Faste — styrker det ens forhold til Gud?

’At faste hjælper en til at tænke dybt over sit forhold til Gud og minder en om at materielle ting ikke er det vigtigste i livet.’ — EN KATOLSK KVINDE.

’At faste bidrager til at man kan bevare et godt forhold til Gud.’ — EN JØDISK RABBINER.

’Ifølge min tro er det at faste en pligt, noget fundamentalt hvorigennem jeg kan vise min hengivenhed for og taknemmelighed mod Gud. Jeg faster fordi jeg elsker Gud.’ — EN TILHÆNGER AF BAHAISMEN.

FASTE er en almindelig praksis inden for mange af verdens religioner, for eksempel buddhismen, hinduismen, islam, jainismen og jødedommen. Mange mener at man kan styrke sit forhold til Gud ved for en tid at afholde sig fra at spise.

Hvad mener du? Bør man faste? Hvad siger Guds ord, Bibelen, om det?

Faste på Bibelens tid

På Bibelens tid fastede man af flere forskellige grunde der alle havde Guds godkendelse. Man kunne faste for at udtrykke dyb sorg eller anger over nogle synder man havde begået (1 Samuel 7:4-6), for at bønfalde Gud om gunst eller vejledning (Dommerne 20:26-28; Lukas 2:36, 37) eller for at skærpe koncentrationen når man gerne ville give sig tid til eftertanke. — Mattæus 4:1, 2.

Bibelen omtaler dog også nogle som fastede uden at have Guds godkendelse. Kong Saul fastede for eksempel inden han rådførte sig med et åndemedium. (3 Mosebog 20:6; 1 Samuel 28:20) Onde mennesker, som for eksempel Jesabel eller de fanatikere der planlagde at dræbe apostelen Paulus, foreskrev at man fastede. (1 Kongebog 21:7-12; Apostelgerninger 23:12-14) Farisæerne var også kendt for at faste regelmæssigt. (Markus 2:18) Jesus fordømte dem imidlertid, og Gud lod sig ikke imponere. (Mattæus 6:16; Lukas 18:12) Jehova ignorerede også visse israelitters faste fordi de handlede ondt og havde et forkert motiv. — Jeremias 14:12.

Disse eksempler viser at faste ikke i sig selv behager Gud. Ikke desto mindre er der mange eksempler på at trofaste tjenere for Gud fastede med Guds godkendelse. Spørgsmålet er derfor om kristne bør faste?

Har kristne pligt til at faste?

Ifølge Moseloven skulle alle jøder „spæge [deres] sjæle“, det vil sige faste, én gang om året, på forsoningsdagen. (3 Mosebog 16:29-31; Salme 35:13) Det er den eneste faste Jehova nogen sinde har påbudt sine tjenere at holde.a Jøderne, som var underlagt Moseloven, adlød dette bud. Men kristne er ikke underlagt Moseloven. — Romerne 10:4; Kolossenserne 2:14.

Jesus fastede sådan som Loven krævede det, men det var ikke noget han var kendt for. Han fortalte sine disciple hvordan de skulle faste, hvis de valgte at gøre det. Men det var aldrig noget han påbød dem at gøre. (Mattæus 6:16-18; 9:14) Hvordan kan det da være at Jesus sagde at hans disciple ville faste efter hans død? (Mattæus 9:15) Det var ikke et bud han gav dem. Jesu ord viser ganske enkelt at hans disciple ville føle så dyb en sorg over hans død at de mistede lysten til at spise.

Bibelen indeholder to beretninger om kristne som fastede i det første århundrede, og som viser at det kan have Guds godkendelse at nogle ud fra et godt motiv vælger at afholde sig fra at spise. (Apostelgerninger 13:2, 3; 14:23)b Kristne er altså ikke forpligtede til at faste. Men skulle man vælge at gøre det, er der nogle farer som man må være opmærksom på.

Pas på faldgruberne

En af de faldgruber man må undgå hvis man faster, er selvretfærdighed. Bibelen advarer os mod at vise ’falsk ydmyghed’. (Kolossenserne 2:20-23) Jesu billedtale om den stolte farisæer der følte sig moralsk overlegen fordi han regelmæssigt fastede, viser tydeligt at Gud tager afstand fra en sådan indstilling. — Lukas 18:9-14.

