghed er svær at opdyrke og praktisere, er at hovmodets ophavsmand, Satan Djævelen, er denne verdens hersker. (2 Korinther 4:4; 1 Timoteus 3:6) Satan forsøger at smitte andre med det onde ved ham selv. For eksempel prøvede han at få Jesus til at tilbede ham i bytte for „alle verdens riger og deres herlighed“. Som altid var Jesus ydmyg og afslog blankt Djævelens tilbud. (Mattæus 4:8, 10) Satan forsøger også at friste kristne til at søge selvisk ære. Men ydmyge kristne søger at efterligne Jesus ved at lade al pris og ære gå til Gud. — Markus 10:17, 18.
Hvordan vi opdyrker og praktiserer ægte ydmyghed
14. Hvad er „falsk ydmyghed“?
14 Paulus advarede i sit brev til kolossenserne mod at vise en påtaget ydmyghed for at gøre indtryk på andre. Han kaldte det „falsk ydmyghed“. Den der foregiver ydmyghed, er ikke åndeligsindet, men røber ubevidst at han i virkeligheden er „opblæst“. (Kolossenserne 2:18, 23) Jesus afslørede falsk ydmyghed. Han fordømte farisæerne fordi de bad på en demonstrativ måde, så bedrøvede ud og lavede deres ansigt til for at andre skulle lægge mærke til dem når de fastede. Nej, vi må bede ydmygt hvis vore personlige bønner skal have værdi for Gud. — Mattæus 6:5, 6, 16.
15. (a) Hvad kan vi gøre for at bevare ydmygheden? (b) Nævn nogle gode eksempler med hensyn til ydmyghed.
15 Som kristne kan vi styrke vores ydmyghed ved at rette blikket mod de bedste eksempler i dette, nemlig Jehova Gud og Jesus Kristus. Det gør vi ved regelmæssigt at læse i Bibelen og de publikationer som „den trofaste og kloge træl“ udgiver som hjælp til at forstå den. (Mattæus 24:45) Dette er især vigtigt for tilsynsmænd ’så deres hjerte ikke skal ophøje sig over deres brødre’. (5 Mosebog 17:19, 20; 1 Peter 5:1-3) Det er godt for os at grunde over beretningerne om de mange bibelske kvinder der blev belønnet for deres ydmyghed, såsom Rut, Hanna og Elisabet. (Rut 1:16, 17; 1 Samuel 1:11, 20; Lukas 1:41-43) Tænk også på de mænd som var fremtrædende, men forblev ydmyge i Jehovas tjeneste — efterlignelsesværdige mænd som David, Josias, Johannes Døber og Paulus. (2 Krønikebog 34:1, 2, 19, 26-28; Salme 131:1; Johannes 1:26, 27; 3:26-30; Apostelgerninger 21:20-26; 1 Korinther 15:9) Og kender vi ikke også personligt mange kristne der viser en eksemplarisk ydmyghed? Når vi grunder over disse eksempler, har vi lettere ved at vise „ydmyghed over for hinanden“. — 1 Peter 5:5.
16. Hvordan er den kristne forkyndelse med til at gøre os ydmyge?
16 Noget andet der gør os ydmyge, er at forkynde regelmæssigt. Vi har stor gavn af ydmyghed når vi henvender os til fremmede i deres hjem eller andre steder med budskabet om Guds rige. Det gælder især når folk umiddelbart er ligeglade eller uforskammede. Vi bliver tit krævet til regnskab for vores tro, og ydmyghed vil få os til at besvare spørgsmål „med mildhed og dyb respekt“. (1 Peter 3:15) I nogle tilfælde er ydmyge tjenere for Jehova flyttet til nye distrikter og har forkyndt for folk med en anden baggrund og en lavere levestandard. Disse forkyndere har i mange tilfælde ydmygt måttet binde an med den krævende opgave at lære et nyt sprog for bedre at kunne fremholde den gode nyhed for de lokale. Det er meget rosværdigt! — Mattæus 28:19, 20.
17. Hvilke opgaver kræver ydmyghed af kristne?
17 Mange kristne har haft gavn af at vise ydmyghed i forbindelse med deres opgaver, blandt andet ved at sætte andres interesser før deres egne. For eksempel kræver det ydmyghed af en kristen familiefar at bruge en del af sin fritid på at forberede og lede et udbytterigt bibelstudium med sine børn. Og ydmyghed får børn til at ære og adlyde deres ufuldkomne forældre. (Efeserne 6:1-4) Hustruer hvis mænd ikke har samme tro, må ofte udholde ydmygende situationer i deres bestræbelser på at vinde deres ægtefælle ved deres „rene adfærd og dybe respekt“. (1 Peter 3:1, 2) Ydmyghed og selvopofrende kærlighed er også af stor værdi når vi omsorgsfuldt tager os af syge og aldrende forældre. — 1 Timoteus 5:4.
Ydmyghed løser problemer
18. Hvordan kan ydmyghed gavne os når vi skal bilægge uoverensstemmelser?
18 Alle Guds jordiske tjenere er ufuldkomne. (Jakob 3:2) Det sker at to kristne bliver uenige eller misforstår hinanden. Den ene har måske en gyldig grund til klage imod den anden. Men de fleste uoverensstemmelser kan bilægges hvis man følger dette råd: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ (Kolossenserne 3:13) Det er ganske vist ikke let at følge rådet, men hvis vi er ydmyge, vil vi gøre det.
19. Hvad må vi huske når vi taler med en der har forurettet os?
19 Det kan dog ske at en kristen synes at grunden til klage er for alvorlig til at han bare kan slå en streg over den. Men hvis han er ydmyg, vil han gå til den som han føler sig forurettet af, med det mål at genoprette freden. (Mattæus 18:15) Når kristne har svært ved at få et mellemværende ud af verden, er årsagen ofte at den ene eller begge parter er for stolte til at indrømme fejl, eller at man henvender sig til modparten på en selvretfærdig og kritisk måde. Ægte ydmyghed er værdifuld når kristne skal forliges.
20, 21. Hvad kan i særlig grad lære os at være ydmyge?
20 Vi kan kun opdyrke ydmyghed ved at bede Gud om hans hjælp og hans ånd. Husk at „Gud . . . skænker de ydmyge ufortjent godhed“ ved blandt andet at give dem hellig ånd. (Jakob 4:6) Hvis du har et udestående med en trosfælle, så bed Jehova om hjælp til ydmygt at indrømme små og store fejl hos dig selv. Hvis du er blevet forurettet og den anden oprigtigt siger undskyld, så tilgiv ydmygt. Hvis du har svært ved det, så bed inderligt om Jehovas hjælp til at befri dit hjerte for ethvert spor af hovmod.
21 Når vi forstår hvor store fordele der er ved at være ydmyg, bør vi føle os motiveret til at opdyrke og bevare denne dyrebare egenskab. Det kan vi blandt andet ved at følge Jehovas og Jesu storslåede eksempel. Glem aldrig Guds løfte: „Lønnen for ydmyghed og frygt for Jehova er rigdom og ære og liv.“ — Ordsprogene 22:4.
Noget at tænke over
• Hvem er de bedste eksempler med hensyn til ydmyghed?
• Hvorfor er det svært at opdyrke ydmyghed?
• På hvilke måder kan vi lære ydmyghed?
• Hvorfor er det så vigtigt at forblive ydmyg?
[Illustration på side 26]
Jesus var virkelig ydmyg
[Illustration på side 28]
Verden tilskynder til at man prøver at overgå hinanden
[Kildeangivelse]
WHO-foto: L. Almasi/K. Hemzǒ
[Illustration på side 29]
Ydmyghed er gavnlig når vi henvender os til fremmede
[Illustrationer på side 30]
Uoverensstemmelser kan tit løses ved at vi ydmygt lader kærlighed dække over problemet
[Illustrationer på side 31]
Kristne viser ydmyghed på mange måder