Det ville være forkert at offentliggøre at man faster, eller at faste fordi en anden siger at man skal gøre det. Ifølge Jesu vejledning i Mattæus 6:16-18 bør faste være en privatsag mellem en selv og Gud, og derfor ikke noget man delagtiggør andre i.

Man må aldrig tro at faste på en eller anden måde kan kompensere for at man synder. For at have Guds godkendelse må faste være ledsaget af lydighed mod Guds bud. (Esajas 58:3-7) Det er oprigtig anger, og ikke faste, der fører til tilgivelse af synder. (Joel 2:12, 13) I Bibelen understreges det at tilgivelse kun kan opnås som følge af Jehovas ufortjente godhed, som kommer til udtryk gennem Kristi offer. Ingen kan gøre sig fortjent til Guds tilgivelse ved sine gerninger, heller ikke ved at faste. — Romerne 3:24, 27, 28; Galaterne 2:16; Efeserne 2:8, 9.

I Esajas 58:3 beskrives en anden udbredt, men forkert opfattelse. Israelitterne mente at Jehova skyldte dem noget fordi de fastede, som om de gjorde Gud en tjeneste ved at faste. De spurgte Gud: „Hvorfor har vi fastet og du så det ikke, spæget vor sjæl og du lagde ikke mærke til det?“ I dag forventer mange også at Gud vil gøre noget godt for dem fordi de faster. Måtte vi aldrig have en sådan respektløs og ubibelsk indstilling!

Andre mener at Gud vil belønne en hvis man lider og føler ubehag ved for eksempel at faste, piske sig selv eller lignende. Men Guds ord fordømmer denne opfattelse ved at sige at en „[skånselsløs] behandling af legemet . . . er uden værdi til bekæmpelse af kødets tilfredsstillelse“. — Kolossenserne 2:20-23.

Et ligevægtigt syn på faste

Ingen er forpligtet til at faste, men det er heller ikke forkert at gøre det. Under visse omstændigheder kan det måske være gavnligt, hvis blot de førnævnte faldgruber undgås. At faste er imidlertid ikke noget centralt for at kunne tjene Gud på en måde han synes om. Jehova er ’den lykkelige Gud’, og han ønsker at alle hans tjenere er lykkelige. (1 Timoteus 1:11) Bibelen siger: „Det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave.“ — Prædikeren 3:13, da. aut. 1931.

Vores gudsdyrkelse må være kendetegnet af glæde, men Bibelen forbinder aldrig faste med glæde. Desuden vil det virke mod hensigten hvis vi, fordi vi afholder os fra at spise, bliver syge eller udmattede og derfor ikke kan tage fuld del i det glædebringende arbejde som Skaberen har betroet sande kristne — nemlig at forkynde den gode nyhed om Riget.

Uanset om vi vælger at faste eller ej, må vi undgå at dømme andre. Blandt sande kristne bør dette emne ikke være årsag til strid, „for Guds rige betyder ikke spisen og drikken, men retfærdighed og fred og glæde ved hellig ånd“. — Romerne 14:17.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 28]

Farisæerne viste falsk ydmyghed når de fastede

[Tekstcitat på side 29]

„Guds rige betyder ikke spisen og drikken, men retfærdighed og fred og glæde“

[Ramme på side 29]

Hvad med fastetiden?

Den 40 dage lange fastetid siges at være til minde om Kristi faste på 40 dage. Men Jesus gav ikke på noget tidspunkt sine disciple påbud om at mindes hans faste, og der er heller ingen vidnesbyrd om at de gjorde det. Den første pålidelige omtale af den 40 dage lange fastetid inden påsken menes at være i Athanasios’ breve fra år 330.

Eftersom Jesus fastede efter sin dåb og ikke inden sin død, kan det synes mærkeligt at nogle trossamfund har lagt fasten i ugerne op til påsken. Blandt oldtidens babyloniere, ægyptere og grækere var det imidlertid en almindelig skik at holde en 40 dage lang faste i den første del af året. Det ser altså ud til at denne „kristne“ skik er et lån fra disse folkeslag